 |  | På kanten til oprør |
 |
|
|||||||||||||
|
Dette er mit tidligere indlæg På Kanten som jeg har redigeret i og jeg indsendt til konkurrencen 'Oprør'. :) _________________________________________________________________________ Det grå skydække henlagde verden i en dyster tone. Det irriterede hende at vide, at lige på den anden side af de forbandede skyer, var der solskin. Det burde være varmt nu”¦ det var midt i august! Men nej, selvfølgelig var det koldt og gråt. Eftermiddagen tøffede langsomt forbi og radioens musik virkede søvndyssende. Hun strakte sig gabende, rejste sig for ikke at falde i søvn, sukkede dybt og følte sig lettere fortabt. Hun anede ikke hvad hun skulle lave”¦ verden var for grå til at foretage sig noget. Man burde gøre et eller andet for at bryde fri af hverdagens fastlagte rammer; af hele verdens fasttømrede fængsel. Hun sjoskede over til sin computer og gik på youtube. Hm”¦ Hvilken sang? Welcome to the Masquerade eller Everybody’s Fool? Thousand Foot Krutch eller Evanescence? Enten det eller også skulle hun høre Riot eller Break med Three Days Grace; to gode sange om at bryde ud og lave oprør. Lidt tid sad hun og overvejede det; så smækkede hun computeren i med et brag. Det var dét der var brug for! Et ordenligt oprør til at rense luften for alt det lort der foregik over hele verden. Også i folk selv. Hun gik ud og tog sig et krus te med sukker; det fik hende til at slappe af. Med kruset i den ene hånd og et tykt fleecetæppe i den anden, gik hun ind og satte sig i stuen igen. Hun pakkede sig ind i tæppet og tog et nip af teen. Pludselig vibrerede hendes mobil. Hun tog den op af lommen og tog endnu en mundfuld te. Opkaldet var fra David. ”Hey”¦ hva så?” Lød hans stemme fra den anden ende. ”Keder mig grumt”¦!” ”I see”¦” ”Tja”¦ hva med dig?” ”Jeg prøver at finde en”¦” Hans stemme forsvandt i en larmende knasen. ”Hva?” ”Jeg prøver at”¦” Tre dutlyde og en larmende tavshed”¦ Forbindelsen var røget. Hun bandede og smed telefonen fra sig på sofaen. Hun tog en mundfuld te igen. Den var langsomt ved at blive kold, så den var hurtigere at drikke. Kort efter vibrerede telefonen igen; hun havde fået en sms fra David. ”Må jeg kigge forbi i morgen? ^.^” ”Jada :)” tastede hun hurtigt ind og sendte. Det var så én dag mindre at kede sig i”¦ Hun satte det tomme tekrus fra sig, lod fleecetæppe være fleecetæppe og gik ud i køkkenet. Hvis der ikke var mad når hendes forældre kom hjem, skulle hun høre på deres "du har meget mere tid end os"-tale. Hun hørte en bildør smække. Det betød, at hendes far kom hjem. Så gik der ikke lang tid før hendes mor også kom. Hun kiggede ned i suppegryden og iagttog de se små selleristykker, der svømme rundt imellem gulerødder og porrer. Ad”¦! Han kom ind og kiggede interesseret ned i gryden imens han tog jakken af. Hans mund kørte nonstop med beretninger om sin dag og spørgsmål til hendes. Gid han ville klappe i”¦! Hun svarede kun med brummelyde og enstavelsesord, men det tog han sig ikke af. Sådan var det altid”¦ og om en halv time kom hendes mor hjem og så kunne de gentage det hele igen. De sad i tavshed om køkkenbordet. Suppen smagte ikke rigtigt af noget, men hun spiste den alligevel. Hun gad ikke diskutere om sine madvaner. Så snart hendes skål var tom, rejste hun sig og satte den væk. Uden et ord til sine forældre gik hun op på sit værelse og lukkede døren efter sig. Det gjorde dem ikke noget”¦ det gjorde det aldrig. Eller”¦ de gav aldrig udtryk for, at det generede dem. De hvide, nøgne vægge isolerede hende fra verden udenfor. Adskilte hendes verden fra andres og holdt hendes