 |  | En følelse af selvbedrag (3) |
 |
|
|||||||||||||
|
De havde fået en snak en aften over en flaske vin. De havde siddet ved spisebordet og han havde sagt til hende at det eneste han ønskede sig i verden var, at hun var lykkelig og glad. Han savnede hende, savnede at have det sjovt med hende og få hende til at le. Jeg ved, at du har det svært, havde han sagt, mens han tog hendes hånd i sin og havde kigget bekymret på hende. Det var svært for hende, at han sad der og var så ridderlig og uselvisk, for det var jo hende, der havde været et kæmpe fjols og nær havde ødelagt deres forhold. Det var hende, der ikke kunne finde ud af det hele og som var i tvivl om, hvad hun egentlig ville. Hun havde grædt og sagt at hun havde brug for at tænke tingene igennem, brug for at finde sig selv igen. Han forstod hende og det var ham der havde foreslået at hun skulle tage op til huset. Hun lyste op imod den grålige og regnfulde himmel, som hun gik der langs vandkanten, iført en rød regnfrakke og gule gummistøver. Som hun så ud nu, uden makeup og med en sort ulden strikhue trukket godt ned om ørerne, var hun langt fra den kvinde hun var, når hun befandt sig hjemme i byen. Hun havde altid gået meget op i sit udseende og var meget bevidst om at opretholde en vis stil. Måske var det blevet værre med årerne. Hun havde svært med at forlige sig med at være midaldrende og at ungdommen var et kapitel, som var forbi. At være i midten af fyrrerne var vel ikke nogen katastrofe, men tiden gik alt for hurtigt nu og det var som om hun næsten kunne se, hvordan hun kom til at se ældre ud dag for dag. Alligevel var det ikke så længe siden, at hun havde oplevet nærmest at være ung igen og havde haft en glød og en udstråling, som havde fået hende til at se yngre og friskere ud. Det havde slået hende, at det kunne ses, da hendes børn havde sagt til hende, at hun så smuk ud og at hun virkede så glad og lykkelig. De fleste havde kommenteret, at det klædte hende, at hun havde tabt sig. Hun havde aldrig været overvægtig, med hendes forfængelighed, ville det også være en umulighed. Men der var kommet nogle ekstra kilo snigende over årerne. Nu da de var væk, vejede hun det samme, som da hun var ung, og det passede hende godt. Hun var alene på stranden og hun følte sig pludselig uendelig lille midt i den storslåede natur. Hun tænkte tilbage på den forårsdag, da hun sidst var hernede ved vandet og smilede vemodigt. De havde planlagt længe, at han skulle med op til huset. Da hendes mand skulle på forretningsrejse, og han havde fundet en tilpas brugbar undskyldning for at tage væk fra hans familie en weekend, var de taget af sted den første weekend i april. Foråret havde gjort sit indtog og de var ankommet til huset en smuk solskinsdag. Hun havde været nervøs og spændt. Hun kendte ham egentlig ikke særlig godt, og hvad nu hvis de ikke kunne finde ud af det sammen? Det havde været en weekend hun altid ville bevare i sit hjerte. De havde befundet sig i deres eget univers for en kort tid. Hun havde været vild med alting ved ham. Han havde humor og hun elskede hans latter og at han fik det barnlige og sjove frem i hende. Hun havde nydt at føle sig som en fri fugl, som ikke havde forpligtigelser af nogen art, og som bare kunne suge alt det fantastiske ud af nuet. Hun havde været så tiltrukket af ham, at hun til tider næsten følte sig sindssyg. Instinktivt havde hun vidst, at den weekend sandsynligvis ville blive det eneste hun fik med ham. Den silende regn var blevet afløst af en fin støvregn. Hun satte sig på en sten, som lå halv begravet i sandet, vendte ansigtet op mod himlen og mærkede de fine små regndråber forplante sig på hendes ansigt. Det var en lettelse at mærke, at al den tristhed og tomhed hun havde følt på det sidste, langsomt var ved at slippe sit tag i hende, hun var ved at vende tilbage til sig selv og gøre sig fri af den besættelse, som havde opslugt og stjålet hendes tanker i alt for lang tid. Det var som om, at efterårsstormen blæste hende igennem og rensende alt det triste væk og gav plads til en ny start, med nye gode tanker. Måske var det hele noget hun havde haft brug for at bilde sig selv ind - måske havde der slet ikke været tale om ægte følelser, men et brændende behov for at mærke at hun var i live og en trang til at gå op i noget med liv og sjæl. Men hendes hjerte kunne ikke narres og for en tid havde det været fyldt med en længsel og en stormende forelskelse i en anden mand. Nogle gange kunne hun næsten ikke holde ud at tænke på hele forløbet. Hun kunne til tider finde det yderst pinligt og nedværdigende at have kastet sig hovedkluds ud i et forhold til en anden mand. Hun havde gjort og sagt ting, som hun nu gerne ville kunne tage tilbage og som havde gået på kompromis med hendes ellers så urokkelige stolthed. Det sidste år havde været en tid, hvor hun havde følt sig splittet og til tider havde haft en fornemmelse af at være revet midt over. Hun havde haft svært ved at genkende sig selv og havde følt, at hun mistede kontrollen. Samtidig var det en tid, hvor hun oplevede at føle livet mere intens end nogen sinde, og hun var fyldt med en altopslugende lykkefølelse, som helt kunne overskygge og ignorere en lurende og nagende dårlig samvittighed. Hun havde været bevidst om, at det var forkert, men hun havde været for draget af det mystiske og spændende til at kunne sige fra. Det havde været egoistisk, uden skelen til andres følelser end hendes egne. Hun havde naivt troet at hun kunne tackle det, men et sted på den vej hun havde valgt, mistede hun orienteringen og havde til tider virket desorienteret og forvirret og havde befundet sig i sin helt egen verden. Selvfølgelig havde hendes mand opfanget at der var noget galt. Han fornemmede at hun forandrede sig og fjernede sig fra ham. Når han konfronterede hende og spurgte hvad der foregik, havde hun undvigende svaret, at hun bare følte sig stresset og ophængt. Hver gang hun havde stukket ham en løgn, for at kunne komme afsted til et møde med ”ham”, havde hun følt at han gennemskuede hende og kunne se lige igennem hende. Hun havde været konstant angst for at han havde fundet et bevis på hendes affære. Hun var blevet omhyggelig med at huske at logge af hendes e-mail og mobiltelefonen havde hun konstant på sig. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-01-09 19:00:20 |
Ikke så let at læse som 1 og 2. Der er lidt "kludder" her og der.
Du skriver "Hun havde gjort og sagt ting, som hun nu gerne ville kunne tage tilbage og som havde gået på kompromis med hendes ellers så urokkelige stolthed. "
Ting kan ikke gå på kompromis. Kun mennesker kan. (og muligvis dyr?)
"Hovedkluds" må være en smutter.
Flere steder fejl ala "logge af hendes e-mail" der hedder: "logge af SIN e-mail"
Men spændende. Aner man et planlagt mord?
Vh.Nhuth
Du skriver "Hun havde gjort og sagt ting, som hun nu gerne ville kunne tage tilbage og som havde gået på kompromis med hendes ellers så urokkelige stolthed. "
Ting kan ikke gå på kompromis. Kun mennesker kan. (og muligvis dyr?)
"Hovedkluds" må være en smutter.
Flere steder fejl ala "logge af hendes e-mail" der hedder: "logge af SIN e-mail"
Men spændende. Aner man et planlagt mord?
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
