 |  | Pernilles Hjørne - Novellekonkurrencen |
 |
|
|||||||||||||
|
Endelig frikvarter. Ud, bare ud. Det var ulideligt varmt og Pernille trængte bare til at komme væk, væk fra klassens støj. Hun skyndte sig ud af døren og spurtede ud. Hen om hjørnet og ind i en lille krog, som hun ved et tilfælde havde opdaget da det hele en dag blev for meget. Nu gjaldt det bare om, at ingen andre fandt ud af, at der fandtes et sådant fristed bagerst i skolegården. Hun kaldte det Pernilles hjørne. Det var egentlig utroligt, at hun aldrig havde lagt mærke til denne plet før, for hun havde da gået på skolen de sidste 3 år. Stedet var gemt bag en lille hæk, som buede som en banan. Inde i bananens bue, var der en lille plæne og på plænen var en lille bænk. Ved siden af bænken stod der en søjle med en skål ovenpå. Til højre på skålen stod der en græsk gud af en eller anden art. Guden holdt et bæger på skrå og der løb vand ud af bægeret. Pernille satte sig, trak vejret dybt og nød duften fra blomsterne i ligusterhækken og lyden af vandet der løb fra bægeret og ned i skålen, hvor der mærkeligt nok var vand i hele tiden. Pernille spekulerede på, om vandet forsvandt ned i søjlen for derefter at blive pumpet op igen. Hun havde også tænkt på om stedet oprindeligt var lavet til, at lærerne om sommeren kunne trække sig lidt væk og alligevel være ude, men der var jo kun en bænk og den var ikke særlig stor, så ”¦? Lyden af vandet der rislede fik Pernilles tanker til at flyve. Hun tænkte på en lille å, som Pernille og hendes far havde besøgt efter moderens begravelse. Faderen havde fortalt, at Pernilles mor og han mødtes ved åen hver aften, da de var unge. Tårerne begyndte at pible ned af Pernilles kinder og hun skyndte sig at tørre dem bort. Ai det gik ikke at se forgrædt ud, når hun kom tilbage til timen. Det ville give mulighed for alt for mange spørgsmål. Det kunne hun altså ikke klare. Men på den anden side ville det være rart at få fortalt, hvordan hun egentlig havde det. Hvor ensom og fortabt hun følte sig lige nu. Brat blev hun revet ud af stilheden. Skolens klokkede kimede ind til timen, så nu gjaldt det om at følge strømmen ind af indgangsdøren, så ingen så hvor hun var kommet fra. Puha, det lykkedes vist også denne gang. Heidi havde lagt mærke til, at Pernille var meget hurtig til at komme ud af døren, når det blev frikvarter. Det var blevet helt slemt her på det sidste og hun spekulerede på hvor Pernille blev af, for når Heidi kom ud, var Pernille som sunket i jorden. Hun havde spurgt Maria og Lene om de vidste hvor Pernille var, men det vidste de ikke. Det havde de egentlig ikke tænkt på. Til gengæld havde de spekuleret på, at Pernille var blevet så stille. De vidste at hendes mor døde i sommerferien og at det var sket meget pludseligt; men de turde ikke rigtig spørge. Hvad skulle de gøre hvis Pernille begyndte at græde? Hvad skulle de sige for at trøste hende? Heidi grundede lidt, så sagde hun” skal vi ikke spørge Fru Smuk. Hun ved så meget om sådan noget”. Nu var de ved døren ind til klassen, så de måtte jo hellere snakke videre senere. Fru Smuk underviste bl.a. i filmkundskab som var et helt nyt fag. De havde 3 klassetimer hver 3. uge sidst på dagen. Det var Fru Smuk der havde foreslået dette. Begrundelsen var at de kunne nå at se en hel film og have tid til at diskutere den bagefter. Fru Smuk underviste også i samfundsfag og de drøftede nogle gange problemstillingen i filmen i samfundsfag først. I dag skulle de se filmen Inside I`m dansing som handlede om hvordan det er, at være handicappet og hvilke problemstillinger det kunne give. I samfundsfag havde de talt om handicap og egen bolig. Pris, muligheder mv. Efter filmen fløj kommentarer gennem luften, og de havde slet ikke tid til at gå hjem. ”Nå børn, nu skal vi altså holde for i dag, måske skal vi tale videre i samfundsfag i morgen” Heidi, Maria og Lene ventede med at gå. Fru Smuk kikkede spørgende på dem. ”Ville I noget?” ”Ja det drejer sig egentlig om Pernille. