 |  | Hvilken Forskel? |
 |
|
|||||||||||||
|
William sad hjemme i sofaen. Hans kæreste, Agathe, var ikke kommet hjem endnu. Hun studerede psykologi. Det gjorde han jo egentlig også. Men i dag, havde han tidligt fri, hvilket han havde hver fredag. Agathe havde for et par dage siden foreslået, at de skulle have en dejlig hyggeaften denne fredag, hvilket William uden tøven var gået med til. Han elskede hende så højt. Nu kunne han høre Agathe ved døren. ”Hej skat,” lød det ude fra entréen. Det var en dejlig mild stemme, hun havde. Den var som musik for Williams ører. Jo, hun var dejlig. William gik ud i entréen for at tage imod hende med åbne arme. Han kyssede hende, hvorefter de omfavnede hinanden. ”Jeg elsker dig, skat,” sagde han. Hun smilede og svarede: ”Jeg elsker også dig.” De mødtes atter i et kys. Som aftenen nærmede sig, sagde William: ”Skat, jeg har en idé med hensyn til i aften.” Agathe så spørgende på ham og sagde: ”Hvad?” Hun så på ham med det samme blik, som hun havde sendt ham for et par år siden, lige før han erklærede hende sin kærlighed. ”Hvad med om vi spiste ude i aften,” foreslog han, ”og vi så bagefter tog hér hjem og hyggede os?” Hun så lidt skuffet på ham og sagde: ”Vi havde ellers aftalt noget andet.” Han følte en mindre klump i halsen, da han svarede: ”Jeg ved det godt, skat. Men jeg har nemlig en overraskelse til dig.” Hun trak på smilebåndet. ”Undskyld,” sagde hun og kyssede ham, ”jeg troede bare, at du ville ændre på planerne for at gå ud i stedet for.” Han rystede smilende på hovedet og svarede: ”Nej, skat, det er der ikke tale om.” Senere samme aften sad de på Jensens Bøfhus. ”Hvad var det så for en overraskelse, du har,” spurgte Agathe nysgerrigt. William så hende kærligt i øjnene og svarede: ”Det skulle jo egentlig have ventet til lidt senere.” Hun sendte ham et smil, som både viste nysgerrighed og samtidig utålmodig venten. ”Okay,” sagde William og trak en lille æske frem, ”jeg tænkte, at jeg ville give dig en lille gave.” Han skubbede langsomt æsken hen til Agathe. Hun åbnede den, og i æsken lå en vidunderlig ring. ”Skat,” sagde hun, ”det er alt for meget.” Han rystede langsomt på hovedet og sagde: ”Ikke spor.” De lænede sig ind over bordet og mødtes i et kys. Da de senere sad hjemme i stuen og hyggede sig, som de oprindeligt havde aftalt, sagde Agathe: ”Det er i grunden et stykke tid siden, vi har hørt fra Helle, synes du ikke?” William sad tavst et øjeblik. ”Jo, egentlig,” svarede han så. Helle var Williams søster. Hun havde altid haft en vane med at blande sig i, hvad William foretog sig. Helle var vist lidt egoistisk og gik primært efter at få noget ud af alt. Intet havde nogensinde fået lov at gå hendes næse forbi. ”Jeg ved godt, at I ikke altid har det lige godt sammen, skat,” sagde Agathe kærligt, ”men jeg håber da, at I snart kan finde en løsning på det.” William sukkede dybt. ”Det håber jeg også,” sagde han, ”men det er jo også et spørgsmål om, hvor vidt det kommer til at gå.” Tidligt næste morgen ringede telefonen. Agathe svarede, og sagde til William, at Helle ville tale med ham. ”Hvad vil hun nu,” tænkte William. Han gik hen til telefonen, kyssede Agathe og sagde: ”Ja?” I telefonen kunne han høre, at Helle græd. ”Hvad nu,” spurgte William bekymret. ”Will,” svarede Helle, ”du er nødt til at komme hjem til far.” William sukkede og svarede: ”Hvorfor det?” Helle snøftede og svarede: ”Han er syg. Han vil gerne have os alle sammen hos sig. Han har måske ikke så langt tid igen.” ”Hmm,” svarede William, ”okay, jeg kommer. Ses, søs.” William havde aldrig haft de helt store familiære følelser for faderen. Men når han nu var syg, måtte han jo hellere få besøg. Agathe gik hen til William. ”Hvad er der sket,” spurgte hun. William stirrede på telefonen og svarede: ”Min far er syg. Og nu vil Helle have, at jeg skal komme hjem til ham.” Han sukkede. Han kunne mærke en tåre, som pressede på inde bag øjenkrogen. ”Vil du gerne have, at jeg tager med,” spurgte Agathe. William så hende kærligt i øjnene. Han tog hende i sine arme og sagde, at det nok ville være bedst, hvis