 |  | Mariams breve Kap. 14 |
 |
|
|||||||||||||
|
Mariams Breve Kapitel 14 Pinsesøndag Hele Rosarno stod på den anden ende. De krydrede dufte af rosmarin, timian og oregano blandede sig med lydene af potter og pander fra brasserier og bistroer i byens gader. Der var livlig trafik af til og fra de mange små kølehuse, hvor kødet hang til modning. Hele og halve okser, får og lam hang i tætte rækker. De femten-tyve tusinde feststemte borgere skulle snart nyde frugterne af deres ugelange forberedelser. Traditionen bød, at brudgommen stod og ventede foran kirken med en buket blomster, som skulle overraske den udkårne skønhed. Ruten som de senere skulle følge fra den lille kirke, som folkeviddet kaldte ”Basilica di Rosarno” og kun kunne rumme et par hundrede af gæsterne. var mindre end en kilometer lang Orkesterets medlemmer var iklædt deres stiveste puds, mange borgere havde iført sig den calabrianske egnsdragt med broderier og sølvtråde. Monsigniore Padre Poppolino førte an med de ældste priorer som svingede røgelseskar og stænkede vievand på de heldige. Derefter kom de otte stærkeste hjælpepræster som bar Den Hellige forgyldte Jomfru af solidt egetræ. Småskrammerne fra tidligere års uheld var for længst udbedret af byens dygtigste håndværkere. Efter dem kom ministranterne med den guldbelagte monstrans med hostien som Kristi legeme. Derefter de hvidklædte messedrenge med bomuldsreb om albaernes liv og højt hævede krucifikser med den lidende frelser. Tilskuernes begejstrede udbrud blev overdøvet af hornorkesteret, der med piber og trommer og tamburmajor i front marcherede ude af takt i hælene på den småløbende gestikulerende borgmester med nypudset kæde og glattet skærf. Sveden tapløb af de korpulente mænd. Elizabeth hentede Maleren allerede halv ti. Første Pinsedag var jo helligdag, huskede Maleren pludselig. Så var det jo ikke så mærkeligt, at der var så stille på Rygård. Clausens børn havde sovet længe og Christian var ude at gå tur med Rufus. ”Gå ind og hilse på Nina og Simon. De sidder i køkkenet”, sagde hun. ”Hej, Lars, skal I male?” ”Jah, det er da meningen. I må gerne se på, hvis I gider.” Han fulgtes med Elizabeth ned i udestuen. Der var et dejligt lys på det lille grundede lærred. 50 X 60 centimeter, var fint til formålet. ”Du kan også få et 60 X 72, hvis du vll?” ”Ih, ja tak. Det er bedre.” Han fandt sin malerkasse med grejerne frem. Kittelen havde han glemt. Hun tog to glas og en stor Sweppes-tonic frem. ”Vil du have is i?” ”Nej, tak, det er fint sådan. Skal vi starte så småt? I starten må du gerne stå op, det er bedst. Ja, prøv der, cirka to meter fra mig. Jeg står også helst indtil proportionerne er på plads. Frisuren finder vi ud af efterhånden.” Med en halvblød kulblyant slog han de første svage streger, mens han skævede til sine egne skitser ind imellem. I ti minutter sagde han ikke meget. ”Fint”, sagde han pludselig. ”Pause fra arbejdet.” ”Du må gerne kikke, hvis du vil. Kan vi lige gå fem minutter på terrassen?” Christian dukkede op med Rufus og hilste på. ”Hvordan går det?” ”Tak, fint; jeg tror, at hunden kan huske mig”. ”Det er der ingen tvivl om. Nina er kørt op til Gry,” sagde han til Elizabeth. ”Jeg cykler en tur med Simon. Vi er hjemme ved tretiden. Og Nina ringer.” ”OK, god tur, hej så længe”. ”Jeg kan da bare komme en anden dag”, sagde Maleren, der fornemmede uro i luften. ”Nej, nej. Det er bare mig. Det tager sin tid at leve videre efter det vi var igennem”, sagde hun stille. ”Nej. Det betyder meget for mig at kende dig. Du udstråler så meget godt”. ”Vi kan da også