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal gøre” Så forklarede de Fru Smuk deres dilemma. Fru Smuk lagde hovedet på skrå, så sagde hun ”Det er meget betænksomt af jer, at komme til mig og fortælle om jeres problem. Jeg synes vi skal tale med Pernille og spørge hende om hvordan hun har det og om vi kan hjælpe hende med noget. Vi kan jo foreslå hende, at vi tager et emne op omkring det at miste en man holder af. Hvad siger I til det?” ”Det vil vi rigtig gerne” kom det fra alle tre som med en mund. ”SÅ er det en aftale piger og smut så hjem med jer.” Næste dag skulle de have samfundsorientering med Fru Smuk. Da timen var forbi rørte Fru Smuk Pernilles arm og sagde” Pernille, må jeg lige tale med dig et øjeblik” Pernilles øjne blev urolige ”om hvad?” ”Ja det handler egentlig om at Maria, Heidi og Lene er bekymret for dig og derfor henvendte de sig til mig for at spørge om, hvad de skulle gøre. Så jeg foreslog at vi firekunne stikke hovederne sammen i morgen efter skole og tale lidt sammen. Hvad siger du til det? Har du lyst til det?” Pernilles mave snørede sig sammen. Hun følte sig helt lammet. ”Det ved jeg ikke rigtig, men det kan vi vel godt” fik hun fremstammet ”MÅ jeg gå nu?” ”Ja det er i orden” sagde Fru Smuk og gav Pernille et lille klem. ”Det er godt, så ses vi i morgen klokken 14. Vær ikke bange, det skal nok gå godt alt sammen” Efter skoletid den næste dag, mødtes Fru Smuk og pigerne i et lille hjørne på skolens bibliotek. Der var nogle gode lænestole og Fru Smuk havde købt lidt slik og sodavand til pigerne. ”Hej Piger, dejligt at se jer” indledte Fru Smuk ”Nå piger fortæl nu Pernille hvad der trykker jer, det er hun sikkert spændt på at høre. Ikke sandt Pernille?” ”Jo ærlig talt ”sagde Pernille Maria, Heidi og Lene fik fortalt hvor bange de var for at spørge Pernille om hvordan hun havde det og om de måtte spørge om hendes mor osv. Pernille blev så glad og lettet over, endelig at få talt om det og det endte med, at Pernille viste dem den lille plet nede bag ved i skolegården. Nu kikker de bare på hinanden og siger ”Pernilles Hjørne” og så spurter de afsted. Endnu er det kun de 4 og Fru Smuk der kender det. I samfundsfag fik de talt om det at miste og i filmkundskab så de serien om børn og sorg. Serien starter med et kinesisk ordsprog som lyder: Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved; men du kan forhindre at de bygger rede i dit hår. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-07-24 08:45:57 |
Fin lille fortælling.
Jeg læser om en skole uden nogen "forud vedtaget omsorgs/sorghandleplan". Måske fordi jeg i nogle år som skolekonsulent var med til at sætte ord på begrebet og vejlede i processen.
Og her i den velskrevne tekst møder børn og voksne, der viser noget ægte gennemført omsorg.
Et menneske har skabt "hjørnet" og opstillet en lille "vandkunst" med stor omtanke.
Tak for god læseoplevelse.
Vh.Nhuth
Jeg læser om en skole uden nogen "forud vedtaget omsorgs/sorghandleplan". Måske fordi jeg i nogle år som skolekonsulent var med til at sætte ord på begrebet og vejlede i processen.
Og her i den velskrevne tekst møder børn og voksne, der viser noget ægte gennemført omsorg.
Et menneske har skabt "hjørnet" og opstillet en lille "vandkunst" med stor omtanke.
Tak for god læseoplevelse.
Vh.Nhuth
| poeten | 2012-07-24 09:47:08 |
Tak for dine ord. Ja det var meningen at beskrive et miljø inden der blev indført krisepsykologi af forskellig art rundt omkring. Mit hjørne blev skabt fordi opgaven fordi der skulle være noget surrealisme. jeg tro ikke på, at der bliver skabt sådanne pletter. Heller ikke i dag, men som det fremgår af min tekst, så synes jeg det ville være en god ide. venligst
| nhuth | 2012-07-24 10:40:05 |
Kære poet
I din kommentar (til mig) rammer du meget præcist noget centralt i dit fine digt.
