 |  | I morgen fortsætter vi |
 |
|
|||||||||||||
|
”Det kan ikke blive ved sådan her, mor.” Elena satte det halvtomme glas med appelsinjuice ned i vasken, og vendte sig demonstrativt om mod sin mor. Det havde været en lang dag på kontoret, og hun var lige trådt ind af dørtærsklen til sine forældres 3-værelses lejlighed, da hun mærkede den trykkede stemning. Det var altid det samme, og havde været det så langt tilbage hun kunne huske. Det kom uden advarsler, og forsvandt kun svært igen. Hun kunne se det på sin mors ansigt, når han havde været ubehagelig igen. Det blev helt sammenfaldent, hun undgik øjenkontakt og gik på listetå. Det var som at se et langsomt forfald af en engang smuk bygning, som blev forsømt mere og mere igennem årene, indtil den kun med nød og næppe holdt sig oprejst. Hvilket i sig selv kun kunne beskrives som et mirakel, for fundamentet var i bedste fald svagt, i værste fraværende. Der kom ingen reaktion fra moren, som havde stillet sig med ryggen til hende og fumlede med el-kedelen, sandsynligvis i gang med at lave te. Elena betragtede hende tavst. Igennem hendes hoved fór scenarier, som på en gang var et resultat af hendes fantasi og samtidig havde bund i hændelser, der strakte sig tilbage til, tja – altid. Hun kunne ikke holde morens tavshed ud, passiviteten og det faktum, at på trods af hendes ulykkelige fremtoning i dette øjeblik, som hun stod der, nærmest krumbøjet over køkkenbordet, så ville hun gå i seng om lidt, vågne i morgen og fortsætte i den samme trummerum. Hvad ville Elena gøre? Som hun stod der og betragtede moren, gennemgik hun i tankerne det samme scenarie, som hun siden sine teenage år havde gennemgået hver gang helvedesstemningen – betegnelsen, som hun gennem årene havde tillagt denne trykkede tilstand, der som en slags mørk, deprimerende magi kunne lægge sig over hendes forældres tilværelse fra det ene øjeblik til det andet – indfandt sig. Det var scenariet, hvor hun kyssede moren farvel, tog de af hendes ting, som stadig befandt sig hos forældrene, og forlod ikke bare denne lejlighed, som i hendes opfattelse efterhånden stod som indbegrebet af elendighed, men alt hvad der havde med den og forældrene at gøre. Hun var 25 år gammel. Som hun stod der og betragtede sin mor, rasede de samme tanker og følelser i hende, som da hun var 12 år, lå i sin seng og var ræd for at han ville slå hendes mor ihjel. Det var underordnet, at hendes frygt sandsynligvis ikke havde været på sin plads; han havde sandsynligvis aldrig slået moren, det havde aldrig været nødvendigt. Hun kunne ikke forestille sig, at moren på noget tidspunkt havde været end i nærheden af provokerende nok til, at det ville have været ”nødvendigt” at lægge hånd på hende. Hun var 25 fucking år gammel, og hun var ikke kommet et eneste skridt videre. Der skulle ikke meget til, før hun blev denne lille pige igen; morens nuværende fremtoning, hendes stille adfærd og blanke, små øjne, som hun stod der og på en eller anden måde formåede at koncentrere sig så inderligt om at lave den fucking kop te, var som et slag med en tryllestav, der bragte alting tilbage igen. Der var stille i lejligheden, og Elena gik ud fra, at han var faldet i søvn efter hvad end han havde sagt eller gjort, som havde fået moren til at se sådan ud, og havde bragt helvedesstemningen over dette hjem, en betegnelse Elena kun med et bittert smil kunne anvende. Hun brød sig ikke om at være et offer, om at være dramatisk, men vitterligt ingen kunne forstå dette her. Det var for kompliceret. Det nærmeste nogen kom til at forstå, hvad hun og hendes familie havde været igennem, var ti procent. Fordi det fortsatte. Når hun lå i sofaen hos sin psykoterapeut føltes det meningsløst at tale om det, at prøve at bearbejde det, for det fortsatte. Hvordan bearbejder man en smerte, som fortsætter, og som det ikke er i dine hænder at sætte en ende på? Hvordan slipper man af med denne emotionelle afhængighed, som Elena kun for nyligt havde måttet se i øjnene, hun til dels var fanget i? Hun kunne ikke bare kappe båndene, hvor meget hun end ønskede – eller troede at ønske. Han kunne være rigtig ubehagelig, det havde hun for længst måtte indse. Og hvor ondt det end havde gjort at indse, da tanken første gang havde strejfet hende, stod det nu klokkeklart for hendes øjne: hun var her kun for morens skyld, og han vidste det. Ikke nok med at han vidste det, men han vidste hvordan han skulle udnytte det til sin fordel. Der var engang, hvor hun havde været bange for ham, havde frygtet hans højlydte og agressive adfærd. Var faret sammen når han hævede stemmen og kom med alverdens fornærmelser og nedværdigende ytringer, ved bare det mindste tegn på kritik eller modstand mod hans autoritet. I dag var det en meget mere kompliceret historie, et spil som man nok skulle være rimelig fucked up for at kunne være med i. Hun kunne pakke sine ting lige nu, spankulere ud derfra og aldrig vende tilbage. Men det ville være det sidste, hun så til sin mor. Følelsen af afmagt, som dette spil frembragte, var alverdens ord for fattige til at beskrive. Elena betragtede en stund moren, som nu endelig havde vendt sig om og bedrøveligt så på hende - ikke i øjnene - men hun lod dog alligevel blikket falde et sted på sin datters ansigt. Sådan stod de en stund og betragtede hinanden. Og udenfor i mørket fortsatte vindens susen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2019-12-22 12:45:42 |
et fremragende, psykologisk portræt; mor er fanget i sin definition gennem sin position som hustru og mor til en voksen datter, som er lykkedes med at ruske sig fri af familiedynamikken, og - gennem terapiforløb - har lært at analysere den udefra.
Fin balance mellem verbal og nonverbal kommunikation, sindstilstand udmærket gengivet via kropsholdning og mimik.
Jeg kan kun opfordre dig til at skrive løs; sér dig som et stort talent; nåmen dét véd du jo godt ;)
venligst ...
PS "Var fóret sammen" enten: "var fAret sammen" (stærkt bøjet = vokalskifte) / eller "fòr sammen"
Fin balance mellem verbal og nonverbal kommunikation, sindstilstand udmærket gengivet via kropsholdning og mimik.
Jeg kan kun opfordre dig til at skrive løs; sér dig som et stort talent; nåmen dét véd du jo godt ;)
venligst ...
PS "Var fóret sammen" enten: "var fAret sammen" (stærkt bøjet = vokalskifte) / eller "fòr sammen"
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Uha, tak for rettelserne. Jeg havde faktisk en fornemmelse af at jeg var i færd med at opfinde et ord, eller ihvertfald en bøjning som ikke findes hæhæ, men kunne ikke komme på noget alternativ. :-)
Mvh Nadia