 |  | Esoteriske Slips Kap. 77 Troens kjoleklædte administratorer |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 77 Troens kjoleklædte administratorer De engelske kampe var ikke hans stærke side. Alligevel ville Dueholm ikke undlade at satse fyrre kroner på en kupon. Ved halvnitiden var Jensen kommet nynnende ind ad døren. - Har du sovet godt i nat, spurgte Dueholm, du virker så staldkåd. - Ja, det kan du tro; jeg drømte at jeg knaldede en luksusluder. - Ha, ja, de tider er heldigvis forbi. Der er sgu ikke meget luksus over de lokale her omkring. Før i tiden kunne man i det mindste true deres alfonser til at behandle dem ordentligt, men dem vi har på gaden nu, har det værre end slaver. De ejer ikke engang sig selv. - Har vi noget nyt på CERT-fronten. - Ja. Det arbejde, som de skulle have gjort sidste eller forrige år! - Jeg tror vi skal lade Eliza arbejde næsten som hun plejer, men udelukkende i samarbejde med dig og mig. Vi har ikke en chance, hvis hun smider stiletterne ind hos Compol. De vil kun se hende som en trussel mod deres levebrød og chikanere hende så meget som muligt. Nej, hvis bare hun får lov til at koncentrere sig om de sidste tre, som vi ikke har oplysninger om, vil det være fint. Så må vi lytte os frem til resten. Duelund mente, at de ikke kunne vente længere med at give grønt lys for Folketingets arbejdsgrupper. Jensen var mere skeptisk, men han kunne godt se, at yderligere forsinkelser bare ville skærpe formiddagsbladenes grænseløse nysgerrighed. - Dette her vil alligevel under alle omstændigheder ende med en politisk skandale. Så vi kan lige så godt indstille os på at afværge de værste overgreb på ordentlige mennesker inden for murene. Ved vi overhovedet, hvor de enkelte grupper skal holde deres møder? - Jah, de fleste har fået lokaler på Christiansborg, men der er også nogle der foretrækker skiftende mødesteder. - Det vil sige, at ordentlig aflytning ikke er mulig. Det er også i orden med mig. Hverken du eller jeg vil acceptere direkte ulovligheder. Hvis statslig styret hackervirksomhed kan foretages inden for lovens rammer, er det OK med mig. Ellers står jeg af. Og jeg stoler på dig, ved du. Professor Lucide var godt tilfreds med sit møde med departementschefen. Ved bagefter at gå systematisk til værks som ved al anden forskning og sammenstykke de mange stumper facts, indså han omsider, hvad den skjulte dagsorden rummede. I stedet for at indføre egentlige særlove, som vanskeligt kunne legitimeres i offentlighedens øjne, skulle disse arbejdsgrupper levere forståelig argumentation, som ville gøre det muligt for statsmagten at tilsidesætte utilsigtet beskyttelse af privatlivets fred. Så simpelt var det. Han havde betinget sig at få helt frie hænder til sit arbejde og glædede sig faktisk til at komme i gang. Så måtte andre tage sig af de spidsfindige hackerspekulationer. ”Hans” gruppe (nummer 4) var tilsagt at skulle møde på et velrenommeret hotel i omegnen. Han havde før været der, ganske vist for år tilbage, men den gang havde de glimrende mødefaciliteter og en meget venlig betjening. Denne gang var der reserveret et helt parkeringsafsnit i kælderen. En venlig parkeringsvagt viste ham, hvordan det lille fine plastickort virkede, så bommen gik op. Lige bag ham kom en ret høj sort personbil. Måske et af de andre kloge hoveder, der var sat stævne, tænkte Lucide. Da han ventede ved elevatoren, gjorde han plads for en ældre herre i kørestol, der blev fulgt af en medhjælper i chaufførantræk. Professoren mente, at han burde kende manden”¦ von Lichten”¦ et eller andet”¦, så han rakte hånden frem og præsenterede sig. - Hmf.. sagde manden, så De er professor Lucide. Meget interessant at møde Dem, håber jeg. Jeg er Simon von Lichtenstein, ”medicinmand”; med begrænsede evner, som De ser. - Hør, Jørgensen, sagde han til sin chauffør, hent mig inden klokken seksten. Så må jeg hjem og hvile mig lidt. Chaufføren skubbede stolen ud på tredje sal i hotellobbyen. - Så vil jeg ønske d’herrer et godt møde. Jeg er her klokken seksten. Han gjorde noget, der skulle ligne et honnør og gik ind i elevatoren igen. - Det var dejligt, sagde Lichtenstein, jeg vænner mig aldrig til at være afhængig af andre. Man har sgu aldrig fred. - Nej, jeg forstår. Jeg sysler lidt med vores hjerner, som er sværere at forstå. - Ha, ha, Dem kan jeg lide! Det er længe siden, jeg har moret mig så godt. Nej, slip de forbandede håndtag, mine arme fejler ikke noget. Hvor skal vi hen? Gå bare i forvejen; det gør alle andre. Det sidste overhørte Lucide. Manden var hverken senil eller dement. Vel indenfor blev der budt på en alkoholfri velkomstdrink, som direktør Lichtenstein afslog. - Lad mig få en stiv whiskey; det dér ligner ikke noget. Professoren, som sjældent drak privat uden i selskab, bestilte to dobbelt irsk whiskey. Uden is. Uden kommentarer. Den erfarne tjener løftede ikke et øjenbryn. - Ja, fred får vi vel ikke? sagde Lucide. Hverken for Dem eller mig. Hvad fik Dem til at møde frem her til arrangementet? - Nysgerrighed. Intet