 |  | Flugten |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg står inde i en lysning i skoven, venter på at de skal komme frem og tag mig med dem. Jeg har ingen tålmodighed. Står bare der med mig daggert og venter på at de skal komme. Jeg drejer mig for at opfange en eller anden lyd, men der er ingen lyde i natten. KNÆK. Lyden for kommer mig alt for høj. Og der. Mellem træerne er der en skygge som bevæger sig med lyset hastighed. KNÆK. Jeg vender mig om og ser at der er flere end jeg havde troet. De kommer alle sammen i mod mig og det eneste jeg kan gør er at løbe for livet. Jeg løber ind i mellem træerne, men de er lige i hælen på mig. Jeg sætter tempoet endnu højere op. Jeg føler mig fri i den hastighed, men jeg løber ikke for sjov denne gang. Jeg høre at der kommer noget i mod mig gennem luften og jeg når lige at rykke mit hoved, før kniven flyver forbi mit øre. Jeg bliver ved med at løbe og løbe, det handeler om at overleve. Jeg ser mig over skulderen, men de er ikke bag mig mere. Bump. Jeg tager et skidt tilbage og ser op på manden der står foran mig, i al hans prægtighed. Han ser ned på mig og jeg ved hvad der skal komme til at ske nu. Al min træning er spildt. Jeg har ikke en chance mod ham og hans håndlanger. Han åbner munden for at sige noget, men han tager først fast i mig rundt om livet. Han trækker mig ind til ham, bøjer hovedet ned til mit ører og hvisker: ”synd at det er sidste gang du kommer til at se din mand og børn” jeg prøver at vride mig fri, men han er for stærk, for mig. Den eneste tanke jeg har i hovedet er at overleve, for min mand og børns skyld. Jeg rækker ud efter min daggert som sider i skæden ved min hofte. Jeg trækker den langsomt og forsigtigt fri, så han ikke fatter mistanke om hvad det er jeg har tænkt mig. Svujs. I et lynhurtigt hug er jeg kommet fri og løbet min vej for at komme væk fra det forbandet monster. Jeg løber ned mod godset som mig og min mand ejer, det eneste jeg tænker på er at advare ham, om at de har fundet mig. Jeg vil aldrig lade ham komme i nærheden af mine børn. Jeg kan se at der er lys i vinduerne til godset. Jeg kan høre at Jason er i gang med at lægge børnene i seng ”godnat, lille skat” hvisker han. ”far, jeg er bekymret for mor. Hvor er hun? ” hvisker vores lille datter. Jeg har altid haft er god hørelse, det er en af evnerne man har. Jeg kan ikke få min datters stemme ud af hovedet ”far, jeg er bekymret for mor. Hvor er hun? ” så lille hun er og hun er allerede bekymret for mig. Jeg får tåre i øjnene, men løber alligevel over mod hoveddøren. Der komme noget springende i mod mig fra rosenbusken. Jeg skriger af min lungers fulde kraft. Han er over mig nu, og prøver at få mig til at være stille. Jeg kan høre at nogen løber inde døre. Jeg sparker alt hvad jeg kan og prøver at holde hans kniv væk fra min hals. Jeg ser over mod døren og der kommer der to mænd ud af døren, efter fulgt af en pige, som prøver at holde en lille en inden døre. Jeg vender mig mod manden der sider oven på mig og skriger da jeg mærker noget koldt mod min hals. Jeg sparker og slår alt hvad jeg kan. Og på en eller anden måde fik jeg kniven ud af hans hånd. ”Mooooora” råber en af mændene, som jeg genkender som min ældste søn, William. Jeg ser min mand Jason og William løbe over mod mig, ”Nej hold jer væk, ” råber jeg til dem ”skynd jer ind, lås alle døre og vinduer. I skal ikke tage jer af mig. ” Jeg ser at William standser op, men Jason får ham til at løbe mod mig igen. I et spring har Jason væltet manden af mig. Manden ser sig om og får så øje på mig på den sne dækket jord. Han tager noget op af lommen og kaster noget aflangt mod mig. Jeg når ikke at rykke mig i tide. Jeg begynder at skrige igen og kan ikke stoppe, der går krampetrækninger igennem hele min krop. Og jeg vrider mig i smerte. Jason vender sig om og ser på mig før han råber: ”William, få din mor ind. NU. ” William løber over til mig og løfter mig op i sine arme. Jeg skriger i smerte, jeg har det som om nogen prøver at flå mine indvolde ud af min krop. William holder mig tæt ind til sit bryst mens han bær mig op til mit værelse, han lægger mig forsigtig ned på sengen. Men det gør alligevel ondt. Jeg lukker øjnene og lukker alt ude. Jeg høre nogen tale dæmpet sammen og mærke en hånd stryge mig over håret ”alt skal nok gå, skat. Jeg sidder her til verdens ende og vente på at du vågner igen. Bare vent og se” hvisker han. Det sidste jeg tænker på var at jeg altid ville elske ham og vores børn. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
