 |  | Bøger i Brann - kapitel 1: Prolog |
 |
|
|||||||||||||
|
Efter at have revideret "Persillestræde" lidt og skrevet videre på den, kan jeg se, at den nok mere henvender sig til voksne og jeg har derfor valgt at poste et par kapitler her på forfattersiden for at se jeres reaktioner. Her kommer prologen: ------------------------------------------------------------- Det ser ganske almindeligt ud, kvarteret omkring vestbyen i Østerby, men det er det ikke. Slet ikke. Umiddelbart ligner det et ganske almindeligt kedeligt kvarter i en ganske almindelig søvnig provinsby. Kommer du kørende igennem kvarteret uden at kende det, vil du se den typiske sammensætning af gamle byhuse, nyere parcelhuse fra 60´erne, et par lukkede butikker og en folkeskole, der i dén grad trænger til at blive renoveret. Det samme gælder iøvrigt for en del af husene, hvor folk prøver at få det hele til at hænge sammen midt i en krisetid. Men hvis du i en eller anden vildfarelse beslutter dig for at gøre stop i kvarteret og måske holde ferie her, så vil du få et ganske andet billede af det. I nummer femten bor familien Friedenhoff, to voksne og seks børn. De er vist ret religiøse, næsten for religiøse, hvis du spørger naboerne. Men hvis du gjorde, ville du sikkert ikke få et svar. Som fremmed i kvarteret skal du være heldig for blot at få et grynt til svar. De fleste bliver bare ignoreret. Hver søndag kommer hele familien strømmende ud ad hoveddøren i deres stiveste puds og går ind i den gamle Volvo Herregårdsvogn med ekstra sæder bagi. Forrest går Samuel Friedenhoff med en mursten af en bibel i den ene hånd og bilnøglerne i den anden og lige efter kommer fru Friedenhoff og alle de velkæmmede og nyvaskede unger i en lind strøm og fylder bilen op. Og så er det af sted til kirke. Fem af børnene ligner deres far helt utroligt. Det gør den sjette ikke så meget. Ingen ved helt, hvorfor, men der er mange bud. Postbudet, pizzabudet og sådan. Selv avisbudet har været foreslået, men det er nok alligevel at trække den for langt. Selvfølgelig er der ikke nogen, der siger det, mens Friedenhoffs hører på det. Man er vel en god nabo og gode naboer sladrer ikke om hinanden. Så det er mest ved de ugentlige bridgelørdage hos Hansens og Jakobsens, snakken går. Det gør den så også for fulde gardiner før og under den obligatoriske middagspause mellem 12 og 14. De spiller hver lørdag på skift hos hinanden. Faktisk foregår der en del på skift mellem de to par, men det ved kun Hr. Jakobsen og Fru Hansen. Nåja, og så én til, men det vender vi tilbage til senere. Længere nede ad gaden ligger et gammelt håndværkerhus fra 1901 og her bor Frederiksen, en ældre mand og hans hund. Egentlig er det helt tosset, for huset har ikke færre end 4 etager og det er kun den nederste etage, hr. Frederiksen lejer ud. Hr. Frederiksen har boet her med sin hund, Molly, i omtrent 20 år og der er ingen, der helt er klar over, hvor gammel han er. Men han var allerede pensionist, da han flyttede ind, så han må i hvert fald være mindst 80 år gammel. Ungerne i kvarteret siger 500 år og de driller ham, så snart de begynder at kede sig lidt. Så ringer de på hans dør og stikker af, når de kan høre, han er på vej ned ad trapperne fra 1. sal, hvor han har sin lejlighed. Han bliver stiktosset, når han kommer ned og finder ud af, at der ikke er nogen ved døren alligevel og så råber og skriger han efter ungerne, som gemmer sig fnisende i indkørslen til baggården. Fra Frederiksens badeværelse er der et lille smalt vindue, ikke mere end 25cm bredt og det bruges flittigt, når han skal skælde ud over et eller andet, som kun han selv