 |  | Fru Knudsens historie |
 |
|
|||||||||||||
|
Klokken var 3 og vækkeuret kimede ubønhørligt. Fru Knudsen, som hun blev kaldt, rakte armen ud for at slukke for larmen.Samtidig rullede hun om på siden, for så var det lettere at komme ud af sengen. Det havde hun lært på en rygskole for mange år siden. Hun burde også få et andet arbejde; men i disse tider var det jo ikke så nemt at få noget andet. Alderen havde hun også imod sig. Hun var 59 år og havde gjort rent de sidste 39 år på den samme virksomhed. Hun ville jo også gerne have lov til at fejre sit 40 års jubilæum. Direktøren havde spurgt om det ikke var for hårdt for hende med de arbejdstider; men hun havde sagt, at det var hun jo vant til. Fru Knudsen vidste også godt, at arbejdstiden ikke blev rykket for firmaet havde en politik om, at der skulle være gjort rent når personalet mødte klokken 7,30. For et halvt år siden var der kommet en ny arbejdsopgave. Personalet skulle have morgenkaffe med smurte rundstykker når de mødte. Det havde betydet, at arbejdspresset var øget, for timerne var ikke blevet sat op. Hun gjorde rent fra klokken 4 til 6,45 og sluttede klokken 8 eller når hun var færdig med at rydde op efter morgenbordet. Nu var det også på tale at der skulle gøres klar til morgenmøderne som fandt sted hver mandag og fredag fra 9 - 11. Fru Knudsen synes, at det var hårdt med de ekstra opgaver og gruede for at skulle arbejde fra 4 - 12 selv om det kun var to gange om ugen. Det gav selvfølgelig lidt mere i lønningsposen med de ekstra timer men alligevel. Fru Knudsen spekulerede også på om hun blev fyret når hun fyldte tres. Det var blevet en politik firmaet havde brugt det sidste år. Hvis hun blev det, nåede hun ikke sit jubilæum, for hun fyldte tres i januar næste år. Jubilæet var den 2. maj samme år. Der havde været snakket om, at firmaet skulle ansætte en i jobtræning, for så sparede de jo på lønomkostningerne. Problemet var vist at arbejdstiderne lå så tidligt om morgenen: men man kunne jo aldrig vide. Fru Knudsen havde talt med direktøren om, at hun ville gå på efterløn når hun fyldte tres og han havde sagt, at det kunne han sørme godt forstå. Hun håbede derfor, at firmaet dispenserede for tresårsgrænsen, så hun kunne holde det jubilæum. Nå men arbejdet kaldte, så det nyttede ikke noget at ligge her og spekulere på alt muligt. Der var alligevel ikke andet at gøre end se hvad tiden viste. Fru Knudsen fik hurtigt tøjet på og gik ned af trapperne. Det gik meget godt når hun skulle ned af trapperne; men op, det var straks værre. I de første mange år havde hun ligget på sine knæ og skurret de fine trægulve en gang om ugen. Det havde sat sine spor. Nu blev der brugt maskine; men den var tung og besværlig at arbejde med. Det havde betydet at hun havde fået problemer med ryg og skuldre, men hun havde bidt tænderne sammen. Behandlingerne hos fysioterapeut hjalp ikke meget og de smertestillende tabletter tog kun lige toppen, men man vænner sig jo til meget som tiden går. På vej ned af trappen hørte hun stilheden. Der var ikke liv bag dørene endnu og dog. Inde hos Jørgensens på 2. sal hørte hun et spædbarn skrige. Jørgensens havde fået en søn for tre måneder siden. Han var ellers så nem i begyndelsen. Nu havde han vist kolik, den lille. Fru Knudsen tænkte at det var godt hun ikke havde fået børn. Hvad skulle hun dog have gjort med de arbejdstider og et barn med kolik Nogle gange havde hun haft lyst til at finde et andet arbejde med lidt mere humane