 |  | Den sidste heks. |
 |
|
|||||||||||||
|
1. Kapitel - Første dag Den høje bippende tone skar igennem drømmen så Sandra blev revet brutalt ud af den hyggelige stund på gyngen. Som altid når hun blev vækket i netop denne drøm, blev hun væltet af gyngen og vågnede i det øjeblik hendes ansigt var ved at ramme gruset under den. Hun slog irriteret efter clockradioen, der stod på stolen ved siden af hendes seng. Endelig forsvandt den skingre tone og hun kastede sig irriteret tilbage i puden og tog dynen op over hovedet igen. Hvorfor var det altid når hun var ved at dreje hovedet at hun blev vækket? Når hun hørte den latter, der mindede så meget om hendes egen? Hendes mors latter, som var det eneste minde hun havde om hende. Hun huskede ikke hvordan hun så ud, det var så længe siden nu. Hvis hun dog bare kunne få lov til at dreje sit hoved så hun kunne se hvem der skubbede gyngen. Bare et hurtigt blik bagud. Men hver gang hun skulle til at se tilbage faldt hun af gyngen og vågnede. Sandra var kun to år da hendes mor flyttede. Hendes far talte sjældent om hende og når han gjorde var det altid de gode minder. Sandra havde derfor ingen anelse om hvorfor hendes mor var flyttet og hvorfor hun havde efterladt hende her. Som årene var gået var hun kommet til den konklusion at hun ikke ville have børn, og at det var derfor hun rejste. En dag for et par år siden havde hun sagt det til sin far. Han var blevet vred og havde sagt at hendes mor havde elsket hende meget højt. At hun havde sine grunde og at det havde været forfærdeligt for hende at flytte. Sandra slog irriteret sin knyttede hånd ned i den tynde madras, så sengens metal stel knirkede faretruende. Hun lå lidt og forsøgte at holde de uretfærdige tårer tilbage. Hvorfor kunne hun ikke bare give slip? Uanset hvad var hendes mor skredet. Og havde ladet hende blive tilbage. Hun havde ikke betydet nok til at hun ville have hende med. Det bankede på døren. Tre bløde bank. Sandra tørrede øjnene og brummede under dynen. Hun hørte døren knirke, da hendes far trådte ind af den. “Sandra, min skat?” Sagde han stille. Hun kunne høre bekymringen i hans stemme. Det var som om han altid vidste hvordan hun havde det, selv når han, som nu, ikke kunne se hendes ansigt. Hun hørte ham gå over gulvet og mærkede hvordan det rykkede i sengen da han satte sig på hendes madras. Hun vidste at han ville blive siddende tavs indtil hun selv var klar til at tale. Han pressede hende aldrig, og netop det gjorde at hun havde lyst til at fortælle ham næsten alt, men ikke i dag. Hun vidste hvad det gjorde ved ham når hun fortalte om netop denne drøm. Hun hadede det sårede udtryk i hans øjne. Det der gjorde at hun selv mærkede sorgen og savnet endnu stærkere. Så hun gjorde noget hun kun var i stand til i denne situation. Hun gjorde for at skåne sin far for følelsen af savn. Hun løj. “Jeg har ikke lyst til at komme i skole.” Sagde hun og satte sig op. Hendes lange mørke krøller hang ned over hendes ansigt. Hendes far børstede det forsigtigt til side og så hende forstående ind i øjnene. “Jeg ved det, skat.” Sagde han stille og kyssede hendes pande. “Sommerferien er gået så hurtigt i år. Vi har knap nok set hinanden.” “Det gør ikke noget, far. Jeg ved godt hvor vigtigt det er du arbejder.” Skyndte Sandra sig at sige, før hendes far kunne begynde på sine lange undskyldninger. For hun vidste det godt. Siden hendes mor var rejst havde de ikke haft særlig mange penge. Hendes far havde arbejdet dobbelt skift på skolen, som lærer om dagen og rengørings hjælp om aftenen. Da Sandra var yngre havde hun tit været med ham på hans aftenvagt. Hun havde fundet et tomt klasselokale, hvor hun havde tegnet og fundet på en masse små historier, hvor hun kunne forsvinde ind i en anden verden og være sig selv. Steder hvor hun selv kunne bestemme hvad der skulle ske og hvem der var med. Det var dengang. Nu var hun stor nok til at være hjemme alene, men historierne blev stadig skrevet og tegningerne lå snart i bunker på hendes værelse. Det var mest drømme hun tegnede. Hun anede ikke selv hvor mange tegninger hun havde af en lille mørkhåret pige på en gynge. Hver gang drømmen var kommet havde hun været nødt til at tegne den, før hun kunne koncentrere sig om noget andet. Hun bebrejdede ikke sin far. De havde stadig huset ude i udkanten af byen. Hun vidste at han elskede det hus, og hun var selv meget glad for at bo her, selvom det betød at der var andre goder de måtte undvære. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
