 |  | DIG |
 |
|
|||||||||||||
|
Når det er sommer Når solens stråler rammer min krop Mens jeg ligger på stranden Udstrakt på maven Med hovedet på siden hvilende på den ene håndryg Mens jeg kigger med halvt lukkede øjne på den anden hånd Hvis fingre glider gennem det varme sand Og trækker kløfter Laver bakker og dale Igen og igen Mens jeg lytter til de sagte skyllende bølger Som jeg næsten kan nå Hvis jeg ville række ud Men jeg vælger at blive liggende Til de selv fanger mig Og forsigtigt vil kærtegne min krop Med små krusninger og bobler I en stadigt pulserende rytme Som beroliger mit hjerte Og får mit åndedræt til at blive tungere Så jeg til sidst sukker af velvære Så tænker jeg på dig Når det er efterår Når bladene langsomt gulnes og rødmer Og de falder til jorden Med en zigzag glidende bevægelse For at lande foran min fod Mens jeg går i skoven Sparkende til bladene Og nyder den knitrende, susende lyd af dem Mens vinder rusker Og fejer bladene bort for derefter At lægge dem tilbage igen Eller blæse dem ind i mit ansigt Mens jeg skutter mig Og kryber lidt sammen Fordi kulden starter den fineste gåsehud Fra benene op under frakken Til mine brystvorter som bliver hårde Og minder mig om At det er dejligt at være i live Selv om det regner Blæser og er gråvejr Og jeg bliver sjaskvåd Så tænker jeg på dig Når det er vinter Når himlen får et gråhvidt skær Af en dyne af sne som daler stille ned Og maler alt i lysets farve Som er skinnende hvidt Med regnbuens farver Hvis solen skinner i krystallerne Som altid opstår på ruden Og som jeg sidder og studerer Mens jeg tænker over at der ikke er to ens Mens det vælter ned med mere sne Der formes i driver af vinden Og lægger sig trygt til hvile I hjørner og op ad huset Som er lunt fordi pejsen er tændt Og jeg hører det knitrer fra den Mens jeg retter på tæppet over benene Og nipper af den varme te Og overvejer at fortsætte med bogen Som ligger slået op med ryggen opad På bordet ved siden af sofaen Hvor jeg ligger henslængt Så tænker jeg på dig Når det er forår Når det sidste sne har trukket sig Og jorden blottes For at fremvise de spirer Som allerede lå parat under sneen Og som nu længes efter at strække sig Og udvikle sig til vintergækker og krokus Som havens fugle hakker i Især i de gule Fordi de også elsker den lyse tid Som får min sjæl til at strække sig Og snuse luften ind Som jeg havde glemt hvor frisk den er Mens jeg lukker øjnene Og læner mig lidt tilbage i stolen Op ad den mur hvor der er læ Og hvor solen kan ramme mit ansigt Mens jeg lytter til forårstravlheden I haven hvor jeg sidder for første gang I så lang tid Med åben jakke Så solen igen kan varme sjælen Så tænker jeg på dig | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Sophie