tanker inde. ”Min vidunderlige lille verden”¦” Hviskede hun sagte. "Fri for løgne, kun den rene sandhed! Dette er det eneste sted, hvor der ikke er brug for noget oprør; det eneste sted jeg ikke ville lukke andre ind til at skabe forurening og rod. Det her er min verden, min sandhed, mit paradis”¦ Alle I andre skal blive væk. Hold jer til den verden I har skabt og ødelagt i jeres grådige kamp for ære, anerkendelse og respekt. Alle jeres løgne og alt jeres had. Alle jeres masker, der langsomt smelter sammen med jeres hud, for derefter at blive slidt op og smuldres. I tror alle verden er et godt sted, at der er en dybere mening med livet. At I har venner der vil stå på hovedet for jer hvis I beder dem om det, men det er der ikke”¦ venskab findes ikke. Venskab eren ilusion som bareer noget man bruger som redskab til at komme frem og op. ” Hendes hvisken havde ændret sig til en lavmælt mumlen, som hun hurtigt standsede; men monologen fortsatte ufortrødent inde i hendes hoved. ’Der er dem, der lader som om de er dine venner og bare venter på at dolke dig i ryggen, så er der dem, der er ligeglade med dig, men stadig lader som om I er venner indtil der er et bedre tilbud, så er der dem, der bare er ligeglade og ikke prøver at skjule det og så er der dem, der bare er nogle svin, der skal kastreres med glødejern og smides i et hajbassin. Løgn og rænkespil”¦ der er ikke andet til. Survival of the fittest”¦ de svage bliver knust! I tror alle I er så hellige”¦! I håber på én eller anden form for frelse og et liv efter døden; at der er en gud, der vil straffe jer for deres synder, og derefter skænke jer evig lykke og fred. Men alligevel efterlever ikke jeres guders regler og love”¦! De fleste kristne render rundt og er skide skinhellige. De kalder sig kristne og forsager djævlen, men generer man dem vender de ikke den anden kind til, som de skal; nej, de sender hele lortet tilbage i synet på én igen.’ Hendes tanker fandt igen vejen ud gennem hendes mund. De sivede langsomt ud og lagde sig som en bitter stemning af dis i værelset. ”Præcis som satanister.” Hun begyndte at trave rastløst rundt. ”De lyver ikke for sig selv”¦ Kristendom er ikke andet end hyklerisk selvbedrag og kærlighed til de uværdige”¦! Satanismen ser mennesker som de dyr de er”¦ hævn, vitalt liv, visdom og kun kærlighed til de der fortjener det..! Mennesket er ikke andet end et dyr! Og værre end andre dyr. Primitive urinstinkter, der er i fuldt spil i underbevidstheden, og hævngerrig blodtørst.” Hun tvang sig selv til at holde inde. Hvis folk hørte hende ville hun blive erklæret sindssyg. Det eneste Hun manglede, for at blive stemplet som psykopat, var at stå og vifte vildt omkring sig med en ladt pistol imens hun stod og råbte og skreg sin mening ud. Så ville der komme svært bevæbnede mænd styrtende og prøve at tale hende fra sin holdning, hvorefter hun enten ville bryde flæbende sammen og lægge pistolen, eller gå amok og prøve at skyde dem alle, kun ramme tre fordi hun ikke sigter, og derefter selv blive skudt i stykker af de armerede folk. Hun smed sig på sengen med et suk. Træt”¦ træt, såret, hadefuld og værdiløs. Riot”¦ Oprør”¦ to fantastiske ord. Kort efter faldt hun i søvn. Klokken var ti da hun vågnede. Solen kastede sit lys ind gennem vinduet og varmede svagt. Hun svang benene ud af sengen og stod op. Hun vidste ikke hvornår David kom; det havde de ikke aftalt. Hun gik ud på badeværelset, kiggede kort på sit spejlbillede i det ophængte spejl og så et spøgelse kigge tilbage. Hurtigt flyttede hun blikket, greb fat om spejlet med begge hænder og kylede det