 |  | De styrer mod dødsriget som får |
 |
|
|||||||||||||
|
De styrer mod dødsriget som får. Fader vor du som er i himmelen”¦ Kristine fortsatte sin bøn til Herren. Hendes tanker styrede uhjælpeligt mod hendes mors kræftsygdom. Lægerne havde sagt at den uhelbredelig, men hun vidste at hvis hendes mor bare ville tro og bede om tilgivelse for hendes synder, ville Gud helbrede hende. Kristine forstod ikke hvorfor hun ikke ville tro når det kunne hjælpe hende til et bedre liv. Kristine vidste at lungekræften var Guds straf for at hun nægtede at forstå. Hun bad ikke om at Gud skulle helbrede morens sygdom men at få hende til at tro, så hun selv kunne bede om at blive rask. Det var en isende kold vinter da Kristine gik ned af fortovet. Skolen var lige begyndt efter juleferien, Kristine og hendes mor havde været alene hele ferien. Kristine havde bedt hele julenat om, at få hendes mor til at tro men det havde ikke hjulpet. En snebold ramte hende hårdt i ryggen og hun vendte sig hurtigt om for at se hvem der havde affyret den frosne bold. Hun kunne knap se skikkelsen men hun genkendte straks det hæse grin. ”undskyld men du ved uden synd ingen frelse!” det var Lasse der igen skulle vise sig over for sine venner. Hans venner begyndte at grine endnu højere, hun vendte sig om og gik videre. Hun vidste at, ved dommedag ville Gud tage sig af dem og de ville få deres fortjente skæbne. I klassen kunne hun knap følge med og blev forskrækket da frk. Andersen knipsede tre gange foran hendes ansigt. Resten af klassen begyndte klassen at grine, Lasse højest. Hun havde siddet og stirret ud af vinduet, og havde ikke lagt mærke til at de var blevet delt ud i små grupper på fire. Hun var blevet sat sammen med Lasse og to andre. Hun overvejede om Gud også straffede hende, for ikke at få hendes vantro mor til at blive omvendt til kristendommen, eller om det var satan der var på spil. Det måtte være satan. Hun foldede sine hænder under bordet og formede en stille bøn med munden. Lasse hoppede op af stolen og skreg nu taler psykopaten med djævlen igen og lod som om at hun var en afskyelig særling som han var rædselsslagen for. Klassen hylede af grin over hans lille fine forestilling. Hun ignorerede ham og hviskede et stille amen. Døden er deres hyrde. Hun følte sig sårbar og timen syntes at vare længere en sædvanligt. Da skoledagen endelig var overstået skyndte hun sig hjem. Hun tog den varme vinterjakke og støvler af og satte det pænt på deres bestemte pladser, handskerne og huen læggede hun ned i skuffen under knagerækken. Hun listede stille ind på hendes mors soveværelse hvor hun lå uroligt og sov. På hendes natbord lå hendes smertestillende piller ved siden af et tomt krus som Kristine havde givet hende for to år tidligere i julegave. Det var før kræften brød ud. Hun kunne ikke lide at hun tog smertestillende, hvis hun nu bare ville tro så havde hun ikke brug for piller eller kemoterapi. Hun kom i tanke om at de havde en aftale hos hendes læge klokken femten, hun pakkede en taske og gik derefter ind for at vække hendes mor. Hun smilede træt og spurgte med lav stemme om hvordan skolen havde været, Kristine svarede uden tøven, at den havde været fin og det havde været dejligt at møde de andre efter to ugers ferie. Kristine vidste godt at det var en synd at lyve, men hun ville ikke bekymre sin mor, hun ville bede om tilgivelse i aften. Lægen kiggede ned på det maskinskrevne papir, hans stemme havde en metallisk ligegyldighed over sig da han fortalte at kræften havde bredt sig. Kristines mor spurgte uden at blinke