 |  | Tro, håb og virkelighed 3. |
 |
|
|||||||||||||
|
Depression og hvad så Nu var det blevet forår 2002. Depressionen havde sat sine spor. Der var ingen udsigt til, at jeg fik det bedre, og derfor blev jeg henvist til en psykiater. Hun var nu en meget sød dame og vi fik mange ting snakket igennem de par år jeg gik hos hende. Endelig en person der kunne fortælle mig om, hvorfor jeg gik i denne underlige tilstand. Jeg anede intet om en depression, det har altid været tabu i min familie og omgangskreds, så derfor gik jeg også meget stille med det. Det resulterede i, at jeg trak mig tilbage fra alt. Det eneste jeg kunne holde ud var, at være her hjemme sammen med min mand og to piger. Når folk spurte mig, ”Hvordan har du det”, var mit svar ”Fint”. Hvordan skulle jeg kunne forklare hvor dårligt jeg havde det, når jeg ikke helt selv var klar over, hvad der skete med mig. Hvis jeg sagde "Jeg er utrolig træt", var standardsvaret næsten altid "Jamen det var alle jo". De symptomer var kendte af alle, men derfra og så til at blive sygemeldt. Nu måtte jeg da snart tage mig sammen. Andre sagde ”Det skal bare arbejdes væk”. Ja det var jo så lige det jeg havde prøvet at gøre. Mange havde lige pludselig en stærk holdning om mit helbred. Her fik jeg virkelig fårene skilt fra bukkene og jeg fandt ud af på den hårde måde, hvem der var mine sande venner og hvem der blot var bekendte. Hvem der turde spørge ind til hvordan jeg havde det og lytte til hvad jeg kunne fortælle, og hvem der var overfladiske personer, der var sig selv nærmest. Hvem der var rummelig og hvem der var fordømmende. Hårdt, men her bagefter er jeg alligevel lykkelig over at finde ud af hvem mine sande venner er. Jeg har efterfølgende lært, hvem jeg skal ignorere og være overbærende for. Herregud de ved jo ikke bedre. Men nu ved jeg hvad depression bl.a. drejer sig om. Min hukommelse blev væk. Jeg glemte aftaler, hvilket jeg ellers altid havde haft meget styr på. Jeg var utrolig ked af det hele tiden, men over hvad vidste jeg ikke rigtigt. Kommunikation mellem min hjerne og min krop var ikke-eksisterende. Jeg kunne godt tænke "nu skal jeg lige gøre det her", men jeg havde ikke evne til at få min krop til at gøre det. Totalt kaos samtidig med en masse tankespind. Træthed og alligevel søvnløs. Derfor skulle ikke meget til at vælte min hverdag. Jeg havde det bedst, når ungerne var lagt i seng, så kunne der da ikke ske noget med dem, tænkte jeg. Mit eneste fristed var under dynen, kun her følte jeg mig tryg. Alt var bare en stor tåge. Langsomt fik jeg det bedre med hjælp fra psykofarmaka og samtaler. Men det tog lang tid. Jeg havde mistet troen på andre mennesker og mig selv. Jeg havde igen selvtillid tilbage, kun en masse negative tanker om, hvor dårlig en person jeg var, fordi jeg ikke kunne klare at gå på arbejde. Slet ingen tanker om, at det måske var arbejdspladserne det var galt med. Jeg var pludselig blevet en meget indadvendt person og det var meget svært for mig at acceptere, da psykiateren foreslog, at jeg skulle i arbejde igen. Hun sagde, at hun gjorde mig en bjørnetjeneste, hvilket jeg slet ikke forstod. Herefter fik jeg kontakt til en jobkonsulent fra vores lille kommune. Han skaffede mig et job i en bank. Her kunne jeg være i jobtræning 3 timer dagligt til at starte med og så skulle jeg gradvis gå op i tid, efterhånden som jeg fik det bedre. Det var med bævende hjerte at jeg startede på jobbet. Mine erfaringer fra de sidste 2 arbejdspladser stod i frisk erindring. Men det gik godt. Jeg passede mit arbejde næsten dagligt og hver måned havde jeg opfølgende samtaler med jobkonsulenten. Jeg fik flere arbejdsopgaver som jeg klarede godt, men det med at gå op i tid, kunne jeg ikke. Jeg var totalt udbrændt efter 3 timer på jobbet. Så blev jeg dårlig, fik hovedpine og kvalme og jeg måtte hjem i seng. Det var de sødeste mennesker jeg længe havde mødt på arbejdsmarkedet, og jeg fik det langsomt bedre psykisk. De talte pænt til mig og hinanden. De havde det sjovt sammen, selv om de godt kunne have travlt. Der var en behagelig og tryg stemning på jobbet. Her havde jeg intet at frygte. Fra at sidde i et lukket kontor bagerst i banken, endte jeg med at sidde foran kassen og ekspedere kunder. Sådan! Jeg kan kun sige, at det var de bedste 9 måneder på arbejdsmarkedet ever. Tænk at have en personalepolitik, der satte menneskets behov først. Det var noget af en øjenåbner for mig. Min jobkonsulent og filiallederen for banken forsøgte at få mig fastansat i banken, og vi var også hurtigt enige om alle detaljerne. Men i så stor en bank skal alt godkendes på hovedsædet, og her fik vi desværre nej, med den begrundelse at banken kun kunne give fast job til personer, der havde været ansat i banken inden de blev syge. Øv, Jeg er stadig overbevist om det den dag i dag, at hvis det var lykkedes for mig at arbejde dette sted, ville alt være gået meget anderledes. Desværre måtte jeg tage afsked med nogle dejlige mennesker. Men jeg beholdt mindet om, at mennesker også kan være gode og hjertelige. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
