 |  | Livet i DK (1k8) |
 |
|
|||||||||||||
|
Rømer bøvser højt, og kaster, i indgroet vane, et kritisk blik på fjernsynsapparatets sorte skærm, der slet ikke er tændt. Et lumpetræf har skaffet Rømer en hel del billig øl, som han har prøvesmagt. De har vist sig at være drikkelige og ok, måske lidt for varme, men det er jo Rømers egen skyld, ikke at vente til køleskabet har gjort sit arbejde. Rømer, arbejdsløs, i værste arbejdsløshedsalder, boende i arbejdsløsheds zone, uden arbejdsløshedsforsikring, uden børn og uden kæreste, tjekker om der er rød trekant på nogen af de piller der gennem tiden har arbejdet sig op, i skabet over håndvasken. Er der nogen af dem der har nogen værdi, kan de enten sælges eller ædes. Status og værdier gøres op, som de fattige tæller deres mammon. Alkoholen der suser rundt i krop, hjerne og centralnervesystem, har genereret et midlertidigt hukommelsestab om at den alt overskyggende tandpine der ellers har varet over en uge, er forsvundet af sig selv. Rømer retter på brillerne for at se teksten i det rette lys, og læser noget volapyk på etiketten, men trekanten er der, den røde. Fanden tage mig om ikke det er lægeordineret narko, siger Rømer til sig selv, i det sprog han har lært i TV. Det var politiet der havde kostet ham arbejdet, de var kommet om morgenen, en time efter han var mødt, og havde taget ham med på stationen. Her havde de råbt ham ind i hovedet at han var en tyv og at han ville komme for en dommer og blive straffet og komme i fængsel. Rømer havde sagt nej og nej, men politiet ville ikke høre, de havde beviser sagde de. Det var alligevel ikke Rømer der havde stjålet noget, politiet havde taget fejl, men fyret fra sit arbejde, det blev han, kort tid efter, koordinering var begrundelsen. Statsministeren havde efterfølgende elimineret hans arbejdsløshedsforsikring og jobcenteret fortsatte hvor politiet slap. Rømer følte sig uønsket i samfundet. Nogle venner havde Rømer dog, i hvert fald havde de solgt ham en del billige øl, der var ok med procenten. Det snurrede godt i kraniet. For nogle år siden havde Rømer brækket armen i en arbejdsulykke og var kommet på hospitalet. Da han blev sendt hjem fra sygehuset måtte han konstatere at han var morfinafhængig, men da lægen ikke ville fortsætte leverancen af morf, tyede Rømer til selvhjælp, og havde opbygget et hashforbrug siden da. Rømer havde ikke været stolt af dette, men var pt. ligeglad, da resten af verden alligevel var ligeglad med ham, kunne han vel tillade sig også at være det. Rømer drømte om at rejse til USA, Indien, New Zealand eller andre eksotiske steder, men kunne i ædru tilstand ikke se hvordan han skulle tjene til føden uanset hvor han befandt sig. Han kunne jo ikke leve af at kunne tale dansk, især ikke når han ikke kunne de andre sprog særlig godt, og indisk slet ikke. Men drømmene mente han alligevel han havde ret til at have, der var jo ikke noget andet at holde fast i. Politiet havde Rømer efterhånden tilgivet, det var jo også kun mennesker, og de var jo også begejstrede for at gøre et hurtigt stykke arbejde, selvom han i et langt stykke tid var ærgerlig over, ikke i det mindste at have fået en undskyldning. Selv om de skyldige til tyveriet var fundet og havde aflagt fuld tilståelse, var den eneste opfølgning for Rømer en skrivelse fra statsadvokaten der meddelte at Rømer forsat var sigtet i sagen og at der som følge af resurse knaphed og mangel på bevisførelse ikke ville foretages yderligere med mindre der på et senere tidspunkt kunne opnås en domsfældelse. Rømer var altså med andre ord skyldig men endnu ikke dømt, og tiden ville, hvis politiet fik penge nok, skaffe beviser til, at en dommer ville sætte ham i fængsel. Sådan. Første gang Rømer læste brevet forstod han ingenting. Ved anden gennemlæsning kunne han se at han