arbejdstider, men hun havde ikke gjort så meget ved det. Hun var jo glad for sit arbejde og det var jo dejligt at have fri om dagen. Når fuglene begyndte at synge tidligt om morgenen, tænkte hun på hvor privilegeret hun var. At begynde dagen med fuglesang var nu ikke det værste der var til. Fru Knudsen var fremme og fandt sit nøglekort. Hun vænnede sig aldrig til at koden skulle være indtastet indenfor 60 sekunder efter døren var låst op, ellers gik alarmen. Det var ikke fordi hun nogensinde havde oplevet at alarmen var gået, men skrækken for at det skulle ske, den var der altid. Der var ikke elevator i det gamle hus, så hun begyndte at gå op af trappen. Da hun nåede 3. sal begyndte knæene at værke. Det var det samme hver dag, så nu var hun begyndt at møde et kvarter før, så kunne hun holde en pause inden hun tog de sidste trapper til 5. Hun var lidt spændt på hvor slemt der så ud i dag, for der havde været bryllupsfest i den store sal i denne weekend. Når man havde været ansat i 5 år måtte man låne salen uden beregning. Det var flot synes hun. Fru Knudsen åbnede døren. Der så helt pænt ud. Der stod fem sorte sække med affald men alle stofdugene lå endnu på bordene. Det var hendes opgave at vaske og stryge dem, så de altid var klar til brug. Førhen skulle hun bare aflevere dem i vaskeriet men det var lukket nu, så nu tog hun dem med hjem og ordnede dem der for det var meget nemmere. Hun samlede de sorte sække og satte dem ud på trappeopgangen. Så kunne hun tage dem med når hun skulle ned. De havde heldigvis ikke fyldt dem helt op, så hun kunne nøjes med at gå en gang. Hun gik i gang med dagens trummerum. Først de 5 badeværelser, så direktørens kontor, dernæst de resterende kontorer. Inden hun tog køkkenet ordnede hun salen. I dag var der en del service fra festen som ikke var blevet ordnet. Hun tømte opvaskemaskinen og fyldte den op igen. Det så ud til at der var mindst en maskine til. Mens maskinen kørte dækkede hun op til morgenbordet. Der var 50 medarbejdere fordelt ved 10 borde. Hun fyldte rullevognen op og trillede ind i kantinen. Rullevognen var lidt tung at køre med selv om hun ikke havde taget drikkevarerne med. Da servicen var fordelt passede det lige med, at opvaskeren var færdig. Hun var glad for den nye opvasker for den vaskede meget hurtigere op end den gamle. Hun tømte og fyldte den igen. Så var det tid til at lave kaffe. Klokken var blevet kvart over syv så nu havde hun travlt. Rundstykkerne blev bragt, af lærlingen hos bageren, hver dag klokken syv. Hvis hun ikke var i køkkenet havde de en aftale om, at han bare skulle sætte poserne på køkkenbordet. Hun kikkede sig rundt. Det var mærkeligt, der var ingen rundstykker i dag Fru Knudsen blev urolig. Hvad skulle hun nu gøre? Hun havde ikke telefonnummeret til bageren og personalet begyndte så småt at komme. Det var den unge Hansen der dukkede op først. - Morgen Knudsen, sagde han - har du kaffe på kanden, jeg må tage lidt af. - Jeg trænger godt nok til kaffe lige nu. Han fandt en kop i køkkenskabet og tog en af termokanderne fra rullevognen. Mens han øste op gik det op for ham, at der var et eller andet, der ikke var som det plejede. - Hvad er den af Knudsen, er der ingen morgenbrød i dag? - Nej er det ikke mærkeligt. I de sidste 3 år er det da vist aldrig sket at morgenbrødet ikke har været her klokken syv. - Kender du nummeret til bageren Hansen? -Nej det gør jeg ikke, men mon ikke vi kan finde det? Han åbnede køkkenlågerne for at se om der skulle