 |  | ugidelighed. |
 |
|
|||||||||||||
|
Så går skænderierne igen gennem luften, der bliver kastet et ”usle svin” efter mig mens jeg supplere med et stille fuck dig til siden. Du kan ikke andet end at klandre andre for din ulykke, mens jeg vader rundt i det sam-me selvsagte smil som jeg gjorde før dig. Jeg har efterhånden i vores eskapade af et forhold, prøvet at forkla-re dig at melankolien er eminent og ikke jeg kan fremskynde dens proces men du kunne lade mig prøve at fratræde dens virkning. Du fortsætter med at fortælle mig jeg skal komme ind i kampen, hvilken kamp? Og hvis kamp er det i bund og grund. Lysbæreren ser du mig som, Lucifer var blot som du og jeg, en synder i et brændt bogbind. Dit hoved er fast-låst fra morgenens gry til nattens mørke, din intetsigenhed er kvalmende og vores had er frembrusende men excentrisk, dit stressende lorteliv er kræftfremkaldende og jeg er ikke Jesus jeg kan ikke frelse dig og jeg har aldrig bedt dig om at frelse mig, det ville være ondsindet at give dig den byrde. Men egoismen sidder stærkt i et skalkeskjul i dit forkullet indre, her handler det om dig, alt omkring dig er bare spotlights og folk der kan bære dit sørgmodige indre til sejr. Jeg er forfærdet over dit syn på mig for det minder mig efterhånden om synet jeg har på mig selv, jeg ville ønske at jeg kunne elske dig, men tanken om at lægge i dit skød er lige så tiltalende for mig som at spidde mig selv i mellemkødet med en issyl. Jeg vil gerne trække vejret gennem fremmede lunger, for i dag er jeg ikke til stede. Jeg skjuler mit sande jeg bag mit selvhad og trangen til substanser jeg kan drukne det i. Men pas på med at sige jeg er fuckt op når det måske var det du blev forelsket i. Du vil ændre min person, den person du forelskede dig i, muligvis min perso-na var spændende og nyt for dig dengang og at jeg ikke kun krøllede dine lagener, men fik dine negle til at ridse gulvet i bare glæde. Hvem ser du når du kigger mig i øjnene, du begynder at ville se en forestilling om hvad livet kan være og jeg et som et skår i din verden for spejlet er knust. Dit selvperfekte ydre er kontrasten til dit pilrådne indre, du vil se hvad alle andre ser når de ser os, en falsk facade som de realityshows du fordyber dig i. Du giver mig følelsen af at menneskehedens selvbevidsthed var en fejl i evolutionen og det mest rationelle ville være hvis vi alle stoppede med at forplante os og gik sammen imod undergangen. Du giver mig følelsen som Dante gik igennem. Du giver mig følelsen af alt andet end glæde for livet, jeg ser ikke andet end sorte huller der knuser mine inderste forestillinger om hvad verdenen er, det her inferno er eminent og du har båret mig mod ilden. Mit hjerte er ikke knust, mit hjerte er sort og du måler det ivrigt videre, den lyst folk har af at trampe deres fjender i ansigtet projektere du over på min sjæl i et selvbevidst valg. | ||||||||||||||
 | Stigmata | 2020-02-07 17:56:05 |
Hej Kenneth.
Ordet frustration kom til mig da jeg læste din tekst.
Et forsinket velkommen til Forfattersiden, håber du bliver lige så glad som jeg for at poste digte og tekster herinde.
Stigmata.
Ordet frustration kom til mig da jeg læste din tekst.
Et forsinket velkommen til Forfattersiden, håber du bliver lige så glad som jeg for at poste digte og tekster herinde.
Stigmata.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
