 |  | Søgeren |
 |
|
|||||||||||||
|
Søgeren Det nærmede sig aften. Jeg stod skjult af træernes skygger og iagttog en yngre kvinde. Hun havde været ude og spise med en mand, der tydeligvis havde skumle tanker, men det så hun ikke - hun var lidt for naiv, men på den tiltalende måde, der fanger manges interesse. Hun havde et tiltalende ansigt og et smittende smil. Hun stod alene i skæret fra en lanterne foran byens bedste restaurant. Vinden rev i min frakke, da jeg trådte ud af skovens mørke skygger. Jeg holdt let fast i min hat, indtil jeg kom i læ. Jeg gik langsomt hen mod hende. Hun havde slået armene om sig som et værn mod vejret. Hun så mig ikke komme, hørte kun lyden af min stok mod fortovet. Hun troede sikkert, at det var en gammel mand, der nærmede sig. Det gav et sæt i hende, da jeg spurgte:” Kunne det friste med en eskorte på hjemvejen?” Hun kiggede forsigtigt i min retning. Et usikkert smil spillede på hendes læber, da hun konstaterede, at det ikke var noget farligt, der havde sneget sig ind på hende. ’Du skulle bare vide’ tænkte jeg skummelt. Mit mørke sind lo sin hånlige latter. Det var næsten synd for hende - hun var alt for godtroende til at forstå, hvad der hændte hende, men det var alligevel meget godt. Et let måltid var lige, hvad jeg havde brug for, selvom det ikke ville blive særligt spændende. Jeg havde brugt to uger på at udradere en yngling, der blev ved med at vende tilbage. Han har været nær de trehundrede år, der i vores verden betyder magt og sikkerhed. Det havde gjort ham overmodig. Han havde lige taget næring til sig, så han var stærk, men han var ikke klog. Han havde overset en vigtig pointe. Jeg er næsten syvhundrede år, hvilket betyder, at jeg ikke behøver at tage næring til mig særlig ofte. Da han var kommet for tredje gang, havde jeg forfulgt ham helt ud af mit eget territorium og ind i ubeboet område. Efter fire dage var han blevet så svag af manglende næring, at han ikke kunne bevæge sig hurtigere end et menneske. Da havde jeg fanget ham og bundet ham fast til en pæl. Jeg havde revet tøjet af ham og ventet på solen. Han havde skreget op i pinsel, allerede inden solen var stået op. Ikke at solen dræber os, men den svier mod vores hud, tapper os for energi og gør os sultne. Det var nok mere sulten, der var grunden til, at han skreg op. Solen bliver lettere at holde ud, når man bliver ældre. Mig irriterer den kun. Jeg befinder mig helst i skyggen, og jeg er bedst tilpas om natten, når jeg kan bevæge mig lydløst og usynligt. Da solen var gået ned, var jeg kommet frem fra skyggerne. Jeg havde revet halsen over på ham, mest fordi jeg blev træt af at høre på hans latterlige forsøg på at slippe uden om. Så nu var jeg sulten. Pigebarnet kiggede på mig igen og nikkede så. Jeg kunne se nysgerrigheden og spændingen glitre i hendes øjne. Jeg havde fanget hendes interesse. ”Hvad hedder du?” spurgte hun, mens vi bevægede os ned ad gaden. Jeg svarede med et smil:” Alexander Cavalier”. Det var egentlig ikke mit rigtige navn. Alexander var, men på min tid som dødelig brugte man ikke efternavne i Frankrig. Dengang var det mere slægtsnavne, hvis man havde nogen af dem, eller kunne ens embede blive nævnt, men det var kun, hvis man var virkelig højtstående. Hun kiggede overrasket på mig. ”Det lyder, ” hun tænkte sig om,” fransk?” Jeg nikkede. Jeg kiggede undrende på hende - irriteret over, at det var for længe siden, jeg havde taget næring til mig til at kunne læse hendes tanker. ”Og du er?” spurgte jeg efter et forsøg på at skabe kontakt til hendes hukommelse. ”Jeg hedder Sandra Brown” svarede hun med et blændende smil. ’Sædvanligt’ tænkte jeg bistert. Det er mere spændende med originale navne, men dem er der naturligvis ikke så mange af. Jeg er ikke den snaksaglige type, så jeg lod hende om snakken. Hun fortalte om intet, absolut intet interessant. Det eneste spændende ved det var, at jeg kunne følge med i, hvor usikker hun følte sig. Hun var begyndt at slappe mere af, kunne jeg høre på hendes snakkeri. Hun snakkede langsommere og mere roligt nu. Hun var kommet over stadiet ’pinlig tavshed’, og så havde hun vist heller ikke så meget mere at fortælle. Det var egentlig ret underholdende at følge med i, men det generede mig, at hun var blevet så afslappet. ’Du går jo med en fremmed mand’ tænkte jeg aggressivt. Jeg havde løftet min stok og var i fuld gang med at inspicere guldlaméen for ridser, da vi pludselig hørte nogen råbe i dødsbøn. Jeg spidsede ører, og jeg kunne se, at pigebarnet gjorde det samme. Hun var stoppet op, og ved lyden af et pistolskud blev hun ligbleg. Hun begyndte at mumle betryggende ord til sig selv og var som frosset fast til fortovet. Jeg ærgrede mig - alt det blod, der gik til spilde! Havde jeg ikke haft det lille tøsebarn på slæb, havde jeg haft mine tænder smurt ind i blod på nuværende tidpunkt, men sådan blev det altså ikke. Jeg spidsede stadig ører - pigebarnet var begyndt at småklynke. Hun irriterede mig, men hvad værre var, så kunne jeg ikke dufte noget blod. Kort efter skreg en kvinde op igen. Hun var altså ikke blevet ramt, måske havde det heller ikke været hensigten. Tøsebarnet åndede lettet op og fik gang i benene igen, nu kunne hun ikke komme hurtigt nok væk. Til gengæld var hendes puls steget betydeligt, og hun holdt kæft. Det kunne man kun kalde en forbedring. Da vi var kommet væk fra gaden, hvor vi havde hørt kvinden, sagde tøsebarnet:” Tror du, hun overlever?” Hun var tydeligvis bekymret. Det var længe siden, jeg havde hørt noget råb, så jeg nikkede i et halvhjertet forsøg på at opmuntre hende. Det faldt ligesom ikke i min smag at opmuntre min mad. Det ville være ligesom at gå ud til en and lillejuleaften og sige, at den nok skulle klare det. Altså meningsløst. På den anden side er grædefærdige pigebørn ikke særlig nemme at holde ud. Dem behøvede jeg ikke bruge min tid på længere. Jeg var ellers opdraget til det, men jeg havde gjort det lidt for ofte i mine dødelige dage, hvor hæderlige mænd tog sig af de søde svagelige kvinder. Vi nåede hurtigt til hendes hjem. Den korte gåtur fik mig til at overveje, hvorfor hun ikke bare var begyndt at gå selv, men pyt, så havde jeg været nødt til at jagte hende. Hun åbnede døren og gik ind i opgangen til et mindre lejlighedskompleks, som jeg ikke havde været i før. Det var en af de få hindringer, jeg havde. Jeg kan ikke betræde et hus, jeg ikke er blevet inviteret ind i. I skæret fra lamperne kunne jeg til min dybe skuffelse konstatere, at pigebarnets hår var brunt og ikke rødt, som jeg havde håbet. Nok kan jeg se i mørke, men på grund af kontaktlinserne har jeg svært ved at skelne nogle farver fra hinanden. Rød og brun hårfarve ligger alt for tæt på hinanden. Jeg tænkte på, hvordan det måtte være for pigebarnet at se mig her i lyset. Mit rødglødende hår, der nærmest slikker min høje hat som var det flammer. Mit blege skind, der fremhæver mine grønne kontaktlinser, så det ligner de skinner - et af mine tidligere ofre fortalte mig det. Min lange frakke, der kun er få centimeter fra at stryge hen over jorden, og min sorte stok med guldlamémønstre. I hendes øjne måtte jeg ligne et levn fra en svunden tid. Det underholdt mig. Jeg kunne se på hende, at hun