hvor lang tid der var igen. Før i tiden havde Kristines mor haft flot lyst hår, nu var væk og hendes før så yndefulde ansigt havde tilegnet sig en del flere rynker. Kristine krammede sin rosenkrans halskæde tæt ind mod kroppen men forholdt sig ellers i ro. Det var blevet søndag morgen, i går havde Kristine og hendes mor siddet oppe til klokken var tolv og set gamle Dirch Passer film, hendes mor var egentlig faldet i søvn i lænestolen, men Kristine nød hendes nærvær og nænnede ikke, at vække hende. Hun begyndte at gøre sig klar til at gå i kirke, hun havde lagt en dybblå kjole frem med et symmetrisk snit frem dagen før. Hun kiggede på sin spinkle krop og lange lyse hår, af udseende lignede hun hendes mor mest, men hendes skinnende blå øjne og sjæl var uden tvivl udelukkende fra hendes far. Hun mindes hendes far som en god kristen, der gik i kirke hver søndag og hjalp dem der havde brug for det. Han var blevet dræbt i et biluheld da hun var syv år. Gud tager dem han holder mest af, til sig først. Det havde kun styrket hende i troen på Herren. Hun kiggede på klokken den var snart halv ni, hun skulle senest af sted tyve minutter i ellers ville hun komme for sent og det kunne præsten bestemt ikke lide. Hun tog kjolen på og fandt vinterjakken frem og skyndte sig af sted. Og retskafne skal herske over dem ved daggry. ”Og til mennesket sagde han: At frygte herren, det er visdom. At holde sig fra det onde det er indsigt” Kristine afsluttede sit ynglings citat, som de havde fået til opgave at finde dagen før. Det var fra Jobs bog 28:28, det havde også været hendes fars ynglings citat fra bibelen. Lasse sukkede overdrevet, og et par af pigerne fnisede lavt. Lasse rejste sig op og stillede sig ind foran Kristine. Han kørte sin venstre hånd gennem det halvlange nøddebrune hår og begyndte at læse højt fra et lille stykke gult papir han havde i sin buttede hånd. ”naturen har skabt kvinder som vores slaver. De er vores ejendom. De tilhører os, som et frugttræ tilhører en gartner” frk. Andersen spurgte lettere fornærmet, om Lasse vidste hvem han lige havde citeret. Lasse svarede med det største smil fastklæbet til ansigtet ”Napoleon Bonaparte” Kristine skulede ondt til ham, det var svært at lade være når han var så irriterende skadefro. Frk. Andersen så, både fornærmet og overrasket ud på samme tid. Hun stammede at det var korrekt og gav et lille nik til at han måtte sætte sig ned og Kristine fulgte efter. Efter skolen var overstået løb hun hjem gennem det smattede sne. Kristine vidste godt at som, Jesus havde sagt, så skulle man elske sin næste. Hvordan kunne Jesus vide noget om det når han sikkert aldrig havde mødt en som Lasse der gjorde det umuligt for en at elske ham? Kristine skubbede den hæslige tanke fra sig, det måtte være satan der prøvede at friste hende mod synd. Hun knælede i skam ned foran sengen og bad om nådig tilgivelse for hendes urene tanker. Hun kiggede op på billedet af sin far, hans blik syntes næsten at være dømmende over for hendes tanke synd. Kristine besluttede sig hurtigt for at Lasse skulle straffes, på den ene eller anden måde. Det måtte være Guds plan med hende. Det skulle være i morgen tidlig før skolens klokke ringede til time, lige når solen står op. Næste dag lige inden sidste time ringede ud. Sneg hun sig ind i det mørke fysiklokale, der som altid stank af kemikalier og bundselbrændere. Hun vidste hvad hun skulle lede efter, men ikke hvor. Hun begyndte systematisk at gennemrode skabet fra venstre mod højere, pludselig hørte hun en knirkende lyd, Kristine vidste at det var