kender grunden til. De lokale er jo vante til det, men hvis du var en turist, der havde forvildet sig ind på området, ville du være blevet vidne til et besynderligt scenarie: Først springer vinduet op og knalder ind i nedløbsrøret. Det er lavet af messing og når der lyder et kling ved alle på gaden, at det er tid til en udefinérbar skideballe. Så slipper folk, hvad de har i hænderne og kigger op på nummer 17 for at lytte til hans råberi. Når han er i det humør, er der ikke rigtig nogen, der forstår, hvad han råber, for så forsvinder nemlig den sidste rest af rigsdansk og han slår over i sin egen dialekt. ”Ahøw aheller æ wuun i a lårm a de banna unga da æ fatter å ha spekt fo a allerdom” lyder det så i kodesprog. Kun det sidste kan alle forstå, for det er ret tydeligt: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” og så ryger vinduet i med et ordentligt brag! Men det er sjældent slut med det, for et par sekunder kommer vinduet op igen og så skal vi lige have slutsalven én gang til. Bare for en sikkerheds skyld: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” Så kommer der et KLING mere, talen er forbi og enhver kan nu fortsætte sit gøremål. Man siger ofte, at hunde ligner deres ejere, men det er nu ikke tilfældet med Frederiksen og hans hund, Molly. Det er en rigtig Lassie-hund, men det er ikke sikkert, man lige opdager det, for den kommer ikke i bad hver dag. På den måde ligner Frederiksen sin hund, men ellers er der ikke megen lighed at spore, for Frederiksen ligner mest af alt en bulldog. Han elsker sin hund, ingen tvivl om det og den får flere gåture om dagen. Den får sin efterhånden ret klistrede hundesnor på og så går de der midt på gaden. Det er ikke, fordi Frederiksen sådan tror, at han ejer det hele, men han har bare ikke helt formået at følge med udviklingen, så han har ikke rigtig fanget, at det hovedsageligt er biler, der bruger gaden og ikke hverken fodgængere eller hestevogne. Men han er nu god til at tage hensyn, for når Molly gør det, som hunde nu engang gør, når de går tur, så sørger han altid for at fjerne dens efterladenskaber. Ikke sådan, som de fleste andre gør, med høm-høm-poser og sådan. Han har formentlig ikke engang opdaget, at der findes sådan noget. Nej, i stedet står han tålmodigt og venter, til hunden er færdig og så triller han pøllen ud i rendestenen. Ikke med fingrene, selvfølgelig. Det ville da være ulækkert. Nej, han fisker såmænd en kam op af baglommen og bruger den til at trille med og så ryger den hurtigt i baglommen igen - hvis altså han ikke lige skal have redt sit hår forinden. Helt nede i nummer 31 er der et hus med lav rejsning. Det er vist nok et levn fra de gamle husvildebarakker, som blev bygget i en tid, hvor fabrikkerne skød op i byen hurtigere end husbyggeriet kunne følge med. Huset ligger godt 30 meter tilbage på grunden, som er rammet ind med jernhegn og kraftigt hønsenet. Sirligt på rad og række står der gravsten til salg. De bliver leveret med lastbil efter behov og så kommer Stene Lene ud. Hun er en lille tæt dame af ubestemmelig alder, men man skal endelig tage fejl af hende, for hun er stærk som en okse. Ud af lastbilen træder to hærdebrede mænd med hår mellem tænderne og løfter stenene ud med bæresele. De er to mand om at løfte hver anden sten. Resten napper Stene Lene ved at gribe fat om stenene med de bare hænder og sætte dem med et bump, hvor de skal være. Samtidig skælder hun mændene ud, fordi de aldrig kan finde ud af at sætte stenene ordentligt. En dag var der en ny mand med og Stene Lene var end ikke kommet ud på gaden, før hun råbte efter dem. ”Sæt så de sten