overvejede, om hun skulle invitere mig med ind. Jeg vidste, at det ville hun, før hun selv gjorde. Kejtet spurgte hun, om jeg ville med ind, og det kunne jeg da ikke takke nej til. Hun havde et stort smil på læberne og låste sig ind i lejligheden. Med hendes invitation havde jeg nu adgang til hele opgangen. Det passede mig ret godt. Hendes lejlighed var meget fint pyntet. Hun havde tydeligvis revideret hver eneste genstand, hun havde i hvert eneste rum. Lejligheden var lille. Hun sov på en slå-ud sofa i stuen, hvor vi nu var kommet ind. Hun undskyldte for, at der ikke var ryddet op. Hun havde åbenbart ikke forventet herrebesøg, selvom hun havde været ude at spise. Jeg gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig. Jeg ved godt, at folk ikke bryder sig om at blive kommanderet med i eget hjem, men nu var jeg utålmodig. Jeg kunne mærke sulten gnave som en ild i mine årer, og jeg havde ikke lyst til at vente længere. Hun satte sig lidt forfjamsket. Egentlig havde jeg ikke lyst, men jeg satte mig alligevel i stolen over for hende. Hun smilte til mig. Jeg kunne mærke, at hun prøvede at finde ud af, hvad jeg var for en. Jeg havde hverken smidt frakke, hat, stok eller støvler i garderoben med undskyldningen, at jeg snart skulle gå igen. Forbistret rejste jeg mig og gik hen til hende. Hun så forvirret op på mig, og tanken ’han ved ikke, hvad han vil’, trådte næsten alt for tydeligt igennem. Jeg kunne mærke hendes puls stige. Blodet pumpede rundt i hendes årer og var ved at gøre mig sindssyg. Havde jeg ikke haft kontaktlinser på, ville mine øjne have lyst rødt netop nu i dette sekund. Jeg smilte et lille grumt smil og rakte hende galant en hånd for at hjælpe hende med at komme op at stå. Hun tog min hånd, og hendes tanker stod øjeblikkeligt tydeligt for mig. Hun var forvirret, forstod ikke helt, hvad der skete, og hun kunne ikke finde ud af, om hun skulle være bange eller spændt. Jeg trak hende ind til mig og stønnede lavmælt ved duften af hendes blod. Hun troede, jeg var tændt, så hun blev øjeblikkeligt rolig - det var noget, hun forstod sig på. Hun begyndte at knappe min frakke op. I mellemtiden havde jeg løftet hende op, så hun sad med benene rundt om mine hofter. Jeg bar hende over til væggen, som om jeg ville bruge den som støtte for at bære hende. I virkeligheden vejede hun ingenting for mig - selv ikke i min udsultede udgave. Jeg lod mine læber stryge hen over hendes hals. Mine hugtænder var skudt frem, men det havde hun ingen mulighed for at opdage. Hun sukkede stille og lagde sine arme om min hals. Hendes hals var blottet for mig, så jeg lod mine hugtænder synke ned i den bløde hud. Jeg smagte blodet, før hun opdagede, at jeg havde bidt hende. Hendes sidste tanke afslørede, at hun troede, at det var en af mine feticher, og hun havde tydeligvis ikke noget imod at blive bidt. Hun indeholdt ikke nok blod til at tilfredsstille mig, men noget andet havde prikket til mine sanser. Noget jeg ikke havde mærket i over en uge. Det var også den åndssvage ynglings skyld. Jeg lagde pigebarnet på hendes seng og frydede mig over, at jeg ikke afsætter fingeraftryk. Jeg gik ud på gaden i et forsøg på bedre at opfange signal. Det eneste, jeg kunne mærke, var en søgen. Noget eller nogen søgte mig, og jeg vidste ikke, hvad det var, for det havde ikke bevæget sig ind på mit territorium. Faktisk var det længere væk, end sidste gang jeg havde mærket det. Det irriterede mig grænseløst. Jeg kom i tanke om, hvad jeg havde foretaget mig, inden ynglingen havde forstyrret min tilværelse. Find kilden til denne søgen! Jeg vidste, det ikke befandt sig tættest på denne ende af mit territorium, for signalet havde været tydeligere længere nede. Jeg vidste godt, at jeg burde tjekke den øverste del af mit territorium. Det var længe siden, jeg havde været der, så min lugt måtte efterhånden være ved at aftage, men intet i mit sind advarede om indtrængende i det område. Så det ville blot sænke mig fra min søgen, efter det der søgte mig. Jeg kunne ikke forstå, hvordan noget kunne søge mig på den måde. Der var ingen ynglinge knyttet til mit gift, for de eneste, der nogen sinde havde fået det ind i kroppen, havde kort efter lidt en hurtig død. Der var ikke mange ældre, der havde territorium i nærheden af mig, og fyrsten havde ikke ønsket en visit af mig længe! Han ville på den anden side aldrig have søgt mig, men blot kaldt mig ind som en lille hundehvalp. Jeg hadede, at han havde magt over mig, men det var der ikke noget at gøre ved. Det havde været værre, da jeg blev trehundrede, for da var det en kvinde, der havde magten, og det havde virket så nedladende at følge hendes ordre. Den nuværende fyrste havde samlet et mindre antal ynglinge, angrebet om dagen og slået fyrstinden ihjel. En genial plan, der naturligvis ikke kan blive brugt igen, da han jo selv fandt på den. Sådan er det altid med fyrsterne, de fandt deres egen måde at komme til magten på, og nu er den metode totalt ubrugelig, fordi de selv kender den ud og ind, og derfor kan de beskytte sig mod den. Vores nuværende fyrste bor på et stort palads, der er omringet af ynglingevagter. De er måske ikke helt så stærke som de ældre, og de skal have blod oftere, men de er de eneste andre, man kan stole på. For en yngling er knyttet til sin herre, indtil de fylder trehundrede, så er de frie og går deres egne veje. Det har fyrsten selvfølgelig også taget hånd om, alle hans ynglinge bliver slået ihjel, før de fylder trehundrede. Det er lovligt, for ifølge kodekset har man ingen rettigheder, før man fylder trehundrede. Det virker som en form for test: Kan du klare dig selv og overleve i en verden af rovdyr, så kan du opnå en vis magt. Det er også, når man fylder trehundrede, at man får sit første territorium, for først der er det sikkert at bosætte sig, men man skal selvfølgelig først vinde retten over territoriet. Nogle ynglinge er så heldige, at de får lidt af deres skabers territorium, men det ender oftest med, at den ene af dem slår den anden ihjel, fordi de vil have hele området for sig selv. Sådan er vi, det kan vi ikke gøre for. Når man fylder femhundrede, skal man afgive et menneske fra sit territorium, dels for at vise kvaliteten af sit territorium, dels for at vise respekt over for fyrsten. Man skulle tænke, at vi var kloge nok til at vælge en, der ikke var af så god kvalitet - en, der havde taget stoffer eller sådan noget, men vi bliver vurderet på både alder, kvalitet og størrelse af vores territorium, så vi kommer med det bedste, vi kan finde. Jeg stod ude på åbent område, da regnen begyndte. Den generede mig egentlig ikke, men det forstyrrede min søgers signal, så jeg ikke så let kunne få en fornemmelse af, hvor det eller den befandt sig. Jeg ville have smidt mit tøj, for det hele blev så træls af regn, og hatten kunne næsten ikke klare det, men jeg var nødt til at bevæge mig over et stort område, og derfor måtte jeg have mit tøj med mig. Jeg havde en mindre borg omkring midten af mit territorium, hvor jeg havde nyt tøj, hvis jeg havde aflagt noget og var for doven til at hente det. Problemet var bare, at der skulle jeg ikke forbi nu, hvis jeg skulle tage den hurtigste vej, og det ville jeg helst. Mørket var faldet