 |  | For enden af en gang |
 |
|
|||||||||||||
|
For enden af en vej, er der et hus. Huset er omgivet af en tilgroet have, hvor legetøj ligger spredt i det høje græs. Der er ikke længere nogen, der bruger legetøjet. Inde i huset er der en lang gang. For enden af gangen, er der et rum. Mellem gangen og rummet er der en afskallet, falmet rød dør. Døren er låst. Men vi kan godt se ind. Gennem nøglehullet. I rummet bor en pige. Hun er en prinsesse. Hun er ikke særligt stor, og hun er bange for edderkopper. Og sin mor. Hendes mor kan godt lide at drille hende med edderkopperne. Hvis moren finder en rigtigt stor en, kan hun godt finde på at komme den ned i hendes underbukser eller ned under blusen”¦ Bare for sjov, siger hun. Prinsessen synes ikke, det er særligt sjovt. Moren kan også godt finde på at gøre andre ting. Men det må prinsessen ikke snakke om. Men vi ved det godt. Hvad moren gør”¦ I hvert fald ved vi, at der foregår noget. Rummet bag den røde dør var engang prinsesselyserødt, men nu er tapeten på væggene pillet af i lange ujævne baner. Engang var værelset fyldt med legetøj. Nu ligger der kun en enkelt laset, dukke med lyst, uglet hår. I rummet er der også en tremmeseng. Pigen er ved at være for stor til den. Dukken ligger i sengen på den lagenløse madras, under en tisplettet dyne. Prinsessen passer godt på den; det er den eneste, hun har. Det er det eneste, hun har. Engang så du moren slæbe af sted med prinsessen hen ad fortovet. Pigens ansigt var helt ophovnet og snottet blandede sig med savl fra hendes stortudende mund. Moren hvæsede ord til pigen gennem hendes forvrængede, sammenbidte mund. Den arm som moren ikke trak i var bundet op i en slynge. Med rynket pande så du til, mens du tænkte på, hvorvidt man burde tilkalde de sociale myndigheder. Men man skal jo heller ikke blande sig, og måske var armen et uheld”¦ Og børn har det også med at vræle over ingenting”¦ Sådan tænkte du dengang. For enden af en gang var der et rum. Der boede engang en prinsesse. Hun var den mest ensomme pige, der nogensinde har levet. Hun bor der ikke mere”¦ | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-05-14 10:52:24 |
grusom, tankevækkende socialrealisme. I den grad velskevet og -fortalt! Husker den fra tidligere ;)
venligst ...
venligst ...
| ChrisD | 2012-05-17 11:22:41 |
Jeg blev straks fanget af denne novelles eventyrlige fortællestil. Uden mindste rysten på hånden formår forfatteren at vikle mig ind i en fantasi som balancerer mellem barnlig drøm og uhyggelig spøgelsesverden, en uudtalt truende og magisk stil der lige fra starten går rent ind.
Eventyret forstærkes af at rummets beboer er en prinsesse, og det barnlige støttes af hendes frygt for edderkopper. Referencen til H.C. Andersen med sentensen ’”Hvad moren gør ”¦” sidder lige i skabet.
Plottet udvikler sig fra eventyrs lyse og lette melodi til gyserens mørkeste toner, og den uro der plantes i indledningen gennem sproglig tvetydighed vokser frem til renlivet chok over den sorte drejning.
Sprogligt når novellen efter min mening et fremragende niveau, selv om den trænger til en grundig gennemgang for at fjerne fejl: ’tapeten’ skal rettes til ’tapetet’, ’hvorvidt’ kunne med held erstattes af ’om’, brug af tre punktummer er okay, men der skal være et mellemrum foran ...
Der er også kommafejl som burde rettes, især når meningen bliver forplumret som i: ”Pigens ansigt var helt ophovnet og snottet blandede sig ”¦” Her skal der ubetinget et komma efter ”ophovnet” så man ikke trækker de næste to ord ind som tillægsord til ansigt: ”Pigens ansigt var helt ophovnet og snottet”.
Der var opstillet et krav i novellekonkurrencen om at bruge aktantmodellen og twist’e rollerne. I denne novelle sker der ganske vist et dramatisk og effektfuldt skift fra eventyret til den socialrealistiske tragedie. Men for mig at se sker dette skift i selve plottet, handlingen, og ikke som en ombytning af rollerne i aktantmodellen. Måske tager jeg fejl, men jeg mener alligevel at historien rammer en lille smule forbi opgaven.
Samtidig vil jeg erkende at denne historie har berørt mig virkelig meget, jeg er vild med stil og plot og nærer stor beundring for en forfatter der i så kort en tekst kan udtrykke så meget, ved kun at benytte sig af ”Show, don’t tell”, effektivt og virkningsfuldt.
Flot, virkelig flot.
/ChrisD
Eventyret forstærkes af at rummets beboer er en prinsesse, og det barnlige støttes af hendes frygt for edderkopper. Referencen til H.C. Andersen med sentensen ’”Hvad moren gør ”¦” sidder lige i skabet.
Plottet udvikler sig fra eventyrs lyse og lette melodi til gyserens mørkeste toner, og den uro der plantes i indledningen gennem sproglig tvetydighed vokser frem til renlivet chok over den sorte drejning.
Sprogligt når novellen efter min mening et fremragende niveau, selv om den trænger til en grundig gennemgang for at fjerne fejl: ’tapeten’ skal rettes til ’tapetet’, ’hvorvidt’ kunne med held erstattes af ’om’, brug af tre punktummer er okay, men der skal være et mellemrum foran ...
Der er også kommafejl som burde rettes, især når meningen bliver forplumret som i: ”Pigens ansigt var helt ophovnet og snottet blandede sig ”¦” Her skal der ubetinget et komma efter ”ophovnet” så man ikke trækker de næste to ord ind som tillægsord til ansigt: ”Pigens ansigt var helt ophovnet og snottet”.
Der var opstillet et krav i novellekonkurrencen om at bruge aktantmodellen og twist’e rollerne. I denne novelle sker der ganske vist et dramatisk og effektfuldt skift fra eventyret til den socialrealistiske tragedie. Men for mig at se sker dette skift i selve plottet, handlingen, og ikke som en ombytning af rollerne i aktantmodellen. Måske tager jeg fejl, men jeg mener alligevel at historien rammer en lille smule forbi opgaven.
Samtidig vil jeg erkende at denne historie har berørt mig virkelig meget, jeg er vild med stil og plot og nærer stor beundring for en forfatter der i så kort en tekst kan udtrykke så meget, ved kun at benytte sig af ”Show, don’t tell”, effektivt og virkningsfuldt.
Flot, virkelig flot.
/ChrisD
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