hun lod være. ”Min far er ikke ligefrem den mest forstående person,” fortsatte William, ”især ikke, når det gælder mig.” Hun nikkede forstående, og sagde: ”Det er okay, skat. Men er du nu helt sikker?” Han rystede på hovedet og svarede: ”Nej, jeg er ikke sikker, skat. Men det er nok bedst sådan.” Han sukkede og gik ud i entréen. Agathe kom hen til ham, kyssede ham og sagde: ”Men vi ses jo i aften.” Da William senere ankom til sin hjemby, stod Helle og tog imod ham på perronen. På vej hjem til faderen, fortalte hun William, hvordan det stod til med faderen. ”Han har det virkelig dårligt,” sagde hun, ”jeg tror det er lige op over.” ”Aha,” svarede William, ”så han har det dårligt? Er du sikker på, det ikke bare er hans samvittighed, der nager ham?” Helle sukkede opgivende. ”Du er håbløs, Will,” svarede hun, ”kan du ikke engang være ked af, at din far er syg?” ”Jo,” svarede William, ”når du siger det.” Da de kom hjem til faderen, gik William hen til hans seng. ”William,” sagde faderen, Alfred, ”min dreng”¦ jeg har ventet dig med længsel.” William så op på Helle og spurgte: ”Med længsel?” Helle sukkede og sagde, at han ikke havde sagt et ord, før nu. ”Aha,” svarede William. ”Min dreng,” lød det svagt fra den gamle, ”jeg har noget, jeg vil sige dig.” William lænede sig ind over faderen, som hviskede: ”Så så jeg dig igen, min dreng.” Faderen udåndede. Helle begyndte at græde. Men William kunne ikke græde. Han så på sin døde far, tog hans hånd og sagde: ”Og du forsvandt igen.” William rejste sig, gik hen til Helle, tog hende i sine arme og sagde: ”Så er hans lidelser ovre.” William gik ud i entréen, tog sin jakke på og gik ned til stationen. I toget på vejen hjem, sad han og tænkte på, hvorfor de to halvsøstre ikke var tilstede, da faderen sov ind. Han sad og tænkte på, hvad han skulle sige til Agathe, når han kom hjem. Han sad og tænkte på, at der aldrig ville blive skabt ro i familien, eftersom han aldrig fik faderens accept. Da han kom hjem, tog Agathe imod ham med åbne arme og kys. ”Hej, skat,” sagde han og kyssede hende. ”Hvordan gik det hos din far,” spurgte hun, ”er det meget slemt?” Han så på hende et kort sekund, før han svarede: ”Han er død, skat.” ”Åh nej dog,” sagde hun med trøstende stemme. William smilede til hende og sagde: ”Det er da bedre, end at han skulle lide mere.” Hun strøg ham over kinden. ”Du er så tapper, skat,” sagde hun. William rystede på hovedet og sukkede. ”Jeg er en kold skid,” sagde han fordømmende, ”jeg kan ikke engang være ked af, at min far er død.” Agathe tog om ham og sagde: ”Du skal ikke bebrejde dig selv. Det er måske bare ikke så nemt for dig at vise følelser, når det gælder din far.” William smilede. ”Var det psykologen, der talte,” spurgte han. Hun trak på skuldrene, lagde hovedet lidt på skrå og svarede: ”Måske, men det var nu mest din kæreste.” William kyssede hende. ”Ved du godt, hvor højt jeg elsker dig,” spurgte William. Agathe rødmede i et smil. Den følgende nat vågnede Agathe, fordi William lå uroligt. Pludselig satte William sig op med et sæt. ”Havde du mareridt,” spurgte Agathe. ”Ja,” svarede William, ”jeg drømte, at min far og jeg var oppe at skændes.” Hun spurgte, om han kunne huske, hvad de skændtes om. ”Vi skændtes om noget,” svarede han, ”som jeg ikke kan huske.” De lagde sig atter ned, kyssede hinanden og gik igen til ro. Næste morgen sad William og Agathe ved søndagens morgenbord. Efter lidt tid spurgte Agathe: ”Sig mig, skat, hvad var det egentlig, der gjorde så du og din far blev uvenner?” William tog en tår af sin kaffe, hvorpå han svarede: ”Det er lidt svært at sige helt præcist. Han har aldrig rigtig vist sig som en far. Mere som en kritisk person i min omverden. Uanset, hvordan jeg forsøgte, kunne jeg ikke gøre ham tilfreds.” Agathe tog en tår af sin te og spurgte: ”Havde Helle det på samme måde?” William sukkede: ”Nej, det kan man ikke sige. Hun var hans yndling. Og hvad skulle jeg så kunne stille op imod min søster? Ikke noget, for det ændrede jo ikke på hans syn.” William tog en tår af sin kaffe og fortsatte: ”Uanset, hvad jeg gjorde var