 |  | Kollision (Del 1) - Kapitel 3 |
 |
|
|||||||||||||
|
”Nu er det nok. Vi bliver nødt til at tale om det her.” Selma lod sig dumpe ned i sofaen ved siden af faren. Han rynkede panden, så ikke på hende, men skruede dog ned for fjernsynet. ”Vi har ikke talt sammen i to dage nu. Synes du, det er normalt?” Selma kæmpede imod tårerne, der var ved at presse på. Faren vendte endelig hovedet mod hende. ”Nej, min datter,” sagde han stille og lagde en hånd på hendes skulder. Hun kunne mærke lettelsen skylle igennem sig. Det var en start. En fantastisk start. De havde ikke talt sammen i to dage. ”Far,” begyndte Selma med et suk. ”Jeg har aldrig sagt, at jeg ville tage imod jobbet i Schweiz. I spurgte om jeg havde fundet en ledig stilling et sted, og jeg svarede. Der er en ledig stilling, bare i Schweiz. Men jeg vil ikke have den.” Hun bed sig i underlæben og så ned. Håbede at faren ikke lagde mærke til tvivlen i hendes stemme. Han smilede træt til hende. Det gik op for hende, at hans hår havde fået meget mere grå farve, end det tidligere havde haft. Tiden gik så ufatteligt stærkt. ”Jeg vil ikke have, at du er vred på mig,” sagde hun stille og gav farens hånd et klem. ”Det må du ikke være, baba.” Hun tvang tårerne, som var ved at finde vej til hendes øjne, væk. Han rystede på hovedet, stadig med det trætte smil på læberne. ”Jeg er ikke sur på dig, min datter. Det kunne jeg aldrig være. Jeg har bare så svært ved at indse, at du er blevet voksen. Du bliver nødt til at tage ud i verden, det ved jeg godt. Og jeg bliver nødt til at acceptere de valg, du træffer.” Selma så med store øjne på ham. ”Far, jeg ... mange tak, det er dejligt, at du støtter mig, og det er jeg virkelig glad for, men jeg ... jeg vil virkelig ikke til Schweiz.” Hun prøvede at lyde så overbevisende som muligt. Hendes far rystede på hovedet med et lille suk. ”Selma, måske ikke på overfladen. Måske er du ikke klar over, at du vil. Men inderst inde ved jeg, at du vil tage chancen. Jeg kan se det på dig. Jeg kan se, at du føler, at det er din eneste chance.” Selma ville modsige ham igen, men tøvede så. Hans ord gav genlyd i hendes hoved. Hun så længe på ham, uden at sige noget. Og han smilede varmt til hende og nikkede. * Som barn havde hun haft flyskræk. Hun kunne huske, at hendes folkeskoleklasse skulle på studietur til Tyrkiet, og hun var gået i panik i flyet. Hun var begyndt at græde og havde fået et panikanfald. De havde grinet af hende. Ingen havde trøstet hende eller sagt, at det hele ville blive okay. En dreng havde endda forhånet hende. ”Ja, du har ret, Selma. Flyet kommer virkelig til at styrte ned. Og vi vil allesammen dø!” Hun kunne stadig huske hans ansigtsudtryk. Ingen følelser og slet ingen taktfølelse. Ingen skam. Hun havde været skrækslagen resten af flyturen. På vej hjem havde det været det samme spil. Gråd. Panik. Forhånelse. Nu, flere år senere, sad hun igen i et fly og stirrede ud ad vinduet. Hun var ikke længere bange for at flyve. Der rørte sig ikke det mindste i hende ved tanken om, at flyet ville kunne styrte ned. Hun havde lært hvad angst var. Virkelig angst. Derfor kunne dét at flyve ikke længere skræmme hende. Hun havde andre ting at frygte. De var taget med hende til lufthavnen. Meriam havde pjækket fra skole, selvom Selma havde insisteret på, at hun ikke skulle. Men hun vidste, at det alligevel ikke ville nytte noget. Hendes lillesøster havde været fuldstændig nede over det, da Selma fortalte hende, at hun ville rejse væk, og at det ville tage et stykke tid, inden de så hinanden igen. Selma kunne stadig se hendes store, mørke øjne for sig. Hvordan de langsomt fyldtes med tårer, mens det gik op for hende, hvad hendes storesøster var ved at fortælle hende. De havde omfavnet hinanden. Selma havde lovet hende, at hun ville prøve at komme tilbage på besøg så hurtigt som muligt. Og at Meriam