 |  | Hemmeligheden |
 |
|
|||||||||||||
|
Mens han sad der på sengen med knæene oppe under hagen og sengetæppet trukket tæt om sig, nød han den ydre stilhed og den brusende fornemmelse indvendig. Hans blik hvilede på flammerne i pejsen, men han så ikke ilden. Han fornemmede lyset, det kastede, og luens varme mod sit ansigt, men det var et helt andet billede, der afspejlede sig for hans indre blik. Han kunne fornemme, hvordan hans kinder spændtes, da læberne svagt strammede sig opad til et lille forsigtigt og indforstået smil. Han bar på en hemmelighed, og han vidste, at han aldrig ville kunne dele den med nogen. Det var som om han havde fundet en gammel gemt kiste fyldt med hemmeligheder nedfældet på næsten opløst pergamentpapir - og han havde læst dem allesammen. Nu var hemmeligheden hans, og han vidste, at han for evigt skulle bære rundt på dem og aldrig dele dem med andre. Han kunne lide tanken. Han kunne lide at være i besiddelse af en viden, som ingen andre kendte. Disse tanker udløste en ny bølge af rus i hans krop, og han gøs, som om en kold vind trak ind fra vinduet. Uden at fjerne blikket på flammerne i pejsen kunne han ud af øjenkrogen se det store panorama vindue til højre for ham. De lange bordeaux gardiner hang tungt på deres plads. De var ikke trukket for, og gennem de lukkede vinduer kunne han fornemme et andet og mere koldt lys. Det var mørkt, og månen skinnede fra en tilsyneladende skyfri himmel. Hans blik begyndte at sløres, og det lys, pejsen kastede på gardinerne, fik dem til at ligne store striber af flydende blod. Som om vinduet var pakket ind i to store søjler af rindende blod. En bølgende brusen gennemrystede hans krop, og han blinkede febrilsk med øjnene, da de begyndte at løbe i vand. En tåre løb ned over hans venstre kind og ramte ham på brystet. Han fokuserede igen på flammerne i pejsen, og i et kort sekund så han dem danse og fortære brændet. Han kunne nu igen tydeligt høre musikken og de mange grin som tidligere på aftenen havde fyldt salen. Han kunne se de mange kvinder være udsmykket og nedringet, og han kunne se de mange mænd rende rundt med øjne på stilke og te som sig vilde gadekøtere. Han kunne se hende igen. Hun havde været smuk og tiltalende, da han først havde mødt hende, men det var først senere - langt senere at han havde forstået, hvor oprigtig smuk og vidunderlig hun i virkeligheden havde været. For første gang i lang tid - han vidste ikke hvor længe, han havde siddet der på sengen med sengetæppet viklet omkring sig og blot ladet blikket hvile på flammerne - rakte han hånden ud efter glasset på natbordet. Champagnen var ikke længere iskold, og dermed ikke længere den temperatur som han foretrak. Lige netop nu var han dog villig til at acceptere dette. Han vidste, hvad der lå forude for den opvarmede læskende drik. Han vidste, at temperaturstigningen skyldtes en nu overstået fornøjelse, som betalte smagsforvirringen i tifold. Han vrikkede lidt med tæerne og lod de nøgne fødder gnide lidt op af hinanden. De føltes varme og tørre. Han lod champagnen summe lidt i munden, inden han sank slurken. Det føltes mindre behageligt, end han havde ønsket. Det skyllede hans hals, men på en sådan måde at det føltes som om han drak en slurk lunken vand fyldt med knuste pinjekerner. Han lod glasset falde tilbage på natbordet med en tung bevægelse. Han så hendes smil for sig igen, og straks var oplevelsen med den fattige champagne skyllet bort fra hans umiddelbare erindring. Korttidshukommelsens lagerplads var nu helt fyldt op med billeder fra langtidshukommelsen. Selv om det formentlig kun var et par timer siden at det hele endte, vidste han, at aftenens oplevelse var blevet oprettet, kategoriseret og gemt bagerst i hans hjerne, så han til en hver tid altid kunne finde det frem igen og gennemleve den vidunderlige tid, og dermed igen og igen opnå den brusende fornemmelse i kroppen. Han havde mange erindringer lagret i hjernen, men han ville ikke forpurre dette magiske øjeblik med andre billeder. Han ville blive siddende og have blikket hvilende på pejsens flammer og bare gennemleve aftenens udfald igen og igen. Først når flammerne var brændt ud, ville han rejse fra fra sengen for at klæde sig på. Han var helt nøgen under sengetæppet og han prøvede at huske, hvorfor han havde taget det omkring sig. Forsøgte han at skjule sig selv og sin krop for nogen eller noget? Det lignede ham ikke. Havde han mon fornemmet en kulde? Det virkede utænkeligt, for hans krop var altid varm. Han bar rundt på en utrolig varme som sjældent lod ham føle nogen ydre kulde mod hans hud. Og nu bar han også rundt på en stor hemmelighed. Blot tanken om denne hemmelighed fik det til at gyse igennem hele kroppen igen, og han kunne mærke, hvordan hårene på armene rejste sig under tæppet. Han fornemmede tics i det højre øje, og han lod lågerne falde ned, så hans blik for et kort øjeblik blev mørklagt. For hans indre spillede filmen stadig med de mange hurtige oplyste billeder. I det fjerne hørte han orkesteret spille et stykke, hvor der indgik en del strygere. Han så dem aldrig, men han havde kunnet høre dem hele aftenen hvorend han havde befundet sig. Det havde på et tidspunkt generet ham så kraftigt, at han havde overvejet at få dem til at stoppe. Han kunne ikke koncentrere sig om kvinden, når der blev skåret på violiner i baggrunden. Men han havde holdt sit smil på læberne under hele akten. Det virkede altid. Kvinder var dumme og naive, og han havde kun hån tilovers for dem, når han tænkte på, hvor let det var for ham at charme dem til at acceptere hvad som helst han fandt på. Det vil sige, at de alle på et tidspunkt ønskede at trække sig ud af legen og slippe væk i sikkerhed, men da var det altid for sent. På dette tidspunkt var de altid som et lille insekt, der var blevet fanget i spindet, og han var den store sultne edderkop, som havde siddet fed og udtryksløst i det ene hjørne. Nu hvor insektet gerne ville væk igen, begyndte han at kravle nærmere mod sit bytte. Kvinderne fornemmede altid på dette tidspunkt, at de formentlig havde begået en fejl ved at lade sig forføre - men på dette stadie var der ingen mulighed for at fortrække sig. | ||||||||||||||
 | Robert Mørk | 2010-12-20 17:15:27 |
Spændende historie om en, viser det sig, mand som ikke er helt "normal" i hovedet, Jeg er ikke helt klar over, om det' er det' som er hans hemmelighed, eller om det er den kendsgerning at "Kvinder er dumme og naive" og at han ter sig som en edderkop når han har scoret en kvinde. Jeg kan nemlig ikke finde ud af om han dræber dem også.
