 |  | Længsel |
 |
|
|||||||||||||
|
Det er ikke første gang, at tanken har strejfet mig. Tværtimod. Jeg har tit tænkt på at tage skridtet, når tavlen viste, at der kun var to minutter til, at toget ville ankomme. Mere end et skridt behøves ikke, så ville det hele være overstået; alle bekymringer og forventninger ville være væk. Jeg lukker øjnene og prøver at få tankerne hen på noget andet. Lydene på perronen er overvældende med så meget liv på ét sted. Lugtene supplerer med en klassisk kombination af billig fastfood, urin og røg fra dem, der nåede en hurtig cigaret inden de måtte overgive sig til et af de efterhånden mange røgfri områder. Al snakken, togenes larm når dørene lukker, folk der taler i telefon, lugten af en travl og efterhånden nedslidt station - det hele er så distraherende og samtidig dragende, og mine tanker og sanser flyver gennem myldretidens travle liv på Nørreport station. Det hele virker så bekendt, så trygt. Alle venter på det sædvanlige tog på det sædvanlige tidspunkt, sågar på det sædvanlige sted på perronen. Det hele er rutine og velkendt, alt er som det plejer. Jeg tager en dyb indånding og lader den beskidte, trygge luft finde vej ned i mine lunger. Men måske vil det være sundt at bryde alle disse vaner lidt. Stikke af fra det hele, og i stedet tage ud og opleve verden; få erstattet lugten af daggamle hotdogs med en frisk vind fra det caribiske hav eller den fugtige luft i Brasiliens regnskov. Droppe det trygge og blive bekendt med det ukendte. Udfordre sanserne og modet, blive en stor eventyrer med masser af historier, som folk aldrig vil blive trætte af at høre på. Finde en hidtil ukendt pyramide, der har tilhørt den mest velhavende farao nogensinde, eller en azteker-landsby, der endnu ikke er blevet en turistattraktion. Tænk at kunne leve af eventyr og ikke at skulle tænke på indkomst, deadlines, pensionsordning og togtider. Slut med bekymringer om at leve op til andres forventninger, men derimod følge egne veje og tider. Vågne op hver morgen og ikke vide, hvad der vil ske, hvem man vil møde eller om man overhovedet vil overleve til at se solnedgangen samme aften. Det ville for alvor være at gribe dagen. Eller man kan slå sig ned i en ellers mennesketom natur, hvor det bare er en selv, ens sanser og tiden, der kan gå som det passer den. For man kan ligge i en hængekøje hele dagen, hvis man vil, ingen ville forvente andet af en. Man skal kun læse af ren lyst og interesse, og ikke være nødt til at forstå og huske det. Man kan stå op og gøre ligesom man vil, eller bare blive liggende - man skal ikke nå noget, man behøver ikke at nå noget. Det vil ikke være nødvendigt at forholde sig til madplaner, lønninger og samtalekøkkener. Det ville virkelig være at nyde livet. Jeg bliver revet ud af mine tanker, da en helt anden og forstyrrende lugt når mine næsebor. Jeg åbner øjnene i samme øjeblik som en ung teenagefyr sjasker forbi forfulgt af lidt for meget af sin lidt for insisterende parfume. Jeg kigger på tavlen: kun et halvt minut til. Jeg vender mine øjne mod de rutinerede mennesker omkring mig, der ikke ser ud til at registrere noget af, hvad deres sanser fortæller dem. De sidder fast i deres rutiner og bekymringer om at leve op til andres forventninger om hvem de er og hvad de kan opnå. De er langt fra eventyr, og jeg føler mig endnu længere væk. Folk ville jo synes, at jeg var komplet idiot, hvis jeg opgav det moderne liv for at blive opdagelsesrejsende. Hvorfor ville nogen forlade et trygt liv? Da jeg kan se toget på vej ind, er mine muskler spændt, og tankerne flere og hurtigere end, hvad jeg kan holde styr på. Er det nu jeg skal tage skridtet til det ukendte? | ||||||||||||||
 | LouiseG | 2015-07-17 15:48:01 |
Virkelig god!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
