 |  | Ved søen |
 |
|
|||||||||||||
|
På en øde landevej i nærheden af den lille by, som stadig går under betegnelsen Isolation hos lokalbefolkningen på Newarch Island, kom en mørkeblå Nissan Primera kørende. Kvinden bag rattet hed Camilla Lawrence og var en ung kvinde, der studerede. Denne eftermiddag havde der været forelæsning på fakultetet, hvor hun gik, og hun var nu på vej hjem til Sladderløse. Udenfor var der nøgne træer, da det var hen midt på efteråret, og markerne var tømt for afgrøder. Alt virkede nærmest nøgent, syntes hun. Ja, det var lige før, hun ville have brugt betegnelsen skræmmende om denne tomhed. - Helt alene på vejen, - tænkte hun, - og snart kommer jeg gennem Isolation. Jeg har aldrig brudt mig om at køre gennem den flække, når mørket er på vej. - Hun begyndte at kunne skimte skiltet, hvorpå der stod Velkommen til Isolation - byen midt i ingenting, som stod i vejkanten. Med et så hun en mystisk skygge i vejkanten. Det lignede en person. Men eftersom, der ikke var gadelys, kunne hun ikke se det tydeligt. Var det en person eller blot endnu et af de nøgne træer? - Okay, det var en person, - tænkte hun, da skyggen rakte noget, der skulle vise sig at være en arm, ud og stak tomlen i vejret. Hun trak ind til siden og stoppede op. Hun havde faktisk overrasket sig selv ved at gøre det, for hun var ikke meget for at samle blaffere op. Man hørte jo så meget om blaffere, der havde myrdet dem, der havde givet dem et lift. Og var chaufførerne kvinder, havde man jo også hørt om, at disse kvinder var blevet voldtaget som tak for turen, frøken. En mand bøjede sig ned mod vinduet i passagersiden. ”Undskyld, frøken,” spurgte fyren, ”kan jeg køre med?” ”Ja, naturligvis,” svarede Camilla, ”men jeg skal altså kun til Sladderløse.” - Jeg ville faktisk helst være fri, - tænkte hun, - for du virker mig noget skummel. - ”Sladderløse er ganske fint,” svarede manden, ”jeg skal nemlig slet ikke så langt.” Camilla smilede og svarede: ”Jamen, så hop endelig ind. Det er nok også mere behageligt at køre frem for at gå. Især nu, hvor det er blevet så koldt.” Manden smilede tilbage og svarede: ”Det er så sandt, som det er sagt, frøken.” Da de havde kørt et lille stykke, spurgte Camilla, nærmest for at virke høflig: ”Kommer De så her fra egnen, Hr.?” ”Åh, du behøver skam ikke kalde mig Hr.,” svarede den fremmede, ”og du behøver i særdeleshed ikke sige De til mig. Navnet er Collie Fielding. Og ja, man kan vel godt sige, at jeg kommer her fra egnen.” Hun smilede og kiggede interesseret på ham; naturligvis uden at miste koncentrationen over, hvad hun lavede. ”Jeg kommer fra alle mulige egne,” fortsatte fyren, ”jeg har ikke noget bestemt sted, hvor mine rødder har slået sig fast. Nej, jeg er vel snarere som en storm uden mål.” ”Jamen, hvordan kan du leve på den måde?” spurgte Camilla, ”Jeg mener, du har vel et job at passe eller sådan noget?” Den fremmede smilede skævt og svarede: ”Jeg har ikke et job, der skal passes fra syv til fire. Jeg er nærmere en omrejsende. Bejler til livets lyse og mørke sider. Ser det særlige i ting, som andre tager for givet.” ”Som hvad for eksempel?” spurgte Camilla, og den fremmede blaffer pegede på en rasteplads, der lå lidt længere fremme. ”Hvis du prøver at holde ind på den rasteplads, der kommer til højre for os om lidt, skal jeg fortælle dig en lille historie. Den er egentlig ganske uskyldig, men alligevel en genfortælling værdig.” Camilla tøvede ved denne opfordring. Hun kom igen i tanker om alle de gange, man i medierne havde hørt om mandlige blaffere, som havde voldtaget og dræbt kvindelige bilister som tak for hjælpsomheden og liftet. ”Jeg tror nu ikke lige, at”¦” ”Du skal ikke være bange,” sagde manden på passagersædet, ”jeg fortæller dig bare en historie.” Rastepladsen nærmede sig, og Camilla var nødt til at tage en hurtig beslutning. ”Okay,” svarede hun og kørte hen på rastepladsen. Collie Fielding begyndte at fortælle: ”En dag, for ikke så lang tid siden, hørte jeg en historie om en sø her i nærheden. I dagslys, ser den meget fredelig ud, og græsset er blødt at sidde på om sommeren. I løbet af sommeren, er der ofte mennesker, der går derhen for at fiske, og til tider er de mere end bare heldig at fange noget. Men historien, jeg vil fortælle dig nu, handler ikke om søens skønhed og idyl. Den handler om det mørke dybe vand. Det hele skete for mange år siden. Måske var det i de første år af det 19. århundrede. Byen var temmelig lille dengang. Men små byer har deres mørke hemmeligheder, skjulte som skeletter i skabet. En ung kvinde sad i græsset og læste i sin poesibog. Hun plejede at gå ned til søen for at læse og sådanne ting. Nogle gange var det poesi, andre gange var det eventyr, hvor prinsen eller en ridder på en hvid hest drog ud for at redde prinsessen fra den onde drage. En dag, da hun sad der og læste, hørte hun noget der lød som en stemme. "Wilma", kaldte den, "Kom nærmere". Wilma Hibbert var hendes navn, og hun var som hypnotiseret