 |  | Logbog Kap. 27 Mentale fodlænker |
 |
|
|||||||||||||
|
teaser] Politikommissær Kristoffersen ville ikke kommentere sagen, som var under efterforskning[/teaser] Henny vågnede med et sæt og rakte ud efter telefonen”¦ kun klartonen svarede. Det var anden gang i nat. Klokken fire - og så nu igen, kvart i syv”¦ Enten var der en, der havde trykket galt - eller måske havde hun bare drømt”¦ Nu kunne hun lige så godt stå op nu, selv om hun havde planlagt at sove længe. Søndagsavisens emsige journalister havde ikke haft held til at tiltvinge sig adgang til Nina Clausens hjem, da de ville lave et interwiev med forældrene, fremgik det af en lille en artikel på side tre. Politikommissær Kristoffersen ville ikke kommentere sagen, som var under efterforskning. Henny spekulerede på om journalisterne kunne være så dumme, at de havde prøvet Rønnebæks eller hendes eget privatnummer? Efter et lunt uforstyrret karbad sad hun og ordnede tånegle og tænkte på Nina, da Rønnebæk ringede. - God morgen Henny, undskyld jeg forstyrrer; der var lige noget jeg ville spørge om”¦ - Spyt ud, jeg kan næsten ikke vente”¦ Jeg er på uofficielt besøg hos Nina. Jeg ved ikke om det gavner hende eller mig selv mest? - Årh, hold op”¦. Du ved, Clausens - altså forældrene, har sagt nej til psykologbistand. Nej”¦ ikke til Nina selvfølgelig. Til sig selv”¦ - Det er sgu da ikke så underligt; det kan vel også blive for meget”¦ men det har jeg ikke forstand på. - Nej, det er derfor jeg ringer til dig”¦ - Jamen kan du ikke selv afse tid til at ringe til dem om lidt og måske få en aftale om at mødes med dem i dag - eller i hvert fald mødes med moren. Bare sådan som civilt ekstraarbejde? Han hørte et dybt suk”¦. - Hallo, er du der?... - Ja. Og ja, jeg har ikke tænkt på meget andet, siden jeg stod op. Og jeg er ikke ironisk! Jeg ringer tilbage til dig inden for en time. Men du har ret. Hendes mor skal i hvert fald have muligheden, hvis hun vil snakke. Klokken halvti ringede hun til den telefon, som Rønnebæk havde givet Elizabeth. En stemme, som Henny havde svært ved at kende, svarede: - Jaa, det hos Clausen? Det kunne kun være hende. - Dav, det er Henny. Alt er som det skal være på hospitalet. Din datter er knage mig sej. Jeg ringer såmænd bare til dig, for at spørge om du har tid og kræfter til at snakke med mig over en kop kaffe. Der er måske også noget, som du gerne vil vide”¦ - Christian er hos hende nu, så hvis det er ham I vil”¦. - Nej, nej, det er mest dig jeg har brug for at tale med. Jeg kan være hos dig lidt over ti. OK? - Tak. Det er pænt af dig. Vi ses. Hun kørte på sin lille BMW nordpå mod Skovvangs Allé, hvor hun straks gik hen til ”TDC-manden” ved teltet. - Er hun alene derinde? - Jah, er der noget galt i det? Jeg har lige talt med hende. ”¦Du har ikke uniform på i dag? - Nej, jeg skal bare snakke lidt med hende. - Manden er kørt til pigen på hospitalet”¦ - Ja tak. Det ved jeg. Det er fint, at I smider bladsmørerne ud af nabolaget. Familien har brug for fred og ro, så de kan få en normal dagligdag igen. Elizabeth lukkede hende hurtigt ind og kastede sig om halsen på hende; og græd. - Tak, sagde hun. Det hele er bare så overvældende. Hun satte sig på hug og beroligede Rufus. Det er bare Henny, hun må godt være her, sagde hun til den store jagthund. Hun genvandt en smule kontrol over sig selv. Kom lad os sætte os lidt. Simon er vågen. Jeg har ikke fortalt ham om Christians utroskab endnu. - Det behøver du heller ikke. Endnu. Det vil måske være bedst, hvis hans far selv var mand for den del. Hør, gå med mig ud i