 |  | Skjule tårer |
 |
|
|||||||||||||
|
Udenfor var det mørkt - det var sent på natten. Jeg lå puttet godt ind under min varme dyne og havde hovedet fint placeret på den bløde hovedpude. Den skulle forestille at beskytte mig. Beskytte mig, mod lyden af højlydte råb og gråd. Egentlig skulle den beskytte mig mod virkeligheden. Men det gjorde den ikke, og jeg ved ikke, om den nogensinde har gjort det? På ydersiden var alt fint og godt. For det meste i hvert fald. Min hovedpude, der havde betræk af blomstrende roser, fik alt til at se magisk ud. Men man så aldrig, når roserne var ved at visne. Roserne på mit pudebetræk, var altid blomstrende. I virkeligheden var det helt anderledes. For selvom alting på ydersiden så fint og godt ud, var der ingen, som så når alt var ved at falde fra hinanden, og når ingen så det; faldt der tårer. Stemmer sagde ord, som blev til sætninger. Jeg lyttede og følte, at jeg lå på en sky, som roterede rundt i luften, mens sorte skygger dansende bevægede sig rundt i mørket. Stemmerne blev højere og højere og et ubehageligt gys gjorde, at jeg vågnede med et sæt. Jeg kiggede rundt i værelset. I et kort sekund var alt stille, og jeg beroligede mig med, at jeg bare havde haft et mareridt. Pludselig skar lyden af opkast igennem, og jeg indså, at det ikke var endnu et af mine mareridt. Det var virkelighed. Lydløst satte jeg mig op i sengen. Jeg holdt dynen tæt omkring mig og krammede min bamse. Mors stemme stillede spørgsmål. Spørgsmål, som blev besvaret af stilheden. Stemningen var ubehagelig og kølig. Håndvasken blev tændt og jeg kunne høre min far skyllede munden. Jeg lagde mig ned på puden, så det så ud som om jeg sov. Mors bekymrede usikre stemme forsvandt ind i stuen. Af og til rømmede far sig, og jeg forstilte mig hvordan mor holdte fast i hans arme, så han ikke skulle vælte. Aftenens tanker og følelser kørte, som en film foran mine øjne. Hvordan jeg spændt havde ventet med favnen fuld af gaver, jeg helt selv havde lavet. Jeg ventede utålmodigt sammen med mor, som trøstede mig og gav mig et kram. Jeg kunne se i mors øjne, at hun også selv blev utålmodig, og hendes humør faldt som timerne gik. Vi ventede forgæves på far, som ikke kom hjem på sin fødselsdag. Jeg puttede mig helt ind under dynen, med min bamse i hånden. Tårerne forsvandt ind i de røde blomstrende roser på min hovedpude - jeg græd mig selv i søvn. Da jeg vågnede lørdag morgen, skinnede solen. Egentlig var det rart med lidt afveksling. De sidste to uger havde været regnfulde. Det havde nærmest været umuligt, at forlade huset uden, at blive gennemblødt på under et minut. Selv med regntøj og paraply. Men nu hvor solen skinnede og lyset skar i mine øjne, var det uudholdeligt. Sol og lys passede slet ikke til, hvordan jeg inderst inde havde det. Hvor utryg og rædselsslagen, jeg var, og hvor bange jeg var for, at alt ville gå fra hinanden - jeg turde ikke tænke tanken, men følelsen sad dybt i mig. Tankerne kørte rundt i hovedet. Jeg vidste så meget. Jeg vidste så meget et barn ikke burde vide. Det var min egen lille hemmelighed, som jeg ikke turde dele med nogen. Det var én af de ting man ikke snakkede om. Huset var stille og tomt. Den eneste lyd, der afbrød stilheden, var fars højlydte snorken. Jeg forlod mit værelse og listede stille ind i mors og fars soveværelse. Den store seng fyldte godt i rummet. En sødelig lugt af sved og opkast lå, som en tåge i soveværelset, og jeg følte ubehag. Mor var ikke hjemme. Hver anden lørdag var hun altid på arbejde, og så måtte jeg være alene hjemme med far, indtil mor fik fri. Ude i køkkenet fandt jeg en gryde og havregryn frem. Når far og jeg var selv hjemme, plejede vi altid og spise morgenmad sammen. Jeg var altid efter far med måltiderne. Især morgenmaden, som han alt for ofte sprang over. Jeg plejede at lave havregrøden og kaffen, så den var klar, til når far