heeeej; SUPER indfald i disse olympiadetider! Gi'r go'e, tvetydige 'billeder' når man læser hver anden verselinie to gange!
venligst ...

Hej MJS

Tak for opgaven og især for det polemiske oplæg: hvad skal vi med poesi?
Der er et underligt paradoks: alle (næsten alle) skriver poesi. Ingen (næsten ingen) læser poesi.
Det holder jo ikke i længden!
Jeg kender flere både meget læsende og også skrivende mennesker, der frejdigt bekender, at "poesi forstår de sig ikke på". Kender jeg den holdning selv? Ja,ja,ja,ja! Det forsøger jeg at gøre noget ved. Både ved læsning og skrivning.
Hvorfor vil så mange skrive poesi? Jeg ser to mulige forklaringer (blandt flere selvfølgelig):1) Den korte form er overskuelig. 2) Fornemmelsen for, at her kan man udtrykke "sig selv", sine egne følelser, sine egne tanker, især følelserne vistnok.
Jo mere jeg selv beskæftiger mig med poesi, jo mere sporer jeg ind på en anden tanke: Det bedste ved den poetiske form er måske, at her kan man man bryde sprogets syntaktiske skabeloner ned, slippe ud af vanetænkning, tro på sammenhænge, som ikke er der, når lyset slukkes.
Opgaven her er interessant bl.a. fordi den sætter nyhedsflowet, som netop kommer til os i sproglige, narrative skabeloner, der leder os ind i kollektiver tvangstanker, over for poesiens mulighed for frit sprog. For mig personligt fører det mere og mere væk fra centrallyrikken, den med det ofte lidende oplevende jeg, i retning af det nogen kalder interaktionslyrik eller ekspansionslyrik(Amerikansk lyrik, Laugesen m.fl.), hvor flere stemmer mødes og giver læseren mulighed for aflæsning af komplekse mønstre, som måske ikke en gang behøver at have fundet en endelig, afrundet form.
Det var mine polemiske indspark. Aner ikke, om det er muligt at starte en sådan debat her? Men det interesserer mig mere end det der konkurrence-noget.

Tak for det tankevækkende digt.
Tak til Glenstrup for den sidste (ovenstående) kommentar!!!
Jeg vil med glæde deltage i den foreslåede debat. Jeg må lige udskrive kommentaren og læse den et par gange før jeg forsøger at tilføre en sådan debat nogle af de tanker, jeg gør mig når jeg skriver mine egne indlæg her på siden.
En sådan debat vil være berigende i "miljøet".
Venlig hilsen
Nhuth

Kære Glenstrup, hvor finder jeg lige dit spørgsmål: "hvad skal vi med poesi?" - jeg kan ikke se det i MJS's
konkurrenceoplæg, med mindre det er her du mener: "Skab derfor, et digt omkring den tid og det udtryk vi lever i, hvori teksten drager flere paralleller til de ting vi oplever omkring os, i nyheder, tendenser, på gaden, i byen og forsøg så vidt muligt at skabe flere lag i samme tekst."

??

Vh.Nhuth

Hej Glenstrup.
At jeg har svært ved at være sikker på, at jeg forstår, hvad du egentlig selv mener, er muligvis min egen fejl.
De sidste 4 linjer er mangetydige, fordi der mangler subjekter i begge sætninger.
Hvem/hvad udtrykker "en kritik......" osv.
Hvem "ønsker at poesien skal....." osv.
Med håb om god og nødvendig debat.
Vh.Nhuth

Tak. Det sidste her, gør problemet lidt klarere for mig. Der er vel ingen tvivl om at poeter (som alle andre, der bruger sproget) i en eller anden grad ønsker at kommunikere et budskab til nogen med en hensigt om noget. ”Lyrisk” og/eller ”poetisk” er to betegnelser, som ikke alene kan bruges om ”versemageri”, men om alle sproglige udtryksformer. Også om skribenter eller talere, der ”har ordet i deres magt”. Og det er ikke altid et ubetinget gode.
En god forfatter forfører os, bedrager os, rør os osv. Det der adskiller Grundtvig og Goebels er deres motiv, deres hensigt. Og modtagernes adfærd før og efter de har hørt afsenderens ord. Hvem har ansvar for modtagerens eventuelt ændrede adfærd?
Dette belyser dog ikke det andet interessante spørgsmål: ”Forstår” vi med en ”følesans, der som en 6. sans ikke kan måles og vejes, eller føler vi med vores intellekt?
Vh.Nhuth

Hej Glenstrup,

jeg har sådan på fornemmelsen at der mangler et ord som din læser skal hæfte på, men jeg kan ikke finde det.
Mine tanker går på Assad og de kampe der kæmpes mod ham, og kan nogenlunde få din tekst til at kredse omkring dette tema, men kun nogenlunde, ikke helt.

Det er stadigvæk en god tekst. At du så oven i købet får response og gøder en lødig debat om noget af alt det alle forfattere og andre kunstner- (spirer eller "udvoksede") søger at skildre/inddrage i et værk, er et stort + for os alle.
Vh.Nhuth

Et rigtig godt bud på et samtidsdigt, og jeg er især glad for din bue og bøjning af sproget her, der er lagt tanke og sjæl i det skrevne ord. Og det giver mulighed for at tolkes på rigtig mange måder. Det er utraditionelt, dit eget og skarpt. - Misundelsesværdigt!

Rigtig godt gået!