kunne besøge hende i Schweiz når som helst. Men hun vidste, at der var temmelig ringe chancer for dét. Flybilletter var dyre, og forældrene kunne knapt nok klare sig, som det var. Det var derfor hun gjorde det her. Hun blev nødt til det, ikke bare for sin egen, men også - eller måske mest - for deres skyld. Moren havde haft svært ved at acceptere det, det vidste Selma godt. Hun anså stadig Selma for at være sin lille pige. Selma vidste at det var faren, der havde beroliget moren. I hvert fald havde Selma hørt forældrene diskutere lavmælt, den aften hun havde meddelt, at hun ville tage imod farens råd og tage til Schweiz. Næste morgen havde moren været - ikke glad for idéen, langt fra glad - men hun havde smilet til Selma og sagt, at hun nok blev nødt til at acceptere hendes beslutning. Selma var glad og taknemmelig for at forældrene støttede hende, accepterede det hele - men hun havde det som om, de mente at det her var noget, hun virkelig ville. De lod ikke til at forstå, at det drejede sig om, at hun blev nødt til det. Og det generede hende, fordi hun vidste at lige præcis de burde kende til situationen - at skulle gøre noget, selvom man egentlig ville noget andet. Måske var de ikke klar over, hvor bekymret hun var. Hvor bekymret hun altid havde været for dem. Og det havde også været det, som næsten havde stoppet hende fra at tage denne beslutning. Hun måtte efterlade sine forældre. Sine gamle, syge forældre, mens hun rejste til et sted, som forekom hende at være meget langt væk, og der var ikke noget, hun ville kunne gøre, hvis der skete dem noget. Og Meriam. Hun havde brug for sin storesøster. Men de kunne ikke fortsætte sådan her. Hun kunne åbenbart ikke få noget arbejde i København. Hun havde prøvet alting. Hun ville ikke have taget beslutningen om at rejse til Schweiz, hvis ikke det havde været den sidste udvej. Jobbet i Schweiz lød meget lovende, og chefen havde været flink, da hun ringede. Det var heldigt, at jobbet overhovedet havde været ledigt. Hr. Müller havde givet udtryk for, at de andre ansøgere havde været noget skeptiske, da de hørte nærmere om jobbet. Det lod til, at det havde været for hårdt for dem - eller som hr. Müller havde udtrykt det, “They were not made for the job.” Selma stirrede ud ad vinduet, væk i tankerne. De var højt oppe nu, for længst oppe over skyerne. Hun følte sig trist til mode. Men det var kun én af følelserne, som snurrede rundt indeni hende. Hun kunne slet ikke fatte, at det her skete. At hun sad i flyet på vej til Schweiz, helt alene. Og det føltes allerede, som om hendes forældre var flere milliarder kilometer væk. Det havde været svært for hende at forlade dem - dem alle tre. Igen havde denne følelse af ansvar grebet hende. Men det havde været hårdest med faren. Hun kunne ikke forklare det, men hun følte en forpligtelse og en sådan tilknytning til faren, som hun ikke kunne beskrive. Hun ville nærmest ønske, at hun altid kunne være der for ham, at hun aldrig måtte forlade ham. Som om hun var forælder til ham eller noget i den retning; hun vidste, at det var dumt. Men sådan havde hun haft det lige siden hans ulykke, og dengang havde hun været så ung, at det altså nærmest havde været sådan hele hendes liv. Hun kunne ikke huske andet, end at være bekymret for faren. Hans mørke øjne, der altid var så triste, men munden der påstod at være lykkelig. Og nu måtte hun forlade ham på ubestemt tid. ”Kære Gud,” hviskede Selma og stirrede ud ad vinduet, ned på skyerne, som lignede store stykker vat. Og hun bad så inderligt til at Gud ville være på hendes side denne gang. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-23 19:19:32 |
Med fare for at gentage mig selv og lyde lidt som en kliché: du skriver SUPER godt; en indlevende og medfølende beskrivelse af familiesituationen og det nære, kærlige forhold mellem de to døtre og forældrene!