Mine øjne faldt over et par steder, som her:
"De var ikke rullede for vinduet og gennem de lukkede vinduer kunne han fornemme..." måske du kunne undgå vindues-gentagelsen, hvis det er gennem ruden han fornemmer. eller: gardiner som hænger tungt, bliver jo ikke rullet for vinduerne, men trukket for "De var ikke trukket for, og gennem det lukkede vindue kunne han...."
Og så er der her:
"Det var mørkt, og månen skinnede fra en tilsyneladende skyfri nattehimmel" jeg syntes ikke nattehimmel er nødvendigt, bare himmel. Vi ved jo det er mørkt og månen skinner, så må det jo være nat.
Og så lige en sidste:
"...og det lignede nu, at det lys pejsen kastede på gardinerne, fik dem til at ligne store striber af flydende blod." det behøver ikke ligne at det ligner, det bliver lidt for meget:)
I mellemste afsnits nederste linje er et "sig" blevet til et "fra" for meget.
/robert
Mine øjne faldt over et par steder, som her:
"De var ikke rullede for vinduet og gennem de lukkede vinduer kunne han fornemme..." måske du kunne undgå vindues-gentagelsen, hvis det er gennem ruden han fornemmer. eller: gardiner som hænger tungt, bliver jo ikke rullet for vinduerne, men trukket for "De var ikke trukket for, og gennem det lukkede vindue kunne han...."
Og så er der her:
"Det var mørkt, og månen skinnede fra en tilsyneladende skyfri nattehimmel" jeg syntes ikke nattehimmel er nødvendigt, bare himmel. Vi ved jo det er mørkt og månen skinner, så må det jo være nat.
Og så lige en sidste:
"...og det lignede nu, at det lys pejsen kastede på gardinerne, fik dem til at ligne store striber af flydende blod." det behøver ikke ligne at det ligner, det bliver lidt for meget:)
I mellemste afsnits nederste linje er et "sig" blevet til et "fra" for meget.
/robert
| Forfatter in spe | 2010-12-20 17:42:53 |
Tak skal du have, Robert!
Dine kommentarer beviser jo blot, hvor vigtigt det er, at man får andre øjne på sine tekster. Inden upload, læste jeg teksten, og jeg kunne ikke se de ting, som jo så tydeligt springer i øjnene, efter du har udpeget dem ;-)
Mht fyren i sengen: Jeg tror, han dræber disse kvinder, men jeg er ikke helt klar over, hvad hemmeligheden er. Det er starten på en historie.. Så jeg finder jo nok ud af det på et tidspunkt ;-)
/Jesper
Dine kommentarer beviser jo blot, hvor vigtigt det er, at man får andre øjne på sine tekster. Inden upload, læste jeg teksten, og jeg kunne ikke se de ting, som jo så tydeligt springer i øjnene, efter du har udpeget dem ;-)
Mht fyren i sengen: Jeg tror, han dræber disse kvinder, men jeg er ikke helt klar over, hvad hemmeligheden er. Det er starten på en historie.. Så jeg finder jo nok ud af det på et tidspunkt ;-)
/Jesper
| Robert Mørk | 2010-12-20 17:48:29 |
Okay, så venter jeg spændt....
| haleløs | 2011-08-04 20:40:18 |
Så HUN blev nydt - og fortæret ... metoden fremgår desværre ikke?
Billedet og selve stemningen er uhyre velskrevet og en nydelse at læse!
Dettehér: 'Korttidshukommelsens lagerplads var nu helt fyldt op med billeder fra langtidshukommelsen. ' er teknisk superbt fremragende!
Det hedder enten ' at trække sig' eller 'at fortrække'; IKKE' 'fortrække sig.'
venligst ...
Billedet og selve stemningen er uhyre velskrevet og en nydelse at læse!
Dettehér: 'Korttidshukommelsens lagerplads var nu helt fyldt op med billeder fra langtidshukommelsen. ' er teknisk superbt fremragende!
Det hedder enten ' at trække sig' eller 'at fortrække'; IKKE' 'fortrække sig.'
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg havde faktisk helt glemt denne tekst ;-)
Det var et resultat af en første-skrivning en aften, hvor historien/stemningen pludselig meldte sig. Den skal helt sikkert have en gennemskrivning - og så skal der jo lidt mere kød på skelettet ;-)
Det må ske, når historien er klar til det.
Men tak for lige at minde mig om den igen ;-)
/Jesper