 |  | Tro, håb og virkelighed 4. |
 |
|
|||||||||||||
|
Tab af identitet Når man møder mennesker man ikke kender, er standardspørgsmålet ofte: “Og hvad laver du så”. Det spørgsmål blev jeg tit stillet. Når jeg sagde “Arbejdsløs eller sygemeldt” fik folk tit travlt med at tale om noget andet. For at hjælpe dem lidt på vej, spurgte jeg ind til deres profession. Jeg vidste jo godt, at de ikke gjorde det i en ond mening. Det er bare startskuddet til en samtale. Det fik mig til at tænke på om min identitet var lig med mit arbejde. Det havde det jo nok været, men nu var jeg nødt til at skabe mig en ny identitet. Det er altså bare ikke lige noget man gør. Man kan ikke sige, nu vil jeg være en brandmand og så kunne jeg identificere mig med sådan en. Jeg var totalt lost. Hvem var jeg lige pludselig blevet til. Nogle ville måske sige, at det er skørt ikke at vide hvem man selv var, men efterhånden som jeg havde været mange forløb igennem, var jeg blevet til en meget usikker person og efter depressionen måtte jeg genopdage mig selv igen. Jeg blev hele tiden bombarderet med velmenende gode råd, og efterhånden følte jeg, at hvis jeg ikke afprøvede de råd folk gav mig, jamen så havde jeg ikke selv gjort noget for at blive frisk. “Du skal da bare”. Den nemmeste ting i verden, er at ordne andres problemer. Specielt hvis du står ved siden af og alt kører på skinner for dig. Efterhånden begyndte jeg at blive vred, når jeg fik nogle ubrugelige velmenende råd. Hvad bildte de sig i grunden ind. Hvem troede de egentlig lige de var. Troede de virkelig ikke, at jeg selv havde gjort en kæmpeindsats. Troede de, at jeg synes det var fedt det her liv. En ven sagde til mig, “Du skal ikke bure dig inde. Du skal med til fester og have det sjovt. Drikke lidt rødvin. Det hjælper. Du skal ikke melde afbud, det er kedeligt”. Fra den dag var personen intet andet end en bekendt for mig. I forbindelse med min depression kunne jeg ikke sove. Derfor fik jeg sovemedicin. Fra at være en tynd pige på 50 kg, tog jeg pludselig 8 kg på i løbet af 3 uger. Så blev sovemedicinen smidt langt væk. Så hellere ligge vågen om natten. Så begyndte jeg langsomt at tage på. Det måtte være medicinen for depressionen, men det afviste min læge. Sjovt var det ikke. Pludseligt kunne jeg ikke være i noget af mit tøj, og jeg lånte nogle aflagte klæder af en god ven. Så langt så godt. Det var bare ligesom om, at jeg slet ikke var mig selv. Det var en kolossal hjælp, men slet ikke min stil. Jeg følte mig som en fremmed. Jeg købte ikke nyt tøj, jeg håbede jo på at jeg straks kunne smide de overskydende kilo, når jeg ikke tog sovemedicin længere. Det skete bare ikke. Efterhånden som tiden gik, fandt jeg min nye identitet. En tyk kvinde der undgik andre mennesker. Jeg orkede ikke alle de spørgsmål. Folk kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke snart blev rask. Jeg fejlede jo ikke noget synligt. Hvordan skulle andre mennesker forstå hvad der skete, når jeg ikke engang selv viste det. Hen ad vejen fik jeg nye bekendtskaber via mine børn. Jeg var jo fuldtids mor nu, og det var jeg rigtig god til. En omsorgsfuld mor der altid var hjemme. Det tæller ikke i dagens Danmark. Det er yt. Det er sådan nogle mødre, der giver andre udearbejdende forældre dårlig samvittighed. Hvis mine børn var syge, (og det var de tit, de havde desværre arvet deres mors astma) så var det i nogles menneskers øjne pylret. Kald det hvad du vil, jeg kalder det omsorg. Når man først har været på hospitalet et par gange med sine børn, så begynder man at vide, hvad der udløser et astmaanfald, og man gør ALT for at undgå at det sker igen. Fra at være en glad person havde jeg forandret mig til noget helt udefinerbart. Jeg vidste godt, hvem jeg var blevet til, men jeg følte ikke at det var acceptabelt. Jeg følte man så skævt til mig, fordi jeg havde ikke styr på mit arbejdsliv, | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