Flyskrækken er jo osse nedtonet af Selmas bekymring for familien ...
venligst ...
Flyskrækken er jo osse nedtonet af Selmas bekymring for familien ...
venligst ...
| Nadia K | 2012-01-23 20:33:45 |
Selv hvis det er en kliché, så er det i dette tilfælde en god ting, for jeg er SÅ glad for du synes om det jeg skriver! Der er intet som kan gøre mig gladere, end at vide at det ikke er helt gak-gak, det jeg skriver! Så TAK! :)
| Amanda Gyldenlyng | 2012-02-02 17:04:35 |
Hej igen.
Nej, det du skriver er bestemt ikke helt gak-gak ;-)
Faktisk er det ret godt.
At Selma får jobbet fordi andre ansøgere ikke ville have det, pirrer min nysgerrighed. Måske er det ikke ligefrem noget drømmejob?
Fint med flashbacket til skoletiden. Måske kan du gøre lidt mere ud af det med flyskrækken? Og ikke mindst den mærkelige opførsel fra samtlige kammerater. Var det sådan de opførte sig generelt?
Det kan også være at der kommer lidt mere om det senere - og det kan være rigtig godt at få baggrundsinformationer dråbevis, så det er bare noget, jeg tænkte på *s*
Ordet "forhåne" synes jeg klinger noget mere højtstemt end dit øvrige sprog. En bagatel, men formen "håne" matcher mere de andre ord, synes jeg.
VH ...
Nej, det du skriver er bestemt ikke helt gak-gak ;-)
Faktisk er det ret godt.
At Selma får jobbet fordi andre ansøgere ikke ville have det, pirrer min nysgerrighed. Måske er det ikke ligefrem noget drømmejob?
Fint med flashbacket til skoletiden. Måske kan du gøre lidt mere ud af det med flyskrækken? Og ikke mindst den mærkelige opførsel fra samtlige kammerater. Var det sådan de opførte sig generelt?
Det kan også være at der kommer lidt mere om det senere - og det kan være rigtig godt at få baggrundsinformationer dråbevis, så det er bare noget, jeg tænkte på *s*
Ordet "forhåne" synes jeg klinger noget mere højtstemt end dit øvrige sprog. En bagatel, men formen "håne" matcher mere de andre ord, synes jeg.
VH ...
| Nadia K | 2012-02-02 19:44:06 |
hej :)
Tak skal du have for opmærksomheden omkring min tekst.
Med kammeraternes opførsel prøvede jeg at hentyde til det faktum at Selma var den eneste i sin klasse som ikke var etnisk dansker, og jeg forestiller mig derfor at en del af svaret på kammeraternes opførsel kan findes i, at de synes hun er mærkelig osv. Men der kommer et par ord eller 'hentydninger' mere til det, senere i teksten :)
Jeg tager dit råd mht. forhåne/ håne til mig, tak!
Tak skal du have for opmærksomheden omkring min tekst.
Med kammeraternes opførsel prøvede jeg at hentyde til det faktum at Selma var den eneste i sin klasse som ikke var etnisk dansker, og jeg forestiller mig derfor at en del af svaret på kammeraternes opførsel kan findes i, at de synes hun er mærkelig osv. Men der kommer et par ord eller 'hentydninger' mere til det, senere i teksten :)
Jeg tager dit råd mht. forhåne/ håne til mig, tak!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
