 |  | Ud i det blå (opdateret og færdig! endelig :) ) |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun havde den sidste tid haft nogle tanker, hun ikke helt kunne holde styr på. Nogle tanker der i aften ville få hende til at gøre noget, hun ikke kunne fortryde bag efter, og som, hvis hun var uheldig, ville få konsekvenser. Men hun var ligeglad. Han var hendes et og alt, og hun var hans legetøj. I to år havde det stået på: Hun havde mødtes med ham, løjet overfor sine venner og sin familie for ham, og han havde ikke rigtig gjort noget for hende.. Andet end selvfølgelig at gøre hende håbløst frustreret og helt høj på de ting han sagde og gjorde. Nu mente hun det var på tide, hun ville stoppe det, for det var kørt ud for længe. Hun havde skrevet med ham i nogle dage, om at de måtte mødes, og han havde selvfølgelig skrevet at det ville han meget gerne, det vidste hun nu godt han ville svare. Og heldigvis for hende, havde han tid allerede i weekenden. Hun havde ikke været hjemme i det nye hus han havde købt med sin dame, og det var der, han foreslog de skulle tage hen. Hun måtte være i byen eller sammen med nogle veninder eller lignende. Lige meget, eller var det? Hun ville egentlig gerne vide det.. Hun tog hjem til en veninde hen på eftermiddagen og snakkede med hende om alt det der veninder nu formår at snakke om. Hun ville egentlig helst snakke om Peter, men det kunne der ikke blive tale om, det burde være nok nu. -Jeg synes ikke Emil virker som om han gider at høre op hvad jeg siger for tiden, sagde hun og sukkede. Emil var hendes kæreste. Veninden kiggede på hende, som om hun forstod hvad hun mente, og sagde så med en ironisk tone: Du ved du er velkommen til at flytte ind her! Hun smilede ved tanken, men prøvede at huske på hvor meget hun elskede Emil og hvor meget han konstant gjorde for hende. Hendes mave trak sig sammen, da hun tænkte på hvor led hun var ved ham, ved at blive ved med at se Peter, hvilket også var grunden til hun ville gøre det forbi nu. Det kunne kun gå for langsomt. Veninden anede intet om at hun stadig så Peter, hun vidste kun hvor meget han havde skidt på hende for et år siden, og hvor meget hun havde lyst til at råbe ham op i hovedet for at have såret sin veninde. Men sådan gik det ikke, for Alma troede hende og Peter ikke havde snakket sammen siden Peter havde forlovet sig, så hun havde ladet det ligge. Hun kiggede på Alma, og fik lyst til at snakke om et eller andet, og kørte blikket ned på sin taske. Den var helt lukket. Lynlåsen var lidt slidt, men stadigvæk holdt den tasken lukket, og hun fik gåsehud ved tanken om indholdet. -Er jeg for egoistisk, spurgte hun sin veninde. -Det synes jeg ikke, du kan være lidt en gang imellem men jeg synes ikke det er slemt, i hvert fald ikke overfor mig.. Du kan været ret hårdt overfor fyre dog, sagde hun, dog med et lille smil. - Emil synes jeg er.. - Åh lad nu vær Luise, han mener det jo ikke så slemt som du tror, så ville i ikke være sammen.. Det var hun vel i princippet også, altså egoistisk, når hun ikke kunne holde sig væk fra en anden mand, når hun lod ham være i den tro at de var et og alt og så tog hjem til Peter og lod ham være oppe i hende i de 5 minutter det nu tog, for derefter at tage hjem igen. Ja, det var hun, men det var rart at få af vide af veninden hun ikke var, selvom det var løgn. Desuden, anede Emil jo intet om lige dét. - Hvornår skal du hjem ad? Spurgte Alma. - Lidt i 8, så henter de mig lidt oppe ad vejen. - så kan vi nå et par afsnit venner, sagde veninden med et kæmpe smil. Efter fjernsynet var blevet tændt sagde Alma: - Vi burde tage på ferie til forået! - Det kunne vi ja, hvilken ferie? - vi kunne køre gennem landet, og bare se en masse kedeligt lort i Danmark, sove i bilen? - Vi skal bare køre ud i det blå? - Yeah totalt! - Alright, så lad os gøre det. Der blev stille igen og de lænede sig tilbage i sofaen. Hun lagde mærke til Alma kiggede ret tænksomt på hende. Burde hun fortælle om sine planer? Eller hvad? Det var svært, hendes tanker fløj af sted og hendes hjerte hamrede. Adrenalinen var allerede på det højeste og hun var nervøs og spændt på samme tid. Alma kiggede på hende med et hundehvalpe agtigt blik, og spurgte så Luise om der var noget galt. -Nej, ikke noget galt, tror bare jeg har fået lidt feber. - Det lyder da irriterende, svarede Alma hende. - En smule, det går.. Tænkte på.. tror du jeg skulle have kontaktet Peters dame i sin tid, og fortalt hende om det hele. Synes ikke helt hun fortjener at leve i en løgn.. Det er der ingen der gør.. - Jeg ved det ikke.. Jeg synes bare