det ikke nok. Men når Helle gjorde det mindste, var det som om alt andet var ligegyldigt.” Telefonen ringede. Agathe gik ind i stuen og tog telefonen. ”Det er til dig, skat,” sagde hun inde fra stuen. ”Det er William,” sagde William, da han satte røret til øret. Det var hans søster, Helle, som ringede og spurgte, om han havde tid til at få besøg på denne skønne søndag formiddag. ”Skøn,” spurgte William, ”jeg troede ikke, at du ville tage det som en skøn formiddag.” ”Jeg kommer lige forbi,” sagde Helle. ”Ja, okay,” svarede William, selvom han helst havde været fri. En times tid senere ringede det på døren. ”Hejsa, Helle,” sagde Agathe, da hun åbnede døren, ”det er nok længe siden.” Helle spurgte, om William var hjemme. Agathe kaldte på William, som kom ud i entréen. ”Nå, søs,” sagde William, ”hvad skylder man æren?” Helle lagde sin jakke og sagde: ”Jeg er kommet for at tale med dig om i går.” ”I går,” spurgte William og så spørgende på hende. ”Ja, i går,” svarede Helle, da de gik ind i stuen, ”hvorfor fik du pludselig så travlt?” William svarede uden tøven: ”Jeg skulle hjem.” ”Uden at tage det mindste hensyn til situationen,” spurgte Helle. William rejste sig op, gik hen til vinduet, vendte sig med om mod Helle og svarede: ”Hvilken situation? At far er død?” ”Ja,” svarede Helle bestemt. William kørte hænderne ned over ansigtet og sagde: ”At far er død? Det kan hverken du eller jeg lave om på.” Helle svarede negativt: ”Men arven kan du sikkert godt bruge, ikke?” William rystede på hovedet. Helle lo ironisk. ”Kom ikke og sig, at du ikke kan bruge arven,” sagde hun. William så bestemt på hende og svarede: ”Du og de andre kan gøre med arv og gæld, som det passer jer.” Helle rejste sig op, gik hen til William og sagde: ”Du ombestemmer dig sikkert.” Agathe, som hidtil havde siddet og overhørt denne samtale, rejste sig nu op og gik hen til William. ”Tænk på de ting,” sagde Helle, ”som du så kunne købe. Og nogle af fars ejendele.” William rystede på hovedet og afslog forslaget. ”Som sagt,” svarede William, ”kan I gøre med arv og gæld, som I vil. Jeg klarer mig fint uden.” Helle gik ud mod entréen. Og da hun gik, sagde hun: ”Du fortryder det, Will.” Da Agathe og William om aftenen sad og hyggede sig, sagde Agathe: ”Skat, det er jo da trods alt din søster.” ”Ja,” svarede William, ”men jeg har hørt om familieskaber, der bliver ødelagt på grund af dødsfald. Så kan søskende ikke engang tale sammen flere år efter.” ”Og sådan vil du ikke ende,” spurgte Agathe. William smilede. ”Nej,” svarede han, ”men de andre kan så få lov at dele både arv og gæld. Men samtidig er der jo også en risiko for, at de bliver uvenner.” En uges tid senere ringede telefonen. Det var Helle, som ville tale med William. William snakkede med hende. Hun fortalte, hvordan advokaten havde spurgt til, hvorfor William ikke ville have sin del af arven. ”Hvad skete der ellers,” spurgte William. ”Der var så meget,” svarede hun, ”men de andre vil ikke tale til mig.” Da samtalen var slut, sagde William til Agathe: ”Hvad sagde jeg?” ”Er de blevet uvenner,” spurgte Agathe. ”De taler i al fald ikke sammen,” svarede William. ”Var det den eneste grund til, at du sagde nej, skat,” spurgte Agathe. William smilede, gav hende et kys og svarede: ”Ja, men udover det, kunne jeg ikke se, hvorfor jeg skulle tage imod en fremmed mands penge.” ”Fremmed,” spurgte Agathe, ”det var din far.” William smilede. ”Ja,” svarede han, ”men eftersom han aldrig har vist sig som en far, følte jeg, at det ville være som at modtage en fremmed mands penge.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-01 22:15:29 |
Det' et meget interessant emne; 'arv og gæld'. Kærlgihedsbånd versus familieskab. Dét dér med at fragå arv skal da vistnok foregå skriftligt ... men selve novellen er særdeles velskrevet - og en nydelse at læse!
Personligt ville jeg dog nok ha' krævet min arveandel ... og så doneret den til velgørenhed ;)
venligst ...
Personligt ville jeg dog nok ha' krævet min arveandel ... og så doneret den til velgørenhed ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