stod op, og vi kunne spise sammen. Det krævede altid utallige forsøg, at vække ham, for han var svær, at få ud af sengen. Nogle gange var han i dårligt humør, andre gange glad, men for det meste, vidste han ikke hvilken dag det var, og havde glemt hvad jeg hed. Jeg vidste, at min far ikke var, som de andre børns far. Min far kørte lastbil, så han var kun hjemme i weekenden. De andre børn havde en far, der kom hjem fra arbejde hver dag, som pjattede med dem, vækkede dem om morgenen og fulgte dem hen til skolebussen. De andre børns far kom ikke hjem med røde øjne, og lugtede ikke af sure cigaretter og øl, sent fredag aften - det gjorde min. Formiddagen gik langsomt. Timerne føltes som dage - jeg havde alt for meget tid til, at tænke. Far var umulig at få op. Han vrissede af mig og sagde ord jeg ikke forstod. Til sidst gav jeg op og spiste havregrøden selv. Jeg følte, at alt jeg gjorde, ikke var godt nok. Jeg prøvede endda, at skælde ham ud, som mor plejede, men heller ikke det hjalp. Hvis det ikke havde været for nattens hændelser, havde jeg ringet til mor, men da jeg ikke ville have, at mor fik skæld ud på arbejdet, jeg lod være. Da mor kom hjem fra arbejde, kunne jeg se på hende, at hun havde grædt. Det var tydeligt, at hun prøvede at holde humøret for min skyld. Far, som stadig lå i sengen, blev vækket af mor, som rev dynen af ham, og råbte hans navn. Jeg gemte mig nede på værelset. Mit værelse var mit trygge sted. Normalt plejede jeg, at sidde i vindueskarmen med musik i mine øre og kigge op på himlen og se skyerne forme sig. Stemmerne blev højere og højere, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg elskede min far. Men jeg havde et enormt had til hans misbrug. Det var også en af grundene til, at jeg var så glad for fars og mine morgenmads traditioner om lørdagen. For om morgen lige når han var stået op, var han min far, ædru - for det meste. Det var der, jeg så op til ham, og så på ham med beundrende øjne. Men når jeg kunne høre de små ”klik” lyde af øldåser, der blev åbnet, gjorde det ondt indeni. Det var en smerte, jeg ikke kunne kontrollere. Når far ikke så det, hældte jeg hans øl ud i vasken eller busken, og hældte vand i, i stedet. Men der gik ikke mere end fem minutter, før jeg kunne høre endnu en ”klik” lyd af en ny øldåse, der blev åbnet. Stemmerne blev højere og modbydelige i mine øre. Jeg tog min bamse i hånden og krammede den så inderligt. Nogle gange snakkede jeg til den, den svarede ikke, men den havde altid været der hos mig, og for mig. Den ændrede ikke adfærd. Den glemte ikke ting, som jeg med et glimt i øjnene, stolt lige havde fortalt. Min bamse var der altid. Jeg kunne høre mor spørge, hvor far havde været henne hele fredag aften og nat. På hans fødselsdag. Om havde han tænkt sig, at komme med en forklaring. Hun fortalte hvor meget jeg havde glædet mig til, at give ham gaverne, jeg helt selv havde lavet. Men jeg havde ventet forgæves, og det havde hun også. Jeg kunne høre far mumle sagte, og kort efter var der stilhed. Pludselig brød mor ud i gråd. Ordene gav genlyd i mit hoved. Far havde tilbragt sin fødselsdag på kroen. Han havde glemt hvilken dag det var. Glemt, at han havde fødselsdag. Slet ikke skænket en tanke, at derhjemme, ventede hans datter og kone. I stedet havde han drukket sig fuld. Drukket indtil han blev sendt hjem i en taxa. Mine hænder rystede, og ned på mit blomstrede sengetøj faldt mine tårer. Den blomstrende rose, indeni mig, var ved at visne. Alt var ved at gå i stykker. Alligevel blomstrede mit sengetøj stadig. Jeg puttede mig ind under dynen, krammede min bamse tæt ind til mig, og gemte hovedet dybt ind i hovedpuden. Jeg savnede trygheden. Før havde jeg følt mig så lille og tryg under den store varme dyne. Dynen var stadig stor og varm, men indeni frøs jeg. Indeni græd jeg. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
