 |  | Caroline, komtesse de Chambrey - 4. kapitel |
 |
|
|||||||||||||
|
Aftenens store festmiddag blev en af grevinde Amalie Sophies mest overdådige i slottets riddersal. Dens hvide søjler og farverige malerier var rammen om gæsterne, der sad ved borde med hvide duge, kulørte blomster og levende lys. Bordene var stillet op, så man havde et godt overblik over dem alle fra højbordet. Her sad Caroline omgivet af sine stolte forældre. Hovedretten blev serveret, og grevinden fulgte nøje, at alt gik rigtigt til, mens komtessen lod sit blik vandre. Ved de nærmeste borde sad baronen og baronessen og andre af fornem eller holden byrd. Alle omkring Caroline var modne og ældre, og hun tog sig flere gange i at se ned til salens fjerneste ende. Der sad de unge, og dem der var nederst på grevindens rangstige. Her så man stort på etikkens krav om stilfuld tale mellem retternes servering. Philippe sad også dernede. Endda med ryggen til Caroline. På dette punkt fortrød hun, at hun havde overladt bordplanen til sin moder. Andet var der heller ikke at klage over. Når moder indbød gæster, blev alt planlagt ned i de mindste detaljer, og indtil nu var dagen forløbet som ønsket. Det var lidt kedeligt at sidde udstillet til højbords, men Caroline havde i løbet af dagen vænnet sig til at være midtpunkt. Nu og da udbragte gæsterne en skål til hendes ære. Efter den første ret havde fader endda rejst sig og holdt en rørende tale for hende. Da var Caroline sikker på, at hun havde rødmet som et modent kirsebær. At hun havde rejst sig og omfavnet greven, inden han nåede at udbringe en skål, havde i hvert fald glædet ham. Gæsterne havde også haft små smil på læberne, og selv grevinden havde set på dette brud på reglerne med overraskende milde øjne. Nu glædede Caroline sig til, at desserten snart var serveret og spist, for da ville salen blive ryddet, og så skulle der danses. Det elskede hun, og da ville hun se Philippe igen. Han ville vel byde hende op til dans. Det skulle han! De måtte mødes og få talt ud. Gerne snart! Kogte frugter i sukkerlage, toppet med flødeskum blev serveret og pludselig, midt i de fornemme samtaler, gjaldede en kraftig stemme. "Udbring med mig en skål for salens vilde rose. Dugfrisk, bedårende og stikkende som en tirret hveps har hun også erobret mit hjerte. En skål til ære for vor smukke fødselar, Caroline de Chambrey!" Philippe, der havde rejst sig, hævede nu sit glas, men kun få fulgte ham. Flertallet afventede spændt grevens reaktion på denne usædvanlige skåltale. Greven troede ikke sine egne øjne og ører. Stod baronens unge lømmel ikke der og erklærede Caroline sin kærlighed? Og sad hun ikke der og var smilende livsglad igen? Jo, og det var både frækt og modigt af Philippe at stille sig op foran denne store forsamling af høj og lav. Det kunne greven lide, for det kunne han selv have fundet på. Det burde han også have gjort i Versailles i sin tid. Sikke en ballade der ville være blevet i de fornemme saloner. Greven lo ved tanken om de fines måbende ansigter, idet han rejste sig og løftede sit glas. "En skål for min skønne, vilde rose!" råbte han, og så kom alle på benene. Greven lo stadig, da han så baronens lettelse. Grevinden var stadig stram i masken, men andet ville heller ikke ligne hende. Greven vidste kun alt for godt, at hun ønskede sig en hertug eller gerne mere som svigersøn, men Greven havde brug for en, der ville dyrke og lave vin. For eksempel én som Philippe, der fra barnsben havde fulgt sin fader i markerne og vinkældrene. Knægten var heller ikke bange for selv at tage fat, og det var et stort plus i grevens øjne. Baronens ældre sønner havde kun udvist den samme ringe interesse for at lave vin som Jean Charles, så baronen var nok ikke meget for at den driftige søn blev hentet til Chateau de Chambrey. Her stod østfløjen for det meste ubenyttet hen. Den kunne nemt indrettes som gemakker til de unge vildkatte. Så hvis Carolines charme ikke kunne overtale Philippe til at bosætte sig her, da kunne en stor pose penge under bordet til baronen det med garanti. Caroline følte glæden strømme fra sin fader, der sad med et fjernt blik i øjnene og et stort smil på læberne. Nu sad han igen og dagdrømte, men nu måtte folk da være blevet færdige med deres dessert, og så skulle der jo danses! Hun lagde sin