på for alvor, så jeg smed mine kontaktlinser. Jeg lukkede øjnene og åbnede dem langsomt for at nyde skiftet. Nu kunne jeg se meget mere. Jeg var et sted i den nordlige del af mit territorium. Jeg kunne mærke vejrets ønske om at storme, regne, sne! Jeg ønskede, at det ville komme i gang. Desværre skulle jeg længere ned mod syd, så jeg var tvunget til at forlade mit favoritområde på min yndlingsårstid. Den ’søger’ ville ikke få det nemt, når jeg fandt den eller det, eller hvad det nu var for noget. Min irritation voksede, mens jeg løb gennem natten. Landskabet skiftede, uden jeg lagde særlig meget vægt på det. Her og der var der bakker, nogle gange bjerge, andre gange var der helt fladt. Nogle gange kom jeg tæt på store byer, andre gange var det kun sovebyer, som menneskene kaldte dem, jeg kom i nærheden af. Ved daggry havde jeg lagt det fabelagtige vejr bag mig. Jeg havde stadig lang vej, men det lille pigebarn fra den foregående dag havde ikke været nok, så jeg slog vejen forbi en mindre by, men den var ikke for lille. Jeg gik altid uden om de mindste byer, især dem der kun var landsbyer. Folk har en tendens til overtro i de byer! De ligger mærke til ting, som at jeg ikke går i kirke om søndagen, at jeg ikke kan gå ind i et hus uden at være indbudt, at mit skin er unaturligt blegt, at jeg ikke spiser, at jeg ikke har bestilt værelse på kroen eller noget andet sted - alle de ting. De er ganske enkelt for mistroiske, og de sender alarmer rundt, så alle småbyer i en frygtelig omkreds er småbange, og min signatur er desværre for let genkendelig. Det var for resten i en af disse småbyer, at jeg mødte hende. Hende, der blev mit offer, da jeg rundede de femhundrede. Det var sent om aftenen, og jeg havde netop fået besked på, at jeg havde tre måneder til at finde mit offer. Jeg var uoplagt og utrolig irriteret over, at den nye fyrste mente, at han kunne kommandere rundt med mig. Det var et af hans første år som fyrste, og jeg anså ham for en grønskolling, selvom jeg måtte indrømme, at hans bagholdsangreb på fyrstinden havde været genialt. Han var yngre end mig, måske kun lige fyldt de firehundrede, og jeg var bister over, at jeg ikke havde fået hans idé. Jeg slog tre ynglinge ihjel på bekostning af det, mest fordi det også er lovligt, og hvis der kommer for mange ældre, så mister jeg noget af mit territorium. Jeg havde været på vej til en større by, da jeg fik beskeden, men stoppede øjeblikkeligt, da jeg så den lille by. Mine tanker var noget i retning af, ’så skal han få et af menneskets mest overtroiske medlemmer’. Jeg var vred og vadede lige ind midt i byen. Det var dårligt vejr, og jeg var den eneste ude. Jeg lugtede mig frem til den nærmeste kro, fordi jeg havde brug for noget til at aflede min interesse fra den åndssvage fyrste. Da jeg ikke kunne komme ind - jeg gjorde ikke engang et forsøg, jeg vidste, at jeg ikke havde været der før - blev jeg stående udenfor i regnen. Det var lige på det tidspunkt, at mit tøj var på mode - som de siger i dag. Derfor virkede jeg på ingen måde malplaceret, selvom de simple bondefolk ikke havde råd til hverken høj hat eller frakke. Kromutter havde fået lidt for meget. Hendes første tanke, da hun så mig stå ude i regnen var:’ Åhh, se den fornemme herre! Ham kan vi tjene en skilling pŒ. Derfor gjorde hun det dummeste, hun kunne gøre. Hun råbte:” Jamen, stå da ikke der og glo unge mand, kom ind og få en bajer!” Den mulighed ville jeg ikke afslå mig, så jeg gik ind på kroen. På grund af beskeden var jeg mere sløset end normalt med at dække mit ansigt - dengang havde jeg ikke kontaktlinser, men folk var for fulde til at opdage noget forkert ved mit udseende. Jeg placerede mig hurtigt i et afsides hjørne, hvor jeg kunne holde øje med hele kroen. Det var langt fra den største kro, jeg havde været inde på, men jeg havde vidst ramt det rigtige tidspunkt i forhold til indbyggernes alkoholforbrug. Jeg trak kraven på min frakke godt op om ørene og hev min hat ned i panden. Jeg kunne tydeligt høre tankerne på de omkringsiddende gæster, for jeg havde lige taget næring til mig. De syntes, at jeg så skummel ud, uhyggelig, farlig. Det smigrede mig. Andre tænkte blot, at jeg sikkert havde mange penge på mig, og at det kunne være, de skulle klandre mig og stjæle mine penge. Jeg grinede noget lignende muntert for mig selv. Nogle enkelte selvskabspiger sad i baren og betragtede mig. De overvejede alle det samme - om jeg havde mere end penge at byde på. De skulle bare vide! Men jeg havde hverken penge, eller det de tænkte på at byde dem. Jeg overvejede kort, om det ville være muligt at lokke en af dem med til fyrsten, men så blev jeg alligevel for stolt! Jeg har et af verdens bedste territorier, og det skulle fyrsten vide. Skønt jeg følte mig for magtfuld til at følge hans ordre. Desværre var jeg nødt til det. En af kodeksets regler er, at man skal følge fyrstens ordre. En anden regel er heldigvis, at fyrsten ikke må udstede ordrer, der gør det umuligt at slå ham ihjel. Alle kodeksets regler straffes med døden, hvis de overtrædes. Kromutter kom med noget vin til mig. ’Fint skal det være’, tænkte hun, da hun satte glas og flaske ned foran mig. Jeg gav hende et kort nik, og hun forstod det som, at jeg ville betale senere, og at jeg sikkert skulle have mere. Hun svansede væk for at servere for andre kunder. Jeg tog glasset og hældte lidt vin op. Jeg begyndte at cirkulere det, mens jeg betragtede den blodrøde væske, der så let kunne tolkes som blod, hvis man var menneske. For mig var det usædvanligt let at kende forskel. For det første var lugten af vin utiltalende, konsistensen var for tynd, og farven var helt forkert. Jeg kunne se, hvordan vinen blev iltet i glasset. Lugten var som en knytnæve i ansigtet, og for første gang den aften var mine tanker på noget andet end fyrsten. Jeg droppede mit tankespind og fokuserede på byen, jeg var nået frem til. Jeg lugtede mig frem til en lade, som jeg genkendte. Den havde jeg været inde i før. Jeg gik roligt derhen, men spidsede ører, da jeg fornemmede mennesker. De var inde i laden. Jeg mærkede spændingen, adrenalinen - der egentlig ikke fandtes i min krop - pumpede rundt Det var lidt ligesom phantomsmerter. Kunne jeg stadig komme ind, eller havde laden skiftet slægt? Det havde den heldigvis ikke. Jeg sneg mig ind i laden og op på høloftet. Jeg havde taget hatten i den ene hånd og sad og studerede laden - sammenlignede den med det billede, som jeg havde i mit hoved af den. Den var blevet renoveret, men kun i den fjerne ende, derfor kunne jeg stadig komme ind. Jeg kravlede langs bjælkerne, til jeg nåede den nye del, hvor jeg øjeblikkeligt blev stoppet af en usynlig mur. Jeg satte hænderne op mod den usynlige mur og følte mig lidt som en usædvanlig god mimer - min mur flyttede sig i hvert fald ikke. Jeg løb hurtigere, end hvad det menneskelige øje kan se, tilbage til høloftet, hvor jeg satte mig skjult bag en halmballe. Det var to mænd, der befandt sig i bygningen. De var tydeligvis uenige om noget. Jeg kunne ikke høre deres tanker på denne afstand, men jeg kunne fornemme deres sindsstemning. Den ene mand var meget vred, den anden mand var forvirret og ked af det. Han kunne forstå, at han havde