 |  | For tiden |
 |
|
|||||||||||||
|
Der var engang vi snakkede om at dø. Og fordi jeg elskede dig lovede jeg, at du måtte dø først, så du ikke ville føle smerten, og hvor bider tiden mig i røven nu. For du døde jo slet ikke først. Du står med et affyret våben i hånden, og ser hvordan jeg langsomt og fatalt falder længere og længere mod dødens kolde hånd. Og du græder, bevares, for det var måske ikke med vilje, og jeg kunne bare have tænkt mig om. Men jeg havde det jo godt, og pludselig holdt det op og jeg var ensom og tiden blev min eneste følgesvend, som gnavede sig ind i min forventningsfulde drøm. For der var jo så mange ting, vi skulle og alverdens tid at leve i, og ingen begrænsninger og nu er der slet ikke minutter nok i timen til at nå alt det, jeg elskede at glæde mig til. Og nu laver jeg kunstigt åndedræt på mig selv. At dø gør mere ondt end forventet, og forstår nu godt, at du ville dø før mig. For det er som at massere en kogeplade, som at rulle sig i flammer og Puf, hvor kan man finde titusinde tidspunkter uden smerte? Og havskildpadder og østersperler og solnedgange? Og hvor ville en lussing være på sin plads, fordi jeg synes, at du er den dummeste og mest illoyale, jeg kender, og fordi jeg elskede dig højere end mine røgelsespinde og kokoscreme. Men for tiden hader jeg ikke. Jeg er bare ulykkelig og tidsløs, hvileløs og død. Så mon du mærker, det du var bange for? Mon du mærker, at dine lanugohår forsvandt da du skød? Mon du mærker, at jeg stadigvæk begræder det løfte, jeg gav dig? For tiden er fortiden et gidsel i min dødsflugt, som jeg ikke kan finde rundt i. For hvert minut tæller og jeg bliver svagere i min vejrtrækning og stærkere i min spøgelsesgang, men jeg vil jo faktisk bare gerne elskes igen når du ikke løber din vej når du ser mig som jeg er når du ikke forbinder du og jeg med begrænsninger. Når du er færdig med at være ubarmhjertig og jeg kan tabe stærke ord fra min tunge, inden den mødes med din. Der var engang vi snakkede om at dø. Og så døde jeg først. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-27 17:18:26 |
en ny version af 'love hurts'?
Ikke så ringe; at kunne nyde forskrækkelsen i sin elskedes ansigt samtidig med at man stædigt nægter at bøje sig, at opgive, at dø ... ;)
venligst ...
Ikke så ringe; at kunne nyde forskrækkelsen i sin elskedes ansigt samtidig med at man stædigt nægter at bøje sig, at opgive, at dø ... ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for din kommentar :-)
Mvh Nanna