ordentligt. Det skal se pænt ud, så folk ikke tror, det er en jødisk kirkegård, der ikke bliver passet!” Den nye mand var netop ved at sætte løftesele på en sten og han ville i hvert fald ikke finde sig i den behandling, så han smed resolut selen på ladet og så hende spidst ind i øjnene: ”Er du vanvittig, kone!” næsten råbte han, selv om hun var mindre end en håndsbredde fra ham, ”De er jo sindssygt tunge, de sten!” ”Bare se at komme i gang,” svarede hun arrigt tilbage, ”Er du en mand eller en kylling?” Så trak han det, han troede var trumfkortet. ”Hvis du ikke kan behandle os ordentligt, kan du kraftedeme selv sætte de sten på plads!” sagde han og nikkede indforstået til sin makker, som til hans store overraskelse løb ind i lastbilen og låste døren. Stene Lene var åbenbart i godt lune den dag. Eller også gav hun ham bare lidt ekstra snor, fordi han var ny. I hvert fald sagde hun ingenting, men tog bare fat i den allerstørste sten på ladet og bar den ind på plads, som var den en tom papkasse. Så var der ikke mere at snakke om. Den forskræmte kylling bag rattet åbnede forsigtigt døren og kiggede ud. Da han havde forvisset sig om, at faren var drevet over, gik han hen til sin kollega og tog bæreselen. ”Ska´ vi?” nikkede han mod stenene på ladet. Det sku´ de så. I løbet af ingen tid fik de læsset af og kørte videre med næste levering. I stuelejligheden i Frederiksens hus bor Fru Holgersen. Hun er en ældre dame. Og når jeg siger dame er det altså med stort D. En virkelig Dame, der bestemt ikke kommer fra de nederste lag i samfundet. Hun forspilder da heller ingen chance for at gøre opmærksom på det. ”Ja, jeg bor her jo kun, indtil jeg finder en passende residens,” fortæller hun gerne til hvem som helst, der gider høre på det. Og også en del af dem, der ikke gør. Den lokale slagter er ved at være rigtig godt træt af det, så når han kan se, at hun er på vej hen til butiksdøren, har han lige pludselig en masse slagtervarer, der skal tælles op. Han har vist ret godt styr på det varelager. Så det er som regel en af de unge piger, der må lægge ører til fru Holgersens endeløse beretninger fra dengang en mand var en mand og en hustru var én, der lå på divanen og læste ugeblade, mens pigerne gjorde rent og ryddede op. ”Ja, du ved jo, jeg slet ikke hører til her i kvarteret,” kunne slagterpigen døse hen til, mens hun drømte sig hen til et sted, hvor lektierne fyldte så meget, at der ikke var tid til fritidsarbejde. Bla, bla, bla, bla”¦ Mon man ville slippe af sted med at råbe ”rotte!” og pege ned mod gulvet? Nej, den gik nok ikke, for så var det da helt slut med slagterens velvilje. Konen fortsatte i en lind strøm om alle de suspekte typer, der bor i området. De dersens motorcykelentusiaster, der ikke har andet i hovedet end det, hun i hvert fald aldrig havde stiftet bekendtskab med, før hun blev gift. ””¦så jeg glæder mig til jeg skal flytte,” sluttede hun endelig af, ”Jeg bor her jo kun midlertidigt, ved du.” Det har hun så gjort i 13 år nu. Så er der fodboldbanen, hvor de fleste af mændene i kvarteret bruger en aften om ugen, hvor de kan være mænd. Samuel Friedenhoff har været holdkaptajn de sidste 5 år og det er faktisk lykkedes ham at få en kammerat med på holdet, selv om John slet ikke bor i området. John bor i den anden ende af byen og selv om det ikke var rasende populært i starten, har John vist sig at være lige så dygtig til at spille fodbold, som han er dårlig til ægteskaber. Ikke færre end 4 forliste forhold har han bag sig. Så efter blot et par uger var han én af gutterne. Nede på hjørnet til Vestergade ligger et gartneri, som er ret berygtet