gjort noget galt, men han kunne ikke forstå, hvad han havde gjort. Det viste sig, at han havde været nede på kroen - den dybe stank af alkohol afslørede ham. ’Søgeren’ sendte konstant små signaler efter mig, og det irriterede mig som en vanvittig, derfor prøvede jeg at distrahere mine tanker med mændenes opgør. Det var svært, for søgeren var insisterende - jeg havde på fornemmelsen, at søgeren vidste mere om mig, end jeg vidste om den eller det. Mændene var begyndt at skændes. Den vrede mand anklagede den anden mand for noget. Jeg fik først ikke fat i det. Jo, der var det igen. Han, altså den forvirrede mand, havde kysset og gramset lidt for meget på den anden mands udkårerene. Den forvirrede mands sindsstemning ændrede sig til angerfuld. Han havde ikke vidst, at det var den anden mands udkårerene, men det fik han aldrig mulighed for at fortælle. Den anden mand stak en dolk i maven på ham og sprættede hele hans overkrop op. Da manden så, hvad han havde gjort, skreg han op og løb, som havde han fanden i hælene, ud af laden. ’Middag’, tænkte jeg godt tilpas. Lugten af blodet fangede mine tanker i en sådan grad, at søgeren blev helt lukket ude. Først for sent opdagede jeg, at manden lå i den nye del. Han lå en sølle lille meter fra mig, og jeg kunne ikke nå ham. Jeg hamrede en knytnæve ind i den åndssvage usynlige mur med det resultat, at jeg blev kastet flere meter tilbage i laden. Jeg skreg op i irritation og blodrus. Pludselig hørte jeg det! Manden stønnede. Forsigtigt, uden helt at tro på det, bevægede jeg mig hen til den usynlige mur. Manden jamrede. Forsigtigt, utrolig forsigtigt satte jeg mig ned. Manden drejede langsomt sit hoved i min retning. Hans øjne spærrede sig op ved synet af mig, og hans læber formede ordet ’hjælp’. Min hjerne kæmpede for at finde en løsning på mit problem, og pludselig var den der. ”Hvis du kan komme herover, så kan jeg hjælpe dig!” sagde jeg bedende, mens jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skjule lyden af længsel i min stemme. Manden så chokeret på mig. Han var i så meget smerte, at han ikke engang skænkede det en tanke, at jeg ikke bare kom hen til ham. Han begyndte at skubbe sig selv hen over jorden - det gik ufatteligt langsomt. Mine røde øjne lyste ud i nattemørket. Jeg kunne ikke fokusere på andet end alt det blod, der løb ud på jorden. Det rev i mine fingre for at få fat i det. Mine skuldre hamrede gentagende gange ind i den usynlige mur. Så opdagede jeg, at manden var gået i stå. ”Nej, nej, nej! Ikke gå i stå!” jamrede jeg med en så insisterende stemme, at den knap var hørlig. Manden hørte mig. Han begyndte at orme sig frem mod mig. Han havde en tanke i hovedet:’ nå hen til de røde øjne’. Jeg smilte skummelt i mørket, manden var næsten inden for rækkevidde. Manden rakte hånden frem mod mig, men det var kun hans fingerspidser, der nåede forbi den usynlige mur. ’NEJ’ skreg mit indre. ”Nej, nej, nej” jamrede jeg. En dødskrampe gik gennem manden. Rystelserne fik hans fingre til at nå ud foran muren. Uendeligt langsomt begyndte jeg at trække manden hen til mig. Mine sanser var så fulde af informationen om blodet, at de ikke registrerede andet. Til sidst kunne jeg endelig sænke mine tænder ned i mandens hals, men han var død nu. Et brag lød bag mig, og tre mænd med fakler stod inden for døren. De kunne ikke se mig endnu, men jeg ville ikke slippe mit bytte. Jeg hvæste af dem, men bevidstheden om ilden tvang mig på retræte. Oppe fra bjælkerne så jeg de tre mænd slæbe den døde ud af laden. Jeg hvæste i mørket, og mine øjne lyste i et grumt skær af blodrødt, men der var ikke noget at gøre - mit bytte var blevet taget fra mig. Forbistret gled jeg ud af laden og ud på hovedgaden. Mens jeg gik der som en enlig silhuet mod natten, ringede kirkens dødsklokker. Jeg kunne ikke engang glæde mig over lyden! Man fjernede ikke mit bytte, man tog det ikke fra mig! Men det havde de gjort, de tre mænd, der var kommet ind i laden. Jeg havde ikke set dem, mine sanser havde været splittet mellem ilden og blodet. Jeg kunne ikke spore dem nu, for nu måtte de være inde i kirken, der kunne jeg ikke gå ind. Fanden tage den hellige jord. Bagefter ville de vaske sig, og så kunne jeg ikke spore dem via blodet. Jeg havde mistet dem. Vred som jeg var, gik der lang tid, før jeg opdagede noget andet. Da jeg opdagede det, blev jeg endnu mere frustreret. Søgernes signal var holdt op. Jeg kunne ikke føle det mere. Det kom ikke med jævne mellemrum, som det havde gjort tidligere. Alt skulle da også gå galt for mig i aften! Jeg smadrede mine knytnæver ind i en granitstatue, som de havde stående i midten af byen. Jeg blev ved, indtil der ikke var et eneste genkendeligt stykke tilbage. Så forlod jeg byen. Jeg fortsatte i gåtempo og lod mine tanker vandre tilbage til hende. Da jeg havde siddet lidt og kigget påtaget nysgerrigt på vinen, tog jeg en slurk. Den smagte rent ud sagt af helvede til. Skuffet, selvom det var forventet, satte jeg glasset ned. I stedet tog jeg flasken og måtte nedtrykt erkende, at det var en fransk drue. Dengang jeg var dødelig, havde jeg faktisk været ret glad for netop den her drue. Jeg opdagede overrasket, at krostuen var blevet stille. Ovre i det ene hjørne snoede der sig en trappe og det var den alle holdt øje med. Det var åbenbart aftenens nummer, grunden til at folk var kommet i hobetal. Jeg hørte det samme navn i alles tanker:’ Angelika’. Jeg kunne mærke, hvordan mine muskler spændte op, og hvordan mine sanser skærpedes. Langsomt kom der en smuk kjole til syne. Den var enestående. Lyste hele krostuen op med sin elegance. Farven, så sart en grøn, fangede alles opmærksomhed. Selv selskabspigerne gav udtryk for, at de var uværdige nu. Jeg sad spændt som en buestreg og ventede på det væsen, der var værdig til at bære denne prægtige kjole. En hånd med så gennemsigtig hud, at jeg kunne se blodårenes blålige farve, kom til syne. En talje så tynd, at jeg kunne lukke mine hænder om den. En barm så elegant. En barm, der på ingen måde var vulgær. En bar hals, der knejsede stolt. Et flygtigt smil på forsigtige læber. Glinsende rødt hår sat op i en indviklet frisure. Øjne, der dygtigt var slået ned. Et prægtigt væsen. Hun bevægede sig med en sådan ynde, at mændene havde tabt underkæberne. Langsomt ordnede hun sin kjole, inden hun satte sig ved et flygel, jeg heller ikke havde opdaget. Med en mesters præcision begyndte hun at spille. Ganske forsigtige, sarte toner, der nåede ud i hvert eneste hjørne af kroen. En sjusket kro var på ingen måde værdig til dette væsen, denne pige, der vel kun nærmede sig de atten år. Hendes spil henlagde alle i en trance, og ingen opdagede, at hun kun spillede et nummer. Med de sidste klingende toner som eskorte forlod hun rummet. Hele krostuen var døset hen i salighed, selv kromutter og selskabspigerne. Jeg listede, gemt af skyggerne, oven på. Pigens rene væsen kaldte på mig. Jeg ville drikke hendes blod. Jeg ville svine dette rene væsen til, så ikke engang selskabspigerne ville se til hendes side. Hendes renhed forstyrrede mit mørke sind, og det gav mig lyst til at dræbe, selvom jeg ikke havde brug for blod endnu! Men så slog det mig, at dette væsen, der