bare snakke og hygge os. Måske kommer ´Fru Muse´ på besøg; man véd aldrig hvornår. Hun lever sit eget liv i os begge. ”Tror du, at der findes mandlige muser”, spurgte hun. ”Ha, det har jeg aldrig tænkt over, men det må der nødvendigvis gøre”¦, tænk på de græske statuer”¦ rene former uden brug af farver.” ”Måske den usminkede sandhed?” ”Det er vel så meget sagt,” svarede Maleren, ”men i hvert fald en vigtig del af den. Kun vores fantasi og forestillingsevner giver mulighed for at skabe liv i skulpturernes øjne”. Nina ringede som hun havde lovet og Elizabeth slappede af igen. ”Jeg tror jeg forstår, hvordan du må have det”, sagde Maleren. ”Nu er der igen liv i dine øjne. Skal vi fortsætte, hvor vi slap?” ”¦.”Ja. Nu bliver det nemmere; prøv at sætte dig i den stol dér; ja, afslappet. Se på min næseryg eller lige forbi et af mine ører ud i haven. Præcis! Kan du holde den sådan lidt?” Han fortsatte koncentreret. Nu med lidt lys okkerfarve på en smal halvhård konturpensel og svag dueblå baggrundsfarve med en lidt bredere pensel. ”Så. Nu er du fri til at røre på dig som du vil. Det bliver ikke så tosset. Om lidt kan du vise mig hvad du helst vil have på; bare ikke rullekravesweater, hat og bh”. Duften af fransk terpentin var umiskendelig. Besnærende og inspirerende; ikke så gennemtrængende som den mineralske. ”Rufus er efterhånden blevet vant til lugten”, sagde hun beroligende, ”Han blev også glad for at se dig igen.” Mens hun valgte tøj fra garderoben, arbejdede han videre i udestuens planterige. Han undlod dog ikke at lade sig fange af hendes naturlige graciøse bevægelser. Bevidstheden om, at hans blotte tilstedeværelse i huset uvægerligt ville forstyrre hendes personlighed, drillede ham, men lod sig skubbe til side. ”Kom lige og se”, råbte hun oppe fra soveværelset. Lidt tøvende gik han op, ”Kom bare, jeg er påklædt”, sagde hun og lo. Hun havde lagt fire-fem forskellige stykker tøj frem. ”Det skal vel ikke være spraglet, vel?” ”Nej, gerne en ensfarvet overdel og en anden farve nederdel eller bukser”, foreslog han, ”gerne noget let”. ”Lidt silkeagtigt, måske?” ”Ja, gerne glat og folderigt, men ikke plisseret. ” ”Må det være orange og grønt - eller blåt?” ”Grønt er fint. Baggrunden havde jeg tænkt skulle være blå”. ”Skal vi have et stykke mad nu, eller skal vi vente på at Christian og Simon kommer tilbage?” ”Jeg kan sagtens vente”, svarede han og gik ned i udestuen og gjorde sig klar. ”Skal vi have musik til arbejdet, eller foretrækker du fred”, spurgte hun og satte en musikafspiller frem. ”Det vil være dejligt med lidt rytmisk eller let klassisk. Spil noget du holder af. Bare det ikke er Bachs orgelværker eller det de unge kalder heavy metal.” ”Ha, der er heldigvis ingen af delene her i huset, så vidt jeg ved. Men alt muligt andet. Her er et bredt udvalg af min yndlingsmusik; tør du prøve.” Hun startede med Armstrongs ”What a Wondelfull World”. “Herligt”, sagde han. “Af og til går tekst, musik, rytme og billeddannelse op I en mirakuløs enhed.” Elizabeth sad bedre nu; tvangfri og åben. Iklædt en orangerød tynd silkeskjorte og en glat lidt opslidset vårgrøn nederdel. Blændende smuk. Hans hjerte sprang et slag over, før det satte i vild galop. ”Hvad tænker du på, Lars”, spurgte hun uventet, ”skuffer min påklædning?” ”Nej, nej”, stammede han, ”din skønhed overvælder mig. Du har ingen anelse om, hvor forførende jeg oplever dig”, sagde han som sandt var. ”Jeg er slem til at lade mit fysiske begær få overtaget i ubevogtede øjeblikke; du må undskylde, at jeg er så ligefrem, men jeg kan ikke lyve over