 |  | En kærlighedserklæring |
 |
|
|||||||||||||
|
(Brevet her er en del af min kommende digtsamling - "Digte om dig") Det her er en kærlighedserklæring fra mig til dig. Denne manuskript som du har foran dig, indeholder absolut alle digte jeg har skrevet om dig uden undtagelser. Jeg hverken forventer eller kræver at du skal være min kæreste eller at du responderer på det her. Men jeg kan mærke at de her digte skal ud, de skal ikke bare ligge i min skrivebordsskuffe og larme i mit hoved. Det er svært at forklare men jeg er blevet nødt til at give dem væk til dig, fordi jeg ikke selv kan holde ud at se på dem og blive mindet om dig. Der er også nogle ting jeg gerne vil sige som jeg ikke har været i stand til at fortælle dig den Søndag, fordi jeg generelt bliver så mundlam i dit selskab. Sådan er jeg: hele mit liv har jeg skrevet i stedet for at snakke med mennesker, så det giver vel god mening at jeg gerne vil være forfatter. Jeg har i fortiden skubbet folk meget på afstand, været lukket og kold på grund af nogle ting som er hændt mig i barndommen. Det er en side af mig som jeg arbejder rigtig meget på for tiden, det med at åbne op og stole nok på folk til at turde at lukke dem ind i mit liv. Da jeg så dine øjne og dit smukke smil for første gang, slog det luften ud af mig. Hele min krop prikkede og jeg måtte kigge ned i gulvet for ikke at afsløre mine tanker. Du sagde at jeg så sød ud, men jeg kunne intet sige fordi min hals havde snøret sig sammen. I stedet vendte jeg mig om til min veninde og hev hende med ud på dansegulvet. Men så var du væk, og jeg undrede mig over hvor du var blevet af og hvad du lavede, om du havde fundet en anden pige som var kønnere og mere interessant end mig. Jeg måtte ikke tænke disse tanker, for jeg havde en anden. Jeg prøvede at ignorere mine følelser, men det var krop-umuligt. De følgende dage efter nytårsaften hvor jeg havde mødt dig, blev det bare værre og værre. At vi tilfældigvis krydsede hinandens veje, var det som gav mig mod på at slutte mit forhold. Alt det som mig og min tidligere partner havde haft var dødt lang tid forinden og jeg kunne ikke længere se meningen med at fortsætte. Jeg var fuldstændig tømt for alle kræfter, som jeg ihærdigt og tålmodigt havde brugt på, at prøve at redde det hele fra at løbe ud i sandet. Jeg var træt af at føle mig alene om at kæmpe for det i processen. Og sidst, så kunne jeg ikke byde ham at jeg gik og dagdrømte om dig. Min forelskelse ramte mig som en lastbil for fuld drøn, det kom så meget bag på mig at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere det eller reagere. Det voksede bare i mig, og jeg havde det som om at du havde hældt benzin i et bål hos mig. Hvis jeg var en hel by, ville den være i brand og selv ikke den tykkeste stråle vand fra diverse brandbiler ville kunne slukke det. Kun tiden. Jeg har aldrig følt noget så stærkt i mit liv og det skræmte livet ud af mig. Nu og da, så undre jeg mig over om jeg nogensinde vil kunne føle det samme for en anden. Mine veninder siger ”Sludder og vrøvl, selvfølgelig gør du det”. Jeg tvivler alligevel, men håber på at jeg kan være så heldig at jeg engang i fremtiden møder en person som får mig til at føle sådan igen. Jeg troede inderligt, at jeg vidste hvad kærlighed var, men jeg havde ingen anelse. Og nu hvor jeg er sikker i min sag, så kan jeg slet ikke forstå hvordan jeg har kunne være sammen med min Ex i så lang tid. Jeg følte at jeg havde spildt min tid på noget som ikke var der. Det lyder måske ondt og brutalt men sådan har jeg det. Nu hvor jeg ved hvordan kærlighed føles, kan jeg ikke tage mig til takke for mindre end det. De få aftner vi har tilbragt sammen har været intet mindre end fantastisk, men jeg var så bange for det jeg følte for dig og jeg vidste ikke om jeg kunne tillade mig selv at føle sådan, og bare give mig hen. For jeg var bange for at jeg stod alene om at føle sådan. Lige nu ved jeg ikke helt hvad jeg skal tro. Om det kun var mig der havde det sådan eller om du os havde følelser for mig. Jeg vil nok helst være pessimistisk og tro at det havde du ikke og at jeg bare er dum og desillusioneret, så jeg nemmere kan give slip. Men stadig, så ville ikke engang 10 vilde heste kunne holde mig tilbage hvis du gengældte min kærlighed. Når du rør ved mig, bliver jeg blød og glødende varm i hele kroppen også mine ører bliver røde og jeg har svært ved at trække vejret, synke eller i det hele taget bevæge mig. Det er så slemt at jeg nærmest skal tvinge mig selv til at prøve at være normal. Jeg skal give mine arme besked om at nu skal de turde at holde om dig, for de vil jo gerne, selvom de bare hænger slapt ned ad siderne. Jeg bliver alt for forsigtig i dit selskab og tør ikke at sige for meget, af frygt for at hvert ord der kommer ud af min mund kan komme til at ødelægge