 |  | På den anden side, del 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun begyndte at gå langs stranden og lod sig tiltrække af stenene, én for én, så forskellige farver og former. Saxo så forventningsfuld ud, ventede på deres gamle leg: hun skulle tage en sten op, knuge den i hånden, så den fik fært og dernæst lade den falde stille ned mellem de andre sten uden at han så det, og så skulle Saxo finde lige præcis den sten blandt strandens millioner af andre sten. Og så skulle han roses! Hun tog en lille rødlig sten op, holdt den et øjeblik for at imprægnere den med sin duft og så lagde hun den diskret ned, mens han tissede med ryggen til. ”Saxo, kom! Find sten!” Han kom benende og gik i gang med at lede, der gik heller ikke mere end 30 sekunder så kom han stolt farende og lagde noget for hendes fødder. ”Dyg”¦..” begyndte hun, men ””¦tig!” blev siddende i hendes hals, for stenen foran hende var ikke rød, den var snehvid og perfekt oval og på den tegnede sig noget der mindede om et S. Den føltes så varm i hendes hånd at hun smed den fra sig og så forbavset på den lille hund. Saxo så meget selvtilfreds ud. Hun rystede uforstående på hovedet. Hans hale sank lidt og han lagde hovedet på skrå. Hun prøvede igen, tog en blågrå aflang sten og gentog fremgangsmåden. Saxo sprang glad af sted og var tilbage efter et minut med en ny sten, bare lidt større, snehvid og oval . På stenen tegnede sig et svagt lysende S. Da hun tog den op i hånden, kom der et lysglimt, det var som om S’et i håndfladen og det i stenen gik i forbindelse med hinanden og udløste et lille lyn. ”Hvad i alverden?” Hun prøvede tredje gang, denne gang med en grim, ru , leverpostejfarvet sten og det gik nøjagtig som de to andre gange. Denne hvide sten vejede mere end de to forrige, men kunne stadig rummes i hendes hånd. Hun tog den hvide sten op og kiggede på det tydelige S der tegnede sig i relief midt på stenens flade. Så vendte hun forsigtigt stenen i sin håndflade, så S rørte S og så forbavset et stærkt lys brede sig omkring hånden med stenen. Der bølgede varme ud derfra, så stærk at luften bølgede som en luftspejling rundt omkring. De flimrende riller i luften skiftede form, noget tog form foran hende. En glitrende slange bølgede i luften og svajede fra side til side, mens den hvislede s-s-s-s. Så var det som om den gled ned på sandet og begyndte at sno sig væk fra hende. Hun måtte tage et fast tag i Saxo og løfte ham op for at forhindre ham i at sætte efter den, men hun besluttede sig til at følge slangen. Da hun løftede hunden op, bemærkede hun, at det store S i håndfladen var væk. Slangen bevægede sig utrolig hurtigt og behændigt , dens krop gled glitrende frem mellem sten og muslingeskaller, og hun blev forpustet af at skulle følge efter med Saxo trykket ind til sig. De rundede et lille fremspring på stranden og hun standsede op. Kun 50 m foran dem lå en båd, trukket halvt op på stranden, men med forstavnen pegende fra land. Sejlet var trukket halvt ned og surret om masten og et par åreblade stak frem over rælingen. Men der syntes ikke at være nogen i båden. Slangen var intet sted at se, så hun satte Saxo ned og gik helt hen til båden. Den var ren og pæn indvendig, der stod en smule vand i bunden og der lå et øsekar og en rulle reb på den ene bænk man kunne sidde på. Hun fik lyst til at ro sig en tur, så hun kaldte hunden til sig, løftede ham over rælingen og skrævede selv bagefter. Hunden stillede sig op i bådens forstavn og hun satte sig på bænken og anbragte tøvende årerne i åretolderne. Så rejste hun sig og prøvede at stage båden ud i vandet. Til hendes store overraskelse gled båden ud i bølgerne som om den bare havde ventet på hendes indgriben. Hun tog nogle kraftige åretag og så stranden glide lidt væk, så kom hun til at kigge op på sejlet der var surret fast og hendes øje fangede noget der måtte være det øverste af et logo eller symbol i orangegyldent. Hun rejste sig, løsnede surringen og trak sejlet så langt op som det lod sig gøre, og så så hun symbolet, det var en dobbeltsol, to sole, der overlappede hinanden og i det fælles midterområde var der et gyldent lys. Neden under stod noget med snørklede bogstaver, det så ud som om der stod:”sun-dui”. Hun syntes hun skulle kende ordet, men huskede ikke hvorfra. Vinden greb fat i sejlet og båden skød pludselig fremad. Hun var ved at falde, og så sig instinktivt tilbage for at se roret som skulle bruges til at styre båden med. Der var ikke noget ror. Hun