ligge en gammel bagerpose. Det gjorde der ikke. Fru Knudsen sørgede jo altid for, at der var pænt ryddet op inden hun gik. - Hvor bor bageren Knudsen? Så kan jeg da lige løbe ned efter brødet. Hvor meget plejer vi at få? - 110 rundstykker og 60 stykker wienerbrød, tror du, du kan have alt det? I det samme kom direktøren. -morgen Knudsen, hvad sker der lige her. - Har vi ikke noget morgenbrød i dag? -Nej, er det ikke mærkeligt, i de sidste 3 år kan jeg ikke huske at det er sket. Den unge Hansen har tilbudt at hente det, så det bliver jo lidt senere at morgenbordet kan være klar i dag. -Ved du hvad Knudsen, jeg ringer lige derned for at høre hvad der er sket. Direktøren gik ind på sit kontor. Fru Knudsen slog armene lidt ud fra kroppen og besluttede sig så for, at tage en kop kaffe mens hun ventede. Imens indfandt resten af personalet sig lidt efter lidt. De undrede sig alle over, at der ikke var noget morgenbrød endnu; men kunne jo godt se, at det ikke var fru Knudsens skyld. De stod i små klynger på gangene da det lød over højtaleren. -Det er direktøren, alle bedes gå til kantinen jeg har en meddelelse. Der blev helt stille. Det var meget usædvanligt at der blev kaldt til kantinen, så der måtte da være noget rivende galt. Alle skyndte sig mod kantinen, spændte på hvad det var for en meddelelse der kunne være tale om. Da alle var samlet, rømmede direktøren sig og sagde -Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal få det sagt; men vi får vist ikke det sædvanlige morgenbrød i dag. Bageren har lige fortalt mig, at lærlingen blev kørt ned i morges. Ingen ved om han overlever. Jeg beklager meget. Fru Knudsen er du lige rar at komme ind på mit kontor bagefter? Fru Knudsen blev bleg, hvad mon hun skulle på direktørens kontor? Hvordan nu med hele opdækningen, skulle hun bare lade den stå eller? Hun var lidt rådvild, men bestemte sig for, at hun nok hellere måtte gå ind til direktøren med det samme. Da hun kom ind på direktørens kontor synes hun, at han så, så lille ud i den store stol bag skrivebordet. Han så også pludselig meget træt ud. -Direktøren bad mig komme - Ja jeg ved godt at du har haft fri den sidste halve time, men kunne jeg få dig til, at gå ind til blomsterbutikken og få dem til at sende en buket til hospitalet. Det er dog forfærdeligt med den unge mand, bare han overlever. Det er vist temmelig slemt kunne jeg forstå. Fru Knudsen nikkede. - Blomsterbutikken åbner vist først klokken 10 fik hun sagt, så jeg kan ikke gøre det før. Skal jeg rydde kantinen imens? Direktøren så op på hende og rystede bare på hovedet -Gå du bare hjem Knudsen, så skal jeg nok få en anden til at ordne det, du trænger vist også til at komme hjem og få sovet, har jeg ikke ret? Fru Knudsen nikkede. -Jo det er rigtig nok; men jeg kan da godt blive sagde hun. Det skulle hun nu ikke og hun gik ud for at finde sit overtøj. Det var nu meget godt, at hun skulle hjem, for hun var træt nu. Klokken var 9 og hun tænkte på hvor hårdt det ville blive hvis hun skulle arbejde til kl. 12 to gange om ugen. Da hun havde låst sig ind i sin lejlighed gik hun ud i sit køkken for at sætte vand på til en kop kaffe. Hun kunne vist ikke falde i søvn lige nu. Hun tændte sit tv. Måske ville der være noget i tv avisen om ulykken. Hun hentede kaffen og satte sig tilrette. -En ung mand på 20 år er her til morgen blevet kørt ned. Det skete da han var på vej af sin sædvanlige morgenrunde. Han er hårdt kvæstet og er stadig i livsfare. Der er muligvis