 |  | Skriveriets trolddom |
 |
|
|||||||||||||
|
Når jeg ikke længere er besat og grebet af den besynderlige magt, som jeg ikke kan finde - hverken inde i mig eller uden for mig, - må jeg lægge blyanten fra mig en stund. Inspiration er der mere end rigeligt af. Alfabetet fejler intet. Sproget ligger tilsyneladende lige for i al sin uendelighed. men skriveriets trolddom kommer og går efter sine egne uudgrundelige regler eller mønstre. Naturen går vel sine egne veje og jeg er bare en partikel, som åbenbart har mulighed for sætte aftryk. Måske uden mening. Der må være en vilje i mig. Et sted. Et sted, som kun jeg kan ser, føler, fornemmer - ikke som håndgribeligt - men tvingende. Ikke et ståsted - snarere et springbræt. Jeg tror, at vi er mange, der er indfanget og ramt af denne smukke bacille, som det må være, eftersom jeg ikke tror på trolde, der hærger og velsigner os så pokkers uophørligt. Findes der er lov - en regel - en drift, der fremtvinger et råb om kommunikation? Har man virkelig en ufrasiglæggelig pligt til at kommunikere? Ja. Det er en livsbetingelse; et vilkår. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