af denne stemme, selvom hun bare troede, hun var ved at blive skør. Ingen var tæt nok på til at kalde på hende på den måde. "Wilma", kaldte stemmen igen, "Kom nærmere". Hun blev en smule nervøs, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. "Hvem er du?" spurgte hun, "og hvor er du?" "Kom tættere på vandet," sagde stemmen. Stemmen lød som en hvisken fra søen, men hvem kunne det være, der svømmede rundt i søen og bad hende om at komme nærmere? Og hvor skulle personen kende hendes navn fra? "Wilma", sagde stemmen igen, "Kom tættere på vandet." Hun rejste sig fra sin plads, lukkede bogen og kiggede rundt. Hun var nu overbevist om, at hun måske var ved at blive skør. Der var ingen i miles omkreds, og hun kunne ikke forstå, hvorfor nogen skulle bede hende om at komme tættere på vandet. "Hvorfor skulle jeg?" spurgte hun. "Jeg ønsker at se dig," svarede stemmen. "Jeg er lige her," sagde hun. Wilma var en smuk pige i starten af 20'erne. Hun var en blondine med smukke blå øjne, blå som vandet i søen. Hun tog et par skridt og nærmede sig vandet. "Ja," sagde stemmen, "meget godt. Kom nærmere, min kære." Hun gik tættere på vandet. Og da hun stod tæt nok på kanten til at røre ved vandet, hørte hun stemmen spørge: "Hvad ville du sige til en svømmetur, kære?" Da blev hun ganske ængstelig. "Nej tak," svarede hun, "Jeg har ikke min badedragt med." "Gør ikke noget, skat," sagde stemmen, "jeg vil bare have dig til at slutte dig til mig, for evigt." Pludselig kom noget, der lignede en hånd, op af vandet og greb hendes håndled, hvorefter det trak hende ned i mørket. Ned i søens dybe vand. Camilla sad tavst og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. Men så spurgte hun: ”Og hvad så?” ”Og hvad så, hvad?” spurgte Collie. Camilla havde sådan set regnet med, at der ville være kommet en eller anden form for afslutning på historien. ”Ja, hvad skete der? Den slutter vel ikke dér?” Collie Fielding kiggede uforstående på hende og svarede: ”Jo, det gør den.” ”Jamen, sådan kan man jo ikke afslutte en historie.” Collie kunne se på Camilla, at hun var skuffet og irriteret over fortællingens slutning, men han fortalte hende så, at det ikke var ham, der havde fundet på den. Sådan havde han hørt den, og sådan fortalte han den. ”Jamen, undrer du dig ikke også over, hvad der skete?” spurgte Camilla, ”Og hvad var det for en hånd, der kom op fra søen?” Collie foldede sine hænder i skødet og svarede: ”Jeg har hørt noget om, at der gemmer sig en eller form for dæmon i den sø.” ”Hvad så, hvis man ikke tror på dæmoner?” spurgte Camilla nærmest nedladende. ”Tror du på Gud?” spurgte Collie. Camilla svarede, at hun da troede på, at der var mere mellem himmel og jord. Men derfra og så til at tro på dæmoner, der var nu et stykke vej. ”Hvis man tror på det, er det der,” sagde Collie, ”og hvis man ikke tror på det, så er det der måske alligevel.” ”Jamen”¦” svarede Camilla. ”Desuden, så har vi vel alle vores dæmoner at kæmpe med,” fortsatte Collie og åbnede døren, ”dette er vist min endestation. Tak for turen.” Camilla kiggede rundt udenfor. Der var jo faktisk talt ingenting herude. Hvordan kunne det være Collie Fieldings endestation? ”Jamen, vil du ikke køre med videre?” spurgte hun. ”Ellers tak, frøken,” svarede han, ”jeg er nået derhen, hvor jeg skulle. Igen, tak for turen.” Camilla undrede sig og fulgte Collie Fielding med øjnene, da han vendte sig bort og gik; iført sin mørke frakke og den ligeså mørke hat. | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2010-11-10 21:05:44 |
Dejligt lille godnat gys, som udmærket egner sig som fortælling omkring flammerne på bålpladsen ;-)
Jeg sad selv og var spændt på, hvad der skete med pigen. på sin vis sidder jeg lidt med "It" i baghovedet. Med stemmen, synerne og det ukendte onde.
Eneste lille slåfejl var i sætningen: "Ingen var tæt nok på til at tale kalde på hende på den måde."
Mere gys, tak ;-)
Jeg sad selv og var spændt på, hvad der skete med pigen. på sin vis sidder jeg lidt med "It" i baghovedet. Med stemmen, synerne og det ukendte onde.
Eneste lille slåfejl var i sætningen: "Ingen var tæt nok på til at tale kalde på hende på den måde."
Mere gys, tak ;-)
| haleløs | 2011-07-16 23:53:50 |
Morale:' undlad at lære at svømme; så bli'r man næppe fristet ... heller ikk' af søens lokken ...'
Jeg synes måske nok, selve 'plottet' i historien fortjener (mindst) én ekstra gennemskrivning ;)
Gerne MERE gys, TAK?
venligst ...
Jeg synes måske nok, selve 'plottet' i historien fortjener (mindst) én ekstra gennemskrivning ;)
Gerne MERE gys, TAK?
venligst ...
| nhuth | 2012-11-22 21:32:02 |
Sikke da en hyggelig og gyselig ikke-gyser. Du formår i al stilfærdighed at til at føle "suspence og ikke blot spænding" som Alfred Hitchcock en gang udtrykte det, der vikelig giver gys.
Stærk tekst.
Vh.Nhuth
Stærk tekst.
Vh.Nhuth
| kasperhoe | 2012-11-24 22:25:38 |
ja, det hjalp vist lidt, at jeg fik udviddet den lidt. :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
