 |  | Flugten (fantasy) |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg løb gennem den mørke skov. Efterårets gule og røde blade lå spredt over skovbunden, og dannede et smukt landskab, som slet ikke passede ind i den frygt, der herskede her. Jeg kunne høre nogen råbe langt bag mig. Mit hjerte bankede så hårdt og hurtigt, at det gjorde ondt. Det sad helt oppe i halsen på mig, og jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg havde løbet længe nu, og jeg var ikke just den flittigste til at dyrke motion, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg måtte ud af dette helvede af en skov. Jeg kom forbi mosen. En frygtelig stank slog hårdt mod min lugtesans, og jeg fik en grim mistanke om, hvad mine forfølgere ville gøre ved mig, hvis de fangede mig. Jeg løb hurtigere, hev efter luften, måtte bare ud af skoven. Træerne skiftede. Nu var det tætstående graner, der skyggede for det allerede sparsomme lys fra månen. Jeg faldt, så lang jeg var, over en rod. Jeg var så udmattet, at jeg havde svært ved at komme op igen, men det lykkedes. Jeg stak hånden i lommen for at mærke efter. Shit! Nøglen var væk. Jeg kastede mig ned på jorden igen og rodede rundt i nålene i skovbunden. Jeg kunne høre løbende skridt og høje ophidsede stemmer. De kom nærmere. Jeg måtte bare finde den nøgle, ellers var det hele tabt. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, jeg var så spændt og bange på samme tid, at jeg følte kvalmen stige op igennem halsen. Hvor kunne den dog være? Nu var mine forfølgere stoppet op ved starten af den tætte granskov. Jeg holdt vejret, bare de ikke kom herind. Men selvfølgelig gjorde de det. Pludselig stødte min hånd på noget hårdt og koldt, nøglen. Jeg rev den op fra jorden og styrtede videre så lydløst som muligt. Snart kom jeg ud af granskoven, og månen lyste vejen op for mig nu. Jeg kunne høre biler i nærheden, en vej? Jeg løb i retning af lyden. Jeg måtte ud til befolkede egne, ud i sikkerhed, væk fra denne mareridtsagtige skov. Mine ben gav efter. Jeg faldt igen. Jeg kunne høre løbende skridt tæt på. Jeg indså pludselig, at jeg ikke havde en jordisk chance for at nå ud til vejen. Min eneste mulighed var at finde et gemmested og bare håbe på, at de løb forbi. Jeg så mig omkring. Dér! Få meter fra mig lå et væltet træ med rødderne opad. Der hvor rødderne engang havde siddet fast i jorden, var et hul. Det var ikke ret stort, men det var min eneste chance. Jeg mavede mig derhen og fik mast mig selv ned i hullet. Nu måtte jeg glemme alt om edderkopper og klamme insekter, jeg måtte bare ligge helt stille og holde vejret og håbe på, de løb forbi. De kom nærmere. Mit hjerte slog så hårdt, at jeg var bange for, at det ville afsløre mig. Nærmere. Nærmere. De satte farten ned. Begyndte nu at gå. Jeg var så bange at tårerne begyndte at trille. Jeg bed mig i læben. En af mændene var stoppet kun et par meter fra mit gemmested. Jeg lukkede øjnene og bad stille til, at de bare ville gå forbi. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
