 |  | Kalahari (16) |
 |
|
|||||||||||||
|
16. Rigdomme Hun havde siddet med kikkerten og studeret både Farman og ham den anden fyr i et par timer efter skole. Hun havde været nødt til at vente i over en time før det lykkedes hende at nå hen til hendes skjulested i skabet. Der havde været folk forbi værkstedet flere gange i løbet af eftermiddagen. Hver gang Sarah så en forlade værkstedet og Farman, eller den anden forlade pladsen, for at gå ind i hangaren, eller i et eller andet skur, skete der et eller andet, der fik dem til at vende tilbage. Sarah kunne ikke nå hen til sit normale skjulested uden at blive opdaget, hvis de alle stod og gloede ude på den åbne plads foran hangaren. Så Sarah var blevet i en fordybning bag busken, men den var støvet og der var sten alle vegne, så hun ikke rigtigt kunne finde en stilling, der duede uden at hun blev nødt til at skifte til en anden stilling efter et stykke tid. Sarah havde efterhånden vænnet sig så meget til skabet, at støvet og skidtet, der uhindret ramte hende i hovedet med jævne mellemrum, var ved at tage modet fra hende. Hun halvt sad, halvt lå på siden og debatterede med sig selv om hun skulle vende næsen hjemad, eller finde på et eller andet sammen med de andre børn ved den offentlige landingsplads, da den sidste besøgende steg ind i den store grå lastvogn med et afskallet ADDG logo på siden, der vendte ud mod hende, og bakkede ud. Den yngre fyr, der ikke var Farman, vendte næsen mod hangaren. Sarah havde sin chance nu og glemte alt andet. Hun tilbagelagde de lidt over 10 meter i en blanding af løb og kravlen, så hun ikke blev opdaget, for en eventuel tilskuer lignede hun mest af alt et insekt med arme og ben ude i alle retninger nede ved jorden. Da hun nåede hen til skabet og kunne søge ly bag det børstede hun sig af før hun åbnede lågen, ikke fordi der var specielt rent inde i skabet, men mere fordi hun ville af med støvet hun ufrivilligt havde samlet sammen. De nipsgenstande hun med tiden havde samlet sammen inde i skabet afledte hende ikke i mere end nogle minutter. Der var en lille plade af messing som hun havde forsøgt at polere. En tøjhund med et ramponeret bagdel og et par gamle mønter som hun ikke kunne genkende. Hvis hun prøvede på at bruge dem ville hun sikker ikke få andet end ballade ud af det. Flere af mønterne var godt slidte på siderne, men på et par enkelte kunne hun skimte 2 stjerner. Dem man kunne købe noget for havde 3 ringe. Udover disse rigdomme have Sarah en bunke af forskellige metal og plastikdele som hun samlede mere på må og få fordi de enten var underlige eller fordi hun godt kunne li at se eller føle på dem. Hvis hun tog tingene med hjem var Sarah sikker på at hendes mor bare smed dem ud, så hun beholdt dem her for en sikkerheds skyld. På vejen hjem for at spise et par timer senere blev Sarah enig med sig selv at hun må var nødt til at tage springet. Hun kunne ikke rigtigt se hvad de lavede derinde bag hegnet, kikkerten hjalp ikke rigtigt, der var for meget skrammel i vejen til at hun kunne undersøge den brune tingest fyren rodede med. Hun havde været rundt om hele værkstedets hegn et par gange i løbet af de sidste par uger og der var flere steder hvor hun måske kunne mase sig ind under hegnet. I starten havde hun sagt til sig selv at hun bare undersøgte hegnet af nysgerrighed, for at fordrive tiden med noget. Inderst inde vidste hun godt at det var noget fis, noget de voksne sagde når de ikke direkte ville lyve når børn var i nærheden. Den tanke var en smule foruroligende, ikke kun fordi ideen sagde noget om hende selv, men fordi at hun forstod ideen, der lå bag. De voksne var lige så usikre og bange som hun var sommetider. Sarah havde ubevidst haft den ide før, særligt når hun måtte stå model til de skrigeture hendes mor og far havde, men konceptet havde ikke før været tydeligt formet som noget man kunne give udtryk for med ord hun kunne formidle videre. Nu hvor hun havde ordene var der ikke noget der var nemmere. Det var noget fis og de vidste det godt, de ville bare ikke indrømme det. Hegnet var noget fis, Sarah ville ind i værkstedet, hun ville undersøge hvad ham fyren havde gang i, fordi hun simpelthen var nødt til det. Ja, det var en smule skræmmende, men hvad gjorde det?. Sarah kravlede ud af vinduet da hendes mor var gået i seng. Hendes far var faldet i søvn for flere timer siden og ville ikke være oppe før en gang om natten ved tre eller firetiden, når han skulle tisse. Sarah regnede ikke med at være væk så længe. Hun ville finde et passende hul i hegnet og lige kigge sig omkring inde på den anden side af hegnet, ikke mere. Hun tog sine gamle bukser på ud over de nyere, de var lidt kortere, hun havde ganske rigtigt skudt i vejret som ukrudt det sidste år, som hendes mor havde sagt, men hun kunne sagtens passe dem endnu. Det vigtigste var at hun ikke rev huller i de bukser hun brugte til dagligt. Det stykke hegn Sarah havde udpeget til udgangspunktet for hendes lille udflugt, indbrud, lå længst væk fra vejen ind til Freetown tæt ved hjørnet. Hegnet var trykket ned i højden og bøjet lige før hjørnet og den nederste del af hegnet var brækket fra hinanden så Sarah var overbevist om at hun kunne mase sig igennem, men hun var ikke sikker på at hun kunne gøre det uden at rive sig på de små metalmasker i hegnet. Sarah tog også et par gamle handsker og den gamle grå svejsejakke hendes far aldrig brugte mere. Ærmerne var hun nødt til at folde op hvis hun ville bruge hænderne frit, men det var ikke så underligt. Sarah stod døråbningen til det gamle skur hvor hendes far havde alt sit bras og stirrede ud i luften, lidt usikker på sig selv, nu hvor hun havde fået alt tøjet på og burde tage benene på nakken. Den sugende fornemmelse i maven forsvandt næsten da hun tog det første skridt baglæns så hun kunne lukke døren og sætte slåen for igen. Hun skubbede slåen for og satte i løb over mod værkstedet. Da hun havde løbet de første hundrede meter var fornemmelsen væk og hun var lysvågen som kunne hun med lethed tage sidevejen op til hovedvejen mod Freetown og løbe hele vejen til byen. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