ned i gulvet så det knustes. Igen stod hun og stirrede på spejlbilledet. Spøgelset i spejlet kiggede stadig på hende fra de mange skår og splinter. Uden at røre resterne af det ødelagte spejl forlod hun badeværelset og gik ned. Nogen havde banket på. David stod med store hovedtelefoner på, som han hurtigt tog af, da hun åbnede. Et smil tegnede sig hurtigt på hans læber og han hilste. Hun lukkede døren efter ham og gik i forvejen ind i stuen, der stødte op til entréen. Hun satte sig i sofaen, tændte tv’et og få sekunder efter sluttede David sig til. Med tegnefilm som baggrundsstøj sad de længe og snakkede. Det var et stykke tid siden de sidst havde været sammen, for han havde været i London med sin familie. Hun ville gerne selv til London”¦ faktisk havde han inviteret hende, men hun havde ikke kunne tage med, for hendes pas ville udløbe imens de var af sted og de kunne ikke nå at forny det. Hun ville virkelig gerne ind og se Madame Tussauds voksmuseum. David sad og tegnede og fortalte. Både om voksmuseet, Big Ben, London Eye, undergrundsbanen og en hel del mere. Hun sad som en spændt femårig og sugede det hele til sig. Hun ærgrede sig over hun ikke kunne være med, men det var der ikke noget at gøre ved; at høre om det var bedre end ingenting. David fortalte om deres tur i London Eye”¦ pariserhjulet standsede ikke for at lade folk komme af og på; man skulle bare stige af og på når ”vognen” var ved jorden, den fantastiske udsigt fra toppen, synet at hjulets skygge i vandet, at det gik så langsomt, at man ikke bemærkede det bevægede sig og at før folk blev lukket ind, gik ansatte ind og tjekkede vognen for om noget var blevet efterladt. Et eller andet sted var det underligt hun så gerne ville derop, for hun led af højdeskræk; slemt, endda”¦! Hun hadede det faktum at de boede i lejlighed! Det var også derfor hun aldrig var ude på altanen. Hendes mave trak sig sammen, som strammet af snore, når hun stod derude. Af samme årsag kiggede hun aldrig på den anden side af gelænderet, når hun gik ned. Langsomt bevægede hendes tanker sig længere og længere væk fra højder og London. Det tog kun et par minutter før hendes tanker var flere verdner væk. Indre verdner. Og igen over på oprør. Det var næsten blevet som en besættelse, men som enkeltperson kunne hun hverken helt eller halvt lave noget oprør mod nogen eller noget. ”Hey”¦” Davids knipsende fingre trak hendes ud af hendes tanker. ”Er du okay?” ”Hva”¦ ja, ja”¦” skyndte hun sig at sige. ”Du blev bare meget tavs”¦ du skal bare sige hvis du ikke vil høre om London.” ”Nej, nej”¦ det er fint.” Han lagde hovedet lidt på skrå og så ud til at overveje om han skulle spørge igen, men han lod være. En pludselig indskydelse fik hende til at rejse sig. ”Kom”¦” Sagde hun indbydende og gjorde et kast med hovedet mod døren. Et øjeblik sad han tøvende som om han var bange for at blive voldtaget. ”Kom nu”¦” Gentog hun. Han satte et par knyttede næver mod sofahynden, satte af og kom på benene. Med lette trin gik hun ud i entréen og stak fødderne i sine Converse. Hun anede ikke hvorfor hun var så let til mode; det var som om en stor sten var lettet fra hendes skuldre. David dukkede op bagved hende og stak fødderne i sine Sneakers. Han så på hende med et strejf af underen i blikket, men sagde intet. Det lod til at forbløffe ham, at hun gjorde mine til at gå ud. Ikke underligt hvis man tænkte på, at de aldrig var udenfor, når de var sammen. De gik ud i den pastelblå trappeopgang og gik helt op. Få minutter senere åbnede hun den tunge dør ud til det flade tag. Hun vidste ikke hvad der havde ført hende