 |  | Tag alt (du var mit solsystem) |
 |
|
|||||||||||||
|
Og pludselig er jeg femten igen og holder dit hår tilbage fra din pande, imens du kaster op i toilettet. Du er okay, hvisker jeg ind i dit varme hår, imens du græder, og da du endelig falder i søvn med kinden mod brættet, vikler jeg mig om dig som et tæppe. Forstår du? Jeg har altid taget mig af dig. Ønsket om at kunne reparere hvad end, verden ødelagde - selv hvis det betød, at du skulle skille mig ad, at jeg ville falde fra hinanden. Her, sagde jeg med uskyldige mundvige og uberørt krop. Tag alt. Er det ikke utroligt, at jeg har brugt fire år på at finde ord, som kan beskrive duften af dig? At selv efter al denne tid, er dit ansigt stadig det første, mine øjne finder, når jeg træder ind i et rum? Du taler, og jeg glemmer endnu at trække vejret. Kvitterer med et forsigtigt smil og et indre sammenbrud. Jeg har en liste i min hukommelse over alle de ting, jeg burde have fortalt dig, imens du endnu så på mig med fyrværkeri i dine øjne. (Du er den største, mest tåbelige, idiot, jeg nogensinde har mødt, og jeg har aldrig været mere forelsket i nogen, end jeg er i dig. Hver gang du ler, føler jeg, jeg er hovedpersonen i en Taylor Swift musikvideo, og jeg ville ønske, jeg kunne hade det - men alle aktiviteter der involverer dig føles som regnvejrsdans og røde kinder og glæde, altid så fandens meget glæde.) Er det ikke utroligt? At efter alle disse år elsker jeg stadig mindet om dig, en mand jeg ikke længere kender? Jeg lod dig skille mig ad, og du vidste ikke, hvordan du skulle samle mig ordentligt. Så du gav op. Du har jo altid hadet puslespil. Jeg ville ønske, du havde taget fragmenterne af mig, som endnu elsker dig. Her, sagde jeg, for nogle gange er man femten og så forelsket, at solen skinner ud mellem ens tænder (du var hele mit solsystem). Her, tag alt og efterlad intet, for jeg vil elske dig, som fandtes der hverken i morgen eller næste uge. Og det er præcis, hvad tiden er til, når man er barn, men føler sig åh så voksen, og forelsket for første gang. At elske foruden kendskab til konsekvenserne. At elske nogen så meget, at de små glimt af glæde brænder sig fast og minder en om, hvad man ville ønske, man havde haft. Hvad jeg ved er, at noget i mig endnu håber, at jeg en dag vil kunne være mindst ligeså frygtløs som dengang (at kunne elske nogen, som var jeg femten med raslende knogler og forvirrede, altid snublende sætninger) | ||||||||||||||
 | Tine Von Katze | 2013-05-17 11:49:59 |
Godt skrevet :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
