 |  | Hadet |
 |
|
|||||||||||||
|
”du stjal min kæreste!” råbte jeg ud i klassen, til Klara. ”bare fordi, han bedre kan lide mig end dig, Cecilie er ikke ens betydning at jeg stjal ham. Du er bare for meget!” Klara spyttede de sidste ord ud. Jacob var ikke i klassen, han var ude og spille fodbold med resten af drengen. Klara og mig havde været bedste venner indtil, hun var gået over på den mørke side. Hun havde forandret sig og ikke på en god måde. For 2 måneder var jeg blevet kærester med Jacob, jeg havde været lun på ham i 3 år og det vidste hun godt, og nu skal hun jo have det jeg har, hun elsker ham ingen gang. Og mig? Ja, måske elskede jeg ham, det føltes sådan. Hun vil kun have ham, fordi jeg har ham. Hun kan ikke være det bekendt, hvorfor er hun blevet så ond? Jeg har i det mindste Katrine ved min side, hun støtter mig altid, hun ville aldrig svigte mig. En fornemmelse af had, puffede frem i mit hjerte, men jeg ignorere følelsen, det var ikke en rigtig følelse, Klara havde jo ikke gjort noget, der var hver at hade hende for. ”hvorfor tog du ham fra mig? Du ved jeg elskede ham” jeg sagde det, med en klump i halsen, men jeg ville ikke græde foran alle pigerne. ”jeg tog ham ikke fra dig. Han slog op med dig først, så jeg har ikke taget ham” hun sagde det så koldt som is, at mine nakkehår raste sig. ”hvad så med det Nanna sagde om at du havde kysset Jacob?” jeg kunne snart ikke mere, tårerne ville snart løbe frit ned af mine blege kinder. ”det var ham der kyssede mig ikke omvendt” sagde Klara. ”så du indrømmer at det skete?” jeg kiggede tvivlende på hende, efter hun var gået over på den mørke side, havde hun ikke indrømmet noget som helst udover at hun var perfekt. ”ja, det gør jeg og jeg nød det til fulde!” når, det var derfor hun sagde det, for at gør mig ked af det og jaloux. Problemet var bare at det virkede. Øv, det var slet ikke meningen. Mine kinder blussede op. Det var ikke godt, jeg kunne se det selvtilfredse smil og det onde blå øjne. Hun var ikke til at holde ud. ”Katrine, kommer du lige?” jeg kiggede på Katrine der var i den anden ende af klassen. Jeg havde brug for en at snakke med og eftersom jeg ikke havde andre blev det hende. ”ja, jeg kommer nu” hun lød lidt nervøs, for hvad hun skulle rodes ind i, men hun kom da. Vi gik videre ned af gangen og ind på toilettet. Jeg låste døren og så græd jeg ellers bare, alle tårerne jeg havde holdt inde fik frit løb. Katrine kiggede uroligt på mig og begyndte langsomt at trøste mig. Det var det fantastiske ved Katrine, hun behøvede ikke ord før hun vidste hvad hun skulle gøre. Og der stod vi i jeg ved ikke hvor lang tid, men det var rart. Der var gået en uge nu og hadet var på lur hele tiden. Hun skulle komme til at fortryde at hun havde stjålet min kæreste. Jeg var ikke sikker på hvordan, men jeg skulle nok finde ud af det. Hadet forsvandt. Nej, hun skulle ikke betale på andre måde end at jeg ikke ville tale med hende igen. Man skal ikke kører i tingene. Det havde jeg lært hjemme og det ville jeg holde på. Det var en fast sten ud af en mase løse sten. Altid noget jeg kan gå tilbage til. Vi sad og havde matematik og ingen hørte rigtig efter, fordi det var den sidste time, inden vi havde fri. De fleste af os kiggede hele tiden på uret mens andre sad med deres mobiler under bordet. Vores lærer Pia, var sur på os, for ikke at høre efter, men hun kunne ikke få vores opmærksom hed alligevel, så hun forsatte bare, det var vores eget problem hvis vi ikke kunne det. 20 sekunder tilbage”¦ 15 sekunder tilbage”¦ men hvem tæller? Okay mig, men alligevel. 