noget. Jeg turde ikke at åbne mig op, fordi hvis man ikke åbner op så løber man ikke nogen risiko og så bliver man ikke såret. I sidste ende, ved at lukke mit hjerte inde og undertrykke det, sårede jeg jo bare mig selv, og snød mig selv for noget godt. Der gik heller ikke lang tid før det voksede sig alt for stort til at jeg kunne rumme det. Mit hjerte har sit eget liv og vil gerne ud og jeg kæmpede et bravt kamp imod den, men al det var forgæves. Det er allerede for sent, jeg ville bare ikke se det i øjnene. Kærlighed er aldrig sikkert, og jeg har altid ønsket det, og taget imod det med åbne arme, hoppet i med begge ben og det hele. Så hvorfor var min frygt så stor, hvorfor var det nemmere for mig at stikke hovedet i sandet og derefter løbe min vej? Jeg troede at det ville blive nemmere, hvis jeg bare satte en stopper for det en gang for alle og aldrig så dig igen, fra den dag af. Jeg skulle ikke være løbet, det ligner slet ikke mig at flygte, men du gjorde mig så ked af det den aften. Jeg troede til sidst at følelserne ville gøre mig vanvittig, jeg følte mig som et stort trafikuheld. Det er dog lidt bedre nu. Hver dag er en ny dag, og jeg prøver at få det bedste ud af det. De fleste dage er gode og jeg gør alt hvad jeg kan for at holde mig travl og lave ting som gør mig glad, ting som får mig til at glemme dig. Samtidig så glæder mig til at den ene uge forbi-passerer den anden, så du kan komme på afstand fra mine tanker og dagdrømme. Nogle dage, så bander jeg og svovler over mig selv. Ind i mellem bliver det så overvældende for mig, at det får mig til at ønske at jeg aldrig havde mødt dig. Det er ikke fordi jeg hader dig eller noget i den stil, jeg synes du er sød og et godt menneske der har masser at byde på. Jeg har prøvet på at lade være med at skrive, noget overhovedet, for ikke at komme til at skrive digte om dig. Men det der kommer ud af det er at jeg skriver endnu et brev som det her, fordi det bare ophober sig i mig. Det er nu 3 uger siden, at vi blev enige om at vi bare skulle være venner. Bortset fra at jeg er uenig i den sag. Hvis jeg gør som om at jeg kan være venner med dig, holder jeg mig selv for nar. Hver nat når jeg lukker øjnene i, er det dit navn som står på spidsen af mine læber. Mens jeg sover er det dig jeg drømmer om og når jeg står op, hører jeg ekkoet af dit navn i mit ører igen. Jeg sover slet ikke godt overhovedet og har ikke gjort det i 3 uger i træk. Jeg har så høj puls når jeg lægger mig ned at det tager mig en evighed at falde til ro. Ofte vågner jeg op med et sæt, drivvåd i hele kroppen, nogle gange om natten men mest tidligt om morgnen. Jeg behøver snart ikke noget vækkeur længere. Hver nat håber jeg på at mit søvn bliver mere fredfyldt og at jeg holder op med at drømme om dig og vågne op på den måde, men hver dag er sker det samme. Og jeg kan ikke andet end at erkende at jeg er helt uden held og håbløst forelsket i dig. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-03-10 13:40:50 |
Tak for smuk beskrivelse af den ufattelige kærligheds (u)væsen.
Selv må jeg som 60+ kæmpe den ulige kamp.
At sætte smukke ord på katastrofen er måske et skridt på vejen frem.
Jævnfør det lille digt jeg lagde ind på samme dag! .....
Selv må jeg som 60+ kæmpe den ulige kamp.
At sætte smukke ord på katastrofen er måske et skridt på vejen frem.
Jævnfør det lille digt jeg lagde ind på samme dag! .....
| haleløs | 2012-03-11 09:35:04 |
ufattelig smuk, dyb, ægte fremstilling af ... en - afsluttet ? - fortryllende besættelse !
venligst ...
PS neeeej; '10 heste' er ikke nok ... talemåden hedder '10 VILDE heste' ... ellers ku' man jo bare se dem hver for sig ... dovent gumlende ... i hver sin boks ;)
Man 'lÆgger sig ned' ... det en bevÆgelse ;)
venligst ...
PS neeeej; '10 heste' er ikke nok ... talemåden hedder '10 VILDE heste' ... ellers ku' man jo bare se dem hver for sig ... dovent gumlende ... i hver sin boks ;)
Man 'lÆgger sig ned' ... det en bevÆgelse ;)
| Fruit | 2012-03-11 23:58:42 |
Yes det har du helt ret i, jeg har tilføjet "Vilde" og rettede den gramatiske fejl. Jeg tror ikke besættelsen er afsluttet endnu. Det er lidt ambivalent fordi, på en måde kan jeg ikke vente til at det er overstået men på den anden side får jeg skrevet nogle digte som jeg er glad for, da kommer lige fra hjertet.
| nhuth | 2012-03-29 16:56:30 |
Kære Fruit
Ups - først nu ser jeg dit spørgsmål: Mit lille digt hedder "Dine Øjne"
Tak for interessen.
Ups - først nu ser jeg dit spørgsmål: Mit lille digt hedder "Dine Øjne"
Tak for interessen.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Uuh ulykkelig kærlighed er forfærdeligt, av det gør ondt, men det hjælper at skrive om det som du nævner, nogle ting skal man rumme og andre ting de skal bare ud.
Hvad hedder det digt du lagde ud, det handler om noget lignende?