 |  | kap 1 mordet på Ursal |
 |
|
|||||||||||||
|
Mordet på Ursal Vi sad tit ved cafeteriet og spillede kort. Det var det eneste attraktive sted i landsbyen. Der sad vi alle og stirrede på manden, som pludselig dukkede op. Han var tydeligvis fremmed. Alle i denne lille landsby kendte hinanden. Så hvem var han mon? Vi stirrede længe på den fremmede, som kom nærmere og nærmere. Han havde revnede bukser og en gammel skjorte på, og han så bekymret ud. Med tunge skridt nærmede han sig Ursals slagterbutik. Ursal, der er vores slagter i landsbyen, er en højt respekteret mand i det lokale samfund. Ursal må være omkring 55; det kan bl.a. ses på de mange rynker, som han især har ved halsen og omkring øjnene. Han har altid fint tøj på uden for arbejdstiden og besøger tit de ældre og syge i landsbyen. Han er kendt som en meget gavmild mand, især over for børn, som han tit giver slik og andre søde sager, som han altid har i jakkelommen, når han går hjemmefra. Ursal bliver altid overvældet, når børnene løber hen til ham. Han bliver altid glad, når han kan se dem smile. Ud over det har slagtermester Ursal også været en fremtrædende person ved alle de velgørenhedsarrangementer, som er blevet afholdt, og hvor han ofte har doneret pæne summer til forskellige velgørenhedsorganisationer. Den ukendte mand stod nu foran Ursals slagterbutik, og med et råbte han på Ursal. Ursal var i gang med at skære kød i strimler, efter at han i morges havde slagtet en stor tyr, som han havde købt fra bonden Hamish ved udkanten af landsbyen. Vi sad alle nysgerrige og utålmodige og betragtede manden, som stod foran slagterbutikken. Ingen vidste, hvad der nu skulle ske. Ursal kom vaklende ud og så meget bekymret ud. Store sveddråber trillede ned over hans blege ansigt. Ursal så på manden, og de begyndte så at tale meget ophidset sammen. Fra cafeteriet på den anden side af gaden, spidsede vi ører for at opfange deres samtale, men det eneste, vi kunne høre, var latter og råb fra de to børn, som sjippede foran cafeteriet. Manden så på Ursal og tog så hånden ned til sin revnede skjorte og trak en pistol frem. Med undring og forvirring så vi på det, der skete. Ursal så på pistolen, der var rettet lige mod ham. I fortvivlelse løb han baglæns mod slagterbutikken. Vi hørte to skud. Ursal faldt med et sæt og landede på asfalten. Blodet flød, og asfalten blev på få sekunder dækket af en rødlig farve. Vi var alle lamslået og smed os ned på gulvet for ikke at blive ramt. Fra vores plads på gulvet kunne vi se, at manden nærmede sig den døende Ursal og råbte højt: ”I burde have vidst bedre om mig,” imens han holdt pistolmundingen mod Ursals hoved. Det eneste, der kom fra Ursal var stønnen og jamren. Den ene kugle havde ramt ham i maven. Livet sivede langsomt ud af Ursals øjne. Manden trak pistolen tilbage og lagde sig på knæ foran Ursal. Han holdt hænderne om sit eget hoved og begyndte at græde. Vi så på, mens alt dette skete. De to sjippende børn var for længst forsvundet. De må have været meget bange for skuddene. Det var måske også det rigtige at gøre. Jeg mener, at det måske var en god ide at tage benene på nakken og så ringe til politiet. Men hvordan kunne jeg gøre det? Mine ben rystede under mig, og jeg var lamslået efter det, der var sket. Mine ben adlød mig ikke længere. Tankerne flød i hovedet på mig, mens jeg stirrede på manden og den døende Ursal. ”Hvad nu, hvis han pludselig drejer sig mod os og peger med pistolen i vores retning for ikke at have vidner. Åh, Gud hjælp os” hviskede jeg med en trist og bange stemme til mig selv. Ursal var en mand, som vi alle var glade for. Han var altid venlig og hilste på alle dem, han mødte på sin vej til arbejdet. Han havde en sød kone, Marsha, og tre døtre som alle var flyttet hjemmefra for at bo i storbyen. Jeg tænker over, hvor meget Ursal i sin tid havde knoklet, for at hans døtre kunne få sig en god uddannelse og leve et godt liv. De var blevet ældre og ville flytte hjemmefra. Det knuste Ursals gamle hjerte, da han fik det at vide af Marsha. Ursal ville ikke miste sine kære guldklumper, og især når de flyttede til storbyen, som lå 500 km. mod syd. De to ældste havde fået job i et af storbyens reklamebureauer, mens den yngste skulle arbejde i byens privatskole som skolelærer. Pigerne var meget glade for deres nye jobs, men de vidste naturligvis ikke, hvordan Ursal havde det. Ursal udtrykte på ingen måde sine følelser og de konflikter, han kæmpede med. På den ene side var han ked af, at de ville rejse, og på den anden side var han glad på pigernes vegne. Men det hele