var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set, ville være det perfekte offer til fyrsten. Hun var så ren, så dydig, ikke én gang havde hun set til en mands side, så smuk at selv himmelens udvalgte måtte bøje sig i støvet. Dette væsen. Denne pige. Så fin af sind. Hun ville overraske fyrsten i en sådan grad, at han aldrig ville tvivle på kvaliteten af mit territorium, og i samme omgang kunne dette væsen blive fjernet fra de levendes verden. Det var den perfekte plan. Jeg havde fundet frem til pigens værelse. Det slog mig øjeblikkeligt, at det var en ny udbygning i denne kro! Jeg ville ikke bare kunne gå ind, men det var udmærket. Pigebarnet måtte gå med mig af egen fri vilje, hvis dette skulle lykkedes. Jeg bankede lavmælt på en dør lidt væk fra pigens. Jeg kunne høre lyde inde fra pigens værelse. ”Min moder er i krostuen!” sagde pigen med insisterende stemme. Jeg sukkede, naturligvis råbte dette væsen ikke. ”Jamen frøken, det er jo Dem, jeg ønsker at tale med - ikke Deres moder”, forklarede jeg, så høfligt jeg kunne. Jeg kunne fornemme pigens forvirring. Hun vidste tydeligvis godt, at mænd normalt ikke kom op efter hende, når hun havde spillet. Jeg smilte for mig selv. Pigen åbnede døren til sit værelse og stillede sig i døråbningen. Jeg kunne lige præcis nå hende, hvis jeg ville, men det var ikke min hensigt at tvinge hende. Hun så overrasket ud. Hendes tanker afslørede, at hun genkendte mig. Hun havde set mig nede i krostuen, men hun havde også set mig stå ude i regnen. Hun havde dydigt slået blikket ned, men hendes tanker afslørede et ønske om at se nærmere på mig. ”Mit navn er Alexander Cavalier, og De må være den skønne Angelika?” sagde jeg og koncentrerede mig om at lyde venlig. Hun nikkede uden at kigge op. Hun vurderede mig til at være omkring de tyve år, og det var ikke dårligt af en ung pige. Jeg var omkring de nitten, da jeg blev bidt. Jeg blev bidt af en yngling og havde derfor ingen herre. Jeg kendte heller ikke noget til kodekset, men det lærte jeg med tiden. Angelika vendte rundt og gik ind på sit værelse igen. Jeg fulgte med hen til døren, hvor jeg blev stoppet af den usynlige mur. ”De har pli, ser jeg”, konstaterede hun og smilte let. Hun havde sat sig foran sit spejl. Jeg kunne ikke vurdere, om hun burde kunne se mig i spejlet fra den stilling. Det irriterede mig. Jeg har naturligvis ingen refleksion, da jeg ingen sjæl har. Det havde Angelika. Hendes grønlige øjne stirrede ind i spejlet, hvis hun var overrasket, viste hun det ikke på ydersiden. Hendes tanker var til gengæld en klar afspejling af forvirring. Hun sagde:” De trådte ikke ind på kroen, før min Moder bød Dem, og De betræder ikke mit værelse. Vidste De, at mit værelse er en tilbygning?” Hendes stemme afslørede intet, men hendes sindsstemning tydede på mistænksomhed. Jeg undveg:” Jeg betræder aldrig en kvindes værelse uden tilladelse!” Hun smilte bedrevidende, og hun bød mig ikke ind. Hendes tanker kørte rundt, men hun havde endnu ikke fundet frem til, hvad jeg var. Hun kastede et flygtigt blik i min retning. Straks kredsede hendes tanker om røde øjne. Hun prøvede at forstå, hvad jeg var for en. Jeg havde tydeligvis taget fejl af hendes sind. Hun vidste mere, end hendes skønne ydre afslørede. Hun var en meget intelligent ung pige. Hun begyndte faktisk at tiltale mig, eller hendes indre gjorde. Jeg smilte for mig selv ved tanken. Jeg var begyndt at løbe. Søgerens signal var stadig ophørt, og da jeg ikke kendte kilden, kunne jeg ikke søge den. Jeg var nået til en storby. Det var høj sol, så jeg mistede for meget energi ved at løbe. Jeg besluttede mig for at gå en tur gennem byen. Jeg gik i skyggen. Jeg tiltrak mig ikke meget opmærksomhed, for alle havde deres interesse rettet mod vejret. Jeg så utallige komme gående med deres is. I mine øjne var det en kedelig by. En af dem man med rette kan kalde betonbyer. De mennesker, der var tvunget til at arbejde på denne solrige dag, var tydeligvis misundelige på dem, der ikke skulle. Det var ikke tit, at jeg gik så nær storbysmennesker. De havde ikke den mindste snert af mistro i deres tanker. De tænkte blot, at jeg havde en underlig stil. Som om jeg valgte mit tøj, fordi det var en stilart. Jeg rystede på hovedet. Mens jeg gik ned af gaden, søgte jeg konstant efter signal fra søgeren, men intet kom. Jeg havde vænnet mig sådan til det, at det nu føltes som en mangel, og jeg ville jo gerne finde søgeren. Jeg stoppede op uden for en butik med falske skræmmeeffekter. Ekspedienten var klædt ud som varulv, og han lignede en, der hadede sit job - han havde det tydeligvis for varmt. Jeg gik ind. Et muggent:” Kan jeg hjælpe dig med noget?” kom fra ekspedienten. Jeg gik langsomt hen til ham. Kiggede på ham med mine røde øjne og sagde:” Har I nogle overbevisende effekter?” Jeg lagde ansigtet i nysgerrige folder og fulgt spændt med i mandens tanker. Han troede, at jeg var en eller anden, der havde klædt sig ud for sjov. En eller anden nørd. Han sagde uoplagt:” Hvilke effekter mangler du?” Jeg trak på skuldrene - det måtte han vel kunne se. ”Har du hugtænder?” spurgte manden. Jeg hvæste til svar og lod mine hugtænder blive ude. Han nikkede, og han var på ingen måde overrasket. Skønt alle mine ydre tegn var synlige, faldt intet mistænksomt ham ind. ”Du kunne jo skifte det der kluns ud med en kappe eller sådan noget”, sagde han langsomt og kiggede ud på det gode vejr. ”Hvem siger min slags går med kappe?” spurgte jeg påtaget nysgerrigt. ”Er du ikke sådan en, der går op i det? Har du ikke set alle filmene?” spurgte han med en chokeret mine. Jeg rystede på hovedet. Var knægten dum eller hvad? Hvem siger, at vi går klædt som i filmene? Jeg gik ud af butikken med et dybt suk. Manden sukkede lige så demonstrativt inde i butikken. Jeg stoppede op midt i menneskemængden. Jeg troede det næsten ikke. Jeg havde fået signal igen, og det var tættere på. Jeg slappede af i muskler, jeg slet ikke havde opdaget, at jeg havde spændt i. Det var faktisk en lettelse at mærke signalerne igen. Søgeren var på farten endnu en gang. Denne gang var søgeren bare tættere på. Jeg søgte i mit territorium. Jeg følte mig lidt som en edderkop, der har spundet sit spind vidt og bredt, og som nu sidder i sit hjørne og venter på fangst. Stadig ingen trusler nogen steder. Søgeren havde altså ikke forvildet sig ind på mit territorium endnu. Måske var det med vilje? Jeg søgte mere seriøst langs den sydlige kant, men der var ikke noget. Ikke endnu. Til gengæld kunne jeg roligt lade mine tanker spinde igen, mens jeg bevægede mig længere mod syd. Så var det der pludseligt. Ordet! Og med det kom et væld af synonymer. Vampyr. Mørkets fyrste. Mørkets herre. Blodsuger. Udød. Genganger. Det underlige var, at der ikke var noget i hendes tanker, der tydede på angst. Hun så på mig. ”Du kan ikke nå mig herinde”, konstaterede hun lavmælt. Jeg nikkede. ”Men jeg vil heller ikke tvinge dig, Angelika”, sagde jeg roligt. ”Hvad kan du give mig?” spurgte hun stilfærdigt. Hun havde rejst sig op og stod blot en halv meter fra mig. Hun havde rejst sit blik og afslørede et par intelligente øjne. Den slags øjne som mænd på hendes tid ikke brød sig om, sad på en kvinde. Hendes øjne søgte svar i mit ansigt, der