hånd på sin faders, gav den et lille klem og lo, da han kom til sig selv med et lille spjæt. Musikken spillede op, og Caroline viftede veloplagt med foden. Foran hende og gæsterne lå fornøjelige timer med lancier, menuetter og valse. Komtessen elskede dem alle. Hun var snart på gulvet med sin første kavaler fra dansekortet, og musikken fik blodet til at rulle ekstra hurtigt i hende. Der var åbenbart ingen ende på alle dem, der ville byde den kønne komtesse op til dans, men hun spejdede efter én bestemt, hun gerne ville svinges i dansen af. Hun havde kun set få glimt af Philippe, der ellers var en habil danser. Han kunne lige vove på at svigte hende i dag. Det ville han komme til at angre. Caroline takkede høfligt nej til endnu en kavaler og gik til buffeen. Her tog hun nogle søde kager og fik skænket et glas vin. Da hun vendte sig for at gå, stødte hun ind i Philippe. Hendes fyldte glas skvulpede over og lavede våde pletter på hans skjorte. De så dem brede sig, og Caroline tog sig selv i at ville sætte læberne på stoffet og suge væden op. Rødmende over sine dristige tanker, så hun op i Philippes mørke øjne. De var igen dragende, og hun følte, at de både holdt hende fast og trak hende til sig. Hun kæmpede først imod, men ønskede snart at give sig hen. Dog kun et fristende øjeblik. "Nå, der er du omsider! Hvem har du føjtet rundt med hele aftenen?" udbrød Caroline heftigt, og Philippe så drillende på hende. "Ingen. Jeg har skam holdt mig for mig selv. Turde ikke nærme mig andre af ballets unge skønheder." Philippe løftede sin hånd, hvor tandmærkerne stadig var synlige. Selv om komtessen straks fik ondt af ham, syntes hun også, at han blot havde høstet, som han havde sået. "Og inden du føjter videre til din næste tøjte, da vil du måske beære mig med en dans?" spurgte hun, og han nikkede svagt. "Gerne. Men kun en vals. Det andet skabede pjat gider jeg ikke." Philippe så hånligt på de dansende i menuetten, og Caroline sukkede. "Men, Philippe, der er så mange, der vil danse med mig. Moder er vist klar med den næste i rækken." "Ja, og han er sikkert et godt parti med bunker af penge, og hvis han også har en titel, så klapper fælden omkring den små Caroline," hviskede Philippe, imens han og komtessen betragtede den korpulente, grånende herre ved grevindens side. Hun vinkede igen, og Caroline tog en hurtig slurk af glasset, imens Philippe vinkede belevent til grevinde Amalie Sophies med ét stramme ansigt. "Caro, husk nu, at du lige er blevet myndig og fri," sagde han og smilede stort over til grevinden, da komtessen rynkede sine øjenbryn. "Ja! Det er jeg!" "Så nu behøver du altså ikke at komme springende, hver gang din søde moder kalder," fortsatte Philippe, og Caroline trampede i gulvet. "Nej! Og det gør jeg da heller ikke." "Ikke?" spurgte Philippe muntert, og Carolines blik flyttede sig fra hendes utålmodigt vinkende moder til vennens drillende blik. "Nej! Og nu, kære ven, byder du mig venligst op til dans." "Tør jeg andet?" spurgte Philippe, og da fik han en albue i siden. Deres første dans var en af Philippes forhadte menuetter, og Caroline morede sig kosteligt over hans overdrevne, elegante bevægelser. På sin egen måde nød hun også, at han både var stærk og smidig, men vidste ikke rigtigt hvorfor. Den næste dans blev en vals, og de unge fandt hurtigt hinanden. Komtessen befandt sig godt i Philippes favn. Hun følte sig tryg og blev varm i kroppen, når han var så nær. Hendes hjerte slog, som om hun allerede blev svunget i dansens raske trin, og hun turde ikke møde hans blik. I stedet lagde hun hovedet mod hans skulder og sukkede hengivent. Musikken brusede, og de dansende hvirvlede rundt og rundt. Caroline elskede musikken og farten og ikke mindst at befinde sig i Philippes stærke favn. Hun følte sig nu også lidt svimmel, men på en berusende dejlig måde. Da hun vidste, at Philippe nemt kunne holde hende, lagde hun hovedet tilbage og lod sin latter blande sig med den livsglade musik. Grevinden viftede sig heftigt, men greven lo og blev varm i hjertet ved synet af de dansende. Caroline og lømlen var et betagende par. En sand fryd for hans øjne og en slem torn i grevindens. Det var greven nu godt klar over. Han havde også måttet høre på fruens jammer over, at Caroline havde brændt sin opofrende moder af og