 |  | Danseskolen |
 |
|
|||||||||||||
|
Rådhusets ur slog fem, da Marlene trådte ud på trappen foran hoveddøren til pensionatet. Traditionen tro låste hun efter sig og tog prøvende et par gange i døren for nu at sikre sig, om den ganske rigtigt var låst. Så trådte hun de sidste trin ned på fortovet og spadserede af sted gennem den lune sommeraften. Hun havde endnu god tid, før danseskolen begyndte. I andre tilfælde ville hun være løbet ned ad gaden over de toppede brosten med fare for at vride om på en eller begge ankler. I dag var hun i god tid, hvis ikke hun blev standset og skulle vise papirer på Algade ligesom sidste onsdag. Disse kontroller og afspærringer var efterhånden ved at blive en daglig plage i bylivet. Og spærretiden gjorde det ikke bedre. Danseundervisningen var nu blevet rykket frem til lige før spisetid, så de deltagende ikke blev fanget udendørs for sent. Marlene rettede lidt på sin hue, da hun havde krydset Nørregade småløbende. Bag hende passerede en tysk jeep med soldater, der også havde kurs mod Gæstgivergården. Dog ikke for at modtage danseundervisning, så meget vidste Marlene. Sikkert for at spise og muntre sig med de danske piger, som turde vise sig i offentligheden med dem. Idet hun passerede Bager Johansen, trådte en mand ud af porten og slog følge med hende. Han var iført en lang, mørkeblå trenchcoat og en mørk hat. I hånden bar han en mappe. Marlene drejede ikke hovedet for at se på ham. Hendes arm gled let ind i hans, som om den aldrig havde været skabt til andet. ”Godaften, Frøken Hal.” Manden lettede en smule på hatten. ”Godaften, hr. Hviid.” Marlene nikkede let til manden ved siden af sig. ”Og hvilken dans bevæger det så vores lærerinde at trække os gennem i aften?” ”Jeg tror, at det er tango, hr. Hviid.” ”Tango...” Manden ved hendes side sukkede fortrydeligt. ”Ak ja, det er næsten ikke til at bære.” ”At vi går glip af det?” Marlene så på ham med antydningen af et smil i sine mundvige. ”Eller at du ikke slipper for den første halve time?” ”Ja.” Den lille, nervøse dame tog imod deres overtøj i garderoben, og de lod sig skrive ind hos Hr. Solberg, som altid sad inden for døren til dansesalen ved det lille bord med den hvide dug, hvorpå pengekassen stod ved siden af den lille protokol, som danseskolens deltagere krydsedes af i hver onsdag aften, efter at de havde betalt. Marlene rettede lidt på sin frisure, der holdt på hendes lange, røde hår, før hun tog sin ledsagers hånd og lod sig føre ud på dansegulvet. Gustav fulgte hende pligtopfyldende og tog en standard-dansepositur. Han var et hoved højere end hende, mørkhåret og gråøjet. Navnlig hans øjne fangede de fleste damers blik. De var rolige og blide, spejlende hans bevægelser der mindede om en søvngængers. Marlene ville ikke have troet, at Gustav kunne gøre en flue fortræd, hvis hun ikke havde kendt ham. De havde arbejdet sammen i to år nu til Sankt Hans. Danselærerinden, Fru Sommer, trådte ud mellem de mange par på ungdomsholdet og klappede let i hænderne. ”Velkommen, allesammen! I dag skal vi bevæge os gennem salen i en tango. Indtag jeres positurer. Frøken Andersen, hr. Jessen, vil I...?” Det bedste par på holdet trådte dansen an, samtidig med at den søvnige pianist humpende satte i gang oppe ved flyglet. Marlene så Gustavs kæbemuskler spændes, da han fulgte det forreste par i dansen. Måske var tango det oplagte valg til en aften som denne. Hun følte i alt fald gulvet dirre, hver gang Gustavs hæle ramte brædderne. Han var nervøs. Det var kun normalt. Den første halve time føltes mindst som et år. Så opdagede Marlene den sammenfoldede avis på Solbergs lille bord. ”Nu.” Hun bevægede munden til Gustav, men sagde ikke et ord. Han nikkede umærkeligt tilbage og førte hende ud i en serie nye trin. Fru Sommer klappede i hænderne. ”Stop! Vi skal have den variation igen! Frøken Andersen, hr. Jessen...?” Gustav tog Marlenes hånd og førte hende ud af døren ved siden af scenen, mens alle andres øjne var på det dansende par. Så snart han havde lukket døren efter dem, knælede han ned og fandt den pistol og lyddæmper, som sad skjult i hans ene strømpe. Begge dele stak han i sin jakkelomme, da han rettede sig op igen. Marlene knappede uden betænkeligheder sin kjole op og fandt den mindre pistol, som hun havde spændt fast om livet. Takket være krigen havde hun tabt sig så meget, at hendes kjole hang løst omkring hendes skikkelse. De forlod dansesalen ad sceneindgangen og gik ud på gangen. Marlene stak sine hænder i lommerne for at skjule sin pistol og gik ellers arm i arm med Gustav op ad trappen til værelserne på første sal. ”Nummer 16,” hviskede hun til ham, da de nåede toppen af trappen. ”Enden af gangen og til højre.” Gustav gav hendes arm et klem, og de slentrede ned ad gangen som et andet, forelsket par, der ikke havde meget andet i hovederne end hinanden. Og da slet ikke de tyske officerer, som de passerede på deres vej. Efter at være