det kunne ha' været sjovt. Altså at få den idiot ned med flaget.. Luise fik et sug i maven. Var hun virkelig så dum og naiv? Skulle hun virkelig bare have stoppet det lort, og kontaktet hende? Måske.. Måske ikke.. - Hvorfor tænker du på det nu? Spurgte Alma. - Ved jeg ikke, tror bare jeg tænker en del på en masse ting fra førhen for tiden, løj hun. De lænede sig tilbage og så videre på fjernsynet. Hun havde været ved veninden i nogle timer, og det var på tide at gå op mod Møllergade. Hun sagde til Alma at hun skulle hjem, og den dårlige samvittighed satte sig i maven igen. De gav hinanden et knus i døren, og så gik hun ellers ned af trapperne og ud i mørket. Byen var ikke helt i gang endnu, kun et par folk gik rundt med nogle øl, og hun gik lige forbi dem, og satte sig 10 minutter senere på en bænk overfor en tøjbutik, og smed en sms til ham om at det var der hun var. Han skrev han ville være der om 5 minutter. Rigtig nok, 5 minutter senere, drejede bilen ind og holdte ved bænken. Hun rejste sig op og kiggede rundt efter folk, åbnede døren og satte sig ind. Han smilede, hun smilede igen og sagde hej. De kørte over broen i mørket og drejede ind på en død vej med næsten ingen gadelygter. Hun stirrede ud af vinduet, og det var ikke mange ord der blev delt imellem dem på vejen. Hun kiggede på hans hænder, på ringen på hans finger, og op på hans ansigt, hvis øjne var rettet på den trafik der ikke var der. Hun sukkede og begyndte at holde vejret, da hendes hjerte begyndte at hamre. Hun mærkede på sin taske, den lå der stadig.. Hun smilede lidt for sig selv, og fik et meget tilfreds ansigtsudtryk da de drejede ind ved et hus, som lå utrolig langt væk fra alle de andre huse. -Her bor jeg, sagde han stolt. -Det er da meget hyggeligt.. -Det synes jeg absolut også, vi har den allersidste gadelygte.. -Gud, hvor er i priviligerede, sagde hun og blinkede. Han kom med et lille smil, og de gik indenfor. Hun kiggede rundt på alle de landlige ting og billederne, og tænkte på hvordan to unge mennesker, kunne have lyst til at bo så langt ude i ingenting i år 2010.. Han virkede irriterende glad for det, og hun blev rigtig skuffet over at han var så meget, hun ikke havde forestillet sig, at han nogensinde ville være. På en måde havde hun nok skabt sit eget billede af ham, som egentlig slet ikke var ham, men det hun så gerne ville ønske han var, og lige nu var han altså en helt anden, og det gik hende på. De satte sig hen i sofaen og han tændte fjernsynet, hun kiggede på ham og han lagde fødderne op på bordet, lænede sig tilbage og virkede som om hun slet ikke var der. Så var han tilbage igen, ham som hun var blevet så væk i. Pisse arrogant, og regnede med at hun nok skulle gøre noget hvis hun ville have ham nok. På det punkt var hun rimelig usikker, og var ikke sikker på om han gjorde det fordi han ville have, at hun selv skulle starte, eller om det var fordi han slet ikke havde lyst til noget. Hun besluttede at vente til reklamerne, det var okay at trække det lidt ud. Efter tyve minutters tv, begyndte hun at snakke, egentlig anede hun ikke rigtig hvad hun skulle snakke med ham om, men hun hadede stilheden, især i selskab med ham. Hun kunne ikke læse ham på nogle måder, og hun havde kun kunne få en smule følelse ud af ham, når han var fuld og skrev til hende fordi han var ensom. -Vil du bare sidde her og se fjernsyn? -Indtil videre er der jo ikke nogle bedre bud, svarede han. -Du kunne jo selv gøre et eller andet, i stedet for at sætte dig der, og vente på at få alting kastet i hovedet. -Nu snakker du vidst bare for at snakke.. -Det gør jeg jo altid. -Korrekt, svarede han. -Hvis du skal sidde og se tv, kan du ligeså godt køre mig hjem igen. -Det kunne jeg, men det gider jeg ikke. Hun hidsede sig lidt op, men tog sig selv i det og lukkede munden. I stedet satte hun sig ovenpå ham og kyssede ham. Han kom med et underligt smil, og hun spurgte hvad han smilte af. -Jeg troede faktisk ikke det var det du kom efter. -Hvad troede du så jeg kom efter? -Jeg troede faktisk du ville komme for at fortælle mig vi ikke kunne ses mere.. -Er du skuffet? -Nej, absolut ikke.. -Jeg har jo allerede stoppet det.. Mange gange, men jeg kan ikke finde ud af det. -Det har du ret i, sagde han og gav hende et kys tilbage. -Det undrer mig faktisk lidt, at du troede jeg ville komme for at stoppe det. Hvorfor skulle det være anderledes nu end for en måned siden, for et år siden? -Jeg tænkte bare det ville være lettere for dig, at gøre det mens du så på mig, og så troede jeg bare det var det du ville gøre nu. -Du ved jo jeg er din, sagde