for dig. Kan du tilgive mig?” ”Ja, min ven. Din hukommelse fejler heller ikke noget”¦ jeg nærer de samme følelser for dig og jeg må lægge stærke bånd på mig selv, hvis vi skal bevare vores venskab og samarbejde”. I guder, sikke noget rod. I hans alder. Nu var det Mick Jagger og Stones’ ”You can’t alvays get what you want”, der tog over. Måske var det dét , der reddede dem på stregen. ”Jeg ville gerne nyde din tydelige virilitet i fulde drag, men jeg tør ikke sætte så meget på spil, hvor der kun skabes tabere”, sagde hun eftertænksomt. Hun rejste langsomt og gik hen og kærtegnede hans ansigt og kyssede hans læber. ”Tak”, hviskede hun, ”kan du klare at male mig?” ”Naturligvis kan jeg det. Det vigtigste er vores venskab og fortrolighed.” Det gjorde ondt i ham at sige det, så hun nikkede bare. ”Nu ændrer billedet nok karakter i retning af Elvira Madigan”, spøgte han. ”Ingen af os kan og må tillade os at handle overilet. Nu må tiden hjælpe os.” Han greb resolut pensler og palet og fortsatte sit arbejde med baggrunden. Efter få minutter lod han sig opsluge i koncentration om farver, lys og skygger. Nu begyndte det for alvor at tage form. Denne gang akkompagneret af Nana Muskouris pragtfulde plaisir d’amour. Alt for passende til lejligheden. De hørte begge bildøren smække. Og så hoveddøren. ”Gud, klokken er snart halv to. Du må være skrupsulten”, sagde hun. Rufus fandt dem med det samme og hilste kærligt på før den fortsatte sin runde i huset. ”Nej, lille skat”, sagde Elizabeth til den, ”Nina er ikke hjemme. Jeg går op og smører lidt mad.” Christian kom ned. ”Må jeg se” spurgte han. ”Selvfølgelig”, svarede Maleren. ”Det er hverken helt eller halvt færdigt, men det skrider da frem”. ”Det er da fantastisk”¦ ”Han gik frem og tilbage og studerede værket. ” Jeg begriber ikke hvordan du bærer dig ad. Hvor har du lært det?” ”Tjah, jeg véd det faktisk ikke. Jeg er glad for at du synes om det. Jeg har vist nok tegnet og malet så længe jeg kan huske tilbage. Måske har jeg bare været heldig, at ingen har taget modet fra mig, som det så tit sker i skoletiden.” ”Værs’god”, kaldte Elizabeth; ”Nina kommer hjem før klokken seks og Simon har spist. Han sidder sikkert og spiller på sin computer. Gid f”¦ havde den.” Hun havde fremtryllet et fad med otte ti dejlige stykker mad. ”Humm”, sagde Maleren, ”nu forkæler I mig igen”. ”Pjat”, svarede hun, ”spis nu, hvad I kan. Jeg kan smøre mere, hvis I vil have det.” Christian nød sin fridag. ”Måske går jeg med Simon i biografen i eftermiddag eller i aften. Han fik gode karakterer ved prøverne i skolen. Nu mangler de vist kun et eller to fag.” ”Jamen, jeg vil også gerne sige tak for i dag, sagde Maleren. Vi nåede da lidt længere, end jeg havde forestillet mig.” ”Vi skal da lige have en kop kaffe før vi kører”, sagde Elizabeth. Klokken blev næsten fire, før Maleren kunne lægge sig en halv time på sin seng for at fordøje dagens indtryk. Han følte sig drænet for energi men var samtidig rastløs. Kirstine havde set bilen komme. Det var dejligt at se Maleren i fuld vigør igen. Han er sådan en pæn mand. Hans telefon ringede. Det var Selma. ”Hej og god pinse”, sagde hun. ”Jeg går og gør rent i biksen. Forstyrrer jeg?” ”Nej, og hvis du gjorde, ville det kun være rart.” ”Åh, du er sød. Jeg kører hjem om lidt. Har du ikke lyst til at besøge mig? Så kommer jeg forbi og henter dig om et kvarters tid.” Han var glad for at blive afbrudt i sin indre uro, som ikke var til at holde ud i ensomhed ”Jeg har ringet et par gange i dag, men du er ikke så flink til at tage telefonen”, sagde