var mistænkt, ja nærmest skyldig, i en forbrydelse som han kun kendte gennem politiets forhør. Ved tredje gennemlæsning kunne han se at det var en slags standard skrivelse og at statsadvokatens underskrift sandsynligvis var et stempel. Selv havde statsadvokaten formodentligt intet med det at gøre, sandsynligvis havde han aldrig set det. (eller hun) (ingen diskrimination her) Rømer havde følt sig noget ilde til mode over denne ligegyldighed der blev vist fra retsstatens side og havde været nødt til at drikke sig fuld nogle dage. Selve forhøret, efter at de havde hentet ham på arbejdspladsen, havde varet i 8 timer og da han om aftenen endelig kom hjem, alene, følte han sig godt og vel en halv meter ved siden af sig selv. Selve arrestationen havde været ubønhørlig. Tilbageholdt og arresteret i arbejdstiden uden nogen form for diskretion, hvilket tilsyneladende er en del af forhørsstrategien. Kørt til stationen i reklamebil. Rømer havde fulgt med uden de store protester. Han havde dog, som følge af en indskydelse, om at have ret til et eller andet, spurgt hvorfor de hentede ham. Svaret var at det vidste han vel så udmærket og da han forlangte det uddybet; at tyveri var strafbart, hvilket de to statsansatte betjente i gensidig overensstemmelse gav udtryk for var morsomt. Rømer der ikke havde stjålet noget, eller gjort nogen anden lovovertrædelse, end at køre beruset på cykel, gå over for rødt og pisset i naturen, kunne ikke helt følge politiets galgenhumor. De kunne ikke kende til hans lovovertrædelser og da slet ikke til noget tyveri, som han slet ikke havde begået. Politiet havde en mærkelig opførsel og burde hjælpes, var Rømers tanker. På stationen var en forhørsleder og en anden person tilstede. Den anden person end ikke svarede da Rømer sagde goddag til vedkommende. Rømer der muligvis havde talt for lavt gentog den formelle hilsen men den politiskjorte beklædte person fortsatte med sin tavshed ledsaget af en aditude om at nedrige personer som Rømer sandelig skal ignoreres. Den talende forhørsleder påstod vedvarende at Rømer var skyldig i tyveri og at han lige så godt kunne tilstå med det samme, og ved samme lejlighed tilstå alt øvrigt hvad Rømer måtte havde på hjertet. Få gjort rent bord, som forhørslederen udtrykte det. Rømer havde ingen intentioner om at nævne at gå over for rødt eller sige at han formodentlig havde kørt på cykel i beruset tilstand og svarede derfor at de spildte deres tid med hensyn til opklaringen af det påståede tyveri, og at de burde lede et andet sted hvis de ønskede det opklaret. Dette havde ingen effekt på forhørslederen der valgte at tage hårdere fat i Rømer for at opnå en tilståelse. Der blev taget billede af Rømer både forfar og i profil, selvholdende et 4 cifret nummer lige under hagen. Fingeraftryk, på gammeldags maner med tryksværte, og sluttelig en dna prøve i form af spytprøve. Tilbage i forhørslolalet. Efter nogle timer blev ransagning af Rømers beboelse bragt på bane, han kunne selv vælge mellem to senarier. 1: Sidde varetægtsfængslet indtil en dommerkendelse blev fremskaffet, - og det var der ingen tvivl om at den ville komme, dette kunne dog tage et døgns tid eller lignende, hvor Rømer så skulle side isolationsfængslet. 2: Frivilligt, fra Rømers side, at lade politiet gennemsøge privaten og få det overstået, det ville jo ske alligevel. Den døve, eller uopdragne, politikollega der stadigt var i rummet viste sig at være referent og havde til opgave at klapre på en skrivemaskine selv om computeren for længst var opfundet. Døv var han altså ikke, siden han skrev ned hvad han hørte. Rømer kunne ikke sige sig fri for en vis antisympati over for vedkommende, hvilket ærgrede ham og han fandt sin egen reaktion irrationel. Han kendte jo ikke vedkommende, og tilsyneladende var betjentens opgave