hun stille.. Han brummede og lagde sig ned og tog tæppet over sig, og hun lagde sig ved siden af. Han duftede godt, af hvad kunne hun ikke helt bestemme. Hun vendte sig om så hendes ansigt lå mod hans, og kørte sin hånd op af hans mave. Hun kiggede på sin taske der lå på bordet og vendte blikket tilbage på ham. Han bed fat i hendes læbe og greb pludselig hårdt i hendes hår og trak hende tilbage. Hun skar en grimasse og vendte ham rundt og åbnede hans bukser. Hun smilede, men mest ved tanken om hvad der ville ske når de var færdige. Hun tog sin trøje af, og han greb hende hårdt om brystet, så det gjorde helt ondt. Men hun var vant til det, det gjorde han altid, og hun elskede at han slet ikke kunne styre det. Det var hende det gjorde ondt på, men stadig hende der havde mest styr på sig selv. Han skubbede hende ned på ryggen, og rev atter tilbage i håret. Hun skubbede ham tilbage og tog sine bukser af og satte sig på ham. Hun kørte sin negl langs hans hals og kyssede ham hårdt igen, og så havde de sex, lige der på sofaen. Hun vidste hun havde travlt nu og greb midt i det hele fat i sin taske, hev en pistol op og satte den for hans pande. Den var kold, og en smule tung i hendes spinkle hænder. Han stoppede, og så skræmt ud. Hun smilte af ham. Knep mig nu, sagde hun stille, og han gjorde som hun sagde.. Der gik lidt tid, og han var nervøs, men ikke nervøs nok, måske troede han hun tog pis på ham, men var ikke helt sikker. Hun hviskede i hans øre, at hvis hun ikke kunne få ham, var der ingen andre der skulle have ham. Han kiggede undrende på hende, og hun sad nøgen på ham og følte sig mere overlegen end nogensinde. I det samme han kom, trykkede hun på aftrækkeren, og alt blev sort for ham. Hun kiggede, chokeret over det ikke så værre ud. Han lå under hende, med et rødt hul igennem hovedet. Sofaen blev mørkerød under ham, og hun sad lidt og trak vejret. Det var gået så hurtigt. Hans ansigt var blegt, hans øjne lukkede. Hun bøjede sig frem og kyssede ham på læberne, og rejse sig derefter op. Det var sket, hun havde gjort det. Hvad så nu? Hun tog sit tøj på og ledte efter hvad hun ellers havde liggende, og hun så hans bilnøgler på bordet. Hun rakte ud efter dem og skyndte sig at tage sin jakke på. Hun kunne høre hans mobil ringe i hans bukselomme, og kiggede lidt rundt. Så gik hun endelig ud og satte sig ind i hans bil.. Ingen havde hørt hende, ingen havde set hende. Hun kørte ned af de mørke krøllede veje og hendes hjerte hamrede helt vildt. På en måde var hun helt oppe at køre, og vildt lykkelig. På en anden måde var hun ved at dø af skræk. Efter 10 minutter med ret høj fart på, nåede hun til broen. Der var ingen biler lige nu, hun kunne gøre det her, slippe af med det hele, bare køre ud i det blå. Hun speedede op og tog pludselig et skarpt sving mod højre. Bilen bragede ind i hegnet, og slog nærmest en koldbøtte hen over. I slowmotion faldt den længere og længere ned og hun kiggede ud mod byens lys, indtil hun hørte braget da bilen ramte vandets overflade og iskoldt vand langsomt begyndt at fosse ind. Den sank stille mod bunden, med hende i førersædet. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-11 21:51:40 |
Let gennemskueligt motiv (gættede straks på 'pistol i tasken').
Trafikulykken kom overraskende; men velplaceret!
Som læser af adskillige 'true crimes' finder jeg historien 100% realistisk.
Velskrevet ... men (som tidligere nævnt) roder du lovlig meget med hun + hende + hendes eftersom der jo er 2 kvinder, nemlig Hp + Alma; f.eks.: 'Veninden anede intet om at hun stadig så Peter, hun vidste kun hvor meget han havde skidt på hende for et år siden, og hvor meget hun havde lyst til at råbe ham op i hovedet for at have såret hendes veninde.'
venligst ...
PS cirka midt i teksten 'og hun havde kun kunneT få en smule følelse ud af ...'
Trafikulykken kom overraskende; men velplaceret!
Som læser af adskillige 'true crimes' finder jeg historien 100% realistisk.
Velskrevet ... men (som tidligere nævnt) roder du lovlig meget med hun + hende + hendes eftersom der jo er 2 kvinder, nemlig Hp + Alma; f.eks.: 'Veninden anede intet om at hun stadig så Peter, hun vidste kun hvor meget han havde skidt på hende for et år siden, og hvor meget hun havde lyst til at råbe ham op i hovedet for at have såret hendes veninde.'
venligst ...
PS cirka midt i teksten 'og hun havde kun kunneT få en smule følelse ud af ...'
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
synes nu ikke jeg roder decideret meget i teksten mellem hun og veninden, det er da vidst kun den ene sætning dét som er lidt... ja.. :)