tale om en spritbilist. Hvis nogen har oplysninger bedes de ringe til 114 eller nærmeste politi. Alle oplysninger i sagen vil indgå i politiets efterforskning. Nu var hun lysvågen. Det var dog forfærdeligt. Hun sad og stirrede frem for sig. Sikke en morgen. Hun rejste sig op for at hente endnu en kop kaffe. Det gav et stik i hjertet, så bredte smerten sig ud i hendes venstre arm. Hun så et hvidt lys og mærkede hvordan benene gav efter. Et øjeblik efter lå hun på gulvet. Koppen røg ud af hendes hånd og hun hørte lyden af porcelæn, der gik i stykker. Derefter blev alt mørkt. Efter nogen tid vågnede hun og ville rejse sig. Det var ikke muligt. Hun kunne ikke røre sig ud af stedet. Hun hørte postbuddet ved brevsprækken og ville råbe om hjælp, men ordene blev i hendes hoved og kom ikke ud af munden. Telefonen var ikke indenfor rækkevidde og det gik op for hende, hvor hjælpeløs hun var. Det var da godt hun ikke havde lovet at hente blomster, nåede hun at tænke, det ville hun da ikke kunne. Derefter blev hun indfanget at et stærkt lys og hun så sin moder række armene frem mod sig. Så blev hun suget ind i en kanal af lys. Hurtigere og hurtigere gik det, hun følte at hun hvirvlede rundt i et tomrum. Hendes krop var med et befriet for smerter og hun følte sig let som en fjer. To dage efter låste viceværten sig ind. Han havde mødt en ung mand som gik rundt og så meget søgende ud. Det var den unge Hansen fra virksomheden hvor Fru Knudsen arbejdede. De havde ikke kunnet forstå, at hun ikke var mødt på sit arbejde. Der var ikke rigtig nogen der vidste hvor hun boede. Så kom de i tanke om, at lønningskontoret da måtte have nogle oplysninger. En fra firmaet havde prøvet at ringe, men der blev ikke svaret. De blev så enige om, at de nok måtte vente til næste dag Det kunne jo være at hun dukkede op og at de så ville få en forklaring. Viceværten og Hansen fandt Fru Knudsen på gulvet i stuen. Hun havde et fredeligt smil om munden. Politiet blev kontaktet og lægen konstaterede at hun havde været død i ca. 8 timer. Der var ikke umiddelbart tegn på nogen forbrydelse. Direktøren indkaldte hele personalet den følgende dag. Han sagde nogle pæne ord om Fru Knudsen og nævnte da også, at hun til maj næste år ville have haft 40års jubilæum. Det nåede hun jo ikke. Han gav tilladelse til, at en fra personalet kunne deltage i begravelsen med fuld løn. Den unge Hansen meldte sig. Han var jo den sidste der havde talt med hende bortset fra direktøren. Begravelsen fandt sted en onsdag formiddag. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Gaderne myldrede af liv. Der var ingen andre i kirken end Hansen, præsten og kordegnen. Kisten var helt enkel, pyntet med en krans fra firmaet. Den bestod af blå og hvide blomster. Det var også firmaets farver. Samme eftermiddag blev det meddelt, at den unge bagerlærling var afgået ved døden uden at være kommet til bevidsthed. Da meddelelsen kom, blev der helt stille i alle kontorer. Ikke en telefon ringede. Alle sendte Fru Knudsen og bagerlærlingen en tanke. Stilheden blev brudt af en flok krager der lettede i flok for derefter at forsvinde ud af horisonten. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-04-24 13:19:58 |
Enkelt hverdagsdrama, levende og indfølende fortalt! Særdeles velskrevet!
JEG tror faktisk, hun var blevet opsagt FØR sit 40. jubilæum ...
venligst ...
JEG tror faktisk, hun var blevet opsagt FØR sit 40. jubilæum ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
venligst