drejet til højre ned ad gangen til værelse 16, satte Gustav farten op. Enten af forventning om den forestående opgave eller af nervøsitet. Marlene satte med vilje farten ned for at lade ham vide, at dette ikke skulle gøres overilet. De havde tænkt det hele igennem. At forhaste sig kunne forkludre alting. Gustav satte farten ned, og de nåede døren til værelse 16. Da blodet først holdt op med at bruse i Marlenes ører, kunne hun høre Mozarts 23. klaverkoncert på den anden side af døren. Gustav stilte sig hen ved siden af døren og skruede lyddæmperen på sin pistol. Han nikkede til Marlene. Hun trådte dristigt et skridt frem og bankede på døren. Det varede lidt, før der blev svaret. Så hørtes en stemme på dansk. ”Ja?” Marlenes blik skiftede kort til Gustav. ”Det er fra receptionen. Jeg har en besked til Hr. Kapers.” Der hørtes en raslen ved døren, da der blev låst, og en mand iført slåbrok åbnede døren. ”Hvad er det for en besked?” Marlene trådte et hurtigt skridt tilbage, samtidig som Gustav slyngede sig frem og skubbede manden brutalt ind på hans værelse igen. Hun fulgte efter og lukkede hurtigt døren bag dem, mens hun trak sin pistol med den anden hånd, parat til at skyde hvis Gustavs våben skulle klikke. Manden forstod åbenbart, hvad klokken var slået, for han kastede sig nærmest mod lænestolen, hvor hans jakke hang over ryggen. Gustav lod ham ikke nå så langt. Med et par lange skridt - eller mere spring - indhentede han manden og satte pistolen mod hans nakke og trykkede af. Blod og en anden gullig masse sprøjtede ud over stolens broderede betræk. Manden faldt sammen på gulvet. Gustav sænkede sin pistol og trådte et par skridt tilbage for at lade Marlene komme til. Hun knælede ved siden af den faldne og passede på med ikke at få pletter på sin kjole, idet hun tjekkede for livstegn. Et blik var dog nok. Han var død. Marlene rejste sig og rakte Gustav sin pistol, som han sammen med sin egen skjulte igen. Så forlod de skyndsomt værelset, før nogen blev alarmeret af tumulten. Gangen var dog tom, da de kom ud af værelset. Marlene lukkede pænt døren efter dem og tog Gustavs arm, så de kunne gå roligt ned ad den gang, som de var kommet fra. ”Vi er forud for tidsplanen.” Marlene så på sit ur. ”Skal vi prøve at nå de sidste ti minutter af undervisningen?” Gustav hævede et øjenbryn. ”Jeg havde ellers overvejet et glas.” ”Her?” Marlene rynkede panden. ”Er det ikke lidt risikabelt, Gustav?” ”Risikabelt?” Gustav lo dæmpet. ”Kæreste Marlene, hvem ville nogensinde være så dum at drikke et glas i salonen fyldt med tyske officerer - efter at have skudt en mand på førstesalen?” ”Jeg har mine anelser, Hr. Hviid...” svarede Marlene i et sigende tonefald. ”Er det et ja, Frøken Hal?” ”Du er ikke rigtig velforvaret.” Marlene lo og rystede på hovedet. ”Hvem er dog det - i disse tider?” | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2011-07-11 22:49:58 |
Hej Karen,
Du formår at slæbe en god spænding ind i historien, men det er bare ærgerligt, at den så tydeligt henter sin inspiration fra Matador og Flammen og Citronen. Store passager (føler jeg) er taget nærmest direkte fra de to tv-/film-manuskripter. Begge er spændende, og derfor køber du dig også lidt gratis spænding her. Men din evne med ordene fortæller mig, at du godt kan selv. Uden at skele så meget til tidligere (og velkendte) historier.
/Jesper
Du formår at slæbe en god spænding ind i historien, men det er bare ærgerligt, at den så tydeligt henter sin inspiration fra Matador og Flammen og Citronen. Store passager (føler jeg) er taget nærmest direkte fra de to tv-/film-manuskripter. Begge er spændende, og derfor køber du dig også lidt gratis spænding her. Men din evne med ordene fortæller mig, at du godt kan selv. Uden at skele så meget til tidligere (og velkendte) historier.
/Jesper
| haleløs | 2011-07-12 13:58:47 |
Teksten hér er virkelig velskrevet og en sand nydelse at læse. Dog liiige bortsét fra - som også nævnt af Jesper 'Forfatter In Spe' - at den jo BLOT er en slags 'genfortælling' ... Hvilket ikk' alene 'trækker ned' i kvalitet; man blir jo mest optaget af, hvad man selv husker fra bl.a. 'Matador' ... men osse 'skubber læseren væk' - da vi jo alle husker bl.a. 'Matador' forskelligt ...
Det' nu mest synd for DIG selv; at du åbenbart ikke tiltror dig evnen 'at kunne finde på'!
Tror JEG nu sagtens, DU kan; folk, som er go'e til at fortælle er nemlig typisk osse go'e til at (op)digte!
venligst ...
PS linie 29 talt nedefra: 'Der hørtes en raslen ved døren, da der blev låst, ' +'OP' (af forståelseshensyn)
Det' nu mest synd for DIG selv; at du åbenbart ikke tiltror dig evnen 'at kunne finde på'!
Tror JEG nu sagtens, DU kan; folk, som er go'e til at fortælle er nemlig typisk osse go'e til at (op)digte!
venligst ...
PS linie 29 talt nedefra: 'Der hørtes en raslen ved døren, da der blev låst, ' +'OP' (af forståelseshensyn)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