alle andre steder i byen. Nu er der jo ikke i selv noget farligt eller ubehageligt ved et gartneri, men det er ikke en almindelig gartner. Udefra ligner det et hvilket som helst andet gartneri. Huset er lysegrønt, grøntsagerne bliver produceret i den ca. 75m2 store baghave, foruden det, der jo nok bliver hentet andre steder og langs husmuren helt hen til butiksdøren på hjørnet bliver hver morgen sat en række kasser med æbler, pærer, gulerødder, pastinakker og tomater. Indeni er det mindre almindeligt. Selve butikken ligner en grønthandlerbutik fra den tid, hvor kartoflerne var sorte og ekspedienterne hvide, men i privaten er familien pakket som mandskabet på en ubåd. Gartneren har altid mindst 8 af børnene hjemme og de sover i etagesenge på et værelse, der næppe er større end fire telefonbokse sat sammen. Fire køjesenge på den ene væg og fire på den væg, der står vinkelret på den første og med sengene forskudt i højde, så fodenderne nærmest fletter ind i hinanden. Gartneren viser gerne sit værk frem for interesserede. "Se, hvor godt, de har det!" slår han glad ud med armene. Det der med at slå ud med armene er han god til og han har også sørget for, at børnene har lært det. Både pigerne og drengene. De færreste kender børnenes rigtige navne, for de fleste går under andre betegnelser, såsom Røde og Kno-Mette. Men samlet set var de Vestergadedrengene. Også døtrene. Lige over for gartneriet, på det modsatte hjørne, er der et tomt hus og foran sidder et skilt, der gør opmærksom på, at huset er til salg. Skiltet har siddet længe og Gartneren håber det vil forblive sådan længe. Han vil nemlig gerne udvide sin butik, for af en eller anden grund synes drengene ikke, de har nok plads i deres køkkenhave, som er gemt godt af vejen og dækket til med plasticsække. Egentlig havde Gartneren ikke regnet med, at de sådan ville gå i hans fodspor og selv om han aldrig tjekker haven efter - det har de udtrykkeligt ladet ham vide, de ikke vil have - så er han sikker på, at de passer deres have, for de er ude i haven hver eneste dag og sælger masser af krydderier i små pæne papirlommer. Det ved han, for de står ofte på gadehjørnerne i kvarteret og har mange kunder i løbet af dagen. Og de har altid penge, så han er stolt af dem. De skal nok klare sig, er han sikker på. Til at begynde med var han lidt bekymret for, om deres forretning ville give for megen konkurrence til gartneriet, men det lader ikke til at have påvirket hans salg overhovedet. Deres kunder kommer tilsyneladende fra hele byen og kommer alligevel aldrig i hans butik. Omvendt ser han nu heller aldrig nogen af sine egne kunder købe hos drengene, hvad det så end er for en slags krydderier, de sælger. Hvis bare han kunne spare nok penge op, kunne han købe huset på det andet hjørne og så kunne drengene jo have det gamle gartneri, mens han byggede et nyt med en større have til. Og det er netop dét, historien her handler om... | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-02-28 20:19:43 |
Virkelig sjov, hyggelig, underholdende og velskrevet! Go'e, fængende person-karakteristika - mindes da at have læst en kortere version her på sitet?
For børn ... hmmm ... næeh; dét tror jeg egentlig ikke? Snarere som drejebog til en tv-serie om 'familien Danmark' - prøv, du!
venligst ...
For børn ... hmmm ... næeh; dét tror jeg egentlig ikke? Snarere som drejebog til en tv-serie om 'familien Danmark' - prøv, du!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Under alle omstændigheder er der flere kapitler klar, som jeg vil poste efterhånden, så kan I jo afgøre, om det er noget, jeg bør arbejde videre med...