derop, men angsten for højder pressede ikke på som normalt. Måske var det kun fordi hun ikke stod ved kanten. Den friske luft purrede op i deres hår og gik lige gennem deres tøj. Det generede hende ikke, men David trak sin trøje lidt tættere ind til sig. Hun gik tættere på kanten. Utrygheden rørte på sig, men ikke slemt. Kort efter fandt hun sig selv stående helt henne ved kanten, med blikket rettet nedad. Hun blev lidt svimmel og en antydning af kvalme rumsterede i hendes indre. Hurtigt trådte hun et par skridt tilbage og mærkede sit hjerte hamre som en skræmt kanin. Hun havde aldrig været så højt oppe; eller så tæt på en kant. Det gav ingen mening at gå herop, men hun havde gjort det alligevel. Ingen af dem sagde et ord. David stod skråt bag hende og betragtede hende afventende. Bilerne drønede larmende forbi på hovedvejen et stykke væk, men der var ikke en sjæl i syne på parkeringspladsen; kun en lille gråstribet kat luskede rundt langs buskene og kiggede efter mad. Den var sikkert hjemløs, for den var ret tynd. ”Skal vi ikke gå ind igen?” Spurgte David og gik op på siden af hende. Hun reagerede ikke, men stod bare og stirrede tomt ud i luften; hun hørte ham knap nok. ”Jeg kommer igen lige om lidt”¦” Sagde han så efter endnu et par forsøg og forsvandt. Få sekunder efter hørte hun døren blive åbnet og lukket igen. Det reagerede hun heller ikke på. Nogle minutter senere hørte hun igen døren åbne og lukke sig. Hun stirrede stadig ud i luften. Hun burde gå ind igen, men hun gad ikke rigtigt. En solsortehan fløj forbi et par meter fra hendes ansigt. Dens næb var kraftigt orange og dens fjerdragt var kulsort og blank som en nyslået tier. David trådte igen op på siden af hende, og hun bemærkede han havde taget jakke på. ”Hvorfor vil du egentlig være heroppe når du er højdeskræk?” Spurgte han. ”Frygt”¦ frygt er noget man skal se i øjnene; konfrontere og gøre sig fri af”¦ frygt er kun forbipasserende.” Hun flyttede ikke blikket fra det usynlige punkt. David stillede sig ind foran hende. ”Står vi heroppe fordi du tror du kan overvinde din fobi?” ”Det er sært”¦ man er altid bange for ét eller andet”¦ hvis man overvinder én frygt, opstår en anden”¦ Når man er lille er det monsteret under sengen eller mørket, så er det frygten for ikke at blive accepteret, så er det frygten for ikke at kunne passe på sin familie.” ”Hører du overhovedet efter hvad jeg siger?” ”Frygt er bare en klods om benet; men man kan alligevel ikke undvære den”¦ hvis man ikke er bange for noget, er man død.” ”Det er da ikke rigtigt.” ”Frygt er det der holder os i live”¦ frygt er det der holder samfundet kørende. Samfundet er én stor lagkage af frygt og løgne, der er krydret med manipulation. Hvis man ikke er bange er man ligeglad, og hvis man er ligeglad gør man ikke noget for at overleve.” ”Hvis du ikke længere er bange for højder, hvad så?” ”Ikke noget”¦ absolut ingenting. ” Han så undrende på hende. ”Du er ikke bange for noget længere”¦?” ”De eneste ting jeg nogensinde har været rigtig bange for var højder og døden. Ikke det at dø; men det at skulle finde ud af hvad der kom bagefter”¦” Hun gik lidt tættere på kanten og kiggede ned. Riot”¦ Oprør”¦ Parkeringspladsen var stadig tom. Fire biler stod parkeret et godt stykke væk; en gul varevogn og en rød, en grøn og en sort personbil. Pludselig mærkede hun Davids hænder om sine skuldre idet han drejede hende 180 grader. ”Nu vågner op og kommer til dig selv”¦!” Sagde han så og ruskede hende. Hun svarede ikke, men lod sig i stedet ruske som en kludedukke. Hun hørte ikke efter hvad han sagde; det eneste der gik