 |  | Del 3. Syv minutter i 6 |
 |
|
|||||||||||||
|
Et putain undslipper pariserkvindens læber. Hg er paralyseret, lammet, for første gang i årevis er hans hoved tomt, hans blik flakker mellem væggene, og den fremmede kvinde som han instinktivt fornemmer han er sammen med. Der er ingen mennesker at se nogen steder, og påfaldende stille. Pariserkvinden gør sine øjne smalle, i et forsøg på at tilfredsstille sansernes behov for mætning når hun bevæger hovedet. Hendes mund forbliver lukket. Hun mærker et fald som i en drøm hvor man dratter nedad så længe at man kan nå at tænke på vejen. Musikken er lige akkurat så fragtmentarisk at helheden opløser sig, sekunder inden hun når at samle brikkerne. Hun standser i luften, og mærker sine hænder og tasken der hænger over skulderen. Hendes ene hånd glider ned i et rum med lynlås. Da den kommer tilbage holder den om et lille polaroidfoto med en labyrint af tværgående krakeleringer. Hun er stakåndet da hun glatter fotografiet ud. Tre personer på billedet giver indtryk af en familie. En yngre mand sidder med benene over kors i en kurvestol hvis ryglæn rager op over hans hoved. Han og barnet på hans skød, kigger direkte ind i kameraet. Kvinden bærer en hat med bred skygge, hun står med svajet ryg og hviler underarmene på mandens skulder. Hun har en lang selskabskjole på med tynde stropper. Pariserkvinden genkender kjolen, men ikke kvinden hvis ansigt er skjult under skyggen. Hun får en fornemmelse af at billedet er taget få dage før en begravelse, måske en af de tre personers. Hun husker ikke tingenes placering i sammenhængen, og mærker en følelse af afmagt forplante sig i kroppen. Gulvet bevæger sig som asynkrone tandhjul under hende, da hun tager fat om Hgs håndled. Han gør ingen modstand, og hun ser ikke på ham da hun lydløst trækker ham med ud i en by ingen af dem kender. Han koncentrerer sig om at sætte en fod foran en anden,og ber’ til at mønsteret gentager sig. Udenfor blæser det, og vinden er fuld af partikler. Himlen er som en afgrund, indtrykkene for overvældende, han må kigge ned. Han trækker hagen ind til brystet, og lader sig føre. Husene kaster skygger henover gaden. Spidsen af skyggen fra den største bygning peger på dem. Pariserkvinden lader øjnene følge skyggen tværs over gaden hvor den ophører, og lyden af vand der bliver kastet tilbage begynder. Hun lader sig lede af skyggens anvisninger. Da hun efter få minutters gang kigger tilbage, er hotellet ikke længere synligt. Endnu en krakelering er afmærket, da hun lægger fotoet tilbage i tasken. Hun slipper taget hans arm og styrer hen mod lyden. Hun samler armene foran kroppen, og læner sig frem for at lade øjnene følge vandets bevægelse væk fra byen. Længere fremme bliver afstanden mellem husene større, og kanalen bliver til en flod i en glidende overgang. Hg har intensiverende kvalme. Alle proportioner er forvrænget, bygningerne er for høje og smalle, nogle steder hælder de fremad. De største minder om geleagtige broer der strækker sig gennem tiden. Den eneste tanke der fylder hans hoved, er den, at han ikke selv har valgt omstændighederne. Han følger hende i tæt afstand. Ind imellem rammer spidserne af hans sko hendes hæle. Da han ser vandet sætter han sig på jorden. Hun vender sig om, og når at se et glimt af hans ansigt, inden han skjuler sit hoved i hænderne. Hun betragter ham tavst. Så tager hun sit tørklæde af, og sænker det ned i vandet. Bagefter folder hun det til en smal strimmel, og lægger den over hans øjne, idet hun omhyggeligt skubber hans hoved bagover. Han forsøger desperat at få samling på sig selv, følelsen af gentagelse griber ham. Han mærker en skrøbelig tråd af mærkværdig tavshed i sin hukommelse, men den brister. Han lukker øjnene og lader tiden gå, mærker hvordan hans sanser samler sig i koncentration om sporene fra hendes hænder, der har sat mærker på hans skuldre og i hans ansigt. Han bliver siddende i lang tid. Lyden af