 |  | København som baggrund |
 |
|
|||||||||||||
|
Er hun en kliché fordi hun holder af sommeren i København og ønsker, at tiden ville standse lige i det sekund hvor sommer kulminerer med et gammelt dansktop-hit fra Giro 413? Det er der de grå nuancer i hendes verden og udløbet batterier er fuldstændig ligegyldige og hendes hund bjæffer xylofonisk inde bag hjerteflappen. Det er der alle burde klappe (af hende), fordi hun er nået så langt, også selvom hun flygtede fra lejligheden på Viktoriagade uden at samle det knuste glas op. Hun stopper op for at lytte til tavsheden, der aldrig bliver sprættet op af applauser, hvilket gør hende utilpas og får hende til at tænke på sin hund, hun jo forlod tidligere. Men solen skinner og det er lige før hun bryder ud i sang på Gasværkvej. For hun ér jo nået herhen, hvilket er et skridt længere end sidst. Det brummer fra hendes bukselomme og hendes øjne misser mod solen. Hun havde helt glemt at hun havde taget cowboyshorts på. ”Incomming Call fra Mark” og hun kan endda kun se Westend’s nøgle til en bedre verden i porten. Hun lader brummen massere hendes lår og ved at det næste brum er en ”Grib knoglen”-besked, hvilket giver hende en endnu større grund til ikke at besvare brummen. Telefonen er ikke en knogle, det kunne ganske simpelt ikke lade sig gøre, det er en møgdårlig metafor. Hun vil derfor slet ikke reagere på det nu. Han burde da vide bedre og hvis det ikke var fordi hun var på vej væk og det var sommer, så havde hun kraftigt argumenteret imod knogle-metaforen, og nyde at se ham tabe til rationaliteten - endnu en gang. Nu er det lige får hun får sine læber til at lukke op for musikken, hun har fanget en sommerfugl med hendes lyse hænder, på Otto Krabbes Plads. Det måtte være nu en sangskriver ville skynde sig at finde et papir og en blyant eller et kridt og en fortovsflise. Vingerne kilder på hendes hud, som malede de hendes håndflader med gulddrømme, og derfor ved hun at hun må slippe dyret fri igen. Langsomt åbner hun hænderne og ignorerer den fjerde omgang brummen i lommen, og ser alle sine drømme flyve som en hale over Skydebanegadehaven. Er det forkert at ønske sig en tidsmaskine når man er rationalist? Eller et stopur? Hun bevæger sig slentrende af sted og havde helt glemt at ingen havde klappet (hende på skulderen) endnu. Og er det ikke hendes hund hun kan høre bjæffe et sted? Det kan det umuligt være, men hun har alligevel sine tvivl. Kingosgade er smukkere om natten eller bare når hun lukker øjnene og det er nu ved at være nok med al den massage. Hun hiver resolut ikke-knoglen op, kigger intens på den i håb om det neon-orange-display vil vise fire andre bogstaver eller helt forsvinde. Blinkene provokerer hendes nyåbnede øjne og hun vil gerne synge en bitter strofe, men kan ikke komme i tanke om en. Der er dog et åbent kloakdæksel. Kan sådan en som hun godt frigøre sig fra sin hund og samtidig holde fast i sig selv? Hun ser sig over skulderen på Frederiksberg Allé og rækker tunge af Viktoriagade. Nu klapper de i nr. 57 - det kan da kun være af hende?! Det ville passe glimrende og hvem skulle der ellers klappes af nu? Hun trådte direkte ind i sollyset og lod sine kinder kalde på strålerne. Nu vidste hun hvad hun ville give sig til at synge. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-09 12:58:31 |
Er det en flugt eller blot en aftalt lufte-tur ? Måske sku' du lære hende blot at slukke for mobilen (elektronik kan jo både 'anvendes' og 'gen-anvendes' Lissom - forresten - det knuste glas !)
Står allersidste sætning nu osse PRÆCIS, som dén skal ???
venligst ...
PS bittelille slåfejl i 19. linie (talt nedefra) 5. ord ;)
Står allersidste sætning nu osse PRÆCIS, som dén skal ???
venligst ...
PS bittelille slåfejl i 19. linie (talt nedefra) 5. ord ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