andet. Hvad får Dem til at ”forske”? - Ja, De har ret. Men De risikerer både straf og vanære ved Deres fremfærd i medicinalindustrien, svarede Lucide. - Muligvis vanære. Men en straf, sådan i juridisk forstand, vil næppe komme på tale. Jeg tror ikke at de lovgivende og dømmende magter tør binde an med en retssag mod en gammel syg mand. De ved alt for godt, at jeg vil rive temmelig mange mægtige og pengestærke personer med mig i faldet. Jeg skal jo snart herfra. Det hele er skrevet ned. Kun af hensyn til slægten har jeg ikke meldt mig ud af kirken. Derimod har jeg afsat et par millioner til troens kjoleklædte administratorer som en slags aflad. Nå, nu må vi ikke glemme mødet”¦ - Nåh nej, svarede Lucide, jeg forventes nok at byde velkommen. Men derefter må de klare det selv. Gud ved, om der skal tages referat? Formalia må vel overholdes? Nåh, det bliver deres første opgave. Han rejste sig og knappede jakken; det hørte sig vel til? Lokalet var veloplyst og venligt. Lucide hængte sin jakke på på et eller andet instrument der hang i passende nærhed ned fra loftet. Ved det lange ovale bord satte han sig foran et skilt, hvor der stod ”Mødeleder”, men fortrød og flyttede hen ved langsiden, hvor der var en ledig plads ved en ældre meget smuk kvinde. Sådan sad de og gloede på hinanden indtil en kendt kvindelig forfatter, som den sidste ankom og så sig forvirret omkring. - God dag, sagde hun, her vil jeg ikke sidde! Jo, hvis nogen vil fjerne det fjollede skilt! Lucide rejste sig belevent og fjernede skiltet. - Vi kan bytte plads, hvis fruen ønsker det? - Nej tak. Nu er det fint. ”Frue” er så meget sagt; jeg sætter pris på Deres opmærksomhed”¦ Hun kunne bare have skubbet skiltet længere ud på bordet, men det ville bare antyde en beslutning, som hun ikke ønskede at signalere. - Det var bedre, sagde hun. Det er sgu et underligt sammenrend, det her. Vi har vel alle sammen spekuleret en del over ”hvorfor” netop ”vi” sidder her? Det er måske det eneste vi kan være fælles om? William Golding skrev en gang ”Lord of the Flies”. Er der nogen her, som ikke véd, hvad jeg taler om? - Glimrende indledning, så kan jeg være ”Tykke”, røg det ud af professoren! Man må have et navn af en slags? - Ja, sagde en yngre herre, men jeg kan ikke huske, om faldskærmssoldatens navn overhovedet bliver kendt? - Bar han ikke sådan et ”hundetegn” i en halskæde, spurgte en tredje. Professor Lucide fandt nu anledning til at nævne, at de hver især havde frihed til sige, hvad de ønskede. Nu var tiden inde. Han præsenterede sig så kort han kunne være bekendt og nikkede til en kollega. - Jeg mener, at vi skal komme i gang. Ordet er frit. Kvinden, der ikke ville benævnes mødeleder, sagde sit navn, som også var det hun brugte, når hun ikke brugte sit forfatternavn. - Vi skal vel ikke nødvendigvis dokumentere vores sande identitet, fortsatte hun. Så kunne den kendte journalist og hjerneforsker ikke holde mund længere. - Jeg kan jo alligevel ikke optræde inkognito, sagde han og tog parykken og brillerne med vinduesglassene af. - Åh, det er dig, jeg tænkte det nok, sagde hans sidemand. Han nævnte et navn og en profession som såkaldt livsstilsekspert. - Nogen dummere og mere misvisende titel, kan man næppe få, fortsatte han, men jeg kan da leve af det for en tid. Så må jeg finde på en ny betegnelse. Da alle havde haft ordet uden yderligere formaliteter, sagde Lucide, at han havde tilladt sig, foreløbig at notere lidt til støtte for sin egen hukommelse. - Så nu må jeg spørge, om nogen kan have gavn af, at der udarbejdes et referat? - Er der nogen, der modsætter sig? ”¦ Nej. - Jeg foreslår, at vi lader en af Folketingets dygtige sekretærer bistå os fra klokken 13. Jeg ser at vi nærmer os frokost. Livsstilseksperten udtrykte sin enighed - Hvorfor kan vi ikke bare komme i gang, spurgte en kvinde i dørrækken. - Lad det lige få en chance, sagde hjernejournalisten, det er noget helt andet, hvis vi taler om lydoptagelse eller TV-optagelser. - Ja, sagde livsstilsartisten, så skulle vi da først holde en lang pause og hyre et professionelt make-up-team til at hjælpe os! Ja, .. jeg taler kun på egne vegne”¦ Og tænk på alt det lys”¦ Han så smilende på kvinderne i gruppen. Professoren så lidt nervøs ud, da han skævede til sine papirer. Så kom han i tanker om den lille vejledende manual, som han havde modtaget. - Hør her: ”Grupperne tager selv stilling til eventuel udabejdelse af eventuel deltagerliste, eventuelt referat og eventuel mødeleder.” Sådan, som jeg opfatter det, lader vi udarbejde et referat og beder om, at mødets indlæg optages med lyd. Så kan vi senere tage stilling til anvendelsen eller destruktion. Og vi frabeder os TV-optagelser. For så vidt angår ordstyrer eller mødeledelse, synes jeg egentlig at det går meget godt uden. Og så minder jeg lige om at vi lige efter frokost får mulighed for at få et kort oplæg om”¦. ”Hackervirksomhed - i dag og i morgen”. Velbekomme. Esoteriske Slips Kap. 78 Et indkøbsmekka Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