igennem hendes hoved var de to besættende ord. Riot”¦ Oprør”¦ ”Nu!” Han ruskede hende mere insisterende og til sidst rev hun sig løs og stak ham en syngende lussing, der nær havde sendt ham bagover. De stod med en meters mellemrum og kiggede på hinanden; han med et bekymret udtryk i øjnene og hun med et trodsigt. De skridt hun havde trådt baglæns havde bragt hende tættere på kanten. Der var cirka en fodslængde. David tog sig forskrækket til kinden, der havde fået en lysende rød aftegning af hendes hånd. ”Tror du på man bliver en engel når man dør?” Spurgte hun så. ”Hva’? Hvad mener du?” Han flyttede hånden fra sin ømme kind. ”Det jeg siger”¦ tror du man bliver en engel når man dør?” ”Det ved jeg ikke”¦ hvorfor, gør du?” ”Måske”¦ måske ikke. Jeg ved det ikke. ” ”Det er lidt svært at finde ud af tror jeg.” Han smilede svagt. ”Jae”¦ eller også er det ikke”¦” Et par småsten skurrede mod underlaget under hendes fødder, da hun rykkede lidt på dem. En del af hende følte det var besættelsen, der havde bragt hende op på taget. Den havde vist hende en måde at skabe et oprør. ”Hvordan har du tænkt dig at finde ud af det?” Han rykkede lidt uroligt på sig og kastede et nervøst blik mod kanten ved hendes fødder. Langsomt løftede hun den ene hånd lidt og vinkede med fingrene, så drejede hun sig 180 grader idet hun trådte ud over kanten. Hun hørte David komme med et forskrækket råb bag sig og vidste han sprang hen til kanten. Hun faldt hurtigt, men stadig langsomt; som om hun så det i slowmotion. Parkeringspladsen susede imod hende og hendes hår blafrede bagud. Vinduer med tremmegardiner og tomme altaner fløj forbi hende. Hun bredte armene ud. Snart skete det; det kunne ikke tage lang tid. Hun ville have skabt et oprør i sin familie; givet dem muligheden for at bryde ud af hverdagen og samtidig frigivet sig selv. Det sorte underlag med hvide striber kom nærmere og nærmere. Kun nogle øjeblikke endnu, så skete det. Hendes hjerte slog som det aldrig havde slået rigtigt før. Den lille kat stak af, efter solsorten havde skreget arrigt af den. Hun ville blive fri; hvis engle fandtes ville vingerne komme før sammenstødet med jorden. Hun hørte Davids stemme kalde hendes navn, men hun registrerede det knap nok. Stadig ingen vinger og jorden nærmede sig stadig. Hun tog sig selv i at grine; hun var udødelig! Hun kunne ikke besejres! Hun fløj! Hun fløj! Hun var fri! Lyden af Davids stemme lød tættere og tættere på; gentagende gange hørte hun sit navn blive sagt. Hvordan kunne hun høre ham højere og højere, når hun kom længere og længere væk fra ham? Jorden var få meter under hende nu, samtidig lød det som om David var lige ved siden af hende. ”Ann...! Ann! ANN!” David rystede hende voldsomt; så voldsomt hun begyndte at få hovedpine. Han standsede med ruskeriet da han så hun åbnede øjnene. Hans bange udtryk forsvandt og ændrede sig til et kortvarigt til en blanding af vrede og irritation. ”Det må du ALDRIG gøre igen! Du var sgu da ved at tage livet af mig!” ”Hvad skete der da?” Spurgte hun desorienteret og satte sig op. Hun var havnet på gulvet ved siden af sofaen. Bordet stod skævt og den bog der havde ligget på kanten, lå nu med ryggen opad udfor hende hånd og David sad til venstre for hende. ”Du kollapsede bare midt i det hele”¦!” Hans udtryk blev bekymret igen. ”Hvad skete der? Jeg kunne ikke vække dig og pludselig begyndte du at grine som en eller anden galning”¦!” ”Det ved jeg ikke”¦ hvor lang tid var jeg væk?” ”15-20 minutter, tror jeg”¦” ”Jeg har ondt i hovedet”¦” Mumlede hun stille og rejste sig med besvær. ”Vil du med ud? Jeg skal have noget