5”¦4”¦3”¦2”¦1”¦0 og vi har fri! ”hey, Jacob vil du ikke med mig hjem?” jeg sagde det i mens alle drengen hørte det, så han kunne føle sig rigtig stolt. ”jo, Klara det vil jeg gerne, men jeg skal først hjem og hjælpe min mor med at slå græsset. Jeg kommer lige efter” da han sagde det kunne man hører at han ville havde gjort alt for ellers bare at tag hjem til mig med det samme, men han skulle jo hjælpe sin mor og det er vel også fint nok. ”okay, så ses vi” jeg blinkede med øjet og alle drengene så misundeligt på Jacob. De tænkte sikker alle sammen gid det var mig! Jeg begyndte at gå hjem, nu skulle jeg gøre mit værelse mere romantisk, men hvordan? Med dæmpet lys og stearinlys? Ligesom i en film eller hvad? Hvad synes drenge er romantisk? Okay, andet end nøgne kvinder? Jeg skulle nok tag alle min plakater ned af Taylor Lautner han skulle jo ikke føle sig grim og slap i forhold til ham. Hvad ellers? Hmmm”¦ Jeg gik ind af hoveddøren, lukkede den bag mig. Hey! Hvorfor var den ikke låst? Hvad sker der her? Har der været indbrud? Jeg stilede min taske i gangen og forsatte ind i stuen og videre ind på mit værelse. Alt var ravet i stykker, alt. Mine plakater, mit sengetøj, mit tøj, alt. Og ovre i hjørnet stod Cecilie og smilede ondskabs fuldt. Hun gik langsomt hen mod mig og jeg bakkede tilbage. Hun havde aldrig haft det udtryk før og det skræmte mig virkelig. ”I har stadig ekstra nøglen bag drivhuset. I skulle tag at finde et nyt, det går jo ikke at ubudne gæster kan komme ind. Åh nej, det er jo sket. Ha ha ha” hun sagde det så det løb koldt ned af ryggen. ”hvad vil du?” jeg prøvede at lyde normalt, men jeg kunne ikke, det lød kun som en hvisken. ”det kan du vel se, for jeg er helt færdig nu, jeg mangler bare at gå, så farvel” hun gik ud af døren langsomt. Da hun var gået tog jeg min mobil op af lommen og tastede nummeret på politiet og ringede op. Jeg sad derhjemme og frydet mig over det jeg havde gjort, da det ringede på døren. Jeg gik hen mod døren og åbnede. Det var politiet! Fuck fuck fuck. Hvad skal jeg gøre? ”er du Cecilie Jensen?” politimand kiggede alvorligt på mig. ”j..j..ja” jeg stammede så meget, at man næsten ikke kunne høre hvad jeg sagde. ”kan jeg snakke med din mor?” han kiggede ind bag mig. ”øh”¦ ja hun sover inden i soveværelset” jeg havde fået kontrol over stemmen igen. ”kan du vække hende?” han sagde det nervøst, for igen kan lide at blive vækket af en fremmed. ”ja ja” min stemme lød ligegyldig, men i virkeligheden var jeg bange. Kom jeg i fængsel eller et børene fængsel, hvis det findes. Hvad ville der ske nu? Alt var roligt, jeg havde fået erstatning på det hun havde ødelagt. Og jeg nu havde jeg noget sejere tøj, jeg var stadig sammen med Jacob og vi var glad sammen. Cecilie var kommet i ungdomsfængsel og Katrine gik til psykolog fordi skolen ville finde ud af om andre havde noget med det at gøre eller hun havde lidt skade af at være sammen med den sindssyge Cecilie. Alle i klassen havde det bedre og alle kunne snakke med hinanden uden pjat og skænderiger. Denne klasse havde aldrig haft det bedre. Cecilie havde det nok ikke så godt lige nu, men det var hendes egen fejl. Hun skulle ikke have handlet sådan, for jeg havde jo ikke stjålet Jacob fra hende, Jacob og mig var bare blevet kærester efter de var slået op. Jeg havde ikke indgang kysset ham før de slog op. Jeg elsker ham virkelig og de skulle hun have forstået. Jeg forlod hende heller ikke, vi voksede bare fra hinanden og sådan er det man kan ikke være venner for livet. Jeg har faktisk meget ondt af hende, hun har aldrig lært at kontroller sin vrede, hun har kun fået af vide at gode mennesker ikke føler vrede og had til nogen eller noget. Det er ikke en god opdragelse fra moren side, faren kunne ikke gøre noget ved det han døde, da hun var 5 år gammel og det har hun grædt over mange gange, det ved jeg fordi jeg var hendes ven dengang. Jeg skulle måske ikke have været så ond ved hende, men det kan jeg desværre ikke lave om på nu. Men jeg tilgiver hende, nu kan jeg kun håbe at hun vil tilgive mig. | ||||||||||||||
 | Amanda Gyldenlyng | 2012-05-09 19:48:49 |
Hejsa -
og hov!
Jeg har skrevet en lang kommentar til din historie, men nu opdager jeg lige, at den er væk ;-(
Må jo have trykket på noget forkert ved påtænkt afsendelse.
Nå, men din tekst fortjener da noget opmærksomhed.