den gamle dør ind til fysiklokalet der åbnede sig med en skrabende lyd. Det var Hr. Petersen der skulle ind og sætte nogle flasker på plads. Hun smuttede uden en lyd ind bag lærerens bord, som underviseren stod når han eller hun skulle demonstrere et nyt forsøg. Hun var bange for at hendes vejrtækning ville afsløre hendes skjulested. Der under det udslidte bord, så hun i lærerens hånd, det hun ledte efter. Det var torsdag morgen, klokken var lidt over halv otte. Hun blandede ikke meget mere end en knivspids kobbersulfat ned i Lasses saftevand, som han altid drak om morgenen. Hun rørte rundt med en medbragt ske. Det var stadig mørkt uden for, men om ikke længe vil solen stå op. Lasse gik selvsikkert ind i klassen med sit sædvanlige fjogede grin smurt ud over hele ansigtet, hun hadede inderligt det grin, hun ønskede at hun aldrig nogensinde ville få det grin at se igen. Han havde været ude for at jagte en fra de mindre klasser fordi hun tilsyneladende forstyrrede hans univers. Han gik hen mod sit bord, hvor glasset stod. Timingen var perfekt, solen var på vej op nu. Han drak i store slurke og blev lige pludselig bleg i hele ansigtet. Kristine overvejede lidt om man kunne smage det blå pulver hun havde puttet i. Han faldt om og en af pigerne fra klassen begyndte at skrige med en høj skinger lyd, der gav alle et chok. En af lærerne kom løbende ind og fik øje på drengen på det grå tæppe. Senere i tysk timen fik de meddelt af skoleinspektøren, at Lasse var blevet indlagt og at det var alvorligt, men at lægerne arbejdede hårdt på at finde en diagnose. Kristine smilede for sig selv, hun havde vundet. Hun prøvede at se ud som om at hun var bange ligesom alle de andre, men hun var ved at bryde ud i et grin. Det var længe siden Kristine havde haft lyst til at grine. Det grin blev til skamme senere da hun var kommet hjem. Hun indså hvad hun havde gjort, hun havde forsøgt at dræbe et andet menneske, tage livet af en mors søn. Hun fortrød omgående og faldt på knæ foran sengen der som altid var velreddet. Hun skyndte sig ud på det tilstødende badeværelse, vaskede ansigtet med iskoldt vand, som friskede hendes forgrædte ansigt op. Hun iklædte sig sit vante nattøj og gik til ro. Dagen efter fik de at vide i klassen at Lasse med stor sandsynlighed ville overleve. Deres skikkelse tæres bort. Hendes mor havde fået det værre, uden tvivl, kemoterapien havde ikke hjulpet. Hun blev ved med at forsikre Kristine om at der ikke var noget galt. Kristines mor nægtede at tage til lægen for hun ville ikke skræmme Kristine. Kristine vidste at hendes mor ville dø snart, men hun ønskede alligevel at hun skulle blive hos hende bare lidt endnu. Hun fik heldigvis overtalt sin mor til at bare et kort besøg hos lægen. Lægen så mere alvorlig ud, end sidste besøg. Hendes mor var næsten hel gennemsigtig, da manden med den hvide kittel fortalte at hun nok ikke skulle regne med at hun havde mere end tre dage tilbage. Kristine følte hun faldt ned i et mørkt bundløst hul, der var intet hun kunne gøre. Hun indså at det var for sent, hun gled i et med rummet og gjorde sig så usynlig som muligt. Hun ville beholde sin mor, hun måtte ikke dø, ikke for noget i verdenen. På vej hjem i taxaen sagde Kristine ikke et ord og hendes mor prøvede heller ikke at starte en samtale. Chaufføren kunne fornemme den dystre stemning og snakkede ikke, som de ellers ofte har tendens til at gøre. Kristine ville gøre alt for at hendes mor skulle have det godt den sidste stund, hun hjalp hende med alt hun kunne. Hun sørgede for at lave mad til dem begge, selvom