ladet hende stå tilbage med flere danselystne, fine, modne herrer. At Caroline foretrak sin unge lømmel, det forstod greven til fulde, og at hun igen havde gjort oprør, det glædede ham inderst inde. Hun havde hans rebelske og ligefremme sind og var sin faders øjesten. Det ville hun altid være. Musikken stoppede alt for hurtigt for Caroline, der nu slet ikke havde lyst til at danse med andre end Philippe. Han slap hende langsomt, og hun trak sig kun nødigt tilbage fra ham. "Nej, pyh, hvor har jeg det varmt, Philippe," betonede hun, og da han bare nikkede venligt, rullede hun med øjnene, "og det betød altså, at jeg gerne vil ledsages ud i den kølige luft. Ja, af dig, Philippe!" "Jamen, Caro, din kære moder kalder vist på dig og ... " "Jeg tør godt gå rundt derude helt alene!" afbrød komtessen hidsigt, og Philippe bød hende leende og galant sin arm. Den smukkeste del af parken med springvandet og mange, duftende blomster var romantisk oplyst af kerter i små lamper. Caroline og Philippe var ikke det eneste unge par, der sværmede herude, og komtessen lod sig gerne rive med af stemningen. Hun og Philippe gik stille rundt i havens dunkle skønhed. De talte ikke meget sammen. Det havde de aldrig gjort. De forstod hinanden på væremåde, mimik og små variationer i tonefaldet. Ved springvandets rislen omfavnede de unge hinanden og lyttede til musikken fra slottet. "Hvornår rejser du til Versailles?" brummede Philippe, og Caroline sukkede dybt. "Allerede i næste uge. Men om kun ganske få måneder, så er jeg hjemme igen!" Hun løftede sit blik, men de mørke øjne, der mødte hendes, var bestemt ikke glade. "Til den tid er jeg måske rejst. Og er langt borte herfra," sagde Philippe stille, og glæden begyndte at sive ud af Caroline. "Men, men hvor skal du hen? Din fader har brug for dig og din hjælp med vinen." Hun så op på Philippe, men hans øjne undveg hendes. "Fader har fået brev fra en højtstående officer i hæren. Den mangler unge mænd af gode familier som nye befalingsmænd. Jeg kunne få mig en god karriere der." "Nej! Det kan dine dumme, dovne brødre da gøre!" råbte komtessen, og Philippe smilede til ilden i hendes øjne. "Men jeg kunne blive til noget ... og tilbyde dig en fremtid, Caro, er en status som officersfrue mon fint nok til dig? Og vil du vente på mig så længe?" "Ja! Ja, jeg vil. Så længe vi er sammen, er jeg ligeglad med, hvad du er." Caroline omfavnede Philippe heftigt og gøs af lykke, da han også lagde sine arme fast omkring hende. | ||||||||||||||
 | Amanda Gyldenlyng | 2012-03-31 21:32:36 |
Hej igen.
Læste kapitlerne i et stræk, så her kommer lige et par ord til fjerde kapitel.
Det lyder som en ganske fornøjelig fest, hvor der kun er en slange i Paradiset, nemlig grevinden, det sure løg.
- men jeg undrer mig nu en smule over, at der ikke bliver fuldt op på, hvad han lavede med den rapmundede pige, der blev skubbet i dammen. Er den episode mon glemt eller følges der op på den senere?
Hrm? Nå så Phillipe vil være soldat. Så må man da ikke håbe, at der udbryder krig.
Fint sprog og et okay plot.
Personskildringen er et tilpas miks af klar sort-hvid fremstilling og nogle differentierede personlighedstræk, der ikek går dybt nok til at skræmme målgruppen. Tror jeg da ;-)
Vh. Amanda
Læste kapitlerne i et stræk, så her kommer lige et par ord til fjerde kapitel.
Det lyder som en ganske fornøjelig fest, hvor der kun er en slange i Paradiset, nemlig grevinden, det sure løg.
- men jeg undrer mig nu en smule over, at der ikke bliver fuldt op på, hvad han lavede med den rapmundede pige, der blev skubbet i dammen. Er den episode mon glemt eller følges der op på den senere?
Hrm? Nå så Phillipe vil være soldat. Så må man da ikke håbe, at der udbryder krig.
Fint sprog og et okay plot.
Personskildringen er et tilpas miks af klar sort-hvid fremstilling og nogle differentierede personlighedstræk, der ikek går dybt nok til at skræmme målgruppen. Tror jeg da ;-)
Vh. Amanda
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Pigen fra dammen er bare et lille stykke legetøj for de fine, så hende hører du ikke mere om. Vi er jo i en tid, hvor de rige og herskende ikke regnede dem under sig for noget. Glæder mig, at de sparsomme personskildringer ikke lader til at skræmme nogen i målgruppen ;o) Vi er jo i den letbenede genre.
mvh. BB