Du har brugt aktantmodellen, dog er den måske noget grumset. Og med det mener jeg, at der er to synsvinkler og selvom du twister modellen, som opgaven jo bl.a går ud på, synes jeg ikke detsort-hvidt fremgår, hvem der er helt og hvem, der er skurk.
Det er faktisk godt, men så vidt jeg forstår er typiske aktantmodelbaserede historier temmelig sort-hvide, så derfor - lidt grumset aktantmodelbasis, men okay.
Historien er realistisk og personerne er unge fra hverdagen, vel ca. femten år?
Tror (håber) ikke at Cecillie virkelig kommer i ungdomsfængsel for sit hærværk mod Klaras værelse - da ikke hvis det er det eneste hun har begået, men ellers kunne det godt være taget ud af virkeligheden.
Desværre har du MANGE sprogfejl af mange slags og det gør teksten ret træls at komme igennem.
Gør noget!
(selvom du selvfølgelig er en sikker vinder, hvis der ikke dukker flere bidrag op. For så kan du måske godt vinde, selvom der kommer flere historier ;-))
Måske bør du også tydeliggøre det, når du skifter synsvinkel.
Vh. Amanda
og hov!
Jeg har skrevet en lang kommentar til din historie, men nu opdager jeg lige, at den er væk ;-(
Må jo have trykket på noget forkert ved påtænkt afsendelse.
Nå, men din tekst fortjener da noget opmærksomhed.
Du har brugt aktantmodellen, dog er den måske noget grumset. Og med det mener jeg, at der er to synsvinkler og selvom du twister modellen, som opgaven jo bl.a går ud på, synes jeg ikke detsort-hvidt fremgår, hvem der er helt og hvem, der er skurk.
Det er faktisk godt, men så vidt jeg forstår er typiske aktantmodelbaserede historier temmelig sort-hvide, så derfor - lidt grumset aktantmodelbasis, men okay.
Historien er realistisk og personerne er unge fra hverdagen, vel ca. femten år?
Tror (håber) ikke at Cecillie virkelig kommer i ungdomsfængsel for sit hærværk mod Klaras værelse - da ikke hvis det er det eneste hun har begået, men ellers kunne det godt være taget ud af virkeligheden.
Desværre har du MANGE sprogfejl af mange slags og det gør teksten ret træls at komme igennem.
Gør noget!
(selvom du selvfølgelig er en sikker vinder, hvis der ikke dukker flere bidrag op. For så kan du måske godt vinde, selvom der kommer flere historier ;-))
Måske bør du også tydeliggøre det, når du skifter synsvinkel.
Vh. Amanda
| haleløs | 2012-05-10 16:38:08 |
jeg har osse læst teen-dramaet; synes, personskiftet fra Cecilie til Klara er pudsigt - men godt fundet på -! I øvrigt enig med Amanda!
venligst ...
venligst ...
| MSH1912 | 2012-05-16 13:05:18 |
Tak
| ChrisD | 2012-05-17 11:33:48 |
Novellen indledes flot med en aktiv startsætning der kaster læseren direkte ind i konflikten og de følelser den har tændt.
Alligevel står billedet ikke straks klart af hvem personerne er, og det skyldes sproglige svagheder som en kritisk gennemlæsning kunne gøre noget ved. Det første ord i den første sætning begynder med lille bogstav. Det kunne man som læser leve med, men når replikken straks skifter til den anden part i konflikten, så virker endnu et lille begyndelsesbogstav direkte forvirrende, for det signalerer at den første sætning fortsætter, ikke at en ny person taler.
I hele novellen belaster et sjusket sprog læserens oplevelse. Der er stavefejl, kommaer hvor der burde være punktum, eller helt forkert satte kommaer. Det er en skam, for novellen har et grundlæggende godt plot med en klar konflikt og tydelige roller og persontegninger.
Novellen blev indsendt næsten en måned før konkurrencen løb ud, og i sådan en situation vil jeg anbefale at bruge meget mere af den tid der er til rådighed, til at arbejde på sproget og rette slåfejl. En kendt forfatter har engang sagt noget i retning af at det koster fem procent at skrive en bog og 95 procent at rette den. Når man ikke afsætter nok tid til revision og tilretning af en tekst, så gør man et ellers godt plot uret. Det drukner i formfejl.
Når jeg ser bort fra det og betragter novellens struktur og forløb, synes jeg at forfatteren ganske godt er lykkedes med det som var opgaven, at twiste aktantmodellen. Men det sker kun ved at skifte fortæller i de enkelte afsnit, og på den måde får vi vist de to sider af sagen med henholdsvis Cecilies og Klaras øjne. Man kan ikke kalde det et egentligt twist, snarere et skift af synsvinkel, hvilket dog sker på en god og forståelig måde.
Novellens skift mellem synsvinkler er klart markeret, men enkelte steder falder perspektivet lidt ud. En fortæller vil næppe omtale sine egne blege kinder, eller sige at ’mine kinder blussede op’. Det vil en person, som ikke selv fortæller, kunne se, mens fortælleren eventuelt kan sige hvordan det føles.
For mig knækker plottet med at Cecilie bliver sat i ungdomsfængsel. Rent objektivt er det en uforholdsmæssig hård straf for at have raseret et værelse, evt. kombineret med indbrud. At Katrine får psykologhjælp kunne nok gøres spiseligt med en smule mere forklaring, men grundlæggende bliver virkemidlerne her for voldsomme og en smule floskelagtige.
I afslutningen opridses novellens morale, formuleret af Klara. På mig virker afsnittet tungt og belærende. Ofte kan en forfatter med fordel lade læseren uddrage moralen gennem det som sker, og ikke det som en af personerne forklarer.
Sammenfattende vil jeg sige at plottet er brugbart og mange steder fortalt på en god måde. Formen, og især sproget, trænger til en systematisk gennemgang for ikke at ødelægge læserens udbytte. Brug én du kender til at læse korrektur, og i øvrigt til at kommentere historien. Det er ikke snyd at få hjælp, når man skal udvikle sig som forfatter. Det er nødvendigt.
/ChrisD
Alligevel står billedet ikke straks klart af hvem personerne er, og det skyldes sproglige svagheder som en kritisk gennemlæsning kunne gøre noget ved. Det første ord i den første sætning begynder med lille bogstav. Det kunne man som læser leve med, men når replikken straks skifter til den anden part i konflikten, så virker endnu et lille begyndelsesbogstav direkte forvirrende, for det signalerer at den første sætning fortsætter, ikke at en ny person taler.
I hele novellen belaster et sjusket sprog læserens oplevelse. Der er stavefejl, kommaer hvor der burde være punktum, eller helt forkert satte kommaer. Det er en skam, for novellen har et grundlæggende godt plot med en klar konflikt og tydelige roller og persontegninger.
Novellen blev indsendt næsten en måned før konkurrencen løb ud, og i sådan en situation vil jeg anbefale at bruge meget mere af den tid der er til rådighed, til at arbejde på sproget og rette slåfejl. En kendt forfatter har engang sagt noget i retning af at det koster fem procent at skrive en bog og 95 procent at rette den. Når man ikke afsætter nok tid til revision og tilretning af en tekst, så gør man et ellers godt plot uret. Det drukner i formfejl.
Når jeg ser bort fra det og betragter novellens struktur og forløb, synes jeg at forfatteren ganske godt er lykkedes med det som var opgaven, at twiste aktantmodellen. Men det sker kun ved at skifte fortæller i de enkelte afsnit, og på den måde får vi vist de to sider af sagen med henholdsvis Cecilies og Klaras øjne. Man kan ikke kalde det et egentligt twist, snarere et skift af synsvinkel, hvilket dog sker på en god og forståelig måde.
Novellens skift mellem synsvinkler er klart markeret, men enkelte steder falder perspektivet lidt ud. En fortæller vil næppe omtale sine egne blege kinder, eller sige at ’mine kinder blussede op’. Det vil en person, som ikke selv fortæller, kunne se, mens fortælleren eventuelt kan sige hvordan det føles.
For mig knækker plottet med at Cecilie bliver sat i ungdomsfængsel. Rent objektivt er det en uforholdsmæssig hård straf for at have raseret et værelse, evt. kombineret med indbrud. At Katrine får psykologhjælp kunne nok gøres spiseligt med en smule mere forklaring, men grundlæggende bliver virkemidlerne her for voldsomme og en smule floskelagtige.
I afslutningen opridses novellens morale, formuleret af Klara. På mig virker afsnittet tungt og belærende. Ofte kan en forfatter med fordel lade læseren uddrage moralen gennem det som sker, og ikke det som en af personerne forklarer.
Sammenfattende vil jeg sige at plottet er brugbart og mange steder fortalt på en god måde. Formen, og især sproget, trænger til en systematisk gennemgang for ikke at ødelægge læserens udbytte. Brug én du kender til at læse korrektur, og i øvrigt til at kommentere historien. Det er ikke snyd at få hjælp, når man skal udvikle sig som forfatter. Det er nødvendigt.
/ChrisD
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg ved godt jeg har mange sprogfejl, da jeg de første 5 år i skolen ikke kunne følge med på grund af at mine øjne ikke kunne samarbejde, men jeg begynder stille at komme efter det.
Og tak igen for din kommentar