 |  | Ren |
 |
|
|||||||||||||
|
Ned over hendes sprækkende, hvide hænder løb det lunkne, klare vand. Hun gned godt mellem fingrene og sluttede af med tommelfingeren, som hun havde for vane at gøre. En følelse af renhed ramte hende. Hun greb et stykke papir og lukkede for hanen med det. Derefter tog hun tre nye stykker papirer og tørrede sine hænder. Tre stykker. Altid. Det løse ærme lod hun glide ned over håndleddet og videre ned til fingrene, åbnede forsigtigt toiletdøren og trippede tilbage til klasselokalet. Klassekammeraterne stirrede på hende. ”Du kan lige så godt lade være med at komme. Du bruger jo alligevel mere tid uden for klasseværelset,” havde de engang sagt til hende. De vidste udmærket godt, hvad hun havde lavet, og hvad hun havde i sinde at gøre om 60 minutter igen. En sygdom, kaldte de det. Hun var syg. Så lydløst som var muligt, fandt hun sin plads bagerst i klasseværelset. Hr. Laursen skævede til hende. Hun så det ikke, men hun kunne mærke det. Det var sådan et af de blik, der sagde, at hun altså ikke var helt normal hende Maya. Sådan var Hr. Laursens blik altid, når hun i hans timer havde slemme tanker og måtte vinde sin renhed tilbage igen. Resten af timen havde Maya siddet og kigget ud af vinduet. Hun havde følt en form for længsel efter dengang hun kunne løbe og lege mellem græs og træer, fugle og biller uden følelse af angst og skyld. Det var tiden inden, hun fyldte ni år. Det var et forbipasseret kapitel, men hvor hun dog længtes. Den kommende dag ville det være syv år siden. Det ville være syv år siden, hun var ni år og tre måneder. Det ville være syv år siden det forfærdelige. Kantinen var fyldt til randen af sultne, ivrige teenagere. Som vilde dyr opførte de sig. Maya banede sig vej gennem mængden og fandt frem til et tomt bord. Det stod placeret så langt væk fra salget af varm leverpostej og ost, som var muligt, hvilket passede Maya perfekt. Ingen skulle få hende til at putte ulækker, fedtfyldigt leverpostej i sin mund. For syv år siden ville det ikke være noget problem, men nu var det noget andet. Den slags hørte barndommen til. Maya trak en stol ud fra det lille bord og satte sig til rette. Hun fiskede fysikbogen op ad tasken. Når hun så ofte gik fra Hr. Laursens timer, kunne hun da i det mindste gøre sig den umage at lave lektier. Mayas øjne gled ned over bogens sider. Hun forstod ikke meget af det med fysik. Ordet behagede heller ikke hendes sind. Det mindede for meget om fysisk, og det var noget Maya holdt sig langt fra, så når hun nu endelig skulle være syg, så var det godt, at det ikke var fysisk. Det var mentalt. Det havde hendes klassekammerater selv sagt. ”Hva’ så, Maya? Skal du ikke en tur ud at vaske dine hænder? Det har du jo slet ikke gjort i dag,” lød det bag Maya. Hun vendte hovedet og fik øje på Henrik. Hun svarede ham ikke. Hun kunne udmærket høre, at den sidste del var ironisk. Henrik gik i hendes klasse og kunne godt være ond engang imellem. Det var ham, der havde fortalt hende, at hun var syg. Da de andre fra klassen hørte det, begyndte de også at fortælle hende det. Ofte. Da klokken den dag ringede ud for sidste gang, gik Maya som sædvanlig sin vej forbi toilettet. Hun kunne ikke gå hele vejen hjem med urene hænder og skyldighed over hendes krop. Hjemme var Mayas mor i fuld gang med at kokkerere, samtidigt med hun susede rundt for at tørre støv af diverse overflader i huset. ”Hvorfor det hastværk? Skal vi spise tidligt i dag?” spurgte Maya sin mor. Det gav et sæt i moren, da hun hørte Mayas lyse stemme. ”Nej, det er ikke derfor. Grethe og Per kommer og spiser med i aften. Det er så lang tid siden vi har set hinanden. Hvis jeg ikke tager fejl, så tror jeg ikke vi har set dem siden Per babysittede dig,” svarede moren undrende, mens hun satte en steg i ovnen. Grethe og Per var Mayas tante og onkel. Hun havde ikke set dem i knap syv år. Hun var kommet med undskyldninger hver gang, de havde spurgt, om hun ikke havde lyst til at komme på besøg. Inderst inde kunne hun ikke lide Per. Han elskede dog hende, det vidste hun, for det havde han selv sagt, og når folk elskede en, kunne man ikke bare gå rundt og ikke syntes om dem. Hvis Per havde gjort noget dumt, måtte Maya tilgive ham. Det lærte hun den første dag i tredje klasse. Derfor blev hendes afsky til Per, hvor den hørte til; inderst inde. Mayas mor tog hende i at stå og stirre ud