endte med, at pigerne forlod forældrene, og de har nu levet alene uden dem i 3 år. Jeg tænkte, hvorfor nogen mon ville sådan en mand til livs. Han var jo altid ærlig og gjorde ingen uret, så vidt jeg ved. Manden rejste sig atter op og drejede hovedet i vores retning. Han havde hænderne ned langs siden og pistolen i højre hånd. Kroppen var stadig vendt mod Ursal, som stønnede og blødte voldsomt. Manden rettede blikket mod et væltet bord i cafeteriet. Det var det bord, som jeg havde brugt som beskyttelse mod eventuelle vildfarne kugler. Han vendte sig igen imod Ursal og løftede pistolen langsomt op i hans hovedhøjde. Med pegefingeren trykkede han af, og der blev affyret endnu et skud. Ursals krop og hoved faldt tungt ned, og halvdelen af hans hjernemasse fløj over på det gamle skilt, hvor der stod skrevet med fed tusch: ”Dagens tilbud: 2 kilo oksefilet for 26 euro”. Ursals gamle krop havde åndet for sidste gang. Vi blev skrækslagne, og jeg følte, at jeg skulle kaste op. Men pludselig hørte jeg fodtrin på vej hen imod mit lille skjulested. Jeg var overbevist om, at jeg nu skulle dø, og at jeg kun havde nogle få sekunder tilbage af mit liv. Aldrig i mit liv har sekunder haft så stor betydning og værdi. Mon mine bønner ville blive hørt af Gud, og ville Han redde mig ud af denne farlige situation? Gud var nok den eneste, jeg kunne sætte min lid til nu. Manden nærmede sig bordet, og for hvert trin føltes det, som om jeg blev slået ihjel og genfødt igen. Han nærmede sig det væltede bord og tog det sidste skridt mod bordkanten. Fra gulvet, hvor jeg lå, kunne jeg se hans fødder, som var i øjenhøjde med mig. Manden kiggede ned på min rystende krop. Sveden sivede ud af mig, ligesom antilope sveder, når den flygter fra en jaguar. ”Hej, du der”, råbte manden, mens han pegede med pistolen. Hans ord strømmede gennem min krop, og mit hjerte hamrede som aldrig før. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage. Jeg begyndte at tænke på min gamle mor, som ventede på mig. Hun var mit alt og et. Skulle jeg nu ikke se hende mere? Nej, nej, jeg måtte bede for mit liv. Han kommanderede, at jeg skulle rejse mig op. Jeg rejste mig op, men det føltes, som om mine ben ville kollapse under mig. Jeg kiggede langsomt op fra mandens fødder og op på hans ansigt. Han havde åbenbart svedt meget, og svedsporene kunne stadigvæk ses på hans kulørte kinder. Han var vist nok midt i 40’erne, men så betydelig ældre ud. Hans hår og skæg var snavset. I mandens blik var der en tomhed, og hele hans krop udtrykte anger. Han var meget mager, og man kunne tydeligt se hans kindben og adamsæble. Han kiggede nøje på mig og pegede hen mod et afsides sted, som han ville have, at jeg skulle bevæge mig hen til, Vi gik hen til to huse, som lå op ad hinanden. Mellem husene var der en lille passage, hvor han beordrede mig til at standse. Efter at have kigget sig omkring for at se, om der var nogen, der iagttog os, bad han mig om at vende mig mod ham. Jeg vidste med sikkerhed, at han nu ville slå mig ihjel. På vej til passagen havde jeg bedt for mit liv. Det eneste, han sagde, var, at jeg skulle tie stille, og at han ikke ville gøre mig noget. Jeg begyndte at tro på ham. Men hvad ville han mig? Det føltes, som om mit hoved skulle eksplodere. Da vi nåede passagen, kiggede han sig om efter andre; der var ikke en sjæl at spore. Han rakte mig et stykke papir og en nøgle. Hans åbnede læberne og kommanderede mig til at tage sedlen og nøglen og gemme den. Han fortalte yderligere at det var en meget vigtig seddel, og at jeg ikke måtte vise den til nogen eller i det hele taget stole på nogen. Jeg forstod ikke en smule af, hvad han talte om, men af skræk for mit liv nikkede jeg ja til alt, hvad han sagde. Dernæst bad han mig om at forsvinde. Jeg var meget lettet over at høre disse ord og takkede Gud for at have hørt min bøn. Jeg tog benene på nakken og skyndte mig væk fra pladsen nær cafeteriet. Jeg vaklede lidt på de rystende ben og kiggede samtidigt tilbage mod manden. Han stirrede med et skarpt blik i den retning, jeg løb. Han tog så pistolen, rettede den mod sit eget hoved og fyrede et enkelt skud af. Han faldt tungt bagover, og støvet på jorden rejste sig. Jeg bremsede op og stod som lamslået. Alle mine cafeteriakammerater kom nu ud fra deres skjul. Man kunne se, at de ligesom mig så meget bange, forvirrede og blege ud. En af dem fandt hurtigt en telefon og ringede til den lokale politistation. En kvinde begyndte at græde højlydt, mens hendes mand trøstede hende. Efter en halv time ankom politiet til gerningsstedet. De