Jeg ved, at der findes - og fortsat skabes disse "surrealistiske" hjørner, eller "heller" af tænksomme lærere, arkitekter, skoleinspektører og elever. Jeg håber det i hvert fald.
Jeg har ingen bud på hvad der kunne gøre din gode tekst bedre!
Vh.Nhuth
I din kommentar (til mig) rammer du meget præcist noget centralt i dit fine digt.
Jeg ved, at der findes - og fortsat skabes disse "surrealistiske" hjørner, eller "heller" af tænksomme lærere, arkitekter, skoleinspektører og elever. Jeg håber det i hvert fald.
Jeg har ingen bud på hvad der kunne gøre din gode tekst bedre!
Vh.Nhuth
| poeten | 2012-07-24 21:58:34 |
Tak skal du have. Det er da dejligt, at du synes om min novelle. venligst
| Anne. | 2012-07-24 13:02:53 |
En god historie om vigtigheden og konsekvenserne af at få talt med nogen, hvis man har et problem. Jeg kender alt for godt at have "et sted" hvor man sørger hen og føler er ens eget.
Lige en lille ting: Da Pernille snakker med Fru Smuk om mødet næste dag klokken 14. står der: "Marias mave snørede sig sammen. Hun følte sig helt lammet." - jeg tænkte lidt, hvordan kom Maria ind i billedet?? -tænkte om du måske havde ment Pernille, for der står intet om, at de tre piger også er til stede?
Mvh. Anne
Lige en lille ting: Da Pernille snakker med Fru Smuk om mødet næste dag klokken 14. står der: "Marias mave snørede sig sammen. Hun følte sig helt lammet." - jeg tænkte lidt, hvordan kom Maria ind i billedet?? -tænkte om du måske havde ment Pernille, for der står intet om, at de tre piger også er til stede?
Mvh. Anne
| poeten | 2012-07-24 21:54:43 |
Ja du har ret. Tak for det.
Jeg lavede teksten lidt om, så det smuttede.
Fejlen er rettet venligst
Jeg lavede teksten lidt om, så det smuttede.
Fejlen er rettet venligst
| Finn Wilkens | 2012-07-29 17:53:29 |
Hej poeten!
Jeg er helt enig med de foregående kommentatorer i, at du har skrevet en smuk lille historie om savn og sorg, der dengang blev anderledes bearbejdet end nu. Vi ældre husker det, fordi vi selv skulle klare tingene. Hvis en voksen blandede sig, var det ud fra omsorg og kærlighed og opmærksomhed. Det har da heldigvis ikke ændret sig.
Jeg er helt enig med de foregående kommentatorer i, at du har skrevet en smuk lille historie om savn og sorg, der dengang blev anderledes bearbejdet end nu. Vi ældre husker det, fordi vi selv skulle klare tingene. Hvis en voksen blandede sig, var det ud fra omsorg og kærlighed og opmærksomhed. Det har da heldigvis ikke ændret sig.
| poeten | 2012-07-29 18:43:22 |
TAk godt du kunne lide den. Ville dette bidrag opfylde novellekonkurrencens krav? venligst
| Finn Wilkens | 2012-07-31 11:29:07 |
Nej, din tekst ville ikke kunne opfylde kravene. Det skal jo være en novelle, der er en kort, afsluttet historie, og den skal opfylde berettermodellen, hvilket den ikke gør.
Hvis du læser Glenstrups novelle, får du måske en idé om, hvordan det kan gøres.
Du har så meget på hjerte, er jeg sikker på, så hvis vi ser bort fra formalia, kunne du have afleveret en novelle, der var lettere omarbejdet og forsynet med et klimaks, og som kunne opfylde kravene.
Ønsker du at få uddybet noget, kan du skrive til mig på mailsnabelafinnwilkenspunktumdk.
Hvis du læser Glenstrups novelle, får du måske en idé om, hvordan det kan gøres.
Du har så meget på hjerte, er jeg sikker på, så hvis vi ser bort fra formalia, kunne du have afleveret en novelle, der var lettere omarbejdet og forsynet med et klimaks, og som kunne opfylde kravene.
Ønsker du at få uddybet noget, kan du skrive til mig på mailsnabelafinnwilkenspunktumdk.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