sprang alligevel tilbage til agterstavnen og stak en åre bagud ned i vandet for at prøve at styre lidt med den. Mens hun kæmpede for at holde fast i åren, der blev trukket hid og did af bølgerne, kiggede hun op på sejlet, og da så det fuldstændig ud som om masten voksede. Hun lagde hovedet lidt tilbage og så mastetoppen fjerne sig opad, så det svimlede, ligesom når man stod ved foden af et højt træ og kiggede op mod toppen. Sejlet syntes også at vokse og brede sig ud, en stor fugtskjoldet lærredsflade med en kæmpe dobbeltsol midt på, der svulmede og skælvede under den omskiftelige vind. Hun lagde mærke til at solen var forsvundet i skyer og at længere fremme på dækket”¦..Dækket? Dette var da ikke et skib, dette var for et øjeblik siden en lille sejlbåd i fredeligt farvand”¦.Længere fremme på dækket arbejdede to skikkelser, den ene lidt større og kraftigere end den anden med at stramme sejlets skøder op hen over en stor metalkrog. Og helt henne i forstavnen”¦hvad var dette for noget? Helt henne i forstavnen vendte udkigsposten sig om og gjorde et advarende tegn med hånden. Rorpinden var så tung at dreje i hendes hånd at hun kun kunne klamre sig til den og skibet dukkede pludselig nedad som om det var havnet i en bølgedal. Nu så hun at der overalt på dækket var folk der arbejdede sammen, to og to, det så ud som om det var kvinde og mand, kvinde og mand, alle travlt optaget af et eller andet der formodedes at skulle kunne hjælpe skibet til at holde kursen eller holde vand ude fra bølgerne der slog ind mod rælingen. Men deres arbejde virkede helt ørkesløst fordi de hele tiden så hinanden ind i ansigtet, strålende af betagelse, ingen af dem syntes at være opmærksomme på de andre omkring sig, og da hun slap roret for at løbe frem og bede dem begynde at rebe sejlet i den hivende storm, så de kun et kort øjeblik uforstående på hende og gik så i gang med deres små forehavender igen, som om hun var en utilregnelig galning. Der lød et tordnende smæld , da sejlet rev sig løs fra sine skøder og begyndte at blafre i den vilde vind. Dækket skrånede voldsomt til siden og hun fik et kort glimt af Saxo der kom kravlende de sidste meter hen over dækket til hende. Hun greb fat i ham og så sig desperat omkring. Uvejret havde drænet dagslyset, men i den dystre belysning så hun pludselig at folkene to og to var strømmet hen til en række bittesmå redningsflåder der hang langs rælingen. Hun vendte sig og fik øje på to store redningsflåder der hang i bøjler over hende på det øverste dæk. Hun kæmpede sig hen til det nærmeste menneskepar og pegede opad mod flåden, men kvinden skubbede hende væk og råbte ind i hendes ansigt: ”Gå din vej, der er kun plads til os to i båden”. Håret piskede hende ind i øjnene da hun kæmpede sig hen mod det næste par, men i et glimt så hun allerede flere af de småbitte redningsflåder vippe ukontrolleret i bølgerne nedenunder og tage vand ind. Dette er enden, for det gennem hende, alle disse mennesker vil gå til grunde to og to, ingen af dem kan klare sig mod disse bølger. Vi skulle jo hjælpe hinanden”¦vi skulle jo ”¦.hun sank ned på dækket med Saxo og begravede ansigtet i hænderne. Dette var så enden. På en måde havde hun vel altid vidst det, at hun var helt alene og at sådan ville det altid forblive. Fortvivlelsen slog ind over hende, men så mærkede hun noget der knitrede i den ene håndflade mod hendes kind. Hun kastede et blik på hånden og så at S’et fra før var vendt tilbage, det snoede sig og glitrede og der lød en lille hvislen fra den lillebitte slange. Det lød som :”Længs-s-s-sel, længs-s-s-s-el”. Hun bed tænderne sammen mens hun mærkede at der var koldt frådende vand omkring dem. Længsel, det var dog det mest tåbelige. Hun skar tænder, en hån mod den situation de alle befandt sig i. Længsel det havde hun da for længst vænnet sig af med. ”Længs-s-s-sel”¦”, hvislede det og hun knyttede hånden for at bringe slangen til tavshed. Længes, hvad skulle det hjælpe nu. Hvad eller hvem kunne det nytte at længes mod. Hun bed tænderne sammen, enhver er alene og må klare sig selv, hun havde ingen at længes mod, ingen at have tillid til, det skulle da lige være”¦nej for tåbeligt! Men navnet kom igen :først som en hvisken så stærkere indtil det matchede vindens brølen: ”Sindra” råbte hun af sine lungers fulde kraft, da en kæmpebølge løftede sig over hende og Saxos lille tunge vaskede hendes kind. Hun lukkede øjnene og ventede at alt ville få ende”¦.. En arm blev lå om hendes skulder og