i luften: ”Du må hellere se at gøre dig klar, Maya. De kommer allerede om en times tid.” Maya travede gennem stuen og hen mod badeværelset. ”Ikke noget med vandpjaskeri nu. Du var i bad i morges.” Maya lukkede ørerne. Hun tændte for vandet, som spredte sig langsomt i badekarret. Hun frøs og så frem til at lægge sig til rette i det rene. Da vandet stod så højt, at det næsten nåede kanten, rev Maya sit tøj af og lagde sig. Vandet varmede om hendes kolde, benede krop. Hun hvilede hovedet på karrets kant og lukkede øjnene. En time endnu, tænkte hun. Efter et ubestemt tidsrum åbnede Maya øjnene. Hun rakte hånden frem og fik fat på badesvampen og hældte shampoo ud over den. Straks begyndte hun at skrabe af alle sine kræfter på den i forvejen papirstynde hud. Vandet havde blødgjort den så meget, at hun skrabede hele, små flager hud af. Porcelænshvid skulle hun være. Svampen kørte hastigt op og ned ad hendes ben, lår, mave og arme. Den gravede næsten hendes hud itu. Badeværelset græd med hende. Vandet, der nu var mere lyserødt end klart, plaskede ud på klinkegulvet, da Maya efter flere pinefulde minutter smed sig tilbage i karret af udmattelse. Hun tog bundproppen op og lod karrets vand løbe ud. Hun rejste sig langsomt og tændte for bruseren. Nu var det hårets tur. Det der altså var tilbage. På den seneste tid havde mere og mere forladt Mayas hovedbund. ”Hvad er det, der tager så lang tid? Er du i bad igen nu?!” Maya sukkede. Hun hørte fodtrin trampe rundt i huset og tilbage til badeværelsesdøren. ”Åben lige,” sagde hendes mor, mens hun bankede hårdt på døren. Maya skyndte sig at dække sin krop med et stort håndklæde og gik hen for at åbne for sin mor. ”Her,” sagde hun og rakte en stor bøtte frem. ”Her er noget creme, du kan smøre din hud med. Det er slet ikke sundt at gå i bad så tit, Maya. Din hud har brug for fugt.” ”Okay,” svarede Maya og tog imod bøtten. Hun lukkede hurtigt døren og stillede bøtten fra sig. Hvorfor skulle hun lade bakteriefyldt creme trænge ind i den krop, hun lige har brugt så lang tid på at få ren? Aldrig i livet skulle hun fedte sin hud til med den slags. Efter den beslutning gik hun ind på sit værelse. Hun smed sig på sengen. En tåre eller to trillede ned af hendes kind. Syv år siden. Kun nogle minutter endnu. Dørklokken ringede. Fodtrin trampede rundt forskellige steder i huset. Mayas far var vågnet fra sin middagslur. Hun havde lige nået at få tøj på sin krop, da hun hørte en kvinde og en mand snakke og grine ude i entreen. Maya trækkede vejret dybt ned i lungerne og gik så ud og hilste på. Grethe faldt straks om halsen på Maya og udtrykte en ekstrem glæde ved at se hende igen. Maya var nær væltet. Grethe var en kraftig kvinde og havde en god sjat spæk på sidebenene. Men sød det var hun nu. Maya vendte hovedet og fik øje på Per. Hun fik klemt et smil frem på sine læber. Det strammede og føltes unaturligt. Per smilede så tænderne flagrede og styrtede hen og tog om Maya. Han holdt hende i et fast kram. Det var ubehageligt, syntes hun, men Per elskede hende jo. ”Sæt jer bare til bords,” lød det fra køkkenet. ”Maden er klar!” Maden. Det var noget der interesserede Maya. Hun elskede at tilberede og kokkerere, men det var der jo ikke noget ved, hvis hun selv skulle spise det bagefter. Faktisk undgik hun helst den del. Hun kunne bedst lide at lave mad til andre, for hun vidste, hvor meget god mad betød for folk. De voksne satte sig til rette ved bordet. Derefter satte Maya sig og til sidst kom hendes mor med uendelige fade og skåle fyldt til renden med mad. De andre tog for sig. Som snakken gik og Maya var i gang med at slippe for at spise, brød Grethe ind: ”Vi har forresten en overraskelse til jer,” sagde hun smilende og kikkede på Mayas mor og far. Maya så op. Overraskelser var ikke noget hun var glad for. Især ikke, når de kom fra det ægtepar, hun sad til bords med lige nu. Grethe fortsatte: ”Værsgo,” sagde hun og rakte mor en kuvert. Mens mor i spænding åbnede den, fortalte Grethe: ”Per og jeg vandt et weekendophold i Sverige for to, men Per kom med den geniale idé at forære den til jer som en gave fra os. Det er så lang tid siden, vi har set hinanden, og det er vi så kede af.” Mayas mor og far var ved at sprænges af glæde. Hun håbede så inderligt på, at de var for godhjertede til at tage imod gaven og ville give den tilbage. Hendes håb var forgæves, da Grethe