at ignorere mistænkte, samtidig med at være fuld opmærksom på hvad der forgik og hvad der blev sagt. Alt sammen meget nedværdigende syntes Rømer. Rømer valgte omsider nummer 2, få det overstået, og dette blev ivrigt klapret ned på skrivemaskinen som var der affyret et startskud. Dumme svin tænkte Rømer. I patruljevogn parkeret uden for Rømers adresse varede ransagningen 50 minutter hvorunder der blevet taget 23 billeder med digitalkamera. Rømer der blev beordret stilsiddende i sofaen blev jævnlig spurgt om hvor han havde dette og hint fra, og om tilhørende kvitteringer og blev ikke troet uanset hvad han svarede eller hev frem af beviser på køb. Transport tilbage til forhørslokalerne. Stille. Forhørslederen sagde ikke nogen, men sad og nussede med nogle papirer uden for Rømers synsvinkel. Den uopdragne kollega prøvede på at ligne en robot hvor batterierne var taget ud, men kun ikke undlade at give svage udtryk for at han kedede sig bravt. Tiden gik. Rømer havde lejlighed til at kigge rundt i lokalet og orientere sig om hvad der hang på væggene og hvilken radiatortype der var monteret og hvilken termostattype den var udstyret med, samt gulvets beskaffenhed, termoruderne hvor den ene var punkteret, bordet foran sig, stolen han sad på, de øvrige stole, mærket på skrivemaskinen den uopdragne robot sad med, samt hvor lang tid siden det var Rømer havde fået noget at spise eller drukket så meget som en kop kaffe, osv. Tiden gik. Dette var åbenbart udholdenheds-forhørs-fasen. Rømer der ikke havde gjort noget der berettigede til situationen, satte tankefunktionen i gang. Efter et velovervejet ordvalg spurgte Rømer om han måtte sige noget, velvidende at det var det forhørsteamet havde ventet på. Ja det måtte han. Rømer spurgt i en lang sætning om ikke politiet opdagelses personel var skolet i at kunne se på kropsholdninger og reaktionsmønstre om hvorvidt en arrestant løj eller ej. Spørgsmålet blev ikke besvaret. Og ventetiden satte ind igen. Tiden gik i stilhed, forhørslederen rodende ukoncentreret med papirsider, skribenten stor-kedende sig, Rømer med sulten knurrende mave. Som ved et tids udløb, eller aftalt opbrud, sagde forhørslederen at Rømer nu skulle føres til gerningsstedet, for at få ’opfrisket hukommelsen’ som han kaldte det. Transport på bagsædet i bil, hvis bagdøre kun kunne åbnes udefra. De ca. 15 kilometer blev tilbagelagt i patruljevogn af to ikke tidligere sete politibetjente. På stedet kunne der ses nogle bygninger. Med opgivende mine, udtrykte de ledsagende statsansatte at det altså var her Rømer havde stjålet tingene. Efter nogen kedsommelig sparken i gruset og trækken tiden ud, meddelte de så Rømer at han var løsladt. Betjentene satte sig ind i patruljevognen og startede motoren. Rømer stod og ventede at se deres afkørsel mens maven der ude af rutine, klagede sin nød over udeblivelsen af klokkeslæts sædvanlig fødeindtagelse, nu på 6. time. Rømer vurderede godt at kunne gå de 15 kilometer om det skulle være. At komme op på tommelfinger ville selvfølgeligt være udelukket, det havde hollywood film for længst ødelagt. Betjentene i vognen ventede længere end andre der ville give sig af sted med at køre. De ventede måske på at Rømer plagende skulle tigge dem om at tage ham med i bilen. Sekunder gik. Sideruden blev rullet ned. Vil du med ? Hvad skulle Rømer svare ? Selvfølgelig ville han hellere køres den lange strækning end spassere, men de slette folk der havde lagt beslag på de sidste 8 timer af hans liv var han ikke helt villig til at udvide bekendtskabet med. Rømer kørte med. Det er nu 2 år siden. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-05-29 07:38:00 |
Stærk og bevægende vist nok realistisk tekst som kalder på mere af Rømers tragiske historie.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