hun, da hun kom. ”Næh, i morges var jeg løbet sur i dagene og måtte pludselig op og male direktørens kone ”. ”Ja, men på en helligdag, troede jeg”¦ Tænk, ja du må gerne grine ad mig nu, men jeg blev så tindrende jaloux som en forelsket skolepige. Giv mig er kys jeg kan mærke. Kris er ikke hjemme”¦ ”Jamen, fru Andersen ser os måske”¦ ”Ja, og hvad s唦 ” ”Jeg skal love for, at der er amoriner i luften”, sagde Theodor til Kirstine, da Selma og Maleren kørte ned gennem alléen”. ”Ja, det var da også på tide. Du må gerne så et par rækker til mig. Bare til husbehov”, svarede hun kærligt. Hun - eller - de, hun og Kris, boede i en ældre lejlighed i Stationsalléen. Jernbanen eksisterede ikke mere. Der var en eksotisk blanding af gamle og nyere møbler. Et par tætpakkede reoler fangede hans interesse. ”Fanny Hill” stod klemt mellem ”Fifty Shades of Grey”, ”Tantra Sex” og Suzanne Brøgger. ”Her inde bor Kris”, sagde hun og åbnede døren. Det var et dejligt lyst værelse fyldt med computere, elektronik og to tv-skærme. ”Han drømmer om at opfinde et nyt computerprogram lige som ham Bill Gates. ham Bill Gates!” ”Vil du have noget koldt at drikke?” ”Ja, tak.” Hun hentede en flaske citrusvand og to glas med isterninger. De tog plads i en stor velholdt ældre trepersoners sofa. Hun var klædt i sorte tætsiddende cowboybukser og en let skjorte. ”Skål, dejlige mand og velkommen.” ”Tak, smukke Selma, jeg nyder dit selskab”. Blidt lagde han venstre arm om hende og kærtegnede med sin frie hånd forsigtigt hendes lår. Pludselig sagde han: ”Du har ikke grund til at føle jalousi. Vel er Elizabeth måske lige så smuk og attråværdig, som dig, men jeg er meget glad for at kende dig. Det hele er bare så uvant for mig, og jeg kender dig jo ikke en gang rigtigt. ”Nåh, det gik da ellers meget godt med os to forleden? Du har sikkert kendt mange kvinder i dit liv? ”Det var pragtfuldt, forleden, du må und”¦” ”Sludder”, afbrød hun, ”det var mere end pragtfuldt. Jeg vidste præcis, hvad jeg gjorde, og det var dejligt”. ”Du er uimodståelig. Er det forkert af mig at sige, at din krop og store bryster gør mig så begejstret?” ”Nej, selvfølgelig er det ikke forkert. Det dejligt, kom og kæl med dem. Det går direkte i bukserne på mig”¦ , men så må du altså gerne fortsætte; bh’en irriterer mig, men jeg kan ikke undvære den til daglig. De er jo ikke blevet lettere med tiden”. De gik ind i soveværelset. Hun tog langsomt skjorten af og skubbede ham ned på den store seng. Han fumlede med sin skjorte, mens hun lynede hans bukser ned. ”Jeg husker rigtigt”, sagde hun, ”så hård og stor. Wauw, hvor jeg trænger til dig; spiser du Viagra eller sådan noget”, lo hun. ”Det har jeg vist aldrig haft brug for. Hvordan holder du dig så godt?” ”Lidt gymnastik, ellers ikke noget. Men min bagdel er for stor.” ”Vrøvl, den er smuk og perfekt”, svarede han og kyssede den. Den passer til dig,”¦ hm, hvor er du bare så skøn.” Hun lo, da han fumlede med bh’ens hægter. Det, der virkede så legende let og ukompliceret for hende, var så kejtet og modstridende i ham. Hendes rytmiske vejrtrækning gik over i stønnen, så han blev nervøs, men hun opildnede ham til at fortsætte. Hendes brystvorter var som sarte rosenknopper i hans mund Hun brugte ord, som han kendte, men aldrig havde brugt i sit voksne liv; hun brugte sin krop, sin mund og sine hænder på måder han kun havde drømt om men aldrig mødt før. I nogle øjeblikke smeltede de sammen til én helhed i ekstatiske krampetrækninger. Afslapningen bagefter var lige så vidunderlig. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