fortalte, hvad de mere havde tænkt sig: ”Vi har tænkt over det hele. Færgen går i nat, så I har et par timer til at pakke nu, men vi bliver her i nat og i morgen sammen med Maya, så hun ikke skal være helt alene hjemme.” Maya stivnede. Hun troede, at denne fase i hendes liv var forbi. Hvorfor skulle hun akkurat udsættes for det igen? Hun havde mest af alt lyst til at græde og aldrig stoppe, men det kunne hun ikke. Hun blev bare ved med at sidde helt stille for bordenden. Hun havde forsøgt sig med at se glad ud på sine forældres vegne, men det måtte hun opgive. De næste timer farede Mayas mor og far rundt i huset og pakkede deres ting. Maya prøvede at forhindre dem i at tage af sted, men intet lykkedes. Hun gemte deres punge, men da de ikke kunne finde dem, lånte de bare penge af Grethe og Per. Maya kunne lige så godt give op. Det var fredag nat og Maya lå i sin seng. Hun ville ønske, hun kunne bruge ordet trygt, men det var ikke tilfældet. Grethe og Per lå i gæsteværelset i den anden ende af huset. Der var nu gået en halvanden time siden de havde lagt sig til ro. Det, der skulle til at ske, tog Maya som en selvfølge. Hun hørte de forsigtige fodtrin finde vej gennem det mørke hus. Hun lukkede øjnene og åbnede dem i takt med hendes vejrtrækning. Håndtaget på døren til hendes værelse blev hevet ned, og døren gav en svag knirkelyd fra sig, da den åbnede. Maya hulkede lydløst to gange og så hen mod døren. Hun tænkte på sidste gang for syv år siden. Sidste gang han gjorde det mod hende. Forgreb sig på hende. Hun kunne ikke se ham, men hun fornemmede hans sleske smil i mørket. Der lød skridt igen og denne gang bevægede de sig helt hen til sengekanten. Han lagde sig ved hende og tog sine brede arme om hende, som han havde gjort i entreen. Hun lukkede øjnene og holdt tårerne tilbage. ”Du ved godt, hvorfor jeg gør det, ikke Maya?” brummede han. ”Du elsker mig,” peb Maya. Det samme, klamme smil som hun kendte så godt, bredte sig over hans læber. ”Det er nemlig rigtigt. Det er fordi jeg elsker dig.” | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-01-13 21:07:31 |
Fremragende tekst, som indeholder så megen velforberedt hæslighed, at det gør helt ondt i maven og hjertet.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| stinesvei | 2014-01-13 21:28:54 |
Tusind tak :-)
| nhuth | 2014-01-14 19:36:40 |
Tak for opdateringen med foretagne bitte små ændringer. Måske var det kun én?
Nu står teksten endnu stærkere.
Og dermed hvad den vil med mig og andre læsere.
Vh.Nhuth
Nu står teksten endnu stærkere.
Og dermed hvad den vil med mig og andre læsere.
Vh.Nhuth
| dry/humor | 2014-01-16 23:52:51 |
Øv :( men rigtig godt skrevet
Eneste jeg tænker er, at titlen kunne være lidt mere fængende/ond...
Fx "du er jo syg" som en ekstra understregning af stigmatiseringen ovenpå overgreb (eller en anden ond kommentar du kunne arbejde ind i teksten et sted)
Eneste jeg tænker er, at titlen kunne være lidt mere fængende/ond...
Fx "du er jo syg" som en ekstra understregning af stigmatiseringen ovenpå overgreb (eller en anden ond kommentar du kunne arbejde ind i teksten et sted)
| haleløs | 2014-07-28 18:46:44 |
aldeles relevant tekst om 16-årige Mayas rituelle ODS-besættelse, anorexi (?) og grimme oplevelser med Onkel Per. Det er psykologisk rigtigt at Maya kryber tilbage i offerrollen og den fælles 'hemmelighed'!
Profilerne Chilsen og Sweets skriver ca. din genre ;)
venligst ...
PS " Det var et forbipasseret kapitel, ..." hmmm; ville foreslå 'overstået (tænkte forf. måske på 'forpasset' ?)
En del bøjningsfejl; man lÆgger sig i badekarret, man FAR rundt i huset
vær sød at opdatere din profil med, hvorvidt du ønsker disse småting påpeget?
Profilerne Chilsen og Sweets skriver ca. din genre ;)
venligst ...
PS " Det var et forbipasseret kapitel, ..." hmmm; ville foreslå 'overstået (tænkte forf. måske på 'forpasset' ?)
En del bøjningsfejl; man lÆgger sig i badekarret, man FAR rundt i huset
vær sød at opdatere din profil med, hvorvidt du ønsker disse småting påpeget?
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det er dejligt at få påpeget de grammatiske fejl, jeg ikke selv tænker over idet, jeg skriver teksten, så jeg kan få dem rettet. Dog kan man både bruge fór og farede i datid af at fare, hvis det er det stykke, du henviser til i din kommentar :-)
Tak, fordi du tog dig tid til at læse teksten :-)