Med glæde deltager jeg gerne i en debat, der kan dog komme lidt "ventetid" da jeg i øjeblikket er i midt i en skriveferie. ;-) - Men lidt overspringshandling er der vel altid plads til.

Du rejser spørgsmålet: Hvad skal vi med poesi?

Lad mig vende det om, eftersom du er afsender af poesi og ikke modtager i dette tilfælde:
Hvad ønsker læseren fra Poesi?

Behovet er individuelt ligesom med alt andet, der hvor problemet opstår, er når folk oplever en distance til det skrevne ord. Hvilket vi i høj grad kan takke forfatterskolen og de snobbede læsere for. Jeg mener forfatterskolen er et glimrende alternativ, til at få et stempel i røven, der gør det nemmere for dig at blive optaget på et forlag. Men læseren bliver fyldt med strukturel og fiduspoesi, enten skriver folk om deres tanker og følelser, hvilket er komplet uinteressant fordi det er DERES følelser. Alternativt går de hele vejen og prøver at opfinde den dybe tallerken indenfor lyrik. En bog bygget på 5 ords digte... Jamen flot! - Læseren som jeg oplever den, vil have noget som de kan relatere til.

Det jeg oplever som en god indgangsvinkel til nye læsere, er en strejf af begge ting, altså kombinere det følelsesmæssige med en tand af det eftertænksomme. Lad vær med at formuler dig for direkte: "Jeg har ondt i maven, tager en panodil og får det bedre." Ram hvor billederne mærkes: "Tusind klokker hamrer mod mit kranie, så jeg snupper en hellig sten og lader lyden falde ud." - Et eksempel.

Find relevansen for din samtid, og hvad du mener den generation vi er i nu kunne ønske at blive formidlet om. Find balancen... Så og sige.

Og så burde der være plads til modspil også... ;-)

Du er tydeligvis ikke en snobbet læser hvis du også færdes i begge genre. Selv læser jeg også forfatterskoleelvernes tekster og jeg har hørt dem flere gange. Men underholdningsværdien er lav, fordi sproget bliver for nichepræget. Når det er tilhører en niche, skaber du et monogent marked, og dermed begrænser du din egen målgruppe og skaber et lavere salg. Meget praktisk hvis du vil sælge bøger til en høj pris. Men er det så fordi at det skal læses eller for at tjene penge?

Ved jeg hvad min læser vil have...

Jeg har ikke lyst til at lege gættelege, eller forsøge mig frem til at forstå hvad individet tænker. Personligt undersøger jeg markedet og tester markedet, hertil både de "snobbede" markeder men også de markeder der er i "øjenhøjde" med den lavt uddannede "dansker". Jeg har oplæst for små forsamlinger og store forsamlinger, og gennem de reaktioner og input, tilpasset og formet min bog. Jeg har testet min lyrik af, til folks fester, koncerter, åbne scener, støttearrangementer, lukkede arrangementer, og derigennem får inputs, der er med til at forme mit output. Jeg ved godt at man ikke kan ramme alle læsere, men der er flere karaktertræk der går igen, hvor læsere søger en bekræftelse af dem selv i øjeblikket. Men jeg åbner naturligvis op for den mulighed at jeg intet ved, og jeg er komplet naiv på området. Men hvorfor er digte så, ikke populære?

Ser på det seneste årti af poeter er der tale om skildringer af personlige undersøgelser af sproget. Det som jeg tror ligger læseren fjernt, er at den personlige undersøgelse af sproget, ikke er læseren ønske. Læseren læser ikke en bog, for at lære sproget og dets nuancer. Jeg opfatter den nuværende læser, som et forbrugsmenneske, der vil sluge og fortære, og smider væk. Underholdes af øjeblikket, og så komme videre.

Skal det fange ved, ser jeg det som eksistentielt at man arbejder med læseren, og påvirker læseren til at tænke yderligere over det skrevne, på trods af forbrugskulturen. De skal altså kunne se sig selv, men også se en mulig udvikling for dem selv. Hvor den senere litteratur har kikket ind i sig selv, i en form hvor broen til læseren er fjernet. Med blandt andet ord som "jeg" og "du".

Men måske er det forkert at anskue litteraturen som et marked? - Måske skal man anskue det som KUNST - Et produkt der skal ind og stå på statens museum og udstilles? Måske i en glasboks, hvor det ikke samler ALT for meget støv... ;-)

Helt enig - Piet Hein Stiller du for min skyld gerne i glas og boks, og tager en fin 500 mand pr. besøg... ;-)

Så stiller jeg mig ud på gaden og med hat og kæmpe smil, og giver folk en oplevelse til.

Hvad angår glas og forsamling, så jo begge ting skal eksistere og begge ting eksisterer jo også i dag. Tager vi udgangspunkt i glasboksen, jamen så udstiller digtere blandt andet deres tekster. Fedt fedt... Det styrker hvert fald det skrevne ord med bredde. Der hvor jeg mener det bliver for smalt, er så at den forsamling der kommes ud til, det sprog der bliver skrevet på, er der måske kun 20% der forstår. Jeg mener ikke at det danske land er analfabeter, som visse andre forfattere har sagt og skrevet, men jeg mener at det er synd at poesien, ikke spreder sig ud og kan forholde sig til en bredere gruppe af menneske i sin grundform.

Jeg mener du siger det jo så flot selv, at digtene har mulighed for at fjerne undertrykkende og destruktive tendenser i samfundet. Hvor ville det dog være fedt, hvis et sådan opfattelse kunne spredes til en bredere målgruppe i det danske land. I stedet for blot de 20%.