 |  | Når vi vågner i mørket |
 |
|
|||||||||||||
|
8. Når vi vågner i mørket Jeg ser mig i spejlet der står du den fremmede forkvaklet udvasket af tanker På gaden lyder der plask fra mine skridt i hver en vandpyt bilerne kaster os efter mine hungrende lunger og jeg indånder overgivende korruptionen Busserne stønner efter mig og drøner forbi mens jeg løber huller i fortovene jeg mærker at jorden bevæger sig under os i mørket under betonen rumsterer potentiel energi i det underkuede muld Videnskaben har fortalt os at det er mørkt fordi det sted hvorfra vi glasøjede glemmer at knække nakken tilbage er vendt væk fra den livsgivende masse af altfortærende energi der skaber noget her midt i intetheden Du vrider sløvt hovedet væk fra den knuste lcd skærm du stirrer ud og op i mørket du glemmer et øjeblik lyset fra den livsgivende masse af altfortærende information fra skærmen i frit fald fra din hånd langsomt roterende mod busstop stedets stålfliser Med åben mund byder du tomheden velkommen vakuumet du har fodret i årevis med fremmede billeder af dig selv råber dig op mens lyden af den mørke intethed strækker sine arme helt ind i det inderste Jeg smiler Det gør jeg oftere om vinteren | ||||||||||||||
 | NannaLA | 2018-04-10 14:54:39 |
Kære Martin,
Du har begået en særdeles interessant og velformuleret tekst.
Jeg var opmærksom under hele læsningen og fandt dine ordvalg yderst spændende, ligeledes dine dybsindige tanker.
Rytmen i digtet er god og flydende, hvilket gør det til en rar oplevelse at være din læser!
Mvh Nanna
Du har begået en særdeles interessant og velformuleret tekst.
Jeg var opmærksom under hele læsningen og fandt dine ordvalg yderst spændende, ligeledes dine dybsindige tanker.
Rytmen i digtet er god og flydende, hvilket gør det til en rar oplevelse at være din læser!
Mvh Nanna
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
