 |  | Hun stod pludselig under balkonen. Romeos omvendte verden. |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg gik ud af zonen den dag/ zonen er blevet hverdag - et vilkår for eksistensen/ zonen er blevet tilpasningens trendsathed/ zonen skulle aldrig være blevet hverdag/ skulle være forblevet et Midlertidighedens Nød-lazaret - men jeg gik ud af zonen den dag/ jeg vidste godt jeg ingen midler havde udenfor zonen/ at jeg ingen hjælp ville få, og ingen bekendte møde/ men der var en vej, vi talte noglegange om den om natten/ når der var helt helt stille, hviskede vi om den vej/ og om hvor man kunne komme ud på den/. Jeg gik ud af zonen/ og det blev hurtigt mørkt/ jeg måtte søge ly i en gammel rønne, et gammelt forladt hus i to etager, der engang havde været en landevejs-cafe./. Det var så koldt, jeg måtte tænde op i pejsen/ efter at have fjernet en fuglerede fra skorstenen/ og sent på natten hørte jeg en fløjten, og derpå en sang akkompagneret af violin/ nedenfor det vindue, der hørte en balkon til. Der stod en thailandsk udseende kvinde, jeg følte jeg havde kendt en gang i en anden dimension, og sagde til mig, smid dit hår ned, Ranger, hun sagde det med et grin, med charme i sine øjne, smid dit hår ned, Ranger, så jeg kan klatre op. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
