 |  | Lighuset - del 4/4 |
 |
|
|||||||||||||
|
Mørket var faldet på, og Will og Jack var for længst taget hjem. Der lå en mærkelig dis over baghaven, da Chris lydløst åbnede døren til skuret, hvor han havde været så heldig (heldig! Forbandede idioter, I kommer til at fortryde at have stuvet mig af vejen, som var jeg et eller andet dyr) at få lov til at sove, og sneg sig ud. Græsset var vådt, og ud af øjenkrogen skimtede han bunken med ukrudt, han havde glemt at fjerne den forrige dag. Bagindgangen til lighuset havde en sort trædør, som var placeret mellem de to vinduer, der tilhørte henholdsvis højre - og venstrelokalet. Hvor var det godt, at det her sted blev drevet af idioter. Chris bukkede sig ned og løftede dørmåtten. Under den skinnede den lille sølvnøgle ham i møde, og han rystede på hovedet for sig selv, med et bittert, næsten ondskabsfuldt smil om munden. Sikke en kliché at efterlade nøglen under dørmåtten. Men hvad fanden; deres dumhed var hans held, og han skubbede lydløst - han vidste ikke engang hvorfor, for der var jo ingen til at høre ham - døren op og trådte ind på gangen. Han stod mellem lokalet til venstre og lokalet til højre. Han følte sig som draget til højrelokalet og han rakte langsomt hånden frem mod håndtaget, men lod den så hvile dér et øjeblik. Han tog en dyb indånding, hvorefter han langsomt drejede håndtaget rundt og trådte ind i rummet. Kulden var ved at slå ham omkuld, ligesom tidligere på dagen. Der var intet lys i rummet, og Chris begyndte at famle ved skabene. Han var sikker på at have set en lommelygte et eller andet sted, tidligere på dagen. Efter nogle sekunder fik hans famlende hånd fat i den lille, grå lommelygte og han tændte den hurtigt. Han lod lyset løbe hen over ligene. Hans hånd rystede, og han sagde til sig selv, at det var på grund af kulden. Han gik med langsomme skridt ind imellem bårerne, indtil han til sidst stoppede op for enden af rummet. Han lod lommelygten lyse på navneskiltet: Johanna Jones. Det så ud til at fyrene havde været sløsede, da de dækkede hendes ansigt til igen. Man kunne svagt skimte den ene, hvide kind, og det var som en sprække lys, der strømmede ud i det ellers så mørke rum, den mørke nat. Han lod lyset løbe hen over hendes krop, og med den ene hånd fjernede han langsomt folien fra hendes ansigt. Ved synet af hende - et syn, han havde troet aldrig mere at få - løb så mange forskellige følelser igennem ham, at han kun nåede at hæfte sig ved én af dem. Det var den stærkeste af dem; det var had. Han fik pludselig en ustyrlig trang til at smide hende ned fra båren, forulempe hende fuldstændigt; gøre det, han ikke havde formået at gøre, da hun døde. De havde købt dén med, at det ikke havde været meningen. ”Hr. Dommer, jeg elskede min kæreste. Tror De virkelig, at jeg kunne finde på at såre hende med vilje? Hun var min lille øjesten - det var et uheld. Vi kom op at skændes, og så kom jeg til at - ” Han blev opfyldt af en rus, han sidst havde følt, da han havde set hende ligge for enden af trappen. Halsen var forvredet, men det var ikke nok. Hvis den forbandede nabo ikke var dukket op -Idioten, enten Will eller Jack, havde sagt, at han havde været heldig at lande her. Åh, narhovedet vidste ikke hvor heldig. Chris havde frygtet at skulle ind i dette rum; derhjemme havde han set lig alle vegne, så snart han trådte ind i drømmeland, og han ville derfor for alt i verden undgå at skulle være i samme rum som dem. Men dette var anderledes - det var ikke hvilket som helst lig, og det fik de andre til at forsvinde, så det nærmest kun var han selv og hende, kvinden, der havde knust hans hjerte, der befandt sig i rummet. Hun var nu i hans vold; kun hans vold. ”Lille, søde Johanna. Johanna, der aldrig kunne finde på at såre nogen. Johanna, der bebrejdede mig det, når jeg sendte blikke efter en flot kvinde på gaden. Jamen, lad mig fortælle dig noget, skat. Der er langt fra at sende blikke efter nogen, til dét du gjorde.” På landevejen i ingenmandsland, inde i en lille, aflang bygning der blev brugt som lighus, sad en vanvittig ung mand og talte til sin døde