frisk luft”¦” Han rejste sig og stillede bordet på plads. Hun gik i forvejen ud i entréen og stak fødderne i sine converse. David stod i døren og kiggede på hende imens hun bandt snørebåndende; så stak han hurtigt fødderne i sine Sneakers og fulgte efter hende ud i trappeopgangen. Hun mærkede det kolde metal mod sine fingerspidser, da hendes hånd strejfede gelænderet. Hun tøvede lidt og kiggede på trappen, der førte nedad; så vendte hun sig og begyndte at gå op ad trappen i stedet. Hun hørte lyden af Davids sko mod trinene; selv gik hun lydløst som en skygge. ”Hvorfor går du op, når ud er nedenunder”¦?” ”Vi kan også komme ud længere oppe”¦” ”Men”¦ har du ikke højdeskræk? Hvorfor vil du så ud længere oppe?” Han standsede. Hun svarede ikke, men fortsatte bare; hun havde ingen anelse om hvad hun skulle svare, men hun gad heller ikke rigtigt. David sukkede lavt bag hende, men sagde ikke noget. Kort efter hørte hun igen lyden af hans trin bag sig. Efter et stykke tid stod de foran en tung, grå dør. Den førte ud til taget. ”Tror du på engle?” Spurgte hun så. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-09-17 10:00:17 |
Foreløbig: levende, særdeles velskrevet, dagbogsagtig hverdagssituation ... med overvejelser om 'oprør' (bunden opgaveformulering!)
Som JEG er i fuld gang med at læse! Har nu sat et bogmærke - vender tilbage senere (over et par gange!).
venligst ...
PS dum gentagelse i 6. ln. her: 'Man burde gøre et eller andet for at bryde fri af hverdagens fastlagte rammer; af hele verdens fastlagte rammer.'
dum gentagelse i 37. ln 'Hun gad ikke diskutere med sine forældre om sine madvaner. Så snart hendes skål var tom, rejste hun sig og satte den væk. Uden et ord til sine forældre ... '
Som JEG er i fuld gang med at læse! Har nu sat et bogmærke - vender tilbage senere (over et par gange!).
venligst ...
PS dum gentagelse i 6. ln. her: 'Man burde gøre et eller andet for at bryde fri af hverdagens fastlagte rammer; af hele verdens fastlagte rammer.'
dum gentagelse i 37. ln 'Hun gad ikke diskutere med sine forældre om sine madvaner. Så snart hendes skål var tom, rejste hun sig og satte den væk. Uden et ord til sine forældre ... '
| Dragonfly | 2011-09-17 17:02:17 |
Tak for rettelserne; retter dem senere i aften^^
| haleløs | 2011-09-17 11:58:46 |
(Indre) opgør med hverdagsrutiner, højdeskræks-(akro)fobi og ur-instinktets frygt, foldet ind i en højaktuel, realistisk fare-situation på højhusets top, Hps trods og kammeratens bekymring; en instinktiv vrede/volds-reaktion (lussing)
Fin, relevant naturbeskrivelse af arrig solsort og skræmt kat (samme reaktion som Hp & kammerat)
TAk for mange fine sproglige nuancer: sjoske, syngende lussing, skurre, blafre, stak af, arrig ...
venligst ...
PS og måtte så lige google 'riot' = civil ulydighed begået af autonome små-grupper, som tyer til vold
Fin, relevant naturbeskrivelse af arrig solsort og skræmt kat (samme reaktion som Hp & kammerat)
TAk for mange fine sproglige nuancer: sjoske, syngende lussing, skurre, blafre, stak af, arrig ...
venligst ...
PS og måtte så lige google 'riot' = civil ulydighed begået af autonome små-grupper, som tyer til vold
| Dragonfly | 2011-09-17 17:04:52 |
Engelsk-Dansk
riot - optøjer, oprør, tumult
Ordbogen.com
^^
riot - optøjer, oprør, tumult
Ordbogen.com
^^
| haleløs | 2011-09-17 17:26:33 |
se også: http://en.wikipedia.org/wiki/Riot venligst ...
| Dragonfly | 2011-09-17 17:33:04 |
det behøver ikk være negativt elle mere voldeligt af den grund... jeg går ligeså meget/mere efter ordbogen som Wiki.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