rytmisk bevægelse vækker ham. En stor uhomogen, men tæt op ad hinanden gående gruppe af mennesker kommer til syne gennem partiklerne som ligner sne på afstand. Nogle af dem skubber indkøbsvogne foran sig med oppakning og plasticposer. Hans synsfelt er mættet af pariserkvindens ryg og frakke der hvirvles op af blæsten. Han kan ikke se hendes arme, undrer sig over hvad de foretager sig foran kroppen. Hun har rejst sig, og styrer direkte mod flokken hvor hun forsøger at trænge ind. Hun holder fast i remmen på sin taske, og stiller sig ind foran en midaldrende mand med fuldskæg og spørger hvor de er på vej hen. Han har isblå øjne, og en legende trækning i den ene mundvig. Gruppen standser simultant. Manden trækker hende til side. - Vi leder alle efter et sted at dø. - Eller jeg skal måske sige vi ledte, siger han og sukker. Han forklarer at gruppen har det tilfælles at de alle har brudt med deres familier, og utilsigtet påført andre mennesker meningsløs smerte. Når lidenskab bliver til den rene gift for de implicerede, siger han. Hvis man ikke passer ind i den levevis samfundet nu engang foreskriver. Når livet end ikke har spor af det enestående man længes efter. Han kigger udover flokken, - den rus vi forventede ville komme med friheden udeblev. Nogle enkelte mener sig straffet af de højere magter, men de fleste tror på kombinationen af fællesskab og frihed i form af et slags areligiøst nomadeliv. Den transitagtige tilværelse fordrer nogle problemstillinger der tvinger os til at se frem, verden bliver uforudsigelig. I uforudsigeligheden bliver vores sanser således skærpede, sanser som har ligget i dvale i gud ved hvor lang tid, siger han og slår ud med armene. Før befandt vi os alle i en situation hvor det stod os klart at vores tanker var fikseret omkring vores fortid, ingen så fremad. Når de alligevel gjorde, tegnede døden sig i stadig tydeligere optrukne linier. Derfra forsvandt vi. Han fortæller at han havde terminerende lungekræft. - Jeg ved ikke om jeg er rask nu, men jeg føler mig frisk som før jeg blev syg. Han forklarer at gruppen fungerer som en voksende snebold, derved at den finder nye tilhængere hvergang den passerer en by. - Hvor vidt vi er på vej tilbage ved ingen af os, men vi er muligvis på vej mod et mål eftersom vi alle føler en uovervindelig trang til at gå. Del.2. Strasbourg | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-06-15 17:33:23 |
Hvad er et "putan"?
Vh.Nnuth
Vh.Nnuth
| Nisch | 2013-06-15 17:44:19 |
betyder i princippet luder...., men bruges i flæng på fransk, når noget er galt - kan vist sammenlignes med det danske "lort"...
| nhuth | 2013-06-15 18:02:38 |
nå."puta" kender jeg godt. Men "putan" med n i enden er vist noget du selv har fundet på.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| Nisch | 2013-06-15 21:29:58 |
putaIn....tak, er rettet
| haleløs | 2013-06-16 14:06:02 |
en snebold af lidenskabsløs frihedstrang til a-religiøst nomadeliv; nu blir teksten efterhånden lovlig filosofisk!
venligst ...
PS dette '... og lyden af vand der bliver kastet tilbage ...' er et alt for upræcist billede i så spraglet en tekst; er det mon vandet, som kastes tilbage? Ku' det jo snildt være i denne slags beretning ;)
Det hedder 'termiNAL (diagnose)' ;)
venligst ...
PS dette '... og lyden af vand der bliver kastet tilbage ...' er et alt for upræcist billede i så spraglet en tekst; er det mon vandet, som kastes tilbage? Ku' det jo snildt være i denne slags beretning ;)
Det hedder 'termiNAL (diagnose)' ;)
| Nisch | 2013-06-17 07:34:00 |
Det er, som en ven sagde, også mere sproget end historien der interesserer mig...og det er klart et problem når de to størrelser går hver sin vej...
lidenskabsløs frihedstrang ?!
og ja, det er vandet der kastets tilbage og derved laver en lyd :)
lidenskabsløs frihedstrang ?!
og ja, det er vandet der kastets tilbage og derved laver en lyd :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
