 |  | Finn Wilkens: SLAGTERENS KONE |
 |
|
|||||||||||||
|
Klokken bimlede på den der særlige måde, som kun fandtes hos slagteren. Var der ikke kunder i butikken, tog det som regel et par minutter, inden konen kom med sit hvide, snavsede plastikforklæde overfyldt med blod og slim og fedt og stillede sig op med begge hænder på disken og så spørgende på én. - Ja? - Jeg skulle have noget kalvemørbrad. - Ja, so har vi den der majet mør. Hun var helt stoneface hver gang hele tiden. En eller anden gud havde moret sig med at mejsle hendes ansigt ud i marmor, og så er det ret klart, at smilerynker, øjenblink og panderynker ikke var synlige. Hun bøjede sig frem i vinduet og tog en mørbrad med fingrene. - Hvo majet skal du den ha? Hendes tyske accent kunne ikke skjules. Det prøvede hun heller ikke på. Ja, faktisk så hun ud, som om hun var stolt over at have den. En hårlok faldt ned i panden, og straks kastede hun hovedet tilbage i et forsøg på at få den på plads igen. - Elles noget? Hun pakkede mørbraden ind i papiret og tørrede fingrene i forklædet, tog imod pengene og gav tilbage. Alt sammen uden smil. Uden at se interesseret ud. Hun lignede én, der var pisseligeglad med alle kunder. - Sodan. - Farvel. - Farveller tak. Det sagde hun i det mindste. Farveller tak. Hvis det var slagteren, der ekspederede, var der andre boller på suppen. Han smilede venligt til én og snakkede, som om man var en særligt vigtig kunde i hans butik. Han var en lille, rar mand, der glad og gerne skar prøver af kødet, så man lige kunne smage. Hvis konen kom forbi, ændrede han sig. Han blev mere fåmælt, tavsere, men der hang stadig noget venlighed over ham. Når man bor i en lille by i udkantsdanmark, kan man godt blive en smule ærgerlig over, at slagterens kone er sådan en kold skid. Hva fanen. Burde vi ikke være en smule interesseret i hinanden herude ved det barske Vesterhav? Kunne hun ikke i det mindste simulere en smule venlighed over for kunderne? Godt nok er der mange turister herude om sommeren, og dem behøver man selvfølgelig ikke være specielt venlige overfor, og det skal siges til slagterkonens ros, at hun ikke gjorde forskel på kunderne. Uanset om de var danskere eller hendes landsmænd fra sydligere egne behandlede hun alle lige skidt. Jeg nævnte det over for Claus, der havde boet her i mange år. - Åh, sagde han, mens han kneb det ene øje underligt i, det tager du såmænd ingen skade af. Jeg skulle til at protestere, da han fortsatte: - Du ved nok slet ikke, at Hilda er møj interesseret i mænd. - Hvad? Jeg måbede over den oplysning. - Ja, hun har da en hjemmeside, hvor hun tilbyder mænd sex. Sådan. - Hvad siger du da? Sex? Slagterens kone? - Ja, og - han sænkede stemmen helt unormalt for ham - det er hård sex. - Hård sex? Jeg blev mere og mere forvirret og forundret. - Med pisk og håndjern og sådan noget, man kan købe i København. Jeg tror sgu ikke engang i Århus. Lettere rystet forlod jeg Claus. - Ja? - Jeg skulle have noget kalvemørbrad. - Ja, so har vi den der majet mør. Hun var kommet ind fra bagbutikken iført en stram sort trikot med røde flanger op langs brysterne og en hundepisk i hånden med sin mand, slagtermesteren, kravlende bagefter kun iført hundelænke. Stonefacet så uendelig uinteresseret på mig. De lange vipper rørte sig ikke. Som en knurrende køter vippede pisken lidt op og ned. Marmoransigtets to øjne fikserede mig et stykke tid, indtil jeg slog øjnene ned. Så slog hun et slag med pisken. Hun bøjede sig frem i vinduet, bagdelen vibrerede, og hun tog kælent en mørbrad med begge hænder og strøg den langsomt fra den ene ende til den anden. - Hvo majet skal du den ha? Mens hun sagde det, stod hun stadig en smule foroverbøjet, så de brede hofter efterlignede græske søjler, mens bagdelens to buer brølede opad mod mig. Hårlokken faldt ned i panden, og hun lod den hænge, mens hendes sensuelle øjne træt hægtede sig i mine. - Var der elles noget? Hun pakkede mørbraden ind i papiret og tørrede fingrene langsomt og omstændeligt i køkkenrullen på disken stadigvæk med sine kolde fiskeøjne borende sig ind i mine, tog imod pengene og gav tilbage. - Sodan. - Farvel. - Farveller tak. Smak. Pisken smældede, hørte jeg, da jeg var på vej ud. - Kom så, hund! Den lille, rare mand, hun var gift med, og som var den egentlige slagter, og som nok var glad for sin importerede Mata Hari, kravlede sagtmodigt efter hende: - Vuf! | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-09-13 15:32:49 |
Sjov! Velskrevet så det' en ubetinget frydefuld fornøjelse at stifte bekendtskab med slagterægteparret i både den ene og den anden fremtoning! Rigtig, rigtig go' gengivelse af tysk accent i dansk!
Anbefaler i øvrigt dine bøger (oplistet i din profil) til øvrige kommentatorer! Kan lånes på biblioteket eller købes online som hardback eller billige e-bøger (www.saxo.com). Uansét version så ubetinget 'pengene værd'!
venligst ...
Anbefaler i øvrigt dine bøger (oplistet i din profil) til øvrige kommentatorer! Kan lånes på biblioteket eller købes online som hardback eller billige e-bøger (www.saxo.com). Uansét version så ubetinget 'pengene værd'!
venligst ...
| Finn Wilkens | 2011-09-13 15:55:26 |
Hvordan kan jeg andet end være glad for din indsats, Haleløs?
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