kæreste. Vanviddet lyste ud af hans øjne, mens han strøg hende over det næsten frosne hår. ”Du er ikke vred på mig, vel? Du forstår vel, at du høstede som du såede? Jeg er en god fyr, Johanna. Jeg giver dig alt af mig selv; jeg holder ingen kærlighed tilbage, men jeg tillader ikke nogen at røvrende mig. Du fik, hvad du fortjente.” Han bøjede sig hen over hende og plantede et hårdt, brutalt kys på hendes kolde læber. I dét øjeblik åbnede hendes øjne sig; han kunne på en eller anden måde mærke, hvordan hendes kolde, tørre øjenvipper strejfede mod hans ansigt på grund af hendes øjnes bevægelse. Han stod med ét fuldstændig rank, stivnet i hele kroppen. Igen var det som om blodet frøs til is i årerne på ham, og han greb sig til ansigtet, hvor følelsen af hende stadig var. Han ville se væk, bevæge benene og løbe ud derfra. Men hendes øjne fastholdt ham, og uanset hvor meget han kæmpede imod, kunne han ikke tvinge blikket væk fra hende. Hendes øjne var hvide; det var som om pupillerne var fuldstændig forsvundne, og det hvide i øjnene lyste imod ham. Han havde tabt lommelygten på gulvet, og den var gået ud. Han opdagede til sin rædsel, at hendes øjne gav rummet et lyst skær. Eller også var det bare indbildning fra hans side af; det var svært at sige, hvad der var virkeligt i dette vanvittige øjeblik. Da hendes mund langsomt begyndte at bevæge sig i det kolde, døde ansigt og til sidst formede et smil, der ikke kunne være andet end hævngerrigt, blev det sort for øjnene af ham og han begyndte at falde. ******************************************************************************* UNG MAND FUNDET DØD I LIGHUS Natten til i dag må usædvanlige begivenheder have fundet sted i gamle Johnnys lighus, der ligger for enden af landevejen. En ung mand, der var blevet dømt til tre ugers samfundstjeneste på stedet, blev i morges fundet død i rummet, som på stedet blandt de ansatte kaldes ”dødsrummet”. Da de eneste to ansatte på stedet, William Jackson og Jack Wilson, trådte ind i rummet, hvor ligene befinder sig, fandt de ét mere til samlingen. Hvad drengen havde bestilt derinde vides ikke, men den lokale læge dr. Simmons kunne hurtigt konstatere, at den unge mand havde været død i en del timer. Dødsårsagen? Forfrysninger selvfølgelig. Lægen formoder, at drengen fik en mysteriøs form for kuldechok og at hans hjerte herefter holdt op med at slå. Hvad skulle det ellers være? Mord er selvfølgelig ikke en mulighed, i og med at den unge mand var den eneste levende person i rummet. Skulle det måske have været et af ligene, som genopstod og tog livet af ham? Næppe. Det mest mærkværdige i sagen er dog det, som hr. Jackson og hr. Wilson fandt udover den døde drengs krop. På den bagerste væg i rummet var der skrevet nogle ord i rød farve, som straks faldt mændene i øjnene. William Jackson fortæller hektisk, fuldstændig ude af sig selv, at ordene lød HAN MYRDEDE MIG. OG SÅ FIK HAN, HVAD HAN FORTJENTE. Vanvittigt, ikke sandt? Manden må have været i chok; anderledes kan det ikke forklares. Dertil kommer, at han hævder, at de fandt et af ligene ubedækket, selvom de havde efterladt det fuldstændig dækket til. Vi fik ikke lov til at kaste et blik ind i ”dødsrummet” selv, så hans udtalelser kan derfor roligt siges at være løs snak. Men hvem ville ikke have været ude af sig selv i mændenes situation? Forunderlige historier som disse optræder i ny og næ i egne som disse, og der vil utvivlsomt løbe sladder og rygter rundt imellem bondekonerne på landevejene i det næste lange stykke tid. Vi må bare håbe, at hr. Jackson og hr. Wilson vågner op af trancen og begynder at se tingene i et klarere lys; deres nuværende tilstand og påstande tyder nemlig på anstrøg af vanvid. Hvad der virkelig skete den nat i lighuset, er det kun den unge, nu afdøde, mand der ved. | ||||||||||||||
 | poeten | 2011-10-16 23:11:34 |
På min skærm er din tekst helt ud af rammen. Det gør den sværere at læse. I forvejen har jeg personligt et problem med at teksten flyder sammen på skærmen med så lange afsnit. Det betyder, at jeg tit ikke læser teksten færdig hvilket er lidt ærgeligt.