udspurgte alle, inklusive mig, og tog bevismaterialer med sig tilbage til politistationen. Mordvåbnet lagde de i en plasticpose og forseglede den med tape. Mine cafeteriekammerater havde vist ikke opdaget den seddel og nøgle, jeg fik af manden - eller også havde de i hele denne situation glemt at minde politiet om den. For det var jo også et bevismateriale. I dag tænker stadig på, om jeg skulle have givet politiet den lille seddel og nøglen. Hvis jeg havde gjort det, havde mit liv ikke ændret sig så drastisk. Jeg kunne stadig have været den unge smed, som smedede hestesko og passede sig selv. Jeg havde på det tidspunkt planer om at gifte mig med købmand Penas søde datter Chandia, som boede over for mig. Hende havde jeg haft et godt øje til i lang tid. Vi kunne have stiftet vores egen familie. Jeg tænker på, hvordan det mon havde været, hvis jeg havde fået en søn. Ja, det ville have været dejligt. Han ville være blevet en god lærling og svend og have lært smedekunsten. Ja, det ville have været alle tiders. Men disse drømme er blot drømme, som ikke er gået i opfyldelse. Sedlen vendte nemlig op og ned på hele mit liv. Jeg var ikke den samme person, efter at jeg havde læst sedlen. Jeg kunne ikke dengang forstå meningen med sedlen Men på trods af det, har jeg nu erfaret den sandhed, som er gemt i sedlen og nøglen. Det er hårdt at vide det, og jeg kan ikke belaste andre med sådan en byrde. Det er en hemmelighed, som ingen bør og skal vide. For ingen fortjener et liv som mit, og ingen kan håndtere denne hemmelighed uden at skulle forkaste hele sit liv og leve i ensomhed og i mistillid til mennesker. ”Nej, nej, dette kan jeg ikke byde andre. Jeg har selv valgt at beholde sedlen og dermed hemmeligheden. Denne byrde kan jeg ikke pålægge andre end mig selv. Ingen må vide det. Ingen.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-23 16:27:34 |
spændende; men mystisk 'plot' ... læseren mangler jo at vide indholdet af sedlen og hvad nøglen passer til ;)
Vær opmærksom på nutid / datid f.eks. i ln 7 til 16 'Ursal, der er vores slagter ...' vi er jo i fortiden '”Hej, du der”, råbte manden, mens han pegede ...' (indledning til 9. sidste afsnit)
Måden at få respons på er selv at være en aktiv kommentator; foreslår dig at følges med disse to:
Kollision (Del 1) - Kapitel 1 og NatteRavnen (del.1)
Hvis du ikke kan lide mine kommentarer SLETTES de nemt via det røde kryds til højre i tekstfeltet!
venligst ...
Vær opmærksom på nutid / datid f.eks. i ln 7 til 16 'Ursal, der er vores slagter ...' vi er jo i fortiden '”Hej, du der”, råbte manden, mens han pegede ...' (indledning til 9. sidste afsnit)
Måden at få respons på er selv at være en aktiv kommentator; foreslår dig at følges med disse to:
Kollision (Del 1) - Kapitel 1 og NatteRavnen (del.1)
Hvis du ikke kan lide mine kommentarer SLETTES de nemt via det røde kryds til højre i tekstfeltet!
venligst ...
| Nadia K | 2012-01-23 18:12:11 |
Spændende! Læseren får lyst til at læse videre og erfare, hvorfor Ursal mon er blevet dræbt.
Har dog nogle små indvendinger, en af dem er den samme som Haleløs også har gjort opmærksom på, nemlig - hvorfor skiftet mellem datid og nutid? det forstyrrer læsningen lidt, og jeg ville derfor selv ændre det, så det hele stod i datid :)
-derudover tænkte jeg, helt i begyndelsen af dette kapitel, om tilskueren ikke mon allerede da gerningsmanden trækker pistolen frem, ville være mere chokerede og prøve at hjælpe Ursal, i stedet for bare at sidde og se på? De kan vel tænke sig til hvad manden vil bruge pistolen til, og når nu Ursal er en så velanset mand i landsbyen? :-)
Har dog nogle små indvendinger, en af dem er den samme som Haleløs også har gjort opmærksom på, nemlig - hvorfor skiftet mellem datid og nutid? det forstyrrer læsningen lidt, og jeg ville derfor selv ændre det, så det hele stod i datid :)
-derudover tænkte jeg, helt i begyndelsen af dette kapitel, om tilskueren ikke mon allerede da gerningsmanden trækker pistolen frem, ville være mere chokerede og prøve at hjælpe Ursal, i stedet for bare at sidde og se på? De kan vel tænke sig til hvad manden vil bruge pistolen til, og når nu Ursal er en så velanset mand i landsbyen? :-)
| Nadia K | 2012-01-23 18:17:25 |
Forresten, forresten: det hedder vist 'mit et og alt' og ikke omvendt :) Undtagen selvfølgelig hvis du sigter efter at lege lidt med ordene? (:
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for at du har haft tid til at sætte dig lidt ind i det. jeg kan klart bruge alle jeres konstruktive kritik og arbejde videre med romanen.
så 1000 tak :)