køkkenet. Jeg glæder mig til at møde jeres søn. Gud, hvor må det være rædselsfuldt for jer. Men trøst jer; om få dage har sagen mistet nyhedsinteressen. Men selvfølgelig vil I nogen tid endnu være nødt til at høre på naboernes og kammeraternes ret naturlige, men enerverende spørgsmål. Men hellere det end fantasifulde rygter. Jeres datter er uskadt. Det er det vigtigste”¦ - Nå, du må være Simon, sagde Henny. Jeg er en af strisserne. Hvor er det godt, at Nina har dig. - Hej, sagde Elizabeth da hun igen fik et diskret knus af den store knægt. Der er cornflakes og te, Vil du sidde lidt herude? Vi snakker bare lidt om.... ja, om hvordan vi bedst finder den almindelige dagligdag igen. Du må gerne hjælpe os. Han smurte to leverpostejmadder og satte sig. Rufus fik i smug en halv. - Jeg tror, det er værst for far, sagde han mellem to mundfulde. Det er også det arbejde”¦ - Ja, svarede Henny. Det tror jeg også. Dem, der bortførte Nina, gjorde det ikke for at gøre hende fortræd eller forlange ”løsesum” og al den slags. Vi er i fuld gang med at finde ud af, hvad der egentlig foregår”¦ vi er ret sikre på, at både din mor og Nina - og dig selv - ikke vil høre mere fra de skiderikker, som vi er på jagt efter. Men mændene ude i indkørslen, må I nok finde jer i lidt endnu. - Hm, svarede Simon, det er bare pis”¦. irriterende, ikke at have nogen med hjemme, uden at de først skal krydsforhøres. - Ha, lo Henny, det har du sgu ret i. Nå, undskyld. Men det må næsten være lige svært, som når de kongeliges børn vil gå til fodbold eller gå på facebook. - Det er dog en skrækkelig sammenligning, lo Elizabeth. Undskyld jeg griner, ”Deres kongelige højhed”, sagde hun til Simon, som aldeles ikke syntes, at det var morsomt. - Fed motorcykel, sagde han beundrende. Er det din egen? - Ja, svarede Henny, politiets er for tunge og klodsede til mig, lo Henny. Han skulle over til en kammerat i vænget, men lovede at holde sin telefon åben. - Det er den vist døgnet rundt”¦, svarede hans mor. - Gider du gå en tur sammen med mig Elizabeth, spurgte Henny, du kan jo også huske at tage telefonen med”¦. - Meget gerne, Christian kommer ikke før en gang i eftermiddag. Ja, telefon som en slags fodlænke. Simon cyklede af sted og de to kvinder vekslede et par ord med de to mænd, som sad og spillede kort i teltet. - Nede for enden af vejen er der en låge ind til skoven; den tur plejer Christian at tage hver morgen”¦ Rufus var i snor i dag. Kom. Enkelte naboer kikkede lidt og nogle hilste med et vink eller nik. En ældre mand gik og fejede lidt foran sit hus. Det sidste på vejen. - Dav, fru Clausen, jeg har slet ikke hilst på Christian de sidste par dage. Hva' faen er det, der sker oppe ved Jer. - Det er noget med et kabel, der er gået over. Men de må snart være færdige. - Jamen hva' med Nina? Er hun kommet hjem? Aviserne skriver jo så meget. Nå, men det rager jo ikke mig. - De kan være helt rolig. Nina er uskadt og frisk. Hun kommer hjem en af dagene. - Åh, det var godt.... kom så Rufus og få din belønning, sagde han og fandt en kiks i lommen. God tur. De åbnede den selvlukkende låge ind til skoven og fulgte stien, som Christian plejede at bruge. Snart var de i en anden verden. Skovens. Deres hænder fandt hinanden. Skoven bandt dem sammen. Måske ikke så længe, men længe nok. ”Mænd” og deres erhvervsinteresser var kedelige i længden. Skovens stilhed gav ro og krævede ingen ord. Længe gik de, hånd i hånd og lod kun deres ånde og tanker give ekko i sjælen. Logbog Kap. 28 Hendes verden Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
