 |  | En mislykket hypnose |
 |
|
|||||||||||||
|
Drengen sad der i mørket i midten af 100 andre nyligt udklækkede teenagere. På scenen oppe foran, voldsomt illumineret, stod en mand i sølvjakke og lilla butterfly. Han ville masse-hypnotisere os, sagde han. Og derefter ville han udvælge et dusin til sit videre show. ”Nu skal jeg koncentrere mig” hviskede drengen til sig selv. Han ville så gerne have denne oplevelse. Lokalet husede hver fredag alkoholfri diskotek, men lige nu var der kun enkelte røde og blå spots i loftet, der oplyste enkelte hårtoppe i kulørte nuancer. Drengen skulede stjålent til begge sider. Som om han vidste, at han gjorde noget ulovligt. Det tydede på, at stort set alle fulgte mandens instrukser om at lukke øjnene og koncentrere sig om en situation, hvor man havde haft det rigtig dejligt. Enkelte kunne ses siddende med salige smil på læberne. Drengen rettede atter det tomme blik ned i skødet og de flettede fingre. Der var intet! Simpelthen ikke ét eneste positivt minde. Han så sig selv træde ind i haven. Hans far stod på en stige med ryggen til og klippede hæk. Idet han smækkede smedejernslågen i bag sig, vendte faderen sig og smilede til ham. ”Hej Supermand! Jeg håber, du er frisk på at tjene en 20’er til en is?” Drengen satte sig på en havestol og faderen lagde hæksaksen fra sig og pjuskede i drengens hår og kyssede ham på kinden. ”Hvad skal jeg gøre for pengene?” Hans far grinte og lod sig falde ned i stolen ved siden af, mens han rakte hænderne ud mod ham. ”Tag et vildt gæt, Sherlock!” Drengen betragtede det af hækken, der manglede saksens skær. Det kunne han hurtigt klare, og han kunne allerede smage den store isvaffel med skum og flødebolle nede fra is-mutter. Han så sig selv sidde og spise karamelrand i badekaret, og hans mor kom ind med en skål og en ske. ”Skal du have mere, skat?” Drengen nikkede ivrigt og skyndte sig at sluge det sidste på hans tallerken. Hans mor grinede og knælede ned ved siden af karet. ”Pas nu på, at du ikke får det galt i halsen, skat”. Hun øsede to store skefulde op på hans tallerken, aede hans kind og nynnede en melodi, han huskede fra sin barndom. Han så sig selv sidde og føle sig vigtig inde på sin storebrors værelse. Når han havde kammerater på besøg, og de talte om knallerter eller piger, og han fik lov til at sidde og lytte med, var han næsten lykkelig. De talte ikke ned til ham, og de slog ham ikke. De sagde ikke, at han skulle tømme askebægret eller gå ud, fordi han lugtede. Engang havde han fortalt en sjov historie, som vist også var lidt fræk, om en kvindelig lærer, de også kendte, og så havde han været i kridthuset hele den dag. Det havde været en rigtig god dag. Han rettede sig pludselig op, da folkene omkring ham begyndte at skramle med stolene og rejse sig op. Han rystede forvirret på hovedet. Havde han været hypnotiseret? En mørkhåret pige med et rødt hårspænde stod pludselig foran ham og rakte sine hænder ud mod ham. ”Kunne du heller ikke hypnotiseres?” spurgte hun. Hun smilede til ham, og han forsøgte akavet at returnere sin egen version. ”Næh, han var vist ikke så god til det alligevel”. Hun tog hans hænder og trak ham op fra stolen. ”Kom, jeg giver en sodavand.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-02-16 19:21:10 |
Særdeles levende og velskrevet. Realistisk; dog mangler jeg en forklaring på denne sætning: 'De talte ikke ned til ham, og de slog ham ikke. De sagde ikke, at han skulle tømme askebægret eller gå ud, fordi han lugtede.' HVEM er 'de' som har talt ned til og slået ham ??? Sætningen passer ikke sammen med de øvrige billeder, synes jeg? Måske er han adopteret? venligst ...
| Forfatter in spe | 2011-02-17 21:23:34 |
Hejsa og tak for ordene. Afsnittet, du henviser til, var drengens egen opfattelse af og kendskab til hvad ældre drenge kan være i stand til ved deres mindre brødre. Og han følte sig vel vare godt tilpas og nød, at de netop IKKE gjorde disse ting ved ham.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