en stemme sagde venligt drillende: ”Nå, var det så svært at indse? ” Hun åbnede øjnene og så et ansigt tæt ved sit. Øjnene var blå og munden smilede ”Alle har lov at længes” sagde Sindra” alle har brug for at give sin tillid til andre, kom nu, redningsflåden venter”. ”Nej, Sindra , det nytter ikke, vi drukner alle i de små bitte flåder, har du ikke set hvor små de er!” råbte hun ind i hans øre. ”Hvem snakker om små flåder, kom nu” lo han og trak hende med hen til kanten af rælingen. Hun så ned på en række blege opadvendte ansigter i den store redningsbåd der lå og vippede på bølgerne tæt ved skibssiden”¦ ”Vi springer.” han puffede blidt til hende, men hun klamrede sig til rælingen. ”Saxo?” gispede hun. ””¦.Er her”¦.” sagde han og hun så hunden hænge over hans højre arm med skræmte øjne. ”Vi springer.. Hav tillid”¦.tillid”¦.tillid”¦..” Ordet lød som et ekko fjernere og fjernere. Hun mærkede hans hånd om sin og lukkede øjnene. Så sprang de. Eller rettere han trak hende med og de forsvandt ud over rælingen . Nu var alt forbi? Pludselig var der en lyd tæt på hende en lyd som af en violin varm og lys og hun fløj ind i den og fulgte dens jublende stemme sprang igennem krystalklare grønne bølger og slog smut i solen på havets glitrende overflade en obostemme kom dansende imod hende og var lys som himlen og ren som skyerne de hvirvlede rundt om hinanden. ”Hvor er vi?” spurgte violinen. ”Hos Bach” svarede oboen. Så fik hun et glimt af Semjul, den lysende nullermand, der snurrede rundt om sig selv og strålede af glæde. Den pulserede i takt med musikken, drev tæt forbi dem og blev væk igen. Musikken stoppede brat. Hun sad i en stor redningsbåd mellem Sindra og en gammel kone med bortvendt ansigt, som virkede mærkelig bekendt. Saxo var kravlet over på konens skød. Redningsbåden vippede i bølgerne, og folk havde blege ansigter, der var både børn, unge og voksne, og så nogle gamle, som konen med Saxo. Nogle holdt om hinanden, andre græd og nogle lo, nogle var tavse, andre råbte til hinanden for at overdøve vinden og bølgerne. Men det var som om vindens hylen var aftaget lidt, bølgerne var ikke tårnhøje længere. Der var nogle der havde stukket årer ud og prøvede at stabilisere båden. ¨ Hun vendte sig og så tilbage mod agterstavnen. Der stod en mand og styrede, hans ansigt strålede af stolthed og ro, han lignede én der følte han kunne klare alt, han lignede faktisk”¦hendes bror. Hun lagde hovedet mod Sindras skulder . Hun syntes han nynnede noget , det lød som et omkvæd i en vuggevise, der var ingen ord men bag den summende lyd af hans stemme vibrerede et ord:” Ma-i-yam”. Hun lukkede sine øjne et øjeblik og tillod sig at gå over i en tilstand af vægtløs tillid, grænseløs frihed. Munden føltes tør, hun sank et par gange, og mærkede at hun var på fast grund. Det mærkedes som om hendes kind hvilede på noget ujævnt. Hun åbnede øjnene , der var mørkt omkring hende, bortset fra computerens skærm der lyste blegt og batteri-indikatorens lille øje der lyste rødt, mangel på strøm. Der var stille, bortset fra en lille snorkelyd. Hun følte sig lidt radbrækket af at sidde der på stolen og hænge, hun vendte sig, bag hende snorkede Saxo i en rede som han havde bygget af sengetæppet. Hun følte sig glad på en uforklarlig måde, bare så glad, at mørket intet kunne gøre hende, som om det aldrig kunne gøre hende noget mere. Hun rettede sig op og holdt vejret, hvad i himlens navn? Hen over computerens skærm løb nogle lysende bogstaver, det så ud som om der stod ”Ma-i-yam” . Så blev skærmen sort. Hun gentog det for sig , det lød smukt, hun vidste at hun havde hørt det før. ”Wadelbayam- wadelsun dui-semjul- ma-i-yam.” Hun mumlede ordene for sig selv som så ofte før, det havde altid en beroligende virkning, men denne gang var det næsten som om noget af det gav mening på en ny måde. Hun skubbede forsigtigt Saxo lidt til side, løftede op i dynen og kravlede ned under den, fuldt påklædt. Hun kom pludselig til at tænke på sin bror, ham ville hun ringe til imorgen, det var vist meget længe siden de havde talt sammen. Så sov hun. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-10-07 18:05:56 |
særdeles velskrevet børneeventyr, underholdende og læseværdigt fra a til å!
venligst ”¦
I linie 10 talt nedefra skal 'af' fjernes!
venligst ”¦
I linie 10 talt nedefra skal 'af' fjernes!
| svalerne | 2011-10-07 18:43:24 |
Tak for al din opmærksomhed. Luksus at blive læst! venligst
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