Jeg laver selv en del luft i mine egne tekster, men det er nok ikke den korrekte måde at skrive på.
Jeg gør det for læsbarhedens skyld. Poeten
Jeg laver selv en del luft i mine egne tekster, men det er nok ikke den korrekte måde at skrive på.
Jeg gør det for læsbarhedens skyld. Poeten
| haleløs | 2011-10-17 11:31:21 |
... og så fik vi slutningen på gyseren; ganske vist noget urealistisk - men den har vi jo vendt andetsteds!
I øvrigt særdeles underholdende og velskrevet!
venligst. ..
PS det hedder 'samfundstjeneste' og IKKE 'uBEdækket'; skulle være 'udækket'?
I øvrigt særdeles underholdende og velskrevet!
venligst. ..
PS det hedder 'samfundstjeneste' og IKKE 'uBEdækket'; skulle være 'udækket'?
| Nadia K | 2011-10-17 14:21:39 |
Tak skal du have haleløs :-)
Ja, selvfølgelig er den ikke realistisk, da det er en gyser med overnaturlige elementer. Jeg er glad for du synes den om den!!
Ps. tak for opmærksomheden omkring formuleringsfejlen, det retter jeg lige! :)
Ja, selvfølgelig er den ikke realistisk, da det er en gyser med overnaturlige elementer. Jeg er glad for du synes den om den!!
Ps. tak for opmærksomheden omkring formuleringsfejlen, det retter jeg lige! :)
| haleløs | 2011-10-17 11:35:38 |
PPS 'poeten' har en pointe; det er dit skriveprogram, som formaterer teksten anderledes end forventet af indtastningsfeltet.
Du kunne ligeså godt bruge Windows Notepad (kør + notepad) som teksteditor; )
Du kunne ligeså godt bruge Windows Notepad (kør + notepad) som teksteditor; )
| Nadia K | 2011-10-17 14:23:52 |
Jeg forstår ikke helt hvad I mener .. er der noget af indlægget som i ikke kan læse, eller mener I bare at det er svært at læse det????
Jeg bruger ikke Notepad fordi jeg synes det er træls og man ikke har så mange muligheder med det som med word:)
Jeg bruger ikke Notepad fordi jeg synes det er træls og man ikke har så mange muligheder med det som med word:)
| haleløs | 2011-10-17 15:59:37 |
... i omtrent 34 linier fortsætter teksten ud over margen, så baggrunden bliver mørk, hvilket godt kan være besværligt at læse. Hvis du skriver i Word el. tilsv. kunne du løse dette problem ved at gemme som 'ascii-format' (*.txt)'; som kun gemmer ascii-koder, dvs. tal,. bogstaver og alm. tegnsætning; ikke tekstformateringskoder. . .
Eller sende teksten til dig selv som e-mail og så 'sakse' den direkte over i tekstruden.
venligst. ..
Eller sende teksten til dig selv som e-mail og så 'sakse' den direkte over i tekstruden.
venligst. ..
| Nadia K | 2011-10-19 20:17:36 |
Hmmmm okay, jeg ser lige hvad jeg kan gøre. I skulle jo gerne kunne læse hvad jeg skriver herinde! :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Men ja, kan godt se det der med at der burde være mellemrum... det retter jeg da lige.