ingen af dem havde appetit. Hun sad og holdte hendes mors skrøbelige hånd, timerne trak mod vest og det blev efterhånden aften. Hendes mor var faldet i søvn for lang tid siden, Kristine var meget urolig for at hun ville sove ind så hun tjekkede hele tiden hendes puls, den var svag men den var der endnu. Hun vågede over sin mor hele natten og langt op ad formiddagen, hun faldt hverken i søvn eller slap sin mors benede hånd. Ved med tolvtiden blev hun hentet i en taxa for at blive flyttet til et hospice. Dødsriget bliver deres bolig. Kristine krummede sig sammen på den fløjlsbløde brækorangefarvede sofa. Der stod op ad væggen, på hospicets lange hvide gang. Sulten gnavede sig langt ind i marven, men hun bemærkede det knapt. Det eneste hun kunne tænke på var hendes mor. Hendes kære mor. Hendes eneste mor. Hendes eneste ven. Som hun aldrig havde troet hun ville miste hende. Var nu ved at dø. En af sygeplejerskerne havde flere gange været hende ved hende for at høre om hun var okay, men hun havde ignoreret dem og forsættet sin stirren på en lille kvast i loftet. Sygeplejersken havde endda sørget for en portion kartoffelmos med bacon. Hun var ved fuld bevidsthed hele tiden men ænsede ikke de folk der små luntede eller gik med faste skridt hen ad gangen. På et tidspunkt åbnede døren sig ind til morens værelse sig og en udmattet læge kom ud og satte sig på knæ foran hende. Han prøvede at se hende i øjnene, men hun fastholdte sit blik på kvasten. Han fortalte i en foruroligende fattet stemme at hendes mor lige var død. Hvordan kunne han i sådan en tone forklare mig at min egen mor, mit kød og blod lige er gået til i rummet ved siden af mig, mens jeg bare har ligget og stirret på en fucking kvast! Skreg det inde i hendes hoved. Hun begyndte at skrige med en høj skinger tone, lægen så aldeles overrasket og skyndte sig op fra gulvet og trådte et skridt tilbage. To sygeplejersker kom løbende imod hende og prøvede at tysse på hende og trøste hende på samme tid. Hun vågnede op i et mørkt lokale det var en af de få enestuer på hospitalet. Hun måtte være faldet til ro og blevet placeret der, for så at falde i søvn, forgrædt og udmattet. Hun rejste sig uelegant fra sengen, alle hendes knogler gjorde ondt, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde fået noget at spise. Kristine bemærkede hun ikke havde sko på, dem måtte de have taget af, før de havde lagt hende i sengen. Hun kunne ikke finde dem, men måtte liste ud af døren og ned ad gangen i strømper. Da Kristine kom ud på parkeringspladsen så hun sig til begge sider og løb mod øst. Det var koldt og regnen piskede mod hendes ansigt, mens hun løb kom hun til at tænke på de gange de havde hygget sig sammen som den gang før sygdommen. Hun huskede tilbage på alle de dejlige minder med begge sine forældre. Nu havde Gud taget dem begge til sig igen uden nogen grund. Hun prøvede at forstå, ville gerne, men kunne ikke. Pludselig gled hun og faldt på hovedet ned på det våde fortov, hun kiggede på hendes albuer, der var ikke andet end hudafskrabninger at se. Hendes højre knæ gjorde ondt og hun blødte fra et sår på panden. Kristine rejste sig med besvær op og vaklede videre i regnen, hun ankom til den velkendte bro og stod ved jerngelænderet. Hun kiggede ned på det mørke vands overflade, tog en hurtig beslutning - sprang. De styrer mod dødsriget som får, Døden er deres hyrde, Og retskafne skal herske over dem ved daggry. Deres skikkelse tæres bort, Dødsriget bliver deres bolig. Salmernes bog 49:15 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
