 |  | Kortromanen 'Psykisk syg' kap. 1/6 |
 |
|
|||||||||||||
|
De asymmetriske revner i loftet drev mig til vanvid. Hver eneste af dem. De grinte af mig. Den smerte de påførte mig var forfærdelig, og det var hver dag. “Gå væk fra dem.” En hviskende stemme nåede mit øre. Den var rå og hæs, men blød. Den virkede god, men jeg vidste at den var alt andet end det. “Hvis du gør det er det over.” Blev den ved. Det var fristende, men jeg vidste at jeg ikke måtte. Jeg blev nødt til at overvinde min sygdom. Den sygdom der gjorde livet svært for mig. Den sygdom som ingen vidste var der. Den sygdom der nær havde fået mig dræbt. Jeg rejste mig op fra sengen der stod midt på gulvet. De blå gardiner blafrede ovre ved det åbne vindue i den anden ende af værelset. Jeg prøvede ikke at fokusere på loftet, og gik hen til vinduet. Karmen var gammel og slidt. Jeg måtte ikke reagere på det, men det irriterede mig grænseløst. Da jeg lænede mig ud af vinduet ramte den kølige vind mig i ansigtet. Asfalten var flere meter under mig. Hvis jeg lå dernede, omsvøbt i en pøl af mit eget blod, så ville alt være så meget nemmere. Den tanke havde jeg haft før, og jeg vidste at den var farlig. Jeg vidste, at det ikke var min egen skyld, det var den hæse stemme. Den der fortalte hvad jeg skulle. “Hop.” Den kom meget pludseligt igen. Jeg rystede på hovedet, og trak mig tilbage. Den ville vinde over mig en dag. Ikke at den allerede havde det, men den ville færdiggøre det, og det var snart. Jeg tog mig til hovedet, og prøvede at få stemmen ud. Bankede, rystede og slog hovedet ind i væggen. Den forsvandt ikke. Jeg brød sammen på gulvet. Min ryg knækkede, og mine ben gav op. Stemmen hviskede uforstående til mig. Som om at den var gået i hak. Jeg mærkede mine øjne blive fyldt med vand. “Stop.” Min stemme var stille og svag. Stemmen blev ved. En hvisken så ond at bare stemmen alene kunne dræbe et menneske. Desperat prøvede jeg at forstå de ord der blev sagt. “Stop.” Jeg vidste ikke engang at der kom ord ud af min mund. Den lyttede ikke, men blev bare ved. “Hop. Hop. Hop.” Små korte ord, med små korte mellemrum. Jeg rystede på hovedet. “Hop. Hop. Hop.” Den blev mere intens. “Stop, jeg ber dig.” Min stemme der før ville lyde som en kommando blev til en bøn. Stemmen blev ved. Til sidst overmandede den mig næsten, men jeg hoppede ikke. Jeg lagde mig ned, og håbede på at jeg bare ville dø. Måske ville jeg blive dræbt af en lejemorder der brød ind i huset, eller måske ville der styrte en komet ned i huset. Måske ville der starte en brand, eller måske fik jeg hjerteanfald. Der lå jeg, og tænkte over min dødsdom, imens stemmen blev ved med at kommandere mig til at hoppe. “Nej.” Hviskede jeg bestemt. Jeg ville ikke give så hurtigt op. Det sidste jeg hørte var stemmens hæse hvisken: “Hop. Hop. Hop.” Læs kapitel 2 her: Kortromanen 'Psykisk syg' kap. 2/6 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2017-04-08 18:26:47 |
"Den psykiske smerte de påførte mig ..." PSYKISKE er da selvindlysende, så overflødigt at skrive ;)
"... gardiner blafrede over ved det åbne vindue ..." gå OVER broen hen til huset OVRE ved træet ;)
Interessannt historie; skriv gerne videre på den, så sætter jeg bogmærke ;)
venligst ...
"... gardiner blafrede over ved det åbne vindue ..." gå OVER broen hen til huset OVRE ved træet ;)
Interessannt historie; skriv gerne videre på den, så sætter jeg bogmærke ;)
venligst ...
| haleløs | 2017-04-08 18:36:46 |
jeg lover at læse det hele!
Prøv at se under 'HJÆLP/INFO' oppe i menuen hvorledes man linker kapitlerne sammen med [ storyid ]
Prøv at se under 'HJÆLP/INFO' oppe i menuen hvorledes man linker kapitlerne sammen med [ storyid ]
| Laura T. | 2017-04-08 18:46:53 |
Tak :D
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg retter fejlene i teksten :D