 |  | Mit efter (uden dig og dem) |
 |
|
|||||||||||||
|
Den sidste gang du så mig, stod jeg i morgenmørket af gangen og betragtede din krøllede skygge, forsvinde bag gadehjørnet. Den tidlige sommervind legede med mit dengang lange hår, trængte ind under din hvide skjorte, som jeg uskyldigt forsøgte at holde lukket. Knapperne gik i stykker den aften. Vi havde for travlt, tænker jeg. Hvis jeg havde vidst, det var sidste gang, ville jeg have kysset dig lidt mere, stoppet op og betragtet dit ansigt midt i al vores sitrende stilhed. Jeg kan huske, at jeg dengang undrede mig over, at du havde glemt din tandbørste her, for du glemmer aldrig, du er ét af de mennesker. Jeg gik ud i køkkenet, og alt syntes at være viklet ind i et andet lys, som om at huset forandrede sig, det øjeblik du trådte ud af døren. Som om at verden holdt vejret omkring mig. Jeg kan ikke huske, om du glemte at smile den morgen, om dine øjne syntes lidt søvnigere. Jeg kan ikke huske, om du bad om at få sukker i kaffen, eller om du tog dig længere tid, da du bandt dine snørebånd; dengang syntes alt det så ligegyldigt, for det var hverdag, trivialitet, og jeg ser nu, at det er, hvad jeg savner mest. At vågne og vide at mit hjerte var trygt. Jeg kan huske, at jeg redte sengen og stod med din skjorte i mine hænder længe. Til at morgensolen brød himlen og begyndte sin dans henover vindueskarmen. Jeg kan huske, at jeg vaskede rødvinsglassene i køkkenvasken og sang med på radioen og lagde en besked på din telefonsvarer, om at du kunne komme forbi senere, nøglen under måtten som altid. Og du kom forbi. Det øjeblik jeg trådte ind af døren, vidste jeg det. Din duft hang stadig i gangen. Alting mindede lidt om dig. Kunne endnu smage dine kaffekys og mærke dine varme fingerspidser mod min nakke. I skabet var din skjorte forsvundet. Rødvinglassene var sat på plads. Din tandbørste stod ikke længere i holderen. Ingen besked, ingen ord, intet. Og jeg satte mig ned og lyttede til køleskabets summen, stilheden fra radioen, fortidens spøgelser, og jeg tænkte, jeg skulle have været her, jeg skulle have sagt noget, et sidste øjeblik vi ville kunne mindes. Jeg tror, at der er gange, hvor man blot ved, at det er for sent. Jeg ved ikke, om man ved i netop øjeblikket, at det vil være sidste gang. Men jeg ved, at man ved det efter. Følelsen kravler ind under ens hud, bevidstheden. Man vil så gerne sige noget. Forsøge at fortrænge. Bringe dem tilbage. Men man begraver ordene under tungen, til man kvæles i dem. Jeg sad længe på køkkengulvet den eftermiddag. Hele verden faldt i søvn om mig; og du, hvor end du var. Jeg tror, du mærkede det. Men det var min dør, ensomheden trængte ind under, og min seng som pludselig var for stor til mig. Jeg sov alene og uden dig engang. Nu gør jeg det igen. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-04-30 11:20:54 |
Det er da en stærk og meget stilfærdig tekst, som uden store ord formår at skildre den grufulde situation efter....
Vh. Nhuth
Vh. Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
