 |  | Elsker du mig stadig? |
 |
|
|||||||||||||
|
"Elsker du mig stadig?" Det er det eneste jeg kan tænke på, men jeg tør ikke spørge. Jeg ligger i dine arme. Min arm er om dig. Jeg krammer dig stille. Du nusser min skulder. Din duft er så velkendt, din krop er så velkendt. Men det hele føles så tomt. Jeg tror ikke, jeg er forelsket i dig mere. Alligevel kan jeg ikke spørge dig. "Elsker du mig stadig?". Jeg kunne græde, som vi ligger der. Du flytter den ene arm. Lidt efter flytter du den anden. Nu ligger jeg der med armen om dig. Ingen arme om mig. Jeg nusser dig stadig lidt. Venter på en reaktion. "Elsker du mig stadig?". Der ligger jeg som en idiot. Efterladt. Desperat efter noget. Desperat efter dig. Jeg ved ikke om mine følelser er gået væk fordi jeg føler, dine er gået væk. Jeg ved ikke om du er fjern, fordi jeg ikke elsker dig mere. Men måske kunne du elske mig nok til at mine følelser kom tilbage. Elske mig nok til at alt kunne blive som før. Jeg løfter mig op med armene. Kigger ned på dig. Dit ansigt jeg har beundret så mange gange. Du åbner stille øjnene. Jeg forventer du siger noget. Jeg forventer du gør noget. Kysser mig. Krammer mig. Viser mig noget. Giver mig noget. Du vender dig om med ryggen mod mig. Du virker ikke sur, ikke glad, ikke noget. Jeg ser ned på den tomme madras. Jeg kunne græde. For nu ved jeg, du ikke elsker mig mere. Men som altid, når jeg føler mig afvist, vendes min skuffelse og sorg til vrede. Jeg rejser mig fra sengen med et højlydt suk. Du har lagt dig til at sove. Jeg kan ikke kende dig længere. Hvem er det menneske, der ligger i min seng? Det er som om, jeg har levet i en tåge - en drøm - og jeg først nu rigtig kan se virkeligheden. Hvordan hele lejligheden sejler. Opvasken der fylder hele køkkenbordet. Tøj overalt. Dit tøj. Rod overalt. Dit rod. Jeg begynder, at rydde op. En form for protest, som alligevel gør mig mere ked af det. Mere sur. Er du virkelig så ligeglad med mig? Jeg folder dit tøj fint sammen. Stiller det op i bunker. Bukser stables til højre. Bluser til venstre. Jeg folder dit undertøj fint sammen. Forsigtigt. Som om det kunne gå i stykker. Forsøger at stable det. Bunken hælder. Jeg må lave to. Jeg skubber det til side. De fine stakke af tøj står nu sammen med resten af dine ting. Bunken af kuverter. Bunken af bøger. Bunken af rod. Dit rod. Kan du slet ikke se det? Jeg tager opvasken. Larmende. Jeg tænker ikke engang på at tage hensyn. Jeg bemærker først min hensynsløshed, da jeg banker en tallerken mod bordet, så det giver genlyd i hele lejligheden. Jeg forskrækker mig selv. Står stille som om jeg er blevet opdaget i at gøre noget, jeg ikke må. Lytter stille. Det eneste jeg hører, er din snorken. Jeg stiller den dryppende tallerken til tørre. Jeg larmer nu bevidst. Jeg har aldrig tænkt så mange ting på så kort tid. Når du endelig vågner igen, har jeg gjort hele lejligheden rent. Du lader ikke til at have bemærket noget. Du trasker rundt forvirret og træt. Jeg forventer, du roser mig. Du siger ingenting. Jeg får lyst til at råbe af dig. Jeg får lyst til at sige, du skal pakke dine ting og gå. Jeg får lyst til at råbe, at jeg ikke gider være din mor. Jeg ved ikke hvad, der holder mig tilbage. Jeg ved ikke hvem, jeg forsøger at skåne. Dig eller mig. Hvorfor er du her stadig? Flere timer passerer. Jeg undrer mig over din ligegyldighed. Din uopmærksomhed. Det har været sådan i flere dage. Måske flere uger. Måske har jeg først bemærket det nu. Ikke ønsket at se det. Det er hårdt at indse, man ikke længere elsker en person, man før var så forelsket i. Men det er endnu værre at indse, at en person er stoppet med at elske én og ikke engang er klar over det. Du spørger mig endelig: Er du okay? Du virker lidt trist. Jeg eksploderer. Jeg troede ikke, jeg var sådan et menneske. Et menneske, der kunne eksplodere. Jeg er stille. Genert. Tålmodig. For tålmodig. Åben. Accepterende. Det hele vælter ud. Et vandfald af ord og følelser kommer mod dig. Du er ikke forberedt. Jeg kan se det på dig. Du står helt forstenet foran mig. Du er ligeså overrasket som mig over mit udbrud. Normalt ville jeg græde, men det eneste jeg føler er lettelse. Det er som om, du ser det for en gangs skyld. Du tager det hele på dig. Det er ikke sket før. Du snakker om, hvor fraværende du har været. Du kan se det hele. Du græder. Men jeg mærker ingenting. Det er allerede slut. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2016-06-14 08:07:03 |
fremragende beskrivelse af ... tvivl, forvirring, frygt, skuffelse ...
venligst ...
PS nus+S+er
for sjusket formulering: "Du åbner stille øjneneop. "
venligst ...
PS nus+S+er
for sjusket formulering: "Du åbner stille øjnene
| Öbenhoffer | 2016-06-17 16:30:48 |
Stærkt beskrevet - og stærkt gået hvis det ikke er fiktion. Simpelt, men rammende. Lyder som kærlighed fra et hash-hoved!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