naturligvis ikke afslørede noget. Jeg besluttede mig for at være ærlig over for hende. ”En fremmed verden”¦” jeg mødte hendes blik ”... og et smukt lig”. Hun nikkede. ”Jeg kan ikke gemme mig for altid, og du har vel valgt mig?” spurgte hun nysgerrigt. Hendes øjne lyste af spænding, men hendes tanker var blokerede for mig. Eller, de var ikke blokerede, men hun skjulte bevidst nogle oplysninger ved at lade én tanke passere hele tiden - vampyr. Jeg nikkede og svarede lumsk:” på en måde”. Hun lagde hovedet på skrå. Først nu opdagede jeg, at hun havde ladet sit hår falde. Det bølgede som et ildhav ned mod hendes smalle talje. Hun søgte mit blik. Der var stadig ingen panik, ikke engang angst at spore i hendes øjne eller tanker. ”Hvorfor er du ikke bange?” spurgte jeg en anelse forundret. Hendes tanker afslørede, at hun tænkte, at jeg måtte være dum eller sådan noget. ”Fordi” startede hun, ”at jeg hele mit liv har været fanget på denne kro med forbud mod at opleve verden, så man kan vel kalde det hævn”. Hendes øjne funklede, da hun afsluttede sætningen. Hun lyste af viljestyrke og fyrighed. Jeg smilte mit hugtandssmil til hende. Hun smilte igen. Døden var et bedre valg end fangenskab. Dette væsen, der lignede en engel på ydersiden, var en djævel indeni. Tanken tiltalte mig. En djævel i engleklæder. ”Hvor længe skal vi rejse?” spurgte hun. Det forvirrede mig. ”Hvordan vidste du, at jeg ikke bare ville dræbe dig nu?” spurgte jeg, mens jeg lod hænderne glide mod trækarmen til hendes værelse. ”Fordi, så kunne du lige så godt have dræbt en af mændene nede i skænkestuen,” svarede hun intelligent. Hendes blik udfordrede mig, men hun havde ret. Mændene nede i krostuen havde deres parader helt nede! De ville være nemme ofre. ”Godt, du får ret! Hvad så?” spurgte jeg og vendte mig om for at gå. ”Hvad så? Det betyder, at du giver mig en mulighed for at se verden, inden jeg dør!” Pigebarnet råbte næsten. Det fik mig til at stoppe og se på hende. Hendes positur var aggressivt vendt i min retning. Hun trak vejret hurtigt, fordi kjolens korset gjorde alt andet umuligt. Det røde hår stod som en brændende kåbe om hende. Jeg smilte. Det gik for let, men hun ville være perfekt at præsentere for fyrsten, og jeg kunne lide hendes temperament. Pigen vendte sig og hev en stor taske frem af skabet. ”Ingen oppakning! Det sinker os!” sagde jeg nøgternt. En forurettet lyd undslap hendes læber, men hun smed tasken væk igen. Hun stod stadig inde på sit værelse - det beskyttede område. Hun stirrede ind i mine øjne. ”Det ligner, at de har en puls”, konstaterede hun forundret. Hvorfor talte hun nu om mine øjne? Hendes afslappede væremåde forvirrede mig, og den gjorde mig arrig, men der var ikke så meget at gøre ved det. Hun var perfekt. Bare hun også ville være sådan mod fyrsten. ”Du kan ikke komme uset gennem skænkestuen”, sagde jeg for at dreje samtalen væk fra mig.”Nej, men jeg kan komme uset gennem det vindue der” gav hun igen. Jeg smilte. Hun var fyrig det lille pigebarn. ”Og hvordan vil du overleve det fald?” spurgte jeg nysgerrigt. Vi befandt os trods alt på anden etage, og pigebarnet var ikke lavet af sten.”Ved at du griber mig?” spurgte hun i et spørgende tonefald. Jeg vendte øjne. Men hun havde ret, så jeg løb hurtigere, end det menneskelige øje kunne se gennem skænkestuen. Jeg stoppede neden for vinduet. Angelika stod deroppe og så forskrækket ud. Jeg begyndte at overveje, om hun mon fortrød, men så sprang hun. Jeg greb hende med lethed og styrtede ud af byen. Jeg nærmede mig den sydlige grænse for mit territorium. Søgerens signaler var tydelige, og jeg var begyndt at tro, at jeg var tæt på, netop som signalerne hørte op for anden gang den dag. Det var sent på eftermiddagen, og der var ikke lang tid til, at det ville begynde at skumre. Jeg frydede mig, selvom jeg ikke fik signalerne i øjeblikket. Jeg havde nemlig en overgang været tæt nok på til at opfange lidt information om søgeren. Det var en vampyr, men ikke én jeg kendte. Derfor måtte den være rimelig ung, måske var den lige fyldt de trehundrede? Hvis den var yngre, ville den ikke kunne søge mig, så sådan måtte det være. Jeg havde på fornemmelsen, at det pludselige signalstop skyldtes, at jeg havde fået nogle oplysninger, og vedkommende gerne ville være skjult lidt endnu. Det gav bare dårlig mening for mig, hvorfor en så ung vampyr ville søge mig. Det kunne ikke være en ældre, for dem kendte jeg. Mange af dem var omtrent lige så gamle som jeg. Der var kun et par stykker, der var ældre, for når man når min alder, begynder man at blive overmodig. Der ville jeg for alt i verden ikke ende. Men denne ’søger’ forvirrede mig stadig, hvis vedkommende faktisk var omkring de trehundrede, så var det virkelig dumt af den vampyr at opsøge mig. Jeg har nok det tredje eller fjerde største territorium, og det er ikke uden grund, at jeg har kunnet beskytte det. Denne vampyr måtte virkelig have sine idéer, eller kendte vedkommende mig slet ikke? Var vedkommende dum nok til at tro, at jeg på nogen måde ville skåne nogen, der forstyrrede mig i en sådan grad? Da jeg havde opfanget, at det var en vampyr, havde der været blokeret for videre information. Havde der ikke været det, ville jeg have vidst, hvordan vampyren så ud. Der kunne kun være en grund til, at en ung vampyr ville skjule sit udseende for mig, og det var, at jeg havde set vampyren før! Muligvis som yngling. Jeg ransagede min hjerne for, hvem det kunne være, men intet kom frem. De fleste ynglinge, som forvilder sig ind på mit territorium, dør, inden de når sikker grund. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente på, at søgeren viste sig eller gav signal fra sig. Jeg satte mig i græsset inde i en lille lund og ventede. Det blev dag og nat igen, før jeg endelig satte hende ned. Vi var ikke langt fra fyrstens territorium, og fra det tidspunkt, vi betrådte fyrstens jord, ville vi være under konstant bevogtning - om vi kunne se det eller ej. Jeg kørte stadig på det blod, jeg havde fået, inden jeg fandt Angelika, og det var ved at være for lidt. Hun havde været rolig under hele turen. Nogle gange havde hun ligget som en fugleunge i mine arme og kigget nysgerrigt på verden omkring os. Andre gange havde hun sovet trygt. Hun gav aldrig udtryk for at være bange eller for at ville hjem. Hun var en stærk lille tøs, og hun havde slået sig til tåls med sin skæbne. Nogle gange kunne hun le stilfærdigt for sig selv og sige:” Hvis bare min moder havde set dette!” Hun havde hurtigt opfanget, at jeg ikke havde tænkt mig at dræbe hende selv. Hendes tanker afslørede hende. Hun troede, hun skulle være ofret i et eller andet hedensk ritual. Et offer, det var hun, men ikke til noget ritual. Jeg smilte for mig selv og så på hende. Hun sad og betragtede mig. Det kunne hun bruge lang tid på. På bare og sidde og betragte mine øjne. ”Er du sulten?” spurgte hun pludseligt. Hendes blide vokal vred sig gennem stilheden og forsøgte at udfylde den enorme plads omkring sig. Hun havde fået mad et par gange, fordi jeg kunne mærke på hendes tanker, at hun var sulten. Jeg ville ikke fremsætte et forpjusket skelet for fyrsten, så hun fik den bedste mad, jeg kunne give hende, selvom hun spiste så godt som ingenting. I øjeblikket sad hun og nippede tankefuldt til et æble. Jeg havde på fornemmelsen, at hun aldrig ville få det spist. ”Du har en teori?” svarede jeg ligegyldigt. Hun nikkede. Jeg kunne mærke det på hendes tanker, men hun skjulte teorien for mig. Hun havde ret, jeg var sulten. Faktisk var jeg rimelig sulten, og et af de fineste eksempler fra mit eget territorium sad foran mig. Jeg havde en følelse af at blive lokket, og det føltes ikke godt. Nogle gange spurgte jeg mig selv, hvorfor den forbaskede møgunge ikke bare kunne være grim og utiltalende og kedelig, men det var hun ikke, og det var derfor, jeg havde valgt hende. Jeg måtte se at komme mig over min egen lyst, for jeg kunne ikke bruge den til noget lige nu. Hun sad og pillede ved sit hår, som hun havde flettet ned over den ene skulder. Det var frygteligt distraherende, for hendes hals var fri. Jeg kunne se, hvordan hendes blod pulserede i halspulsåren, og det gjorde det umuligt for mig at trække hugtænderne ind. Hun smilte sit irriterende bedrevidende smil og sagde:” dine øjne! De lyser mindre, og de pulserer ikke på samme måde længere!” Hun havde sikkert ret, jeg kunne jo ikke selv se det. Hun rejste sig og gik langsomt hen mod mig. Jeg bed mine tænder sammen, hvilket fik hugtænderne til at skære mod min underlæbe. Den tynde lyse hud på hendes hals var alt for lokkende, og jeg kunne ikke holde det ud. Det var den værste pinsel, jeg nogensinde havde været udsat for - at skulle beherske mig. Jeg brød mig ikke om det! Jeg besluttede mig banalt for, at hvis jeg nogensinde blev fyrste, så skulle dette være min ypperligste tortur. Jeg ville lade mine fanger sulte og slutte af med at placere et tiltalende offer foran dem, de skulle bare ikke kunne nå det. Og med ikke nå det, mener jeg, at de skal være pinligt tæt på at kunne nå det, men det skulle være umuligt. Jeg smagte blod på mine læber, og det gik op for mig, at jeg havde skåret min egen læbe op. Blodet smagte tyndt og utilfredsstillende, som når man finder et lig, der ikke har været dødt i længere tid, end at blodet begynder at størkne i årerne. Angelika smilte til mig. Hendes øjne afslørede, at hun vidste, at hun fristede mig. Jeg tog voldsomt fat i hendes skuldre. Havde det ikke været for hendes tanker, havde jeg ikke kendt til den smerte, der gik gennem hende, for hendes ansigt var oplyst af spænding. Jeg hvæste af hende. Ingen reaktion. Lagde hende aggressivt ned på jorden. Ingen reaktion. Jeg satte tænderne i hende, og da skreg hun. Jeg drak ikke meget - kun nok til, at jeg kunne holde mig kørende, indtil jeg nåede tilbage til mit eget territorium. Jeg lod Angelika ligge på jorden. Hun snøftede. Hun havde lagt den ene hånd over sårene. Jeg kunne se på hende, at min gift raserede i hendes krop, men hun græd ikke. Lidt blod piblede frem mellem hendes fingre. Jeg sukkede og satte mig ved hendes side. Jeg fjernede hendes hånd, mens jeg sagde:” Husk på, at jeg ikke er et legetøj!” Hun nikkede. Hendes forskrækkede øjne så op på mig. ’Endelig’ tænkte jeg, ‘ man bider hende, og endelig bliver hun bange’. Jeg slikkede forsigtigt på sårene, der helede øjeblikkeligt. Det duede ikke, at fyrsten kunne se, at jeg havde drukket af hende. Hun kom klynkende på benene, og vi begyndte at gå. Jeg ville ikke bære hende gennem byen, for her var for mange mennesker. Hun rettede ryggen og begyndte at spejde til siderne. ”Hvem skal jeg ofres til?” spurgte hun forsigtigt. Hun havde fået respekt for mig. ”Fyrsten”, svarede jeg. Min stemme afslørede tydeligt, at det ikke var nu, hun skulle snakke, og jeg havde fortalt pigebarnet lidt om min verden. Pigebarnet klappede i som en østers. Hun klynkede ikke længere, hun stirrede bare frem for sig. Hun havde blokeret for sine tanker, og det var egentlig meget godt. Vi nærmede os en enorm ruin af en borg. Den var meget kendt, og en masse mennesker var inde og kigge på den, men hvis de forvildede sig ind på fyrstens domæne, så var det sikkert, at de døde. Der gik mange spøgelseshistorier om denne borg. Vi gik ind. Ned ad en trappe og gennem et enormt kælderhvælv. For et menneske ville turen slutte nu. I den fjerneste ende af kælderhvælvet var der en lille åbning, der ikke kunne ses, hvis man ikke kendte den. Det første vi trådte ind, kom et par ynglinge os i møde. De sagde intet, og der var ikke en følelse at læse i deres ansigt eller tanker. De eskorterede os gennem nogle flere gange, inden vi endelig stod i fyrstens audienssal. Han sad mageligt i en enorm stol. Langs væggene stod der store søjler - ved hver søjle stod en yngling. Jeg havde på fornemmelsen, at fyrsten var en meget magelig fyr. Han kiggede knap nok op, da vi trådte ind. Ynglingene placerede sig på hver side af mig - jeg var en trussel. Endelig reagerede fyrsten. Han kiggede på os med et par stikkende røde øjne. Jeg fik en idé om, hvad Angelika mente, når hun sagde, at mine øjne pulserede. Fyrsten rejste sig. Straks var der fire ynglinge ved hans side. ”Nå, men hvad har vi her? Er det ikke Alexander Cavalier, som du kalder dig?” spurgte fyrsten. Jeg nikkede kort. Dette var et af de mest nedladende øjeblikket i mit liv, og jeg kan kun sige, at jeg var glad for, at alle i det rum, ud over fyrsten og jeg, var dømt til døden.”Jeg ser, du har fundet et smukt eksemplar”, konstaterede han med et blik på Angelika. Hans stemme var slesk og hånende, og jeg må indrømme, at den gav mig lyst til at dræbe ham. ”I kunne være søskende - har du tænkt over det?” spurgte han, og jeg måtte indrømme, at det havde jeg ikke. Sandheden var, at jeg havde fundet behag i Angelika, og derfor havde jeg valgt hende. Nu fyrsten sagde det, kunne jeg godt forstå ham. Vi havde begge rødt hår og en bleg hud. Hendes øjne var blågrønne, hvilket er den farve jeg i dag bruger i kontaktlinser. Vi var begge slanke og spændstige, og hun så udsædvanligt godt ud for et menneske. Han gjorde tegn til Angelika, om at hun skulle træde frem. Hun gjorde, som hun fik besked på. Hendes tanker var blokerede, og hun stod ret som en soldat. Intet i hendes holdning afspejlede frygt. Hun stirrede direkte ind i fyrstens øjne. De fire ynglinge, der dannede skjold om fyrsten, hvæste vredt. Fyrsten smilte tilfreds. Det var tydeligt, at Angelika tiltalte ham, ligeså meget som hun tiltalte mig. Han trådte helt hen til hende, og lagde fingeren under hendes hage. Han løftede hendes hoved, så hendes hals blottedes. Jeg mærkede vreden vælde op i mig. Irriteret hvæste jeg af ynglingene. I samme sekund tog de ynglinge, der passede mig op, fat i mine arme og trak mig mod udgangen. Jeg nåede kun at se fyrsten sætte sine tænder i Angelika, inden dørene blev lukket i hovedet af mig. Denne gang skreg hun ikke. Jeg løb det første, jeg var fri - spurtede hjem til mit territorium, hvor jeg hærgede i flere uger, inden jeg faldt til ro. Det var med dyb irritation, at jeg mindes mine aggressioner, da jeg mistede Angelika. Hun var mere end bare et offer for mig, for hun havde været så perfekt. Jeg havde aldrig kunnet glemme hende, for hun havde været så speciel. Det eneste menneske, der kendte min hemmelighed uden at blive skræmt over det. Jeg havde prøvet flere gange senere. Altså prøvet at finde et menneske, der ikke blev angst, når jeg fortalte dem, hvad jeg var. Selvfølgelig var der blevet flere på det sidste, der ikke blev bange for mig, men det var udelukkende, fordi de ikke troede på, at min slags findes, og så tæller de jo ligesom ikke. Jeg sad stadig i min lund og koncentrerede mig om mit territoriums grænser. Intet havde rørt på sig endnu, men jeg havde på fornemmelsen, at der ikke ville gå lang tid. Søgeren havde ikke udsendt nogen signaler i lang tid, hvilket tydede på, at vampyren havde fundet mit territorium. Det meste af mit territorium er omkranset af ubeboet område, fordi ingen vil rivalisere med mig. Det gør det også muligt for ynglinge at kredse rundt i ufarlige områder, selvom min lugt er næsten overalt. Jeg rejste mig langsomt. Jeg søgte rundt i mit territorium. Jeg var fuld af blod og på ingen måde sulten. Mine kræfter var på deres ypperligste niveau. Jeg smilede grumt for mig selv. Det begyndte at sitre i mine fingerspidser. Jeg ventede spændt, men intet skete. Jeg klatrede op i et træ, udelukkede for at tabe min hat på jorden. Med et dybt suk bukkede jeg mig ned og samlede den op. Jeg børstede den af og tog den på igen. ’Jeg burde overveje en mere praktisk beklædning’, tænkte jeg og følte mig sofistikeret. Pludselig skete det. Mine sanser informerede mig om indtrængende. Det var ikke langt fra mig, så jeg stak øjeblikkeligt i løb. Kom ud af skoven og ind i en ny. Søgeren, den underlige vampyr, var tæt på. Jeg sænkede farten. Åbnede for alle sanserne. Jeg stirrede ud i skumringen. Jeg kunne fornemme, at den indtrængende ikke var langt væk. Jeg kom ind i en lysning, hvor jeg stoppede med ryggen mod et stort træ. Jeg følte mig igen som edderkoppen i sit spind. Vampyren var tæt på, og pludselig slog det mig, at denne vampyr kun var en yngling. Hvordan kunne det gå til? Nu var jeg for alvor forvirret, og det vidste ynglingen. For i samme øjeblik trådte den frem i den anden ende af lysningen. Jeg forstod det ikke. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg kunne ikke følge med, hvordan kunne dette ske? Det var umuligt! Men der stod hun. Smukkere end nogensinde, med det røde hår bølgende ned af ryggen og det bedrevidende smil på læberne. Jeg tog mig bestyrtet til hovedet. Vaklede. ”Angelika?” spurgte jeg med store øjne. Alle mine forsvarsværker var brudt ned. Forsvundet det første jeg så hende. Øjnene. Det var lysende røde øjne, der så udtryksløst i min retning. Hun kom tættere på og lagde hovedet på skrå. ”Jeg vælger at sige Angelika Cavalier!” svarede hun nøgternt. Hendes stemme fyldte omgivelserne med ynde. Det farligste våben på jorden forklædt i det smukkeste væsen. Hun var så tydeligt vampyr. Alt det klassiske. Den skønhed. En djævel i engleklæder. Hun så afventende på mig. ”Du skulle være død!” stønnede jeg. Hun lo. En forvirrende djævelsk latter, der på samme tid var så blid i tonerne. Hvilken blanding. ”Du var så venlig at forlade rummet, så fyrsten ikke behøvede at dræbe mig! Han kunne jo lide mig - præcis ligesom du!” kvidrede hun. Hun var heller ikke på vagt mod mig. Hun gik helt hen foran mig, og jeg begyndte at forstå verden omkring mig selv igen. Selvfølgelig. Det var derfor han kunne have så mange ynglinge, uden hans område blev tømt for egnede mennesker. Han udnyttede reglen, til at lave ynglinge af den mest tiltalende slags. Jeg rystede vredt på hovedet, og så så på Angelika. Hun var så skøn, at det var ufatteligt. Det lille uskyldige væsen var væk, og i stedet havde den intelligente pige, som hun jo altid havde været, taget magten. Hun smilte forsigtigt til mig. Hendes hugtænder var fremme og gav et grotesk modtræk til det skønne ansigt. Jeg havde efterhånden fået samlet mine tanker. ”Hvordan kom du væk fra fyrsten? Og hvorfor kom du til mig?” spurgte jeg. Jeg gjorde mit bedste for at gøre stemmen udtryksløs, men det lykkedes ikke for mig. ”Jeg har boet hos ham i næsten tohundrede år! Jeg kender hver eneste yngling, hvert eneste vagtskifte, hver eneste kælderhvælv - det var ikke svært”, grinte hun. Hun blev øjeblikkeligt seriøs! ”Du er den eneste, der nogensinde har givet mig lidt frihed! Jeg arbejdede konstant for mine forældre, og jeg arbejdede konstant for fyrsten!” Forklarede hun nøgternt. ”Så du vil være min allierede?” spurgte jeg overrasket. Hun nikkede. ’Kan man det?’ tænkte jeg. Det ville blive første gang i historien, hvis det lykkedes. ”Hvad vil du have?” spurgte jeg koldt. Der måtte ligge noget bag, siden hun ville arbejde sammen med mig, også når hun blev trehundrede, hvor hun pludselig ville få noget magt. Et listigt smil spillede på hendes læber. ”Hævn!” svarede hun koldt. Det havde jeg hørt hende sige før, og når hun ville have hævn, så fik hun det. Hun var forførende. Hendes figur var så ypperligt kvindelig. Hendes barm nærmest struttede af fryd. Som hun stod der, kunne jeg knap nok holde mig fra hende. ”Så vi skal dræbe fyrsten?” spurgte jeg - udelukkende for at være sikker. Hun nikkede. Hun havde aldrig været bange af sig, men hun var klog, og hun havde vidst, at det ikke nyttede noget at dræbe fyrsten, før hun var fyldt trehundrede. Det var også en af kodeksets regler - en yngling kan ikke blive fyrste! Det er ganske enkelt umuligt at få magt, før man fylder trehundrede. Hun så forventningsfuldt på mig. ”Tør du?” spurgte hun. Jeg tog fat i hendes skuldre, som jeg havde gjort det engang for tohundrede år siden. ”JA!” råbte jeg og smilede grumt. Endelig kunne jeg få min hævn over den åndssvage fyrste. Hun havde lagt hovedet på skrå igen. Denne gang kiggede hun vurderende på mit ansigt. Så kyssede hun mig. Et rigtigt kys på læberne. Sådan et jeg ikke havde fået, siden jeg blev bidt. Sådan et som hun aldrig havde fået. Jeg kyssede igen. Hun rev sig løs og fniste tøset. Jeg kiggede undrende på hende. Hvordan kunne en person indeholde så mange sider? Hendes øjne lyste i samme øjeblik, som hun spurgte:” mad?” Jeg nikkede. Vi ville blive et fantastisk par. Hvor ville det se godt ud, når vi blev fyrste og fyrstinde over vampyrverdenen. De to rødhårede vampyrer - de eneste to, så vidt jeg husker. Som der så grueligt ligner hinanden. ’Åhh fryd, når fyrsten ser os træde ind af døren til hans palæ’, tænkte jeg skummelt. Angelika tog min hånd. Sammen skulle vi regere, men først skulle vi fylde den nærmeste by med gru! Denne sensation krævede et orgie. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-12-31 15:24:24 |
særdeles veldrejet, uhyggeligt vampyr-drama!
Tag og læs SWEETS 'blod er bedre end vand'-serie, og Anne. og Lau G.N. gør sig osse i genren.
Jeg fik ikke læst helt færdigt, så sætter bogmærke og vender tilbage ...
venligst ...
PS hud=skinD + eGet hjem
Tag og læs SWEETS 'blod er bedre end vand'-serie, og Anne. og Lau G.N. gør sig osse i genren.
Jeg fik ikke læst helt færdigt, så sætter bogmærke og vender tilbage ...
venligst ...
PS hud=skinD + eGet hjem
| nhuth | 2012-12-31 16:15:33 |
Kære ALB. Ikke lige "..min genre", men helt sikkert skrivepotentiale til mere,
Held og lykke.
Vh. Nhuth
Held og lykke.
Vh. Nhuth
| Ane Liv Berthelsen | 2012-12-31 16:22:50 |
Mange tak :)
Mvh Ane Liv
Mvh Ane Liv
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mange tak, jeg vil følge dit tip :)
Mvh Ane Liv