 |  | Mirror Art Group |
 |
|
|||||||||||||
|
Thailand anses normalt for at være en etnisk meget homogen nation, og befolkningen består da også overvejende af etniske thailændere. Dog findes der etniske minoriteter forskellige steder i landet. I Sydthailand er der malajer, og forskellige steder i Thailand bor der kinesere. I det nordlige Thailand finder man det, som thailænderne selv kalder chao khao eller ”bjergfolk”. Disse mennesker er enten flygtninge eller efterkommere af flygtninge fra Burma, Kina, Laos og Tibet, hvor de ikke har kunnet få en tilværelse til at hænge sammen på grund af de eksisterende regimer og/eller deres egen etnicitet. Når de kaldes bjergfolk af thailændere, hænger det sammen med, at de oftest bor i bjergene temmelig isoleret fra resten af det thailandske samfund. Thailand er ikke særlig villig til at give dem statsborgerskab og dermed ret til basal uddannelse. Dette medfører, at mange bjergfolk end ikke kan tale thai og derfor har utroligt svært ved at finde blot ufaglært arbejde i landet. Derfor kan man tale om, at bjergfolkene er en udstødt og udsat minoritetsgruppe i Thailand, og de bliver oftest set ned på af almindelige thailændere, som anser dem for at være dovne, primitive og tyvagtige. I Chiang Rai provinsen i det nordlige Thailand finder man The Mirror Art Group, som beskæftiger sig med bjergfolk. Det er en thailandsk non-governmental organisation (NGO) og tidligere teatergruppe, som ved hjælp af økonomisk støtte fra forskellige internationale fonde har sat sig for at hjælpe og udvikle bjergfolkenes landsbyer i lokalområdet. Gruppen fortæller selv, at da de kom til området i 90’erne var de chokerede over tilstandene, fordi de i de fleste landsbyer oplevede, at mændene var afhængige af den opium de selv dyrkede og det gjorde dem mere eller mindre uarbejdsdygtige. Det gjorde, at kvinderne var nødt til at sørge for at skaffe føde, og børnene måtte tage sig af hinanden. Resultatet var, at landsbyerne var yderst fattige, og at børnene ikke havde nogen skolefærdigheder overhovedet, fordi de, hvis de overhovedet havde ret til det, slet ikke havde tid til at gå i skole. Opgaven var altså at få udskiftet opiumsvalmuer med ganske ufarlige afgrøder, som de dels kunne spise selv og dels handle med om andre fornødenheder. Desuden satte teatergruppen sig for, at lære børnene thai og engelsk ligesom andre børn i Thailand. Metoden gruppen, brugte udover ren undervisning, var blandt andet at lave teater med børnene fra de implicerede landsbyer. Hvis et barn havde oplevet omsorgssvigt med en opiumsafhængig far og hårdtarbejdende mor, ja, så blev historien skrevet om til et teaterstykke, der blev opført i de omkringliggende landsbyer af børnene selv. Hensigten var blandt andet at gøre bjergfolkene opmærksomme på, via deres egne børn, at de ikke var isolerede med problemerne, og at andre i lignende situationer havde overvundet dem med den hjælp som NGO’en tilbød dem. Desuden var det hensigten at indgyde børnene selvrespekt, sådan at de senere hen ikke ville ende i samme grøft som deres forældre. På den måde lærte landsbyerne af hinanden, og der voksede en samhørighed frem mellem dem, som ikke havde eksisteret tidligere. For tiden laver gruppen lokal TV om præcis de samme problemer som de engang lavede teaterstykker om, og når på den måde ud med deres budskab til langt flere bjergfolk ad gangen, end hvis de blot lavede ét teaterstykke i en enkelt landsby. Sideløbende med teater og lokal TV har NGO’en arbejdet meget med IT og internet sammen med børnene fra landsbyerne. Udover TV, teater og IT-aktiviteter laver gruppen også andre aktiviteter heriblandt vandreture rundt i forskellige landsbyer i lokalområdet. Formålet er at give udenforstående et indblik i bjergfolkenes vanskelige situation og at vise, at de også er mennesker. Derudover er det formålet, at bjergfolkene opdager, at fremmede godt kan have gode hensigter og ville dem det godt. Der eksisterer en udbredt opfattelse blandt bjergfolk om, at thailændere er et grusomt herskerfolk (hvilket egentlig ikke kan undre i betragtning af den behandling de får). Den opfattelse forsøger Mirror Art Group at ændre på gennem vandreturene til landsbyerne, hvor man bor, snakker og spiser sammen. Jeg har selv med stor interesse deltaget i en af vandreturene, da jeg var på sprogophold i Thailand, og der dukkede da også en enkelt komplikation op. Under et ophold i en bjergfolkslandsby, kunne én af de thailandske deltagere pludselig ikke finde sin pengepung. Der var tale om en flink ung fyr, som var grædefærdig, da han betroede mig, at han absolut ikke kunne lide at skulle tro det, men at hans fordom sikkert holdt stik og at én af beboerne i landsbyerne nok havde taget den. Uroen bredte sig, og der opstod en temmelig anspændt stemning blandt deltagerne i turen og landsbyboerne. Heldigvis viste det sig, at pengepungen blot havde forputtet sig, så hele situationen endte fredeligt. Som studerende var det interessant at besøge gruppen, fordi den i høj grad benytter sig af thailandske studerende som praktikanter og frivillig arbejdskraft til projekterne. Dette gav mig mulighed for dels at møde studerende fra hele Thailand, men også for at få et indblik i den måde, som man i Thailand opfatter ”de andre” på. Det viste sig jo, at det ikke var væsentligt anderledes end den måde vi ofte selv opfatter ”dem” på, det være sig indvandrere med anden etnisk baggrund, sigøjnere eller andre minoriteter. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-04-19 09:58:30 |
Til lykke til Pipin. Din fortælling om Thailand og dine iagttagelser står meget stærkt. Velskrevet med en upræntiøs rigdom i din sprogbrug. Og meget positiv på grund af et ukueligt, meget klogt og gennemtænkt arbejde "i marken".
Stor tak for en stor tekst.
Venlig hilsen
Nhuth
Stor tak for en stor tekst.
Venlig hilsen
Nhuth
| Pipin | 2012-04-20 08:25:55 |
Mange tak for den pæne kommentar :-) Jeg var lidt i tvivl om hvorvidt den er lidt for "studentikos", men det er jeg ikke rigtigt mere. Din kommentar har givet mig blod på